Brev fra Pladsanvisningen fortalt i GIFs

Som forældre i København, så er et brev fra Pladsanvisningen noget nær det mest neglebidende uhyggelige, man kan modtage. Det er ikke til at vide, om man er købt eller solgt. Om man har fået den plads, man ønsker eller noget i retning af det man ønsker… eller er man i stedet landet et sted, man SLET ikke har lyst til. Om ens behovsdato nogenlunde kan imødekommes (det kan den som regel absolut ikke) eller om man skal lege logistisk slangemenneske i månedsvis og finde alternative og midlertidige løsninger.

Da K skulle starte i børnehave fik vi først et tilbud et sted, der dels var noget længere væk end vi havde lyst til – over 1 km fra vores hjem. (Red: Det kategoriseres altså som langt væk her på Indre Østerbro) Desuden havde vi kun ønsket mindre institutioner og vi fik tilbudt en stor integreret institution, som min mavefornemmelse slet, slet ikke kunne være i. Jeg fik tårer i øjnene hver gang jeg tænkte på at skulle aflevere hende dér.

Det lykkedes at finde en anden løsning og alt i alt har det været en god børnehavetid, hun har haft. Ikke ideel, men helt ok. I al fald er hun rigtig glad for at gå i børnehave, for sine venner og for pædagogerne. At vi voksne måske ikke er helt så glade, er en anden sag.

I dag kom et brev fra Pladsanvisningen med et tilbud til E. Og så bliver man lidt:

og sådan lidt:

Men man er jo nødt til at logge på og åbne det skide tilbud. Fordi. Man er jo voksen og nødt til at forholde sig til det.

Jeg forventede at blive sådan:

kombineret med:

… men så skete der noget meget mærkeligt. Forunderligt. Noget, man kun hører om i myter. Vi fik tilbudt en plads i en børnehave, vi faktisk havde ønsket.

Og så blev jeg sådan:

I al fald i omkring 2 sekunder. For så blev jeg sådan lidt:

For nu er det pludselig ret virkeligt. Om slet ikke så lang tid bliver min lille pige en børnehavepige. Det er en kæmpe forskel fra det skønne, trygge dagplejeliv i verdens allerbedste flerbørnsdagpleje. Og selvom vi har valgt en lille børnehave som er tæt på hjemmet, så er det alligevel noget helt andet, hun snart skal manøvrere i.

Det ved jeg ikke, om jeg er klar til. Det ved jeg faktisk ikke, om jeg nogensinde bliver klar til.

Eller. Det er løgn. Jeg er klar til, at K skal starte i skole. Sådan har jeg det i al fald lige nu. Især fordi jeg kan mærke, at hun er klar. Og fordi vi ikke kommer til at være frygteligt kede af at sige farvel til hendes børnehave som det er nu. Spørg mig igen i juli. Så kan det være, jeg føler meget anderledes om det at have et skolebarn in spe!

For nu skal jeg lige komme mig over chokket og den voldsomt skizofrene følelse af at være glad for den plads, vi har fået tilbudt og rigtig trist ved erkendelsen af at dagplejetiden slutter snart.