Det er en kliche, men nogle mandage er bare så mandagsagtige. Lillesøster er ved at gro ikke mindre end 4 nye tænder, så vores nætter er fulde af uro og råberi (hende, mestendels) og dagene er det samme. Det trækker tænder ud (no pun intended), ligesom Jonas’ nye skema dette semester med et par sene dage. I al fald i dag. Lige nu. Jeg var ved at tude af frustration på vejen hjem. Det var helt tåbeligt, men sådan er det af og til. Jeg ville så gerne have været forbi min yndlingsblomsterhandler og købe forårsgrene og friske blomster, men jeg blev forsinket på vej ud af døren fra arbejde og for at nå at handle, hente Bean OG hente...

Vejret var ualmindeligt smukt i går, så timingen var helt perfekt. Vi brugte julegaven fra pigernes farmor – en tur i ZOO – til at tage afsted allesammen, for farmor var tilfældigvis i København netop denne weekend. Det var simpelthen den hyggeligste dag, og selvom det også havde været en dejlig tur for os fire, så var der nu alligevel noget særligt ved at også at have gavens giver med. Det er skønt at kunne dele oplevelsesgaver med dem, man holder af. Vi bor så langt fra hinanden, at det ikke er så ofte, vi har mulighed for at ses, men pigerne elsker deres bedsteforældre, og Jonas og jeg ønsker for dem alle, at de får en nært og kært forhold. Det...

‘Skal vi skynde os hjem og hente E?’, spurgte store K igår, da jeg hentede hende i børnehaven. Ja – det skulle vi. Hente Lillesøster, altså. Normalt elsker Bean at komme med ned og hente, hilse på i dagplejen og få et kæmpe velkomst-kram af sin søster (og største fan!). Ikke i går. Da savnede hun alenetid med mig, bare os to sammen. Ikke fordi vi skulle lave noget specielt. Bare være hjemme. Jeg forsøger at fordele sol og vind lige mellem pigerne. Det lykkes ikke altid, ikke mindst fordi de i kraft af deres forskellige aldre og udviklingstrin har forskellige behov. Vi forsøger. Det tæller også for noget. I søndags var jeg for eksempel en hel dag med Bean på...

For et stykke tid siden så jeg et billede på Instagram hos en af de kvinder, jeg følger. Et billede, der lignede så mange andre. En kaffekop. Et strikketøj. Ukompliceret og hyggeligt ved første øjekast. Teksten fortalte en anden historie. En fortælling om et sommerbarn, der alligevel ikke blev. Om at have mistet nogen, der næsten ikke var der til at begynde med. Det gav et sug i maven at læse hendes ord. Jeg kender det savn. Jeg kender det tab. Ligesom rigtig, rigtig mange andre kvinder gør. Det er så modigt at fortælle om – ikke mindst, hvis man har oplevet reaktionerne ‘det var da heldigt, at du ikke var længere henne’, eller ‘det var jo slet ikke et...

‘Ja, man kan godt se, det er andet barn’, sagde den (i øvrigt søde, faste og kendte) vikar i Lillesøsters dagpleje til mig i morges. Med et smil. Hun kom ind ad døren samtidig som os, og hun var stadig igang med at pakke sig ud af alt sit overtøj og hænge det til side, da jeg var på vej videre igen. Det var dér, bemærkningen faldt. Vi er ikke dem, der bliver hængende, når vi afleverer. Det har vi egentlig aldrig været, medmindre der har været kede børn. Det er blevet endnu mere udtalt med Lillesøster. Hele afleveringen tager omkring 2-3 minutter. Det lyder helt vildt, ikke? Som om jeg bare kigger ind ad døren, kaster hende i armene...