Min førstefødte. Indre uro og ydre glæde

Der er ingen større omvæltning, jeg kender til, end at blive mor. Intet, der helt på samme måde vender op og ned på alt i livet. Ikke mindst ved det første barn, som katapulterer éen ind i en verden og virkelighed, der er markant anderledes end noget før og efter. Og ind i en kærlighed, der vokser sig større end man troede, den kunne være. Mere grænseløs, mere absolut. Nu siger jeg ‘vokser’, og det er med fuldt overlæg. For mig kom moderinstinktet med den positive graviditetstest og blev cementeret ved fødslen. Den altovervældende opgave at beskytte og tage vare på mit barn. Kærligheden kom efterhånden. Vi voksede ind i hinanden og lærte hinanden at kende. Kolikken aftog og smilene...

Mit egenrådige, empatiske midterbarn

Af og til får jeg spørgsmålet om, hvordan det er at have tre børn. Om det er nemmere eller sværere eller det samme som to. Der er ikke et entydigt svar. Hverken for mig eller for nogen andre, for moderskabet er en absolut individuel oplevelse og børn er absolutte individer. Der er til gengæld også grundlæggende ligheder og genklang på tværs af landegrænser, generationer og gennem skærmene. På mange måder er det ikke mere vanskeligt med tre end med to. Man er vant til at jonglere mellem behov, vant til at balancere logistik, vant til at måtte dele sol og vind. Men alle de ting bliver ikke ligefrem mindre komplicerede af at tilføje et ekstra barn. Personligt har jeg hvilet...

Paradokset

Vi er tæt. Hud mod hud. Din lille, varme krop mod min store, trygge. En tumling på vej til at blive et lille barn, men stadig med spædbarnets fugleunge-refleks efter brystet. Halvt i søvne finder du hvad du søger og den lille krop falder til ro og bliver tung i mine arme. Sådan sidder vi sammen i mørket. Aften efter aften, en time eller to efter du er blevet puttet, vågner du og kalder. Det eneste tidspunkt på din dag, hvor din krop ikke er igang med at indtage hele verden. Hvor du ligger roligt og stille og bare er. En dag gør vi ikke mere. En dag glemmer din krop sutterefleksen, ligesom dine søstre har gjort det før dig...

‘I said yes’ – historien om et langt frieri (anden del)

Hvordan reagerer man, når man bliver præsenteret for en ring? Hvordan frier man egentlig til en, man har kendt i 10 år? Og hvorfor ser ringen ud som den gør? For 7 år siden, da en veninde over en middag ude fortalte, at hun skulle giftes, fløj jeg i bedste Charlotte-stil (SatC) op fra min stol på restauranten med et hvin og begejstrings-hoppede rundt om bordet for at se ringen og lykønske hende. Jeg har set så mange romantiske komedier og dramaer efterhånden at jeg også regnede med, at jeg selv ville blive helt rørt og tårefuld, og at det ville blive fuldstændigt over-the-moon-lad-os-råbe-det-fra-hustagene-agtigt. Det tror jeg egentlig også, Jonas havde forestillet sig. Sådan var det ikke. Faktisk reagerede jeg...

‘I said yes’ – historien om et langt frieri (første del)

Jeg tror ikke på traditioner for traditionens skyld, og i mange år var jeg slet ikke sikker på, om jeg faktisk ville giftes – for ‘er det ikke bare et stykke papir’. Imidlertid har det sneget sig ind på mig med årene. Ønsket og tankerne og drømmen om at blive ægteviet, at have papir på hinanden og sådan helt officielt og for alvor cementere forbindelsen mellem os for hele verden. At bære ringe som det synlige bevis på vores tilknytning. Derfor glæder jeg mig utroligt meget til at blive en hustru senere i år, ikke mindst fordi vejen dertil har været ti år lang. Jeg har delt historien i et par bidder, så den ikke bliver alt for lang. Vi...