Korsveje, rodløshed og lidt for mange løse ender

Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er i vejen med mig i øjeblikket. Hvor meget, der er (kronisk) søvnunderskud, og hvor meget der handler om noget helt andet. Jeg er så træt, men jeg føler mig også flad og udkørt på en anderledes måde end træthed alene. Jeg har så svært ved at komme op om morgenen, og der er en underliggende fornemmelse af kvalme over mine dage. Den ligger som en skygge i yderkanten af bevidstheden. Lidt for diffus og ude af fokus til at gribe fat i og gøre noget ved. Ikke dominerende, men en bitter afsmag, der farver alting lidt grumset.

Jeg har en mærkelig fornemmelse af at være ved en korsvej. Identitetsmæssigt. Jeg skal finde ud af, hvad jeg vil fokusere på. Hvad der gør mig glad – og hvad jeg måske skal bortredigere fra mit liv. Noget er i al fald nødt til at forandre sig for at resten kan falde på plads. Måske nogle ydre omstændigheder. Måske bare noget inden i.

Jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme igang. Jeg har ingen energi. Når pigerne sover kan jeg lige overkomme at ligge på sofaen. Strikkepindene ligger stille. Der er blogindlæg, jeg er håbløst bagud med. Jeg mangler overblikket. Jeg mangler overskuddet til at få overblikket. Jeg sidder fast, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få hevet mig nok op til at se det hele lidt ovenfra.

Jonas er sød. Han kan godt fornemme, at noget ikke er som det plejer. Han vil så gerne kunne hjælpe, men jeg ikke ved, hvad jeg har brug for.

Egentlig ved jeg slet ikke, hvad pointen med dette indlæg er. Måske er det et forsøg på at skrive mig ind på en løsning eller en retning, jeg skal tage. Jeg er ikke færdig med denne tilstand. Ikke fordi her er rart at være. Egentlig tror jeg det er sundt at dykke lidt ned i sig selv fra tid til anden. Gøre status. Overveje sine valg og sin retning. Allerhelst ville jeg tage ud i en hytte tæt ved vandet og være der. Selv. Sove et par dage. Bruge de næste på at fordybe mig og mærke efter, hvad jeg vil og hvor jeg vil hen.

Uanset hvordan det ender og hvordan brikkerne falder, så bliver det sammen med mine nærmeste. Hvis der er noget, jeg ikke et sekund tvivler på og aldrig har tvivlet på, så er det min familie. Mit forhold. Det er bare alt det andet, jeg skal have regnet ud. Indtil videre forsøger jeg at lukke løse ender. En for en. Jeg starter småt. Syr knapper i et færdigt strikketøj. Bestiller fremkaldelse af en fotobog fra vores græske eventyr. Klarer et møde. Booker en lægetid. Små skridt, der forhåbentlig er de første på vej i den rigtige retning.

Og uanset, hvor diffust og grumset mit øvrige udsyn er, så er der intet diffust ved disse to. Kærligheden til dem skinner igennem alt det andet. Nåja. Kaffe hjælper også.