
Tid er et mærkeligt fænomen. For lige så uendeligt langsom den kan føles når jeg på 46. minut sidder og holder et barn i hånden, der nægter at falde i søvn; ligeså hurtigt forsvinder tiden imellem hænderne på mig, så snart jeg hæver hovedet og perspektivet lidt fra det nu, jeg er i. Den forgangne weekend satte tiden i relief. I lørdags var det præcis den dag for 5 år siden, hvor solen også skinnede fra en skyfri himmel, og foråret for alvor havde fat i Danmark, at min elskede, fantastiske, stædige, vidunderlige farmor døde. Hvor jeg for første gang for alvor forstod, hvad det vil sige at miste. Jeg husker stadig fornemmelsen af at ae hendes bløde kind for...