Det er årets allersidste dag, og dermed for rigtig mange af os er det en anledning til at gøre status. Således også for mig. 2018 blev det barskeste år i mit liv. Ubetinget. Det har også været fyldt med ny kærlighed og det har vist mig, hvor stærk jeg kan være, når jeg skal. Jeg tager udgangspunkt i de ni billeder, som har fået allermest kærlighed på Instagram og kigger tilbage på voksende maver og ditto babyer, søvnunderskud og også noget af det, der var fint og særligt. I vores familie startede året som vi slap 2017. Med sygdomme på tværs af familiens medlemmer helt ind i foråret og efter et halvt år hvor alle på skift skrantede, var alle...

Jeg stjæler. Hver eneste dag stjæler jeg alt, hvad jeg kan komme i nærheden af. Alle små smil. Alle øjeblikke med bare snerten af ro. Ethvert tegn på latter. Jeg tager det hele, fordi det er så sjældent og fordi det lige nu er det eneste, der minder mig om, at det også er godt.  Korintherbrevet skriver godt nok, at kærligheden både er tålmodig og mild. At den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Men det er den guddommelige kærlighed. En mytisk kærlighed. Jeg tvivler på, at Paulus havde skrevet sit brev med helt samme absolutisme, hvis han havde haft en baby med kolik. På 6. måned. Jeg stjæler for at overleve. For at kunne være bare...

‘Det var en mørk og regnfuld aften…’ Sådan starter mangt en uhyggelig historie, og det var også sådan en aften, det var ved at gå rigtig galt på vej hjem for mig og lille M. Det gjorde det heldigvis ikke, men jeg kan stadig mærke knuden i maven og den kvalme fornemmelse stige op i halsen, selvom det efterhånden er et par uger siden, at min barnevogn reddede vores liv. [ Annonce: Regnslag og footmuff modtaget til test fra Bugaboo ] For en tid siden fik vi lov at teste nogle af delene i Bugaboos nye Stellar-kollektion af, og det er jeg mere end taknemmelig for. Både sådan generelt, for vi har været kæmpe fans af Bugaboo siden vi købte...

Alle er de perfekte forældre – indtil de får børn. Der er ikke grænser for, hvor dygtig og konsekvent man er til  at sætte kærlige grænser, skabe nærende og naturligvis hjemmelavet mad hver eneste måltid og hvordan man præcis ved, hvordan børn skal sove, spise, have nul skærmtid og nul sukker. Indtil man står midt i det. Der hvor virkeligheden overhaler een indenom, og intet blev helt, som man regnede med. På nogle områder bliver det så meget bedre og mere vidunderligt. På andre uendeligt meget mere udfordrende og hårdt. Og så er der læringskurven. Den er nærmest lodret – og den tager hele tiden nye bugtninger. Det er ikke mere end en uges tid siden, jeg skrev om fuldamning...

På denne tid – nøjagtig i disse dage – er det to år siden, vi var indlagt en uge på børneafdelingen på Hvidovre Hospital med en lille, rigtig syg E. En slem forkølelse udviklede sig til en grim lungebetændelse, og det var først ved andet besøg på akutmodtagelsen med en 18 måneder gammel og meget slatten lille pige, at det blev opdaget, at hendes iltmætning var farligt lav. Vi blev sendt med ambulance og iltmaske til Hvidovre og var indlagt næsten en uge. Det var så rædselsfuldt at se sit lille barn sådan. Afkræftet og så dårlig at hun ikke engang orkede at sidde op, endsige at lege. Jeg nåede at blive rigtig bange kan jeg huske. Dag 2 vi...