‘Nej, nej, moar – jeg vil ikke’ græder min lille pige og vender sig bort fra lægen og mig i fosterstilling.   Det stikker og brænder inderst inde at se min stærke og kærlige to-årige reagere sådan, men jeg ved jo godt hvorfor et ganske almindeligt og ufarligt lægebesøg bliver oplevet som voldsom og væmmelig for hende. Lillesøster og jeg har været til to-års undersøgelse i dag, og det var en hård omgang. Både for hende og for mit hjerte. Siden hendes indlæggelse i december sidste år, har lægeskrækken sat sig i hende. Hun bliver panisk angst for alt, der minder om medicin, læger og at skulle stikkes, og jeg bebrejder hende bestemt ikke, for det var en barsk lungebetændelse, der havde...

Jeg har været på udkig efter et smukt gulvtæppe til børneværelset i et par måneder efterhånden. Det har ikke været helt nemt, for det har været en kombination af æstetik, funktion og budget, der skulle gå op i en højere enhed. I fredags var jeg forbi min dygtige venindes kunsthåndværker-fællesskab af en butik på Ydre Østerbro for at se de lækre (lækre!) plantefarvede uldgarner, hun har fremstillet af gotlandsk fåreuld. Er I strikkeglade, så gør jer selv en tjeneste og kig forbi i løbet af den kommende tid, for de er både pæne og bløde. Jeg købte (naturligvis!) lidt med hjem. Udover garn er der også smykker, planteplaneter, print, malerier, unika møbler og de smukkeste, håndlavede tæpper fra Marokko. Herunder...

Der er få ting i livet, der udfordrer og udvikler mig som moderskabet. Det er en konstant læringsproces. Af og til med en meget stejl læringskurve – andre gange med et fladere, roligere tempo. Jonas og jeg har kendt hinanden i snart otte og et halvt år – og igennem snart fem og et halvt har vi udviklet et samarbejde og lært hinandens styrker og svagheder at kende i hver vores rolle i familieenheden. Der er naturligvis variabler såsom træthed, søvnmangel, ydre omstændigheder i arbejdslivet, blandt familie og venner – men vi er efterhånden også kommet til at kende hinanden ret godt. Det betyder, at vi kan agere og reagere på hinandens underskud og overskud, så hverdagen kan komme til...

[Indeholder reklame – Pepa-dukken fra Así er modtaget i gave] Jeg klikkede i sidste uge den fineste, gråmelerede uldboucle-jakke hjem til K til vinteren. Naturligvis ikke til daglig og børnehavebrug, men erfaringen viser, at det er godt med en ekstra (og pænere) jakke i de kolde måneder. Til jakken valgte jeg også et honninggult tørklæde. Selvom vinteroutfittet hverken er med pailletter, lyserødt, tegneserieprint eller glimmer så var begejstringen ikke til at tage fejl af og K glæder sig allerede til at tage det i brug, når temperaturerne falder. Den smukke Así-dukke skulle naturligvis også have en matchende vinterfrakke og tørklæde, så af en rest varmt gyldent Engleuld blev der et tørklæde (der lige skal skylles op og blokkes, så det ikke...

Kombinationen af en to-årig, der i de sidste par uger har sovet mildest talt uroligt, er vågnet og skreget midt om natten, og som napper og niver når hun kommer ind ’til mo-ar’, nogle dage med mavebøvl hos selvsamme moar i sidste uge og i tillæg alt for tidlige morgener kan udmatte selv den mest rutinerede mor. I al fald kapitulerede jeg i går eftermiddags, da vi kom hjem fra Arla Food Fest, og blev sendt direkte i seng af Jonas. Og ikke på den sjove måde. Til gengæld gik jeg helt og aldeles kold og sov to timer sidst på eftermiddagen. Det sker aldrig. Det gør det virkelig ikke, og det siger ikke så lidt om, hvor træt jeg...