… og det er ikke dem, der sidder mellem navlen og kravebenet, jeg taler om. Næh, du. Det er tasker, der rummer ens vigtigste ting og sager og samtidig er både pæne og praktiske. Sådan en har jeg netop i dag hentet på posthuset. Altså; når der er 60% hos Ganni er det simpelthen for godt til at lade være, og den her taske er simpelthen så FIN. Og anderledes. Og den helt rigtige størrelse. Ikke for stor og ikke for lille. Jeg er vild med faconen, der er en mere rummelig og edgy udgave af en bumbag. Og som en skøn overraskelse er der mange flere praktiske rum indeni end jeg kunne se på billederne (note til Ganni: mere...

Et lille pip fra provinsen, hvor Bean og mig er på aflastningsbesøg hos Mormor og Morfar, mens Kæreste er på herretur i det jyske (1. omgang ud af 3 over de kommende uger. #imponerendedårligplanlægning #sigerdetbare) Vi bliver smaskforkælede med klatkager, kys og kram (mest Bean, dog) og lækker mad – se selv på @ostfronten I en helt anden boldgade er jeg er blevet fuldstændigt forelsket i den her grafiske, cool og smukke halskæde fra MÖS, som Månedens Strutmave havde på ovre på det dér arbejde. Så meget, at jeg overvejer om ikke jeg fortjener en tidlig fødselsdagsgave. Fra mig til mig. Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Som I måske husker, så skrev jeg for et par måneder siden om vores uengagerede læge, og hvordan særligt jeg, allerede fra da jeg blev gravid, i mindre og mindre grad havde lyst til at ringe til ham, fordi hver oplevelse var, at jeg eller Bean eller os begge mest af alt var til besvær. I var simpelthen så søde og der kom masser af rigtig gode bud på dygtige, engagerede og lokale læger. Jeg tænkte, at jeg lige ville give en update, nu hvor Bean og mig faktisk HAR skiftet læge. Vi undersøgte de forskellige bud, vejede op mod vores egne mavefornemmelser og kastede os langt om længe ud i lægeskiftet. Det er spøjst, at man er så loyal. Eller...

Om godt 1,5 måned bliver jeg lidt rund i kanterne. Årgang 84 er nemlig typerne, der bliver 30 i år, og det inkluderer sjovt nok mig. Det er ikke tallet, der gør mig noget. (Min søster mener i øvrigt, jeg har været 30 i mange år. Hun har en pointe, for jeg kender ikke mange jævnaldrende, der ønskede sig service som 16-årige eller har hæklede mellemlægsservietter, for den sags skyld. Det gjorde og det har jeg. I’m weird like that) Hvorom alting er, så føles det som mange, mange år siden, at jeg var typen, der festede løs og ikke havde nogen strings attached. Og det er fint. Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg faktisk rigtig godt...

Jeg ville have skrevet noget meningsfuldt og personligt i forlængelse af Emilies, Trines og Annes fine indlæg. Men jeg er træt. Træt helt ind i knoglerne ovenpå en forlænget weekend med en sløj, lille dame. Det er hosten. Mere end noget andet er det hosten, jeg hader. Den holder os alle vågne, og jeg bliver så ked af det, når mit lille barn ikke kan få den hvile, hun ønsker – og græder ulykkeligt af træthed og smerte, når hun endnu engang bliver vækket med krampehoste. De sidste par dage har Kæreste og jeg deltes om hhv. søvn og pasning. Vores aftener er gået med at gå til og fra børneværelset, indtil en af os gav op og lagde os...