
Jeg fløj til Solskinsøen i går for at sige et sidste farvel til min mormor. Uden mand, barn eller baby. Det var ikke et uventet dødsfald. Ikke tragisk som i for en lille måned siden, hvor vi begravede min fætter. Min mormor fyldte 96 i sommer, og hun har levet et fuldt liv. 7 børn og evigt travle hænder. Evigt overskud til at bage, sylte, strikke, sy, hækle, slagte, engagere sig i lokalsamfundet og byde velkommen med åbne arme til svigerbørn, børnebørn og oldebørn. Min morfar gik bort, da jeg var lille, og min mormor var alene i mange år herefter. Indtil hun mødte en ven og med ham en nyforelskelse, der glædede alle. Til sidst var hun gammel og syg. Og...