Alle kan have brug for en fridag. Både børn og voksne. Lillesøster har lige haft et par – godt nok i forbindelse med sygdom, men alligevel. Både med en lang Kr. Himmelfartsweekend og med sygdom i denne uge. I løbet af i dag har hun gentagne gange hentet sine sko og insisterende stået ved døren og kaldt på at vi skulle gå ned til hendes elskede Willebo. Det er ikke hende, der skal holde fri i morgen. Jeg har taget en fridag af opsparede timer. Jeg er så glad for at have den mulighed og fleksibilitet i mit job – ikke mindst mens vi har små børn. Bean holder fri sammen med mig. Det trænger hun til. Og hun trænger til noget...

Noget af det allerværste, jeg ved, er hoste. Børnehoste især. Lillesøster er sløj og feberramt og hoster. Hoster. Hoster. Hoster. Og hoster lidt mere. I nat hostede hun helt og aldeles bogstaveligt indtil kl. halv to, hvorefter hun sov nogenlunde roligt til kvart i fem og derfra hostede og insisterede meget højlydt på at stå op. Jonas forbarmede sig og stod op med hende, mens jeg fik lov at forsøge at indhente lidt søvn. Jeg har været en mombie i dag. En levende død, der i stedet for at spise andres hjerner, opsøger al den koffein og bløde tumlingekram, som hun kan, for at komme igennem dagen. Vi var en tur forbi lægen for at være på den sikre side med Lillesøster...

Forleden fik jeg en lidt træls kommentar på Instagram. Dem er der heldigvis virkelig langt imellem. Virkelig langt. I hele bloggens levetid har der været 5-10 kommentarer, jeg er blevet rigtig træt af, og jeg synes det er så dejligt med den gode tone, som I alle har. Der er altid plads til spørgsmål og undren og konstruktive input. Der er plads til forskelligheder og uenigheder og til at vi ikke alle er ens eller træffer de samme valg. Udgangspunktet er det samme – at vi vil gøre det så godt som vi kan. At vi gør det så godt vi kan! Uanset om vi hjemmeføder, samsover, langtidsammer og arbejder deltid eller træffer helt andre valg. Man kan sagtens være uenig og...

Efter en uge med sygdom, et barn i angrebsmode, en pyldrende tumling og almindeligt underskud, er det hele så småt ved at lette. Jeg øver mig i at holde fast i de gode ting, når det andet er tungt. Det er en øvelse, der ikke altid lykkes, men den er meget sund alligevel tænker jeg. Jeg er glad for, at jeg er ved at være mere rask nu end jeg har været den sidste uge. Jeg er stadig forkølet men har ikke længere feber. Det er fremskridt. Jeg er glad for, at Bean elsker sin børnehave og har mange, gode veninder. Jeg er glad for, at Lillesøsters dagpleje er verdens bedste og at de tog på skovtur med bål-pandekager og...

I går skrev jeg om overvejelser omkring børnehaveskifte. Om hvad der var årsagerne til at vi i sidste ende traf valget om at flytte børnehave. Nu har hun gået i den nye børnehave i næsten et år. I dag skal det handle om, hvordan det går nu. Forleden var Bean hjemme til en legeaftale hos en af sine søde veninder fra børnehaven. Jeg fik sendt nedenstående skønne billede med meldingen om, at de to legede fantastisk godt og nød hinandens selskab. Jeg bliver glad helt ned i maven ved at skrive det. ‘En af sine veninder’. Der er nemlig rigtig mange skønne små piger og drenge, hun dagligt leger med – og hun trives. Hun er glad hver dag for at...