Mombies og hosten fra Helvede

Noget af det allerværste, jeg ved, er hoste. Børnehoste især. Lillesøster er sløj og feberramt og hoster. Hoster. Hoster. Hoster. Og hoster lidt mere.

I nat hostede hun helt og aldeles bogstaveligt indtil kl. halv to, hvorefter hun sov nogenlunde roligt til kvart i fem og derfra hostede og insisterede meget højlydt på at stå op. Jonas forbarmede sig og stod op med hende, mens jeg fik lov at forsøge at indhente lidt søvn.

Jeg har været en mombie i dag. En levende død, der i stedet for at spise andres hjerner, opsøger al den koffein og bløde tumlingekram, som hun kan, for at komme igennem dagen.

Vi var en tur forbi lægen for at være på den sikre side med Lillesøster og lungerne, så vi ikke render ind i en omgang lungebetændelse igen. Heldigvis så alt fint ud og Lillesøster, der ellers har været rædselsslagen for læger siden sin indlæggelse og de mange omgange nåle, hun var igennem, klarede det så flot. Det slog mig virkelig, hvor stor hun er ved at blive. Vi kunne tale om besøget på forhånd. Hun fortalte, at hun blev ked af det, når vi skulle til lægen – og jeg kunne hjælpe hende med at forstå, at der var ok og at jeg nok skulle hjælpe.

Da vi først var der, gik hun ombord i legetøjet – både i venteværelse og lægens konsultation – og den empatiske læge var så dygtig til at være i øjenhøjde med hende og tage det roligt. Det blev en rigtig god oplevelse, og hun har fortalt om det hele dagen. Hvordan hun blev lyttet på ‘mavi’ og ryg og fik en ‘sky’ på fingeren. (Red: hun blev prikket i fingeren for at måle infektionstal i blodet, og fik derfor en vattot til blødningen var stoppet) 

Jeg blev så stolt af hende – og det smittede vist, for hun ville gå hele vejen hjem selv på sine buttede ben og fortalte og fortalte, mens hun holdt ved vognen og vi langsomt trillede afsted.

Da jeg vågnede i nat af endnu et hosteanfald, konstaterede jeg, at jeg havde kvalme af træthed, mens jeg lå i min seng. Jeg skal være græsenke i weekenden og det ville passe mig ganske udemærket, hvis begge piger er nogenlunde friske og mildt stemt inden da. Ellers tror jeg ikke, der er nok kaffe i verden til at holde mig lodret til Jonas kommer hjem igen.

… heldigvis fejler appetitten ikke det store! Men så længe der er kartofler og sovs i rå mængder er Lillesøster selvfølgelig altid glad.