Jeg opererer altid med en kortere eller (som regel) længere strikkeliste. Øverst på den stod egentlig noget helt andet, men der blev akut brug for en ny Dagmars bluse efter weekendens sjov med køresyge. I al virvaret med opkast all-freakin-over, influenzamænd og skoldkoppebørn kom et par hjemmestrikkede bluser i uld nemlig ind sammen med resten af vasketøjet. De har nu en dejlig filtet kvalitet, som egentlig er ret lækker i sig selv, og en pasform, der er mere relevant til dukkerne end til E. ^^Søde, søde E i sin nu hedengangne Dagmars bluse. Jeg tror det må blive en ny i grå. Den har været brugt SÅ meget hele efteråret og vinteren. Det er jo super ærgerligt, men det er...

For lidt tid siden læste jeg et blogindlæg, som jeg egentlig synes var rigtig træls. Det handlede om at mange – undertegnede inklusive – vælger at dele en redigeret virkelighed på Instagram. Det er for så vidt ganske korrekt, på samme måde som vi vælger at dele en redigeret udgave af os selv og vores hjem, når klæder os på for at tage på arbejde eller til fest, og lige svinger en støvsuger inden der kommer gæster til middag. At det ikke er den fulde, hele sandhed, alle vælger at dele med alle andre på medier som Facebook og Instagram, tænker jeg egentlig er en selvfølge efterhånden. I al fald bør det ikke være en decideret overraskelse. Så vidt, så...

… er egentlig slet ikke et problem. Snarere et vaskeægte #firstworldproblem. En slags ikke-problem, som jeg ikke desto mindre har brugt noget tid på at indlære. Siden jeg gik igang med at rydde op og rydde ud i vores ting og digitale rod sidste efterår er jeg ligeså stille blevet mere minimalistisk. Jeg bliver sandsynligvis aldrig en rigtig purist, der kan nøjes med et hjem med 200 genstande i. Jeg synes, det kan se vanvittigt smukt og inspirerende ud med rolige flader og organisk minimalisme, men vi bor to akademikere sammen, der begge har en stor samling af bøger. Vi har to børn, der har lyst til og brug for legesager og vi har mange billeder og grafik, der gerne...

Da K fyldte fem år, var der vitterligt ikke mange ting, hun manglede. Både Jonas og jeg var lidt i vildrede med gaverne, og vi endte derfor med at give hende en personlig oplevelsesgave hver. Alenetid med henholdsvis mor og far. Med Jonas var hun en tur i Tivoli med turpas und alles. Jeg gav hende en miniferie. En overnatning et sted i Danmark sammen med mig. Det var planen, at vi skulle have været afsted i efteråret, men der afløste den enes sygdom den andens og overskuddet var ikke til det. Med andre ord er det en meget forsinket fødselsdagsgave, der snart skal afvikles. Men hey. Jeg når det, inden hun fylder 6, og det må da også tælle...

Som forældre i København, så er et brev fra Pladsanvisningen noget nær det mest neglebidende uhyggelige, man kan modtage. Det er ikke til at vide, om man er købt eller solgt. Om man har fået den plads, man ønsker eller noget i retning af det man ønsker… eller er man i stedet landet et sted, man SLET ikke har lyst til. Om ens behovsdato nogenlunde kan imødekommes (det kan den som regel absolut ikke) eller om man skal lege logistisk slangemenneske i månedsvis og finde alternative og midlertidige løsninger. Da K skulle starte i børnehave fik vi først et tilbud et sted, der dels var noget længere væk end vi havde lyst til – over 1 km fra vores hjem....