Sidste weekend var Bean og jeg i provinsen både for at fejre Morfars fødselsdag og fordi Kæreste var på herretur. Det var skønt, og jeg elsker at se hende med sine bedsteforældre – de har så stor glæde af hinanden. Særligt nu hvor hun kan huske dem og taler om dem med os (hele ugen har hun sagt ‘hu-raa’ og ‘mor-bar’) Så bær over med mig, når jeg spammer med billeder af mit guld og mit ophav fra en dejlig weekend i provinsen.   Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Mon ikke de fleste med babyer, tumlinge eller yngre børn i huset kender det? Den ene uge er majskolber og agurker the shit – næste uge skubbes det væk fra tallerknen med et ‘ad-bad’! Sådan er det i al fald herhjemme. I øjeblikket giiiii-der Bean ikke de dér grøntsager. Jo, hvis de er i suppeform. Måske også hvis de er camoufleret i sovs i en 1:5 ratio (I kid you not), men vi gider ikke spise suppe hver dag. Vi vil heller ikke tvinge hende til at spise noget. Specielt ikke, fordi hun faktisk er rigtig god til at smage på alting. Det tager lang tid for smagsløgene at vænne sig til nyt, så vi stoler på, at så længe...

NEJ! bliver der sagt ret ofte herhjemme. Kæreste og jeg bruger ikke ordet særligt meget. Det er Bean, der siger fra. Siger nej. Ofte med ord. Lige så ofte med rasende råb. Af og til krydret med smiden sig på og sparken i gulv. (Jeg satser ret kraftigt på, at hidsigheden aftager i takt med at sproget kommer – mere om det dér med sprog en anden gang) Selvstændighedsalderen er vist for alvor kommet til Østfronten. Med den konstatering er det vist også på tide med en lille opfølgning på hende der Løvemor og hendes løveunge (og løvefaren, for den sags skyld). Det går godt på savannen. Virkelig. Jeg ved ikke, om det var al den gode karma, I sendte...

Phew, det blev lidt tungt her på Østfronten. Tusind tak for alle jeres kommentarer, tanker og input. Det betyder mere end I aner. Jeg lover at komme med en opfølger, men i mellemtiden er her lidt light entertainment. Det har mødre også brug for! Hvert forår får jeg simpelthen sådan en craving efter kjoler. Men jeg ved også, at jeg kun får dem brugt, hvis de sidder lige i skabet og får mig til at føle mig både casual og pæn på samme tid. I gamle dage – læs: før Bean – gik jeg stort set altid i hæle. Det dur ikke længere (i al fald ikke til hverdag) med et job, der veksler mellem at sidde, stå, gå og...

Kæreste og Bean ligger i dobbeltsengen i en urolig søvn, mens jeg sidder i en mørklagt stue med en hård, sort knude i maven og tanker, der ikke kan falde til ro. De sidste aftner og nætter har været rædselsfulde (#intetnytundersolen) med en lille pige, der har grædt og grædt ved puttetid, har sovet en time eller to og siden hostet/grædt/kaldt/råbt hvert 5. minut resten af aftenen og indtil kl. 1, 2 eller 3. Det slider på overskuddet at være inde ved hende 30 gange på en nat. Samsovning, tænker du måske. Ja – i princippet, og det har vi bestemt også praktiseret mere end ofte, men problemet er napperiet. Bean napper og niver og napper i arme, nakke og den...