
Der er nogle ting, der bliver ved med at være kæmpestore, uanset hvor mange børn, jeg får. Nogle milepæle, der rejser sig højt over alt hverdagens tåge og træder lysende klart frem. Sådan er det med de første skridt. Jeg har hele tiden sagt, at jeg bliver ved med at kalde M min baby, indtil hun går. Hvilket sådan nogenlunde er nu, for hun har rejst sig og taget sine første, rigtige skridt. Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt, og jeg kan mærke, at jeg har et behov for at trække babytiden så længe, jeg kan. Simpelthen fordi når den er slut, så er det så uigenkaldeligt forbi. Hun har været uendeligt uinteresseret i...