Pladsanvisningen og noget om at have ondt i maven

I det hele taget har jeg det svært med at (alt for snart) skulle sige farvel til Beans helt igennem fantastiske pasningstilbud. Ikke fordi jeg som sådan har noget imod at hun er blevet et børnehavebarn og dermed nået endnu en milepæl i sin udvikling. Men jeg har ærligt talt svært ved at forestille mig, at der findes nogen steder, hvor pædagogerne er SÅ fantastiske som i flerbørnsdagplejen. Der er jeg aldrig nogensinde i tvivl om, at Bean og samtlige andre børn hver eneste dag bliver set, mødt, udfordret, krammet, trøstet, hjulpet og er i et trygt, rart, stimulerende niveau. Hver morgen når vi afleverer og hver eftermiddag, når vi henter, er det kendte ansigter, vi møder.

Vi nåede imidlertid frem til et ønske om børnehave, som vi alle var trygge ved – men sådan skal det naturligvis ikke gå. Ikke, hvis det står til den almægtige instans, som københavnske børnefamilier frygter. Pladsanvisningen, that is.

Lige før jul fik vi besked om, at Bean har fået en plads. 23. februar (allerede! I mit hovede skulle det skift først ske omkring påske, når alle de store børnehavebørn rykker videre i fritidsordning) Allerede før jeg åbnede e-posten, havde jeg en rigtig skidt fornemmelse i maven. Den viste sig desværre at holde stik. Institutionen, vi har fået tilbudt har et stykke over 100 børn, den ligger i komplet modsat retning af mit job og er slet, slet ikke et sted, vi har lyst til at aflevere vores barn. Ikke at der nødvendigvis er noget galt med store institutioner eller med denne specifikke institution. Men jeg er nødt til at tage min mavefornemmelse alvorligt, og jeg får desværre ondt i maven og bliver ked af det hver gang, jeg tænker på, at hun skal derhen.

Jeg har helt alvorligt overvejet at tage orlov, indtil der dukker noget andet op, men det er for usikkert både hvad og i givet fald hvornår, vi bliver tilbudt andet. Vi håber stadig, at et af vores alternativer kan blive en realitet – og holder fast i, at vi er på overflytningslisten til vores absolutte førsteprioritet. Beans bedste veninde (som i øvrigt kom løbende i morges og gav hende og mig kæmpe krammere) har fået tilbudt en plads i starten af februar, og vi har begyndt dialogen med Pladsanvisningen om, hvorvidt de to kan følges ad det sted. Det ville være den bedste Plan B, jeg kan tænke mig.

Gode råd til forhandlings-tips og tricks, smutveje og andet need-to-know er mere end velkomne. Puha, det fylder det her. På den dårlige måde.

– tænk, hvis alle dage kunne være en hyggelig dametur i Tivoli med små, søde veninder i str. Trip, Trap og Træsko. Bean er den yngste i flokken og herefter er der 8 måneder til mellemste lille dame og endnu et år til den ældste. De har det så skønt sammen alle tre på trods af aldersforskellen, og jeg håber, at det kan fortsætte i årene frem. 

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram