Om at ‘lyve’ på Instagram og en sygdomsplaget weekend

For lidt tid siden læste jeg et blogindlæg, som jeg egentlig synes var rigtig træls. Det handlede om at mange – undertegnede inklusive – vælger at dele en redigeret virkelighed på Instagram. Det er for så vidt ganske korrekt, på samme måde som vi vælger at dele en redigeret udgave af os selv og vores hjem, når klæder os på for at tage på arbejde eller til fest, og lige svinger en støvsuger inden der kommer gæster til middag. At det ikke er den fulde, hele sandhed, alle vælger at dele med alle andre på medier som Facebook og Instagram, tænker jeg egentlig er en selvfølge efterhånden. I al fald bør det ikke være en decideret overraskelse.

Så vidt, så godt. Der, hvor kæden i blogindlægget hoppede af for mig, var da skribenten kaldte alle os, der deler det redigerede, for løgnere. Som i. Folk der bevidst fortæller usandheder. Sort på hvidt. Det synes jeg dels er at holde sig så langt fra egen banehalvdel, som det er muligt, og dels synes jeg det er et rigtig grimt og misvisende begreb.

Ja, der er dele af Instagram, der udelukkende handler om æstetik, om skønhed, om smukke søde børn, pæne kærester og lækre hjem og rejser. Hvor man aldrig ser eller hører et ord om det i livet, der er svært. De profiler kan man følge, hvis man bliver inspireret af skønheden – og man kan unfollowe, hvis man ikke orker at alting skal være så pænt. Der findes nemlig også det stik modsatte. Bevidst ‘grimme’ profiler (i en æstetisk forstand), hvor intet er redigeret, photoshoppet, ryddet op eller beskåret – hvor det er absolut uden filter i enhver forstand. Hvor der er galopperende øjenbetændelse, rodede køkkener og stuer og fortællinger om alt det, der er træls. Igen. Dem kan man følge, hvis man har lyst – og undlade at følge, hvis man ikke føler, det bidrager til ens eget liv på en givende eller positiv måde.

Personligt deler jeg (langt fra) alt. Jeg deler ikke billeder af rod og kaos (dog af og til på min Story), jeg deler ikke billeder af mine børn, når de græder eller har snot og øjenbetændelse i hele ansigtet. Jeg deler ikke ‘grimme’ billeder. Jeg deler i teksten i stedet – på Instagram og her. Når det er smukt og overskudsagtigt og inspirerende – og når det er hårdt og grimt. Jeg bliver absolut ikke inspireret af at se andres rod, og jeg har ikke lyst til at det skal fylde på min profil heller. Det er et meget bevidst valg.

Jeg vil ikke indirekte kaldes en løgner, fordi jeg viser pæn kaffe, søde børn og blød strik, når dagen har handlet om ikke at springe i luften. I stedet vil jeg hellere rette fokus mod det smukke. Det, der inspirerer mig. Blogindlægget var ikke møntet på mig. Det var en generalisering,og en ret unuanceret og uheldig en af slagsen. Set fra mit perspektiv – og fordi det kom til at blive ret megen pegen fingre af andres valg. Personligt synes jeg, man kan dele alt for meget. Ikke mindst, når det handler om børn.

Derfor lagde jeg i går et billede på Instagram af en pæn kop kaffe i en hvid vindueskarm. Fordi der ikke var andet pænt at vise. Jonas har galopperende influenza. Han har været rigtig syg i snart en uge. K udviklede en imponerende mængde skoldkopper lørdag – mens vi var til barnedåb hos gode venner. Jeg sværger, der ikke var så meget som en eneste, lillebitte skoldkop, da vi tog hjemmefra, men den slags udvikler sig åbenbart med lynets hast.

Derudover har E åbenbart udviklet køresyge. Det er noget helt nyt og spændende, og det har ikke tidligere været et problem. Derfor lavede hun eksorcisten ikke mindre end to gange på vejen til dåb i Kalundborg og en enkelt – ret episk – omgang opkast da vi kørte videre hjem til mine forældre. Efter at have tømt maven udover sig selv og sin autostol for tredje gang den dag, kiggede hun roligt op på mig, sagde: ‘Jeg er ok, mor’ hvorpå hun gik kold med hovedet ned i selvsamme autostol. Jeg kom spontant til at tænke på videoer af alt for fulde college-studerende… Og ja. Jeg tog absolut et billede af barnet der sov ned i opkast og ja, det skal helt klart med i næste fotobog. Selvfølgelig skal det det! Jeg griner stadig højt her to dage efter, når jeg ser billedet på min telefon. Fordi det er så grotesk og fordi af og til er der ikke andet at gøre end at grine. Men det bliver ikke delt andre steder. I må nøjes med at forestille jer scenariet. Det tænker jeg de fleste er i stand til (og ellers er youtube jeres ven!) uden at jeg synes, det gør mig til en Instagram-løgner.