Problemet med minimalisme

… er egentlig slet ikke et problem. Snarere et vaskeægte #firstworldproblem. En slags ikke-problem, som jeg ikke desto mindre har brugt noget tid på at indlære.

Siden jeg gik igang med at rydde op og rydde ud i vores ting og digitale rod sidste efterår er jeg ligeså stille blevet mere minimalistisk. Jeg bliver sandsynligvis aldrig en rigtig purist, der kan nøjes med et hjem med 200 genstande i. Jeg synes, det kan se vanvittigt smukt og inspirerende ud med rolige flader og organisk minimalisme, men vi bor to akademikere sammen, der begge har en stor samling af bøger. Vi har to børn, der har lyst til og brug for legesager og vi har mange billeder og grafik, der gerne må kunne ses. Så selvom jeg elsker konceptet, så tror jeg ikke, vi nogensinde kommer til at bo uden en væg-til-væg bogreol og uden anden pynt end smukke møbler og friske blomster. Selvom jeg godt kunne drømme om det af og til.

Jeg er blevet mere bevidst og jeg har langsomt internaliseret konceptet om minimalisme og at forbruge på en mere ansvarlig måde. Ikke mindst når det handler om tøj til mig selv og pigerne. Især efter at jeg er gået over til min version af en Capsule Wardrobe.

‘Problemet’ med minimalisme er, at jeg simpelthen ikke har en trang til at shoppe på samme måde som før. Jeg har ganske enkelt ikke lyst til at fylde skabe og skuffer med ting, vi ikke har brug for, selvom jeg også kan falde for nye, skønne styles rundt omkring i butikker og webshops. Jeg har ikke lyst til at købe en masse legetøj til pigerne, selvom jeg synes, det er nok så fint og selvom jeg er sikker på, de ville blive glade for det. Fordi det er så overflødigt. Så unødvendigt. De har nok. De har rigeligt, faktisk, selvom jeg kan se, at de har noget mindre end mange andre børn, når jeg kigger på billeder fra børneværelser rundt omkring i landet.

Det værste er næsten, at jeg kan blive helt forarget indeni over det overforbrug og den overflod, jeg kan se hos andre. Den ene side af mig ved godt, at det skal jeg blande mig udenom (og det gør jeg også). At andre skal have lov at (for)bruge som de vil. Den anden side ønsker sådan, at vi gør op med den forbrugermentalitet, der er fremdyrket målrettet af reklamer og markedsføring siden opsvinget i 60’erne. Især den slags brug-og-smid væk-kultur, der ikke handler om at shoppe ud fra behov, men udelukkende af lyst. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor nogle vælger at købe overflødig pynt og tingeltangel på sider, der importerer direkte fra Kina, hvor varerne er (alt for) billige. Jeg forstår godt, at man vil gøre en god handel. Virkelig. Men er det reelt en god handel, når man køber noget, der er unødvendigt, og hvor man ikke kan være sikker på om varen lever op til sikkerhedsstandarder for elektronik og kemi – eller hvor det er så åbenlyst billigt, at det ikke kan være produceret på en måde hvor miljø og mennesker er sikre. Eller tøj, der er for billigt. For billigt eller for dårlig kvalitet eller for meget ‘trend’ til at vi gider bruge det mere end et par måneder. Det er jo spild af både de ressourcer, vi alle deler og – mere egoistisk – vores egne penge. En kjole eller nederdel mere, der kommer ind sammen med de 20 andre i skabet, og bliver glemt i mængden.

Dén slags forbrug er jeg ked af. Vores planet og fremtid kan ikke holde til det. Ironien er, at mange af disse overflødige køb er til børn. Børn, der potentielt skal arve en udpint planet, fordi det var rigtig vigtigt for deres forældre, at de havde dekorationsobjekter på deres værelse i et halvt år, inden det blev lavet om i et nyt tema igen. Eller at de skulle have 10 par sneakers i samme størrelse, så de kan matche dagens outfit i stedet for et eller to par i en rigtig god kvalitet, der passer til det meste i skabet. Eller at de har behov for at have 100+ plysdyr eller 4 dukkebarnevogne eller 20 legetøjspistoler.

Jeg er ikke hellig. Slet ikke. Jeg køber stadig nye ting. Bare langt fra så ofte som før. Og hver gang – før jeg trykker ‘køb’ eller siger ‘på beløbet’ – så har jeg tænkt mig om både en og to gange og overvejet, hvorvidt det er et reelt behov, jeg tilfredsstiller. Eller om jeg shopper bare for at shoppe.

Jeg kan kun anbefale at rydde ud i garderoben, i legetøjet, i alle de ting, vi omgiver os med. Det giver luft og især det med tøjet forenkler morgenerne og afværger tøjkriser. Vigtigere end det, er det også en effektiv måde at undgå fejlkøb, fordi en lille, nøje udvalgt garderobe, giver så meget større overblik over, hvad der reelt er behov for i klædeskabet. Jeg har helt konkret fået mere lyst til at købe tøj, der er i en rigtig god kvalitet og ordentligt produceret, fordi jeg ved, at jeg kommer til at bruge det rigtig meget, når der ikke er så meget at vælge imellem. Eller vælge genbrug. Hvor vi bor er der et pænt udvalg af lækre second hand butikker, hvor det kun er lækre mærker, man kan finde. Den slags cirkulært forbrug med pre-loved tøj giver god mening for mig. Efter jeg har ryddet ud, bliver alt mit tøj brugt. Jeg vil hellere bruge lidt flere penge på det enkelte køb og så købe færre produkter.