Det er en cyklisk oplevelse at have børn. Ikke mindst, når der er flere af dem. Udover de daglige, tilbagevendende handlinger og rutiner, så er der hele udviklingstrin, vi får lov at genopleve på ny. Det gælder de fantastiske, hvor hele verden åbenbarer sig for barnet og hvor det vidunderlige og unikke ved hver alder folder sig ud. Det gælder til gengæld også dem, der dræner kræfter og trækker tænder ud. De kræver en ekstra indsats hver gang. Jeg genlæste for nylig DETTE indlæg, og det ramte mig i den grad. Mere end jeg havde forventet, men det var også en øjenåbner og en mulighed for at træde et skridt tilbage og tage bestik af de ulvetimer, der pludselig igen...

Tandløse børn kommer i to faser. Når de er små og nye og krøllede – og når de er i barndommens land midt imellem at være store og små. Begge dele giver de herligste udtryk. Ikke nødvendigvis videre smukt i streng, æstetisk forstand. Men dødcharmerende. K fik sin allerførste tand efter sin første fødselsdag, og dermed var hun også relativt sent ude med at tabe den første mælketand. Det var først i de allersidste uger inden børnehavetiden var slut, den første rokketand røg ud. Til kæmpe benovelse og glæde for hende. Nu har hun nærmest ikke en eneste fastforankret tand i hele munden. Dem, der enten er på vej ud eller på vej op fylder det meste af tandsættet, og...

Jeg har for mange børn og for få hænder i øjeblikket. Når éen får tænder og en anden er syg, så er der ikke helt samme tid til det tredje barn, der ikke gør så meget væsen af sig. Det er virkelig en udfordring, der kommer til at kræve at vi konstant er opmærksomme. Både nu og fremover. At skulle fordele sol og vind nogenlunde ligeligt er en balancegang, og det vil sandsynligvis være sådan, at vægtskålen altid tipper lidt til den ene eller den anden side. Min førstefødte føler sig en smule overset i øjeblikket. ‘Det er de små, der får AL opmærksomheden’, græd store K forleden. Det passer ikke, men jeg kan godt forstå, det kan føles sådan....

Jeg elsker børnekunst. Især af den tegnede slags, fordi det giver så fint og særligt et indblik i hvad der foregår inden i de små, krøllede hjerner. Mine piger (især den ældste af dem) produceret ekstreme mængder af tegninger og klip, og det er de færreste, der får lov at overleve og blive gemt til eftertiden. Dem, der bliver gemt, har imidlertid nogle fantastiske fortællinger i sig. En ny udvikling, en ny evne. En særligt sjov eller godt ramt fortælling. Jeg fik en i går, der røg direkte i gemmekassen, og jeg synes egentlig også den fortæller ret fint, hvordan K oplever vores liv lige nu med en meget højgravid mor. (Og nej. Jeg er hverken børnepsykolog eller har en...

Her til morgen ville K have en skrivebog med i børnehave. Sådan et lille hæfte med bogstaverne og linjer så man kan øve sig på at gøre alfabetet formfuldendt. Hun glæder sig SÅ meget til at starte i skole til sommer, og jeg kan virkelig godt følge hende. Selvom det naturligvis også bliver en omvæltning og nok kommer til at fylde en del i det lille hoved op til første skoledag. Hun bliver så stor. Det er virkelig tydeligt at se i øjeblikket, hvordan hun udvikler sig med lynets hast og hvordan hun langsomt trækker mod en større grad af selvstændighed. I weekenden, hvor græsenketypen skulle afsted for at handle for at have noget at spise til sig selv og...