Skolepiger leger også med dukker

Jeg synes, der er så megen snak om, at børn ikke leger med legetøj særligt længe efterhånden. Det er der givetvis også noget om, i og med at især digitale muligheder byder sig i takt med at børnene bliver ældre. Vi holder fast i og understøtter legen så længe som overhovedet muligt, og derfor er det også skønt at se, at selvom man næsten er 7 år gammel er man ikke for gammel til at lege med dukker. Hvis det er den rigtige slags, vel at mærke!

Jeg tror, det med den kortere legeperiode til en vis grad handler om hjemmets kultur og naturligvis om barnet selv. Om hvilke muligheder, de får tilbudt. Vi har bestemt ikke skærmforbud og af og til ser de store piger helt sikkert også for meget fjernsyn eller ‘computer’ (red: iPad). Til gengæld er vi ret bevidste om hvordan og hvornår vi tænder for skærmene og det er ikke hver dag, de ser noget. Som regel bruger vi skærmtid, når vi har helt flade børn, der bare trænger til at koble af. Som ikke kan rumme mere leg lige nu.

Min ældste datter har aldrig været et udpræget ‘legebarn’ forstået på den måde, at hun eksempelvis nærmest aldrig har leget med dukker. Hun er ikke det barn, der bare går i krig med legetøjet. I modsætning til mellembarnet, der kan fordybe sig i timevis i sin egen leg, så er det ofte andre ting, der trækker for K. Krea kan hun bruge længe på – og leg sammen med andre. Hun elsker at udfolde sig fysisk og motorisk og kan være på en legeplads hele dagen. Da hun var mindre var det oftest legekøkkenet, der blev brugt, men dukker har hun stort set ikke gidet. Før hun fik en dukke, hun kunne spejle sig i.

En dukke ligesom barnet selv

 

Vi forelskede os begge pladask i Así dukkerne, da vi så dem første gang på modemessen for nogle år siden, og K fik lov at vælge en af de store Pepa-dukker. Hun valgte en med blå øjne og kortere hår ‘ligesom mig, mor’. Den er stor – over 60 cm – og den er så smuk og i fantastisk kvalitet. Den er blevet hendes mini-selv. En pendant til de usynlige venner, mange af os sikkert kan huske fra vores egen barndom. Hun spejler og bearbejder sine egne oplevelser i dukken og det er virkelig fint at være vidne til. Til jul fik hun en skoletaske til sin dukke, og selvom det er fra Our Generation og lige det mindste til hendes dukke, så kan tasken stadig komme på, og indholdet er så gennemført og fint. I disse dage kommer dukken med i skole og hendes veninder er ligeså vilde med den som hende. Den er helt ærligt også noget særligt og jeg har tidligere skrevet lidt om den HER

^^Dukke ‘Pepa’ fra Así // Skoletaske til dukke fra Our Generation // Taske fra Jens Storm København // Kardemommeby-citat fra Dyreparken i Kristiansand // Silkescrunchie fra Relove and Roses // Tavle og skrivebord er loppefund

De er en gruppe piger i klassen, der har talt om at spare op til det store klasseværelse til dukker – vi har talt om, at det måske er lige lovlig dyrt at bruge sine sparepenge på, men måske kan de bygge deres egen udgave i krea i fritten. Til gengæld kigger begge piger laaaangt efter flere af de fine legesæt til dukkerne fra Our Generation, så jeg tænker at det måske er noget, der skal på ønskelisterne igen til forårets og sommerens fødselsdage.

Længe leve kedsomhed

Jeg har tænkt mig at understøtte og opfordre alle pigerne til at lege så længe som de overhovedet har lyst – man kan tids nok blive stor og kedelig. Uanset om det er rollelege, legobyggeri, Playmobil, kreasysler eller noget helt andet, så skal der være plads til fantasien. Til at få lov til at kede sig uden at få stukket en skærm i hånden og dermed blive nødt til at finde på noget at lave selv. De kender efterhånden vores svar så godt, at der som regel ikke er konflikter når kedsomheden banker på. Vi giver to-tre bud på noget, de kan lave (som ikke er ‘at se noget’) og hvis ingen af dem fænger, så får de lov at kede sig til de selv kommer på en idé. Overraskende ofte er det noget, de bliver helt opslugte af.

Og selvom eller måske lige præcis fordi K ikke er det største legebarn, jeg kender, er det ekstra skønt at se hende engagere sig i legen med miniature-udgaven af hende selv. Mens E elsker sin babydukke og at pusle om den og være i mor-rollen, har K meget mere ud af at spejles og være på lige fod med sin dukke. Det er virkelig spændende at opleve hvor forskellige to børn er, som har samme genpulje og er opvokset i samme miljø.