Fra afmagt til afklaring – en god dag mod alle odds

Moderskab – forældreskab – er en konstant øvelse. Der er ingen facitlister, ingen andre end dig der har ansvaret, og det er 100% sikkert, at du kommer til at gøre et eller andet forkert, som dit barn vil huske hele sin barndom og måske resten af sit liv. Uden at ville det. Jeg har altid de bedste intentioner, og jeg bestræber mig hver dag på at være den allerbedste mor, jeg kan være, for mine to piger. Men jeg er også bare et menneske, og som alle andre mennesker har jeg fejl og mangler. Jeg er stædig, jeg kan blive hidsig og være stejl. Jeg begår fejl. Træffer forkerte beslutninger og får sagt tingene på en uhensigtsmæssig måde.

Jeg lærer hele tiden af mit moderskab og af mine børn. Lærer at lytte, at vente, at give dem plads til at finde deres egne løsninger og rumme deres egne følelser. Både de lette og de svære.

I fredags kom K strålende glad hjem fra børnehaven med en fødselsdagsinvitation til en pyjamasfest. Det lød så sjovt og hyggeligt, men det var også lige præcis en dag og en weekend, vi slet ikke er i København. Jonas og jeg talte fredag aften om alternativer og muligheder, men vi nåede frem til, at vi holder fast i vores planer og at vi desværre måtte melde afbud til fødselsdagsfesten.

Den beslutning og den besked blev leveret til K lørdag formiddag, og det var naturligvis rigtig svært for hende at rumme. Jeg ville også blive både rigtig skuffet og ked af det, hvis jeg havde fået samme besked som snart 6-årig. For nogle år siden ville jeg have forsøgt at korrigere hendes følelser og være blevet irriteret (og vred) over at hun blev ved med at råbe og kaste med ting. Det kommer der ikke noget ud af. Det eskalerer bare konflikten. Det kan godt være, at jeg kan forstå med voksen-rationale, at der kommer andre fødselsdage og pyjamasfester, og at det er lidt overdrevent at blive SÅ oprørt over 3 timer, man går glip af. Jeg kunne bagatellisere det og komme med forslag til, hvad hun kunne lave i stedet for at råbe. Det ændrer bare ikke ved, at hun reelt og i situationen føler, at verden er gået i stykker og at det, hun glæder sig allermest til lige præcis nu, ikke kan lade sig gøre.

Det er svært at lære at rumme de voldsomme følelser. Det tager tid at lære, hvordan man kan være i sin krop, når man bliver så ked af det og vred og skuffet og frustreret.

Hun fik tid og hun blev bekræftet i, at jeg sagtens kunne forstå, det var ærgerligt. At hun blev ked af det. Hun fik kram, når hun havde lyst til det og afstand, når hun ikke kunne rumme andet. Hun fik lov at være i følelsen, lære den at kende. Hun formåede endda at få sig selv beroliget, da hun var klar til det. Hun fandt en kasse med dimser frem og gik i gang med at sortere dem, og på den måde kom hun ned fra vreden igen.

Skuffelsen og sorgen blussede op igen et par timer senere og hun fik love at rase det ud igen. Med os på sidelinjen og med stående tilbud om at blive omfavnet. Det lykkedes at møde hende med forståelse og ro igennem hele oplevelsen. Vi blev på sidelinjen og støttede hende i at komme overens med følelserne uden at dirigere eller bestemme, hvilken retning hun skulle tage.

Og det virkede. Det lykkedes hende at nå til en afklaring og en accept – hun formåede endda at vende situationen til noget positivt. Kom i tanke om alle de gode ting, vores tilvalg betød, og kunne begynde at glæde sig over det, vi skal – i stedet for at fastholde fokus på det, hun ikke kan komme med til.

Det er ikke en let øvelse. Selv for voksne. I al fald ikke denne voksne. Da vi talte sammen om aftenen, fortalte jeg hende, at jeg syntes, vi havde haft en rigtig god dag.

‘Også selvom jeg råbte rigtig meget af dig?’, spurgte hun forundret

Ja, forklarede jeg. Jeg fortalte, at hendes far og jeg var meget stolte af hende over den måde, hun var kommet igennem noget svært på. Vi vidste, hvor ked af det hun var blevet og hvor svært det er at føle sådan. Jeg fortalte, at jeg syntes, det var så fint hvordan hun fandt en måde at falde til ro på, og hvor dejligt det var at høre, at hun kom i tanke om rare og fine ting ved det vi skal. Mens jeg fortalte, kunne jeg se lysene i hendes øjne blive klarere og ryggen blive en tand rankere. Hun havde ikke selv oplevet det sådan. Hun havde set sig selv råbe og rase og opføre sig ‘dårligt’. Vi mindede hende om, at hun faktisk havde formået at komme igennem rigtig svære følelser selv. Med os som opbakning, bevares, men hun formåede selv at finde de løsninger, der hjalp hende.

Vi mindede hinanden om alle de fine og sjove stunder, dagen også havde budt på. En hyggelig trilletur hjem med en nyindkøbt dukkebarnevogn bare os to. En sjov leg, hende og E havde fundet på. At sidde og læse bøger allesammen i sofaen. Fastelavnsboller.

Det kunne potentielt have været en dag, der havde været fyldt af dumme konflikter og hårdt optrukne grænser. I stedet blev det en rigtig god dag. Ikke en let dag, men en dag, der gjorde os stolte som forældre. En dag, der godt nok bød på raseri og afmagt, men også på løsninger og accept.

Jeg er kommet langt siden jeg for snart 6 år siden for første gang fik mit barn i favnen, en solrig forårsdag på Riget. Hun er kommet endnu længere. Og jeg kan næsten ikke vente med at se, hvad hun kommer til at lære i fremtiden.