Ode til tidligere elskere

Jeg havde den mærkeligste drøm forleden nat. Om en tidligere kæreste, er i drømmen var far til Bean. Men jeg var stadig kæreste ned Jonas, der havde taget hende til sig som sin egen. Eks’en havde meldt sig ud af faderrollen på forhånd, men fortrød nu tårevædet den manglende kontakt.

Det fik mig til at gå ned ad hukommelsens stier og generindre min kærligheds fortid. På godt og ondt. For vel er jeg blevet brændt, men jeg har også lært så meget om mig selv og er vokset undervejs. I dag er det med bagklogskabens mildt overbærende blik, jeg ser mit twenty-something selv i mere eller mindre tåkrummende, dejlige eller frustrerende relationer.

Min eneste kæreste i teenageårene skal vi tale om. Jeg tror, at både mit voksne selv og mine forældre er udmærket tilfredse med at det ikke blev os to.

Der var den drømmende smukke musiker, som måneder senere end vores første og helt uskyldige møde, huskede hvordan jeg en sen aften havde demonstreret at jeg kunne neje som en sydstatsdebutant.

Der var præstesønnen, der viste mig at mænd faktisk godt kan og vil danse hånd i hånd. Til tonerne af Steffen Brandt. Han er et reelt og moralsk menneske, som har både kone og et par børn i dag, men jeg ville ikke egne mig til at være i et forhold hvor den ene part tror på overnaturlige kræfter. Han kom til den erkendelse før mig og det var mit livs mest civiliserede og ordentlige brud.

Der var Ham den Smukke. Den fascinerende, dragende, intellektuelle mand, der burde have været langt uden for min liga, men som vs i periferien af mit liv i flere år. En evig og vanvittigt selvtillidsboostende flirt, der først sluttede endeligt, da jeg blev klar over at Jonas var helt, helt rigtig.

Der var ham, jeg troede det skulle være. Hvis familie jeg mødte og som mødte min. Som mine forældre kunne lide og relatere til. Som knuste mit hjerte i en sådan grad at jeg måtte tage hjem til mine forældre og græde ud. Som valgte at ende forholdet til en fest hos vores fælles venner med begrundelsen at han vist egentlig aldrig havde været forelsket i mig. Der er mange dårlige måder at ende et forhold på. Jeg kan ærligt talt ikke komme i tanke om nogle værre end denne.

Efter ham var der kun korte flirts, hvor jeg bakkede ud før det blev alvor. Hvor jeg vist efterlod et par mænd med sårede følelser, fordi jeg ikke selv var helet. For eksempel diplomatsønnen, som jeg skred fra med en halvhjertet undskyldning midt i en koncert på vores første rigtige date.

Det var også ham (ikke diplomatsønnen, men den anden) der var hovedperson i min drøm. Ham, der fortrød. Vi var gået fra hinanden under alle omstændigheder før eller siden. Vi var ikke for alvor et godt match. Han var for loose i sine ambitioner og for glad for hyggeaftener med drengene i den periode af sit liv i forhold til mig, og jeg endte med at være hende den irriterende der mindede ham om eksamensfrister og deadlines, mens jeg selv studerede på livet løs. Det var ingen af os tjent med. Jeg ved ikke, om han har lyst til at få børn. Jeg tror ikke, han har nogen.

Så mødte jeg Jonas. På et tidspunkt hvor jeg var klar til at for alvor lukke nogen ind. Han passede og passer. Han er bundreel. Ingen af os har nogensinde spillet de spil, som jeg har oplevet tidligere. Vi vidste begge, at vi ville den anden. At vi ville et ‘os’. Ingen grund til forstillelse.

Jeg kan ikke forestille mig livet uden ham. Men jeg er taknemmelig for de lektier jeg har lært af de mænd, jeg har mødt. For hvad jeg har lært om mig selv igennem dem. Og bortset fra en enkelt, som end ikke fortjener spalteplads her, ønsker jeg dem alle det bedste.

^^2009 og nyforelsket i Berlin

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram