Kaffekopper. Forbandede kaffekopper

De kloge siger, at man ikke skal forsøge at ændre på hinanden. At det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg er i store træk enig, men når man har boet sammen i over 6 år, så er der efterhånden nogle kanter, der er slebet. Og nogle vaner, der er så grund-irriterende, at de kloge kan rende og hoppe. Det handler om kaffe. Eller mere præcist: om kaffekopper. 

“Mor. Jeg synes, vi kan sige til far, at han ikke må få mere kaffe, før han har lært at sætte sin kop ud i køkkenet igen”, foreslog Bean efter at jeg spottede endnu en forladt kaffekop på endnu en hylde et sted i lejligheden. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret, hvis det ikke var fordi jeg ved, hvor dårligt manden i huset fungerer uden et par koffein-indsprøjtninger om dagen. Eller 5.

Problemet er såmænd ikke kaffen. Fred være med det. Jeg nyder selv en daglig kop eller to. Noget jeg i øvrigt først lærte efter at jeg blev mor.

Nej, problemet er kaffekopperne. De næsten-tomme og tomme kopper. Kopper, som står på hylder og borde. I vindueskarme og reoler. Hver. Eneste. Skide. Dag.

Indtil jeg tager dem og sætter dem i opvaskemaskinen. Vasker dem og sætter dem på plads. Herefter tager Jonas dem igen – en efter en – drikker kaffe og sætter koppen fra sig. På hylder eller borde. Vindueskarme eller reoler. Igen.

Kunne jeg ikke bare lade dem stå? Jo. Det kunne jeg måske godt. Men selvom det er smukke kopper (det er de. Alle nogle, jeg har samlet sammen over tid og som jeg elsker for deres former og farver), så bliver de en øjebæ, når de står der. Uden funktion. Det bliver en del af det rod, som jeg trives dårligt i.

Jeg har overvejet bare at samle dem sammen i en pose eller balje sammen med sokker, der er kastet i et hjørne. Men. Det har kopperne ikke fortjent. Og jeg tør egentlig heller ikke tænke på, hvilke kemiske processer, der ville nå at ske i den balje, før kopperne blev vasket.

Og ja. Det er i den grad et #firstworldproblem – men det er altså skideirriterende alligevel! (Og ja. Jeg har helt sikkert også en masse små vaner, der irriterer Jonas)