'I said yes' - historien om et langt frieri (første del)

‘I said yes’ – historien om et langt frieri (anden del)

Hvordan reagerer man, når man bliver præsenteret for en ring? Hvordan frier man egentlig til en, man har kendt i 10 år? Og hvorfor ser ringen ud som den gør? For 7 år siden, da en veninde over en middag ude fortalte, at hun skulle giftes, fløj jeg i bedste Charlotte-stil (SatC) op fra min stol på restauranten med et hvin og begejstrings-hoppede rundt om bordet for at se ringen og lykønske hende. Jeg har set så mange romantiske komedier og dramaer efterhånden at jeg også regnede med, at jeg selv ville blive helt rørt og tårefuld, og at det ville blive fuldstændigt over-the-moon-lad-os-råbe-det-fra-hustagene-agtigt. Det tror jeg egentlig også, Jonas havde forestillet sig. Sådan var det ikke. Faktisk reagerede jeg nærmest ikke, og forklaringen på det følger. Læs første del af frieriet HER

Der er en del af fødselsberetningen, jeg ikke har delt herinde, og på en måde har det været mere privat end at dele detaljer om selve fødslen. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske fordi det var en periode med en kæmpe omgang tumultariske følelser for mig selv, som jeg skulle lære at navigere i og finde fred med.

^^Man kan ikke se den her (og det er næppe heller hvad de fleste ville kigge efter!) men lige her: Med en 24 timer gammel baby er jeg ligeså nyforlovet som hun er nyfødt.

En nyfødt og en ring

Jeg sad med en nyfødt pige i armene i sofaen efter endnu en fantastisk (og hurtig) hjemmefødsel for snart 9 måneder siden, jordemoderen førte journal ved skrivebordet og vi ventede på at navlestrengen skulle holde op med at pulsere og moderkagen skulle fødes også. Så bad Jonas jordemoderen om at fortrække til køkkenet – hvilket hun allernådigst gjorde under forudsætning af, at hun skulle tilkaldes, hvis der skete noget med mig eller vores spæde datter.

Så fandt han en lille æske frem, han havde holdt skjult, og satte sig på knæ ved siden af os.

Spurgte, om jeg ville gifte mig med ham, og jeg svarede ja. Fik ringen på. Kyssede ham. Og vendte atter opmærksomheden mod min nyfødte datters småbitte hænder og søgende læber.

Jeg tror, det kunne være gået begge veje. Det kunne have været kæmpe følelsesudbrud og oxytocin-overload, men det blev til noget stille i stedet. Tidspunktet var utroligt fint valgt og meget særligt og romantisk. Jeg havde bare også netop født et barn og havde brugt alle mine kræfter og instinkter på den særlige opgave – rettet alt mit fokus på opgaven – og var igang med at knytte bånd med hende – at opdage hende og gøre hende til min på den anden side af hjertet. Mentalt var jeg nok et helt andet sted, og selvom jeg virkelig blev glad og rørt over min ring og hans tanker bag, så var det som om, at hele frieriet og tankerne om konkret at blive gift, blev glemt og kom i anden række efter babyen.

Der har heller ikke ligefrem været det store overskud og tid til at lægge bryllupsplaner med en urolig kolikbaby og et par andre børn også, selvom Jonas faktisk havde gjort sig en del tanker forinden og havde lavet en opsparing og talt med mulige venues og catering. Ikke desto mindre har vi gjort os tanker om, hvad og hvordan vi ønsker os bryllup og fest.

Datoen er fundet

Vi kender datoen, og vielsen er planlagt. Vi bliver officielt mand og kone præcis den dag, det er 10 år siden, vi mødte hinanden første gang. Det kommer til at være for os næsten alene. Vores lille familie og vores allernærmeste. Fordi det giver allerbedst mening for os lige nu.

Vi vil rigtig gerne holde en stor fest og fejre kærligheden og hinanden med vores venner, men det bliver, når alle børn er store nok til at kunne blive passet af andre. Jeg vil gerne være med fuldt og helt til mit eget bryllup og kunne feste natten lang uden tanke på at skulle amme en baby eller skærme hende mod for mange indtryk. Det skal være en voksenfest – selvom vi også har tænkt at børnene skal være med en del af dagen, når vi engang holder den.

Men bryllupsdagen. Den bliver på en dato med en særlig betydning og dagens indhold er afpasset vores børns alder.

Vi har en del ting på plads allerede. Ikke mindst fotografen. For den ene ting, jeg for altid vil fortryde ved min sidste fødsel, er at vi ikke nåede at få ringet i tide, men til en vielse er planlægningen lidt nemmere, og jeg ser sådan frem til at kunne opleve at blive gift både live og når jeg ser Frederikkes billeder fremover.

Ringen

Planen er at genbruge forlovelsesringen som vielsesring – for den passer egentlig meget godt ind i min hverdag og (livs)stil hvor bleskift, logistik og tumleleg ikke rimer vanvittigt godt på en kæmpe sten, der skal passes lidt på. Det er også lidt for flashy for mig med sådan en Hollywood-ring, selvom de kan være ualmindeligt smukke.

Tanken er, at vi på sigt vil customize ringen hos en dygtig guldsmed og få en unik ring, der i endnu højere grad bliver personlig for os og for mig, men den er naturligvis ikke valgt helt uden omtanke heller. Der sidder 7 små diamanter om et smalt bånd af hvidguld. En for hver af vores tre døtre. En for hver af os og to for henholdsvis fortid og fremtid… og vistnok også fordi 7 er et af de magiske tal i eventyrene.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

'I said yes' - historien om et langt frieri (første del)