
Jeg kan lige så godt tilstå det. Jeg elsker at amme. Helt ind i hjertet elsker det. Bevares, de første par uger (særligt med Bean) krævede, at jeg holdt vejret under amningen – for opstarten gør nas. Så snart mælken er løbet rigtigt til, produktionen reguleret korrekt i forhold til efterspørgsel og hårde gummer og vacuum er blevet en new normal, så synes jeg vitterlig, at det er vidunderligt og helt fantastisk nemt. Jeg føler ikke, jeg går glip af noget, når jeg sidder solidt plantet i sofaen og min bagdel sover. Jeg elsker at være tæt på Lillesøster og det er virkelig sjældent, jeg oplever at jeg trænger til kropslig frihed. Det lyder helt vildt provokerende, hvis I sidder...