
Jonas forlod matriklen i går først på eftermiddagen , og jeg vil ikke påstå, at jeg var ellevild med tanken om at være alene på børnefronten indtil et ikke nærmere defineret tidspunkt søndag. Ikke mindst fordi ‘nogen’ er inde i en reeee-lativt konfronterende del af sin udvikling. Afhængigt af mit eget overskud kan det både fremkalde smil og panderynk at blive spurgt ‘Hvad MENER du, mor?’, når jeg fortæller barnet, at jeg synes, hun er en balladebøf (jo, det er et ord herhjemme). Er det bare mig, eller er hun ikke lige lovligt tidligt ude med den slags argumenteren? I går burde jeg have kapituleret, da hun endelig sov, men i stedet stod jeg op, spiste halvt i søvne det fredagsslik,...