Var en tur forbi Riget i går til en doubletest, som Kæreste og mig får resultatet af torsdag i næste uge til NF-scanning. Det bliver en udvidet omgang, for jeg har meldt mig (os?) som forsøgskaniner (læs: deltagere) i internationalt WHO-forsøg, der skal undersøge fostres vækst for at få et bedre billede af en slags ‘normaludvikling’. Så jeg skal også interviewes om kost mv. Det er fine by me, og jeg synes egentlig, det er win-win (beklager, men hvad pokker siger man ellers?), for der er en del ekstra scanninger med fordelt over resten af den her udvikling. Vi får altså rigtig fine muligheder for at følge med i, hvordan Bean går (ligger) og har det derinde. Men så starter...

Hjerteslag, tjekRygsøjle, tjekNavlestreng, tjek Tak til Lille Københavner for at gøre Kæreste og mig meget mere rolige. Og helt vildt lykkelige.

– er lige nu det, jeg holder fast i for ikke at det hele skal blive for skræmmende. (Lægeaftale i morgen eftermiddag kan forhåbentlig give lidt mere ro i sindet) Kæreste er verdens bedste. Han er sød og forstående og bliver ikke træt af at jeg bliver ked af det eller ligger på sofaen – og jeg elsker ham. I virkeligheden er det jo ikke en lille ting. Men ikke desto mindre er det noget, jeg er lykkelig for.

Altså, med det der grundlæggende, eksistentialistiske angst? Ikke? Ellers er jeg eddermaneme på skideren. Lægen var sød og rar og lyttede til hvad jeg havde at fortælle og sagde, at alting lød normalt og slet ikke fik ham til at tænke hverken røde eller gule advarselsflag. Første reelle undersøgelse på onsdag. Lægesekretær gik i øvrigt igang med at udfylde det dér svangrejournal – og spørgsmålet ‘Hvem er barnets far?’ gjorde af en eller anden grund det hele meget virkeligt og jeg blev helt rørt. Hormoner, anyone? Men jeg bliver simpelthen ikke tryg før der er konkret tegn på liv. (Suk, hvorfor kan man ikke bare glæde sig og vente og være en af dem, der melder ud til alverden når...

Jeg formår at køre mig selv rimeligt meget op. Heldigvis er det vist ikke et helt ukendt fænomen for læger, så min kunne klemme mig ind i dag med en dags varsel. Jeg er simpelthen så angst for, at der skal være noget i vejen.