Jeg ELSKER børns fantasi. Simpelthen. Ikke mindst i den alder, Bean har nu, hvor hun for alvor tager hul på konceptet rolleleg, og vi af og til kan høre og observere hende igang med komplicerede lege med bamser og dukker, der skal have mad, til middagsselskab eller puttes og sove. Eller liiige skal have fikset noget i hjemmet med børne-værktøjskassen. Det er helt vildt at vi af og til kan sidde i stuen i en halv time, mens hun leger selv. Og vil lege selv – gå VÆK, bliver der sagt, hvis man forstyrrer. (So soon?) Efter aftensmaden i dag gik Bean igang med en leg, hvor hun surfede på havet (på sin bObles-larve, der fungerer fint som surfbræt og bølgegang),...

I går var Bean og jeg på vores yndlings-Krummen & Kagen og delte en morgenmadstallerken og en chai latte, mens Jonas handlede alt det, man nu mangler efter en lille uge uden indkøb. Det var så hyggeligt og i sandhed Instagram-pittoresk, og jeg ærgrede mig helt over hverken at have fået min telefon eller kamera med. Men det gjorde jo ingen forskel for vores hyggelige formiddagsstund, at jeg ikke fik den dokumenteret og/eller delt med verden. Eller. Måske gjorde det netop en forskel. At jeg ikke koncentrerede mig om den rette vinkel eller hvordan mad og barn så skønnest ud, men i stedet bare var til stede med hende, jeg elsker allerhøjest. På vejen hjem tog vi forbi den lokale park...

Nåmen, SÅ var det at vi sagde, at julen var slut. Ikke? I al fald for denne gang. D. 28. december kan man virkelig ikke trække mere andesovs og sukkerkogte æbler ud af kalenderen. Ikke at jeg ville have det helt store imod det i år. For jeg synes faktisk lidt, at jeg er blevet snydt. Sidste indlæg læste Nemesis (den møgkælling) åbenbart med på, og tilsyneladende var det ikke okay med hende, at alting bare gik smooth og alle var glade, sunde og raske. (Hvornår LÆRER jeg det?!) Så derfor vågnede jeg d. 24. med en lidt… ahem… underlig fornemmelse i maveregionen. Og brugte det meste af dagen på at pendulere mellem seng og toilet. Jeg nåede – ved...

Det er dagen før dagen – og her på Østfronten er og har julemåneden ikke budt på stress i nogen form. For første gang siden jeg blev mor er de kommende dage ikke forbundet med rejseri gennem land og rige og det har åbenbart gjort en større forskel, end jeg anede. Vi har startet juleferien på den skønneste måde. Efter at have sagt på gensyn og ønsket mine kollegaer en dejlig jul, mødtes jeg med Jonas og Bean inde i byen. Bean og jeg var nemlig inviteret til julestue hos de dejlige kvinder i Starklint PR sammen med en flok andre kvinder og børn. Bean havde en fest med at tegne, dekorere peberkagemænd og fjolle rundt med hende her. De to...

I dag har Bean og jeg været alene hjemme det meste af dagen. Jonas er pt. til årets næstsidste julefrokost, og tog afsted med toget mod Odense i formiddags for at tilbringe en dag og aften med en flok venner, han kun sjældent ses med længere. Vi har simpelthen hygget os sådan, vi to damer. Bean er skøn, skønnere, skønnest og vidunderligt let at have med at gøre (for det meste) i øjeblikket. Også selvom hun insisterer på, at hun ikke længere behøver at sove middagslur. Bevares, en sjælden gang imellem er det ikke nødvendigt og hun er frisk nok til hele dagen. Som regel kræver en god dag dog, at en vis lille bønne får en skraber. En lille time...