Åh, så blev det ENDELIG Halloween. Jeg ved ikke med jer, men hjemme hos os, er der en 7-årig, der har ventet med noget nær tilbageholdt åndedræt en hel måned på at kunne fejre årets uhyggeligste dag. I den anledning har jeg gået lidt tilbage i arkiverne og set på, hvad vi har gjort gennem tiden herhjemme. Grundlæggende har ambitionsniveauet altid været lavt og det meste har været både håndholdt og nemt at gå til. Og budgetvenligt. Fordi jeg ikke orker at bruge hundredevis af kroner på spøgelser. Ikke desto mindre synes jeg, vi er sluppet ret godt omkring det, og der er flere ting, der godt kan tåle gentagelser. I år har jeg ikke lavet så meget mad, fordi...

Der er nogle ting, der bliver ved med at være kæmpestore, uanset hvor mange børn, jeg får. Nogle milepæle, der rejser sig højt over alt hverdagens tåge og træder lysende klart frem. Sådan er det med de første skridt. Jeg har hele tiden sagt, at jeg bliver ved med at kalde M min baby, indtil hun går. Hvilket sådan nogenlunde er nu, for hun har rejst sig og taget sine første, rigtige skridt. Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt, og jeg kan mærke, at jeg har et behov for at trække babytiden så længe, jeg kan. Simpelthen fordi når den er slut, så er det så uigenkaldeligt forbi. Hun har været uendeligt uinteresseret i...