Løvemor græder

Kæreste og Bean ligger i dobbeltsengen i en urolig søvn, mens jeg sidder i en mørklagt stue med en hård, sort knude i maven og tanker, der ikke kan falde til ro.

De sidste aftner og nætter har været rædselsfulde (#intetnytundersolen) med en lille pige, der har grædt og grædt ved puttetid, har sovet en time eller to og siden hostet/grædt/kaldt/råbt hvert 5. minut resten af aftenen og indtil kl. 1, 2 eller 3. Det slider på overskuddet at være inde ved hende 30 gange på en nat. Samsovning, tænker du måske. Ja – i princippet, og det har vi bestemt også praktiseret mere end ofte, men problemet er napperiet. Bean napper og niver og napper i arme, nakke og den tynde hud ved halsen, så jeg ikke får lukket et øje.

Det er nu ikke det, der er skyld i knuden. Natteroderi er nærmere reglen end undtagelsen. Stadigvæk. Også selvom det langsomt i overordnede træk bliver bedre. Lige inden vi kastede håndklædet i ringen kl. 21.30, efter at være gået i pendulfart frem og tilbage fra børneværelset, kommenterede Kæreste, at hun græder rigtig meget. Meget mere end andre børn.

Og det gjorde ondt. Meget, meget ondt. Også mere, end hvad der nok er helt rationelt.

For når jeg kigger på Bean ser jeg en stædig og viljestærk, men også empatisk, nysgerrig, motorisk dygtig og udadvendt lille pige. En glad, tryg pige. Det er mit billede.

Kærestes billede af Bean ser anderledes ud; for ham er hun lige nu et barn, der græder. Det værste er, at han har ret. Hun græder og pjevser rigtig meget i øjeblikket. Morgen, eftermiddag, aften og nat. Jeg hader, at han har ret, for det minder mig om dengang, jeg var mor til et spædbarn og en baby, der havde kolik – og ikke kolik som i ‘muskler og/eller nerver sidder i klemme og ryggen er låst’-måden, som man kan gøre noget ved. Nej, kolik som i ‘endnu ikke helt modent centralnervesystem’-måden. Som der absolut intet er at gøre ved andet end at give nærhed, tryghed, ro og omsorg og så vente på at det lillebitte barns system modnes nok til at hun kan lukke af for indtryk. Dage med over 7 timers gråd og ganske lidt søvn. Vi kan stadig mærke det. Specielt putningen har voldt og volder vanskeligheder. Det er enormt svært for Bean at lukke af og overgive sig til søvnen, også selvom hun gerne vil.

Gråden lige nu er givetvis en kombination af almindelig udvikling (læs: selvstændighedsalder) kombineret med snot og hoste og forstyrret søvn, der sikkert gør, at Bean er i ligeså meget søvnunderskud som sine forældre pt. Det giver mening, at der ikke er meget overskud i løbet af dagen (og det, der er, bliver brugt i VHD, hvor hun altid er glad).

Men Kærestes kommentar vækkede min indre Løvemor og har fået hende til at gå i cirkler omkring løve-hulen. Fordi der er en periode, de første 6 måneder af Beans liv, som Kærestes emotionelle hukommelse kun husker for det slemme. Det fortalte han først langt senere, men jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker på at han hadede at vores liv var sådan. At vores barn var sådan. Jeg husker det gode – men fornemmelsen af afmagt, af at være presset så langt ud, som jeg nogensinde har været, af ikke at være sikker på, at jeg elskede mit barn, af at være usikker på, om jeg overhovedet var en god mor – den sidder dybt i mig som en kropslig hukommelse, der kommer op til overfladen, når noget ikke er, som det skal være. Det er den fornemmelse, der lige nu giver mig en knude i maven og tårer i øjnene (og åbenbart også skrivekløe i fingrene).

Jeg vil ikke have, at mit barn er ulykkeligt. Jeg vil gøre alt i verden for at hun er lykkelig, at hun ved, hun er elsket og føler sig tryg altid. Det føles som mit ansvar, min skyld, når hun ikke er. Og det er næsten ikke til at bære.

Er der andre derude, hvis tumlinge også har rigtig svære perioder med megen uro og gråd? Eller er det bare os  – og i så fald; hvad gør vi (læs: jeg) galt?