I sidste – skærmfri – uge brugte vi tiden på forskellige kreative sysler. Bl.a. et nyt smykkeskrin til Beans allerfineste perlekæde og hårspænder. Det var både enkelt og hurtigt og resultatet blev ret fint. Bean er i al fald helt vild med sit nye skrin. Variationerne er nærmest uendelige, og det er en god måde at upcycle (eller bare genanvende) emballage. Vi lavede et smykkeskrin, men det kan også være opbevaring til alle mulige andre ting og sager. Eftersom vi havde alle materialer i forvejen var det ganske gratis, men du burde fint kunne få tomme skoæsker ganske gratis hos din lokale skobutik.  Du skal bruge: En skoæske eller lignende af en kraftig papkvalitet. Vores æske er en Angulus-æske...

Lillesøsters udvikling foregår hurtigere end lynets hastighed i øjeblikket. Hun tager kvantespring sprogligt, kognitivt og motorisk. Det er svært at være 19 måneder og forsøge at forstå alting på éen gang. Forleden, mens hun kæmpede imod søvnen, hulkede det lille menneske sin første, rigtige sætning. ‘A ghee aij’. Jeg er ked af det. Hun bliver så vred, så ked af det og så frustreret. Hun råber, kaster med tingene. Det bliver bedre. Om lidt bliver det hele klarere for hende. Hun behøver ikke blive så gal, hun kan bedre kommunikere, vi kan bedre forklare hende alting. Og samtidig er hun stadig vores fantastiske, dejlige Lillesøster. Hun er så omsorgsfuld over for sine dukker, kysser og krammer os og laver sjov...

I denne uge har vi minimeret pigernes skærmtid til noget nær ingenting. Efter en periode, hvordan Bean stod (alt for) tidligt op for at tøffe ind i stuen og sætte sig med iPad før vi andre stod vågnede, og hvor fjernsynet nærmest var blevet fokus for begge piger med hver deres ønsker for indhold og hvordan iPad’en lokkede lige lovlig meget, startede vi den forgangne uge med en kold tyrker. Det er slående, hvor nemt det har været at undvære skærmene. Morgen og ulvetime har vi som regel haft fjernsynet på Ramasjang eller Netflix, mens vi voksne selv får tøj på og/eller får morgenmaden/aftensmaden klar – så er børnene nogenlunde pacificeret. Og ja. Jeg kan godt selv høre, hvor skidt det egentlig ser ud på...

Tusind tak for de mange, mange rare tanker, kommentarer og mails på indlægget om perspektiv , om issues i parforholdet og om når det ikke er lykken at være græsenke. Jeg sætter uhyre stor pris på dem alle. Det betyder meget for mig at vide, at mine tanker og ord om følelser, om det svære, det hårde og alt det andet, kan bruges som klangbund eller som perspektiv for andre. Derfor handler det om taknemmelighed her til aften. Efter en periode med en stor pige, der har kæmpet imod med næb og kløer, gået efter alle konflikter og alle potentielle dramaer, lader vi til at have vendt bladet og fået vores søde, skægge Bean igen. I går – efter en hyggelig og...

Jeg elskede fastelavn som barn, og vi har så mange fine billeder i familiealbummet af de fantastiske kostumer, min mor skabte. Pippi Langstrømpe med hjemmelavet paryk af knaldorange garn (og uhyrlige mængder piberensere til at holde fletningerne vandrette!), Rødhætte med kjoleliv og kyse, som nu er i Beans udklædningskasse. Vagabonder, feer med spidse hatte og gamle damer. Indianere og snedronninger. Jeg havde store ambitioner om at gå hende i bedene med smukke, hjemmelavede kostumer i bomuld og jersey, og til Beans første fastelavn syede jeg et enkelt, men tidskrævende, sæt farvestrålende vinger (opskriften findes HER). De er stadig i legetøjskassen og bliver fundet frem jævnligt. Andet år ville barnet være pirat og jeg brugte tid og energi på håndsyet filt-hat,...