Wanderlust // postkort fra Lesbos

Når jeg kigger feriebillederne igennem får jeg lyst til at tage afsted igen med det samme. Se mere, smage mere. Vi overvejer hyggelige Berlin til efteråret, og jeg drømmer om at tage min store pige med til London til foråret. Bare os to. Eller hvad med Sicilien, Toscana eller Alsace til næste sommer for hele familien?
For nu er der de sidste glimt i denne omgang fra smukke Lesbos. Vi holdt os til Nordøen omkring Eftalou og Molivos. Havde pigerne været større, havde vi lejet en bil og besøgt den forstenede skov, olivenpresserier og vandret i bjergene. For nu tog vi kortere ture til de nærliggende byer og tankede op med middagslure og ro på hjemme i lejligheden på hotellet. Lillesøster svedte i de +30 grader og hun befandt sig rigtig godt på det kølige stengulv – hvor hun i øvrigt lærte at kravle. Hun har ventet længe med at komme fremad, men så gik det også hurtigt. Fra at krybe de første små halve meter til at kravle for fuld fart er der gået en uge. Nu er hun allerede igang med at indtage hele lejligheden og så småt hive sig op i armene ved sofaer og stole.
Jeg kan kun anbefale området. Der er naturligvis en del turister, men det er stadig hyggeligt og virker autentisk på en eller anden måde midt mellem souvenirbutikker. Det gør heller ikke noget at udsigten fra terrasserne på byens caféer og restauranter er uovertruffen udover det smukke Ægæiske Hav. Havnen var vores yndlingssted – den er aktiv og levende, og de små og mellemstore fiskerbåde er et herligt view fra kaffekoppen. Det rustikke udstyr ligger indimellem borde og stole og skaber stemning og autenticitet. Der er ingen tvivl om at fisken er både frisk og lokal her.
I øvrigt er en daglig is en nødvendighed, når temperaturerne rammer 30+ grader hver dag. Bean var helt med på det koncept og smagte sig igennem alskens varianter, mens jeg mest gik i frappé-mode.
Vi havde både Bugaboo og ErgoBaby med på rejsen. Begge dele uundværlige, men især bæreselen. Både til Lillesøster, når vognen ikke var praktisk at have med, og til Bean, når benene var for trætte til at gå videre. Det er virkelig en nem måde at have børn med på, og den originale udgave kan bære op til 20 kg, så der er mange års brug i den endnu.
Ingen kommentarer endnu