
Det univers, jeg arbejder i, er allermest af alt fyldt med glæde, forventning og lykke. Som for eksempel tidligere i dag, hvor den smukkeste nybagte mor kom forbi med 2 uger gammel dejlighed, som jeg fik lov at nusse med mens moderen fandt den rigtige ammetop. Men der er også den anden side. Den hjerteskærende, uretfærdige side, som ingen forældre og ingen mødre nogensinde skulle opleve. Det, der får mig til at græde stille af og til i mørket, mens jeg holder min datters lille hånd og hendes åndedræt langsomt skifter til søvnens rolige rytme. Små fødder sætter også spor. Og små hjerter bløder også. Aftenens putning er et levende bevis på det. Normalt er der ingen kriser ved puttetid...