Afmagt

Det siges, at det er sundt at græde. At det renser og klarer luften, ligesom en tordenbyge om sommeren.

Der var ikke meget katharsisk renselse eller rolig eftertænksomhed over mine tårer da de kom i morges, mens jeg var alene på kontoret. Den knugende og knugede stemning og fornemmelsen af afmagt har siddet i mig hele dagen og ligget som en grågrumset tone henover mit udsyn.

I morges startede K i storegruppen i børnehaven, men det, der skulle have været en hyggelig og lidt spændende indgang til det sidste år i børnehaven, blev forvansket og grimt af en rædselsfuld morgen fuld af skrigende gråd, lynende vrede blikke og afvisninger. Min store pige glædede sig, og var naturligt også lidt spændt og nervøs ved udsigten til at skifte stue – selvom det er samme børnehave blandt voksne og børn, hun kender i forvejen. Langt de fleste af hendes ‘nye’ stuekammerater er nemlig også blandt de store børnehavebørn, der er rykket i storegruppe henover sommeren. Men spændingen og nervøsiteten eksploderede i en ødelæggende hidsighed, der gjorde alting til en gigantisk konflikt.

Hun og jeg har et skræmmende ens temperament. Forskellen er, at jeg har 33 års øvelse i at tøjle det. Øvelse i at agere mere hensigtsmæssigt, selv når jeg bliver presset. Øvelse i at trække vejret og huske roen. Det var ikke mig, der skreg i morges. Det var min datter. Når hendes verden ramler, er det mig, hun rammer som en orkan. Hvor det før var mig, hun trak ind til for trøst og sikkerhed, er det nu det modsatte. Hun skubber mig væk med ord, med lyd, med sine arme, hvis jeg forsøger at nå hende. Hun kan skrige hysterisk i halve timer og hun bliver fanget i sit eget raseri. Hun vil ikke lytte, ikke falde ned. Hun vil ikke mig. Det er svært for hende at rumme de store følelser. Det er svært at lære at håndtere dem på en måde, der ikke rammer andre.

Det gør ondt at være vidne til og at blive ramt af. Det er mit ansvar som voksen at håndtere det. Mit ansvar at huske på, at kærligheden er der, selvom afvisningen er både kontant og konstant i øjeblikket. Det kan jeg som regel godt. Det kunne jeg bare ikke i dag. I dag gik den ind under huden og sved i øjnene og moderhjertet.

Morgenens tårer var ikke rensende. De bragte ingen klarhed eller løsninger. Det var en opgivende, trist gråd fra et såret moderdyr, der ikke ved, hvordan hun skal nå sit barn i øjeblikket. Det er den væmmelige følelse af at blive afvist dagligt af et menneske, jeg elsker uendeligt højt.

Hun vælger sin far. Det er vidunderligt, at deres forhold er så tæt og fortroligt. Det er vigtigt, at hun vælger en af os til at hjælpe sig ud af sine kriser. Det gør bare pokkers ondt, at det slet ikke er mig.

Det er bare en fase.

 

Ikke?