Der er ingen større omvæltning, jeg kender til, end at blive mor. Intet, der helt på samme måde vender op og ned på alt i livet. Ikke mindst ved det første barn, som katapulterer éen ind i en verden og virkelighed, der er markant anderledes end noget før og efter. Og ind i en kærlighed, der vokser sig større end man troede, den kunne være. Mere grænseløs, mere absolut. Nu siger jeg ‘vokser’, og det er med fuldt overlæg. For mig kom moderinstinktet med den positive graviditetstest og blev cementeret ved fødslen. Den altovervældende opgave at beskytte og tage vare på mit barn. Kærligheden kom efterhånden. Vi voksede ind i hinanden og lærte hinanden at kende. Kolikken aftog og smilene...

K startede til karate først på efteråret. Hvidt bælte og helt uden nogen former for erfaring med kampsport – og derfor en ret stejl læringskurve for at forsøge at ramme bevægelserne i sin hvide gi. Jeg har skrevet lidt om det før HER. I den forgangne weekend var der graduering i karateklubben, og hun havde øvet og øvet på sin kata, på spark og på at huske det hele. Sommerfuglene satte ind, da hun ankom sammen med sine klubkammerater og så en flok sort-bælter bag dommerbordet. Men som hun selv sagde, så gik nerverne væk, så snart hun kom igang. Så tog kroppen over og gjorde præcis, som den skulle. De lange ben sparkede højt op og satte sig præcist...

[ Reklame – skoletasken modtaget i gave ] Det var kæmpestort at starte i skole sidste sommer. For både forældre og barn. Pludselig blev der faste mødetider, muligheden for spontane fridage fjernet og graden af selvhjulpenhed blev skruet gevaldigt i vejret. Hun voksede i den grad med ansvaret og opgaven, og skolen var en favorit fra start. Nu har hun gået i første klasse i to uger, og hun er – heldigvis – vild med det. Vi kender vores datter og hendes sensitivitet omkring forandringer, så vi talte stort set ikke om den kommende skolestart i år. Hverken dato eller indhold. Alligevel kom det til at fylde noget og vi havde lidt kriser omkring at dagene nu bliver fyldt med...

‘Jeg bruger ikke ble længere’. En efterårsdag for snart 4 år siden kom K hjem fra dagpleje med den udmelding. Knap to et halvt år gammel var hun, og det var helt rigtigt. Ganske få uheld havde vi i de efterfølgende dage og så var der kun sovebleerne tilbage. Nu har vi en tre og et kvart årig som absolut og aldeles ikke er igang med at smide nogen som helst bleer. Det måtte hun ellers gerne. Som i. Rigtig gerne. Det er efterhånden meget langt fra en fornøjelse at skulle skifte hende. Vi regnede egentlig med, at hun selv havde sagt til og ønsket at blive blefri omkring børnehavestart. Nope. Vi har gjort et par halvhjertede forsøg på fjerne...

Der er mange ting i livet, man kan ønske at gøre om – ønske sig anderledes. Vi er mennesker. Vi begår fejl, vi træffer forkerte beslutninger. Men jer? Aldrig jer. Uanset hvor træt og presset jeg har været, har I altid givet mening. Fra første sekund, jeg mødte jer, til mit sidste åndedrag. Så dette er til jer. Mine elskede piger.  Tak fordi I altid bringer lyset med jer. Selv når I har våget 20 gange på en nat eller udfordret os allermest. Et dybt åndedrag giver klarheden igen og med den sandheden. Det er min og jeres fars sandhed, at I er de vigtigste mennesker i verden. Der er ingen, jeg elsker højere end jer. Ingen andre, jeg elsker...