… andet barn

‘Ja, man kan godt se, det er andet barn’, sagde den (i øvrigt søde, faste og kendte) vikar i Lillesøsters dagpleje til mig i morges. Med et smil.

Hun kom ind ad døren samtidig som os, og hun var stadig igang med at pakke sig ud af alt sit overtøj og hænge det til side, da jeg var på vej videre igen. Det var dér, bemærkningen faldt.

Vi er ikke dem, der bliver hængende, når vi afleverer. Det har vi egentlig aldrig været, medmindre der har været kede børn. Det er blevet endnu mere udtalt med Lillesøster. Hele afleveringen tager omkring 2-3 minutter. Det lyder helt vildt, ikke? Som om jeg bare kigger ind ad døren, kaster hende i armene på nærmeste voksne og drøner videre. Koldt, måske ligefrem.

^^Helt urelateret billede, men et ret godt billede på, hvordan morgenen starter hjemme hos os. Natdragten fra Roots&Wings er altid på, og træ-legetøjet fra Wooden Story er et hit. Former undersøges, kugler trilles og stables og bygges. Det er sjovt selvom det hverken har farve, lyde eller batterier 😉 Til gengæld er træ et varmt, behageligt materiale, der dufter rart og har en god tyngde.

Sagen er, at det ikke tager lang tid at aflevere Lillesøster. Vi går fra vores hoveddør over gaden til dagplejen. Hun tager sin hue og – med lidt hjælp – sin fleecetrøje af. Og så går vi ind. Med det samme finder hun noget at lege med. En bog. Rutschebanen. Dukker. Køkkenting. Hun har som regel ikke tid til andet end max at dele en kop imaginær kaffe. Jeg siger farvel og god dag til et barn, der har alt for travlt med at lege til nogensinde at vinke eller gøre andet end kigge op og anerkende min afskedshilsen. Og så smutter jeg videre.

Videre til næste aflevering. Videre til arbejde. Inden turen går den modsatte vej om eftermiddagen.

Kort, præcist, effektivt.

Havde Lillesøster haft behov for en længere overgang, mere hjælp til at komme godt igang med dagen og med legen eller et stort kram og en pædagogs varme arme for at sige farvel – så var det sådan, vi gjorde.

Jo, hun er virkelig andet barn. På godt og ondt. Hun er vores allesammens lille baby, selvom hun egentlig er stor allerede. Men hun er også vant til at vi deler tingene, hun er vant til at det ikke kan handle om hende hele tiden og hun er vant til at vi afleverer og henter ret hurtigt og uden de store svinkeærinder.