Når rådhusklokkerne kimer i aften kan vi langt om længe vende ryggen til 2016. Det har været et år fuldt af omvæltninger og forandringer. Barsel, der blev overdraget og afsluttet. Institutionsskifte og dagplejestart. Jeg har mistet familiemedlemmer i løbet af året. Mødt nye babyer. Jeg har ingen nytårsforsætter. Jeg har nytårsønsker. Jeg har været en mor en mere end 4,5 år og ingen af mine børn er tilhængere af konceptet uafbrudt søvn. Min store bønne var en vaskeægte søvntyran, og det var først på den anden side af hendes to-års fødselsdag, hun for alvor begyndte at sove roligere. Og først da hun nærmede sig tre år, hun ikke længere krævede 90 minutters putteseancer uanset hvad vi prøvede. Lillesøster startede noget mere...

Det er en særlig kunst at modtage en gave. I al beskedenhed mestrer min store pige den kunst til fulde. Det er hjertevarmende at se hendes oprigtige taknemmelighed og glæde over at modtage gaver. Det kunne de fleste lære noget af. Jeg kan i al fald. Vores gave til hende var en guldbroderet jakke – eftersom hun er ved at være vokset ud af dem, hun har, og fordi hun holder så meget af at klæde sig pænt på, når anledningen byder sig. Min mor havde strikket den smukkeste kjole i smørblødt, mørkeblåt alpakkauld. Hun fik malesager og glimmerstrømper. Hver eneste gave blev åbnet med spændt ærbødighed og indholdet studeret inden hun med varme og kærlighed i stemmen takkede giveren. Adspurgt...

Jeg er klar til at sige farvel til december. Mere end klar. Faktisk er jeg helt og aldeles færdig med det her år, men især december. Jeg som elsker julen. Vi har haft en dejlig jul. Ikke mindst juleaften var den rareste, rolige aften, som vi ikke kunne ønske bedre. Men det er sygdomme, der har kastet og bliver ved med at kaste deres skygge over hele julemåneden. Jeg har været syg. K har haft et par dage med opkastning og feber. Lille E og ugen på hospitalet har, naturligvis, fyldt meget hos os alle. Fyldt i form af fysisk fravær, men i høj grad også i det indre liv. Savn, angst, bekymringer. Jonas har rundet måneden af med et...

Bean havde sat krydser ved stort set samtlige ting i samtlige legetøjskataloger op til jul. Bamser, glimmerdimser, LEGO, Playmobil, rulleskøjter, walkie-talkier og meget (meget!) andet. Ikke en eneste af de ting fik hun. Faktisk var det eneste legetøj under træet den æske LEGO der egentlig skulle have været til at fordrive ventetiden i løbet af dagen. Det viste sig helt overflødigt for underboerne fejrede også jul hjemme og de to store piger har leget sammen hver dag i juleferien. Også juleaftensdag. Min store pige havde en fantastisk jul. Hun fik sit allerstørste juleønske opfyldt. Siden Lillesøster begyndte at kravle, har Bean ønsket sig at hun skulle gå – det har været enormt vigtigt for hende. Fordi hun ville gå om...

Det er fredag – dagen før dagen – men det skal ikke handle om jul. Lillesøster har været hjemme i en uge nu, og hun er efterhånden frisk igen. I al fald hvad angår energiniveau og appetit nærmer hun sig en normal. Til gengæld er hun ikke helt ovre oplevelsen. Det har ikke været gnidningsfrit at komme hjem for nogen af os. En krise udløser altid forandringer og spændinger i familiedynamikken, men det er kommet bag på os, at der ikke skulle – forstå mig ret, det har været mere end rigeligt! – ‘mere’ til end en uge på børneafdelingen. Bean har klaret hele processen med indlæggelse så imponerende flot og modent. Vi har talt med hende undervejs og forklaret,...