Små hjerter bløder også

Det univers, jeg arbejder i, er allermest af alt fyldt med glæde, forventning og lykke. Som for eksempel tidligere i dag, hvor den smukkeste nybagte mor kom forbi med 2 uger gammel dejlighed, som jeg fik lov at nusse med mens moderen fandt den rigtige ammetop.

Men der er også den anden side. Den hjerteskærende, uretfærdige side, som ingen forældre og ingen mødre nogensinde skulle opleve. Det, der får mig til at græde stille af og til i mørket, mens jeg holder min datters lille hånd og hendes åndedræt langsomt skifter til søvnens rolige rytme.

Små fødder sætter også spor. Og små hjerter bløder også. Aftenens putning er et levende bevis på det. Normalt er der ingen kriser ved puttetid – bevares, det tager en krig, men det er ‘bare’ tid. I aftes var det en helt ulykkelig Bean, der bare græd og græd og blev ved med at sige ‘av mine ben’. Det er der 9 ud af 10 gange ingen grund til at tage alvorligt. (‘Av, min arm/ben/numse/næsetip/etc.’ er pt. Beans go to-fraser når hun ikke får alt hun peger på) Men i aften? Der var mavefølelsen omkring gråden og beklagelserne anderledes, så i stedet for bare at ‘schh’-e og ‘sååå’-e, så spurgte jeg Bean, om hun kunne fortælle, hvad hun var så ked af. ‘FAR’ græd hun. Hun savnede sin far. Det var for meget for hende, at han var væk her til aften på arbejde efter en uge med studietur i sidste uge, og det krævede mange kram og kys at få hende beroliget.

Små hjerter bløder også, og hvor er jeg glad for, at jeg spurgte hende og imponeret over, at hun kunne forklare mig, hvad hun var så ked af. For så kunne jeg jo forklare, at far kommer hjem igen i aften, og i morgen, når hun vågner er vi her alle tre igen.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram