Jeg havde den mærkeligste drøm forleden nat. Om en tidligere kæreste, er i drømmen var far til Bean. Men jeg var stadig kæreste ned Jonas, der havde taget hende til sig som sin egen. Eks’en havde meldt sig ud af faderrollen på forhånd, men fortrød nu tårevædet den manglende kontakt. Det fik mig til at gå ned ad hukommelsens stier og generindre min kærligheds fortid. På godt og ondt. For vel er jeg blevet brændt, men jeg har også lært så meget om mig selv og er vokset undervejs. I dag er det med bagklogskabens mildt overbærende blik, jeg ser mit twenty-something selv i mere eller mindre tåkrummende, dejlige eller frustrerende relationer. Min eneste kæreste i teenageårene skal vi tale om....

Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er i vejen med mig i øjeblikket. Hvor meget, der er (kronisk) søvnunderskud, og hvor meget der handler om noget helt andet. Jeg er så træt, men jeg føler mig også flad og udkørt på en anderledes måde end træthed alene. Jeg har så svært ved at komme op om morgenen, og der er en underliggende fornemmelse af kvalme over mine dage. Den ligger som en skygge i yderkanten af bevidstheden. Lidt for diffus og ude af fokus til at gribe fat i og gøre noget ved. Ikke dominerende, men en bitter afsmag, der farver alting lidt grumset. Jeg har en mærkelig fornemmelse af at være ved en korsvej. Identitetsmæssigt. Jeg skal finde ud af,...

På mandag starter Lillesøsters karriere som institutionsbarn. I knap 13 måneder har hun været hjemme med en eller begge sine forældre. Sine primære omsorgspersoner. Hun har skullet forholde sig til tre mennesker – plus løbende gæster, naturligvis. Det er en god mavefornemmelse, at hun har rundet sin første fødselsdag og har lært at kravle, før hun skal afsted. Det er en rigtig god mavefornemmelse, at hun skal starte i flerbørnsdagplejen lige om hjørnet. Hvor de kender os og glæder sig til at få Lillesøster ned. Helt oprigtigt glæder sig. Jeg er igang med at få overblik over, hvad vi skal have pakket sammen til hende. ‘Nogen’ skal på loftet og rode kasser igennem for at se, om vi har et lillebitte...

Når jeg kigger feriebillederne igennem får jeg lyst til at tage afsted igen med det samme. Se mere, smage mere. Vi overvejer hyggelige Berlin til efteråret, og jeg drømmer om at tage min store pige med til London til foråret. Bare os to. Eller hvad med Sicilien, Toscana eller Alsace til næste sommer for hele familien? For nu er der de sidste glimt i denne omgang fra smukke Lesbos. Vi holdt os til Nordøen omkring Eftalou og Molivos. Havde pigerne været større, havde vi lejet en bil og besøgt den forstenede skov, olivenpresserier og vandret i bjergene. For nu tog vi kortere ture til de nærliggende byer og tankede op med middagslure og ro på hjemme i lejligheden på hotellet....

Jeg er træt for tiden. Helt ind i knoglerne træt. Jeg er et a-menneske, men jeg kan næsten ikke vågne om morgenen, og selv når jeg får lov at sove længe – hvilket hånden på hjertet er de fleste dage, mens Jonas står op med Lillesøster – så føler jeg mig aldrig rigtig udhvilet. Søvn, eller rettere manglen på samme, har fyldt u-tro-ligt meget herinde. Med Bean. Bean var babyen, der havde ekstremt svært ved at finde ro, kun sov korte, afbrudte, urolige lure og vågnede gang på gang på gang om natten. Hun var tumlingen, der nægtede at falde i søvn. Medmindre en af os sad ved hende, så hun kunne nive i den tynde hud på underarmen. I op...