Mit egenrådige, empatiske midterbarn

Af og til får jeg spørgsmålet om, hvordan det er at have tre børn. Om det er nemmere eller sværere eller det samme som to. Der er ikke et entydigt svar. Hverken for mig eller for nogen andre, for moderskabet er en absolut individuel oplevelse og børn er absolutte individer. Der er til gengæld også grundlæggende ligheder og genklang på tværs af landegrænser, generationer og gennem skærmene. På mange måder er det ikke mere vanskeligt med tre end med to. Man er vant til at jonglere mellem behov, vant til at balancere logistik, vant til at måtte dele sol og vind. Men alle de ting bliver ikke ligefrem mindre komplicerede af at tilføje et ekstra barn. Personligt har jeg hvilet...

Marie Kondo, minimalisme og at bo fem mennesker på 95 m2

Sidste år i januar var Marie Kondo og hendes ‘spark joy’ oprydning på alles læber. Og i manges skabe og skuffer også, når man kiggede ud over Instagram. Jeg ved ikke, hvor mange, der holdt ved. Som stadig folder i nydelige trekanter og stabler på højkant. Bølgerne gik højt dengang og mange følte sig stødt over hendes opfordring til at rydde ud. Prikkede hun til noget, der måske længe har ligget og ulmet hos mange? Fornemmelsen af at drukne i ting og alligevel ikke føle, man har det hele. Jeg ved det ikke. Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg havde et indlæg på vej sidste år netop om at rydde op og ud. Så var det bare...

Paradokset

Vi er tæt. Hud mod hud. Din lille, varme krop mod min store, trygge. En tumling på vej til at blive et lille barn, men stadig med spædbarnets fugleunge-refleks efter brystet. Halvt i søvne finder du hvad du søger og den lille krop falder til ro og bliver tung i mine arme. Sådan sidder vi sammen i mørket. Aften efter aften, en time eller to efter du er blevet puttet, vågner du og kalder. Det eneste tidspunkt på din dag, hvor din krop ikke er igang med at indtage hele verden. Hvor du ligger roligt og stille og bare er. En dag gør vi ikke mere. En dag glemmer din krop sutterefleksen, ligesom dine søstre har gjort det før dig...

En uventet stolthed – og et gult bælte

K startede til karate først på efteråret. Hvidt bælte og helt uden nogen former for erfaring med kampsport – og derfor en ret stejl læringskurve for at forsøge at ramme bevægelserne i sin hvide gi. Jeg har skrevet lidt om det før HER. I den forgangne weekend var der graduering i karateklubben, og hun havde øvet og øvet på sin kata, på spark og på at huske det hele. Sommerfuglene satte ind, da hun ankom sammen med sine klubkammerater og så en flok sort-bælter bag dommerbordet. Men som hun selv sagde, så gik nerverne væk, så snart hun kom igang. Så tog kroppen over og gjorde præcis, som den skulle. De lange ben sparkede højt op og satte sig præcist...

Mit mindste, lille menneske

Lille M er slet ikke så lille længere. Hun er 17 måneder gammel om ganske få dage, og hun er i den grad ved at folde sig ud som et lille (og bestemt) individ. Måske i endnu højere grad end nogle af hendes søstre er hun med stormskridt ved at rodfæste sig og cementere sin position i vores femkløver. Hun tog sine første skridt for snart længe siden, men hun har travlt, så hun har kravlet mere end gået længe – simpelthen fordi det var mere effektivt. Nu går hun imidlertid mere end kravler. Også selvom hun mere ligner den stakkels butler i 90-års fødselsdagen sidst på aftenen end den selvbevidste og selvsikre lille dame, hun er. M har en...