
Efter en uge med sygdom, et barn i angrebsmode, en pyldrende tumling og almindeligt underskud, er det hele så småt ved at lette. Jeg øver mig i at holde fast i de gode ting, når det andet er tungt. Det er en øvelse, der ikke altid lykkes, men den er meget sund alligevel tænker jeg. Jeg er glad for, at jeg er ved at være mere rask nu end jeg har været den sidste uge. Jeg er stadig forkølet men har ikke længere feber. Det er fremskridt. Jeg er glad for, at Bean elsker sin børnehave og har mange, gode veninder. Jeg er glad for, at Lillesøsters dagpleje er verdens bedste og at de tog på skovtur med bål-pandekager og...