Mon ikke alle er færdige med flæsk, fede sovse, risdesserter og alle de andre ting, der er skønne ved julen – i begrænsede mængder? Jeg er i den grad og maven er også. Og der bliver i øvrigt sparket igennem her på matriklen, i 23+0. Ugens madplan er lavet efter devisen grønt, groft og uden gris/and. Næste år – hvis alt går efter planen – bliver første år, hvor julen kommer til at se anderledes ud, end den har gjort  siden jeg var barn. Kæreste (og Lillepigen) skal med til min ende af Provinsen og fejre juleaften. Og vi kan næppe få lov at lave sofa-tricket i 2012. Der er en lille en, der skal passes og passes på og...

Og hun ser så fin ud, blev der sagt ved scanningen. Skønt at få syn for sagen – og at se med øjnene hvordan der bliver sparket og bokset, sådan som jeg har kunnet mærke den sidste halvanden uge. Jordemoderbesøg var også – i modsætning til sidst – rigtig fint. Den ‘ægte’ jordemoder frem for vikaren, var sød, engageret og meget bedre til at give rammerne for besøget. Jeg var afsted alene denne gang, og har vist knækket koden med de dér besøg ift. hvad jeg gerne vil have ud af dem.

Alt vel fra Østerfronten – det har været en vanvittig måned på job med tonsvis af overarbejde og som følge heraf intet overskud. Så er det svært at føle sig som en god kæreste, søster og særligt veninde, men der er dog blevet julepyntet i det lille hjem og i december falder der lidt mere ro på det hele. Heldigvis! Jeg tror, jeg begynder at kunne fornemme, at Bean hilser på af og til med lidt spark eller håndkantslag. Det er dejligt – men jeg er ikke helt sikker endnu. Hvor pokker skal man vide fra, hvordan det føles, når barnet indeni banker på, når man aldrig har prøvet det før? Maven er synlig nu – særligt for os, og...