En uge (næsten) uden skærme

I denne uge har vi minimeret pigernes skærmtid til noget nær ingenting.

Efter en periode, hvordan Bean stod (alt for) tidligt op for at tøffe ind i stuen og sætte sig med iPad før vi andre stod vågnede, og hvor fjernsynet nærmest var blevet fokus for begge piger med hver deres ønsker for indhold og hvordan iPad’en lokkede lige lovlig meget, startede vi den forgangne uge med en kold tyrker.

Det er slående, hvor nemt det har været at undvære skærmene. Morgen og ulvetime har vi som regel haft fjernsynet på Ramasjang eller Netflix, mens vi voksne selv får tøj på og/eller får morgenmaden/aftensmaden klar – så er børnene nogenlunde pacificeret. Og ja. Jeg kan godt selv høre, hvor skidt det egentlig ser ud på skrift. I denne uge har de leget med legetøj, med hinanden eller dimset rundt efter os. Vi har i meget større grad end vi plejer haft pigerne med i de daglige gøremål. Madlavning, tøjvask og almen husholdning. Ulvetimen kan være en udfordring, men det er ikke ikke blevet mere ulvet uden skærme. Måske egentlig tværtimod, hvis jeg tænker efter. Bean har i stadig større grad fundet på at aktivere sig selv. Hun har brugt timer på at klippe gækkebreve, fundet på pynt til fastelavnsriset og udtænkt sindrige tumlebaner. Det er som om vi har haft mere tid sådan i det hele taget. Også til det sjoveste photoshoot med Bean – hun ville så gerne lege modeshow med noget af sit nye tøj, inspireret af vores besøg på CIFF Kids-messen i januar. Jeg håber, man kan se på billederne, hvor meget vi morede os undervejs!

^^Det stribede sæt er så blødt! Bean elsker det – og jeg elsker at hun for en gangs skyld valgte noget andet end lyserød, da vi brugte et par timer på at shoppe forårsgarderobe til den langlemmede dame i fredags… T-shirt og nederdel findes HER

Vi har i stedet brugt tiden på kreative sysler. Malet, tegnet, klippe-klistret. Vi har danset, sunget og hørt musik – og hen mod slutningen af ugen er det som om fjernsynet mere er blevet en sort firkant på væggen end en underholdningscentral. Af og til er det så utroligt let at ændre en dårlig vane, at man kan undre sig over, at man ikke har gjort det før.

Vi har ikke haft helt slukket. Bean så Disneysjov i fredags, og der har været en halv time hist og pist, når der har været tid og lyst til det.

Opfordringen havde ligget i baghovedet på mig i noget tid, og en ualmindeligt utidig mandag eftermiddag blev den ført ud i livet. ‘Unplug and Play’-kampagnen, der kører hos Name It i øjeblikket, er en æske fuld af gode idéer til analog leg. Til køkken, krea, dimseri, fysiske lege, naturlege og rollelege. Æsken kan fås i alle Name It’s butikker ganske gratis, men jeg tænker egentlig at skrive mere om konceptet ved en anden lejlighed, for jeg synes det er rigtig fint.

^^Den skønne panda-hat er fra Indi+Iglo og den gule ‘college’-cardigan er fra Kidscase. T-shirt og nederdel er fra Name It.

Nærvær er aldrig en dårlig ting, tænker jeg. Det er svært at være rigtig nærværende, når man sidder foran en skærm. Forstå mig ret. Det kan være rigtig hyggeligt at se noget sammen – at være fælles om en serie, en film eller en bestemt udsendelse. Men hvis alle sidder med hver deres skærm, så bliver samværet en illusion. I stedet har vi øvet os i at være i øjenhøjde, og pludselig har vi opdaget, at Lillesøster begynder at kunne være en del af pligterne og faktisk hjælpe til herhjemme. Hun vil også rigtig gerne.

Det er så nemt at placere børnene foran en skærm og så suse rundt og klare alting selv. Det lærer de bare ikke noget af – og på sigt er det at gøre både sig selv og dem en gigantisk bjørnetjeneste. Vi har gjort det – og kommer sikkert også til at gøre det af og til fremover – men jeg har virkelig lært noget af denne uge uden skærme.

Så er det bare os voksne, der skal blive bedre til at lade fjernsynet være slukket når pigerne sover. Måske så vi ville kunne tale mere sammen eller få lavet nogle af de småprojekter, der ikke lige kan løses fra lænestolen…