I kærligheden bor også angsten

Der skete noget med mig i det øjeblik, der for første gang voksede et lille liv under mit hjerte. Der kom en ny hudløshed. En anden slags sårbarhed, der er omkranset af en styrke uden sammenligning.

Med moderskabet – og med forældreskabet, for det gælder også for Jonas – følger en kærlighed, der er anderledes end al anden kærlighed, jeg kender til. Den er aldeles betingelsesløs. Grænseløs. Uendelig. Men i kærligheden til barnet gemmer sig også en angst, der aldrig helt forsvinder. Angsten for at miste. Angsten for, at der skal ske noget med barnet.

En angst, der viste sig første gang for mig, en dag i andet trimester, hvor Bean var lidt mindre aktiv end normalt. Er hun ok? Er det normalt? En angst, der aldrig siden helt har sluppet grebet. Den lurer hele tiden lige bag ved kærligheden. Måske er det den, der alarmerer intuitionen, så snart barnets temperatur stiger eller gråden lyder anderledes end den plejer? Den, der prikker til urinstinkterne, når det spæde barn halvt i søvne møffer rundt.

Jeg er ikke bevidst om kærlighedens angst hver dag eller hele tiden. Jeg lever ikke i den og som regel fylder den tæt på ingenting. Det meste af tiden huserer den som et spøgelse – en halvt udhvisket skygge i kanten af det indre synsfelt.

Jeg har aldrig været så angst som i den forgangne uge. At opleve vores yngste, vores lille pige, ligge bleg, grå og slap i en alt for stor hospitalsseng er noget af det mest uhyggelige, vi nogensinde har oplevet. De første dage, hvor der slet ingen tegn på bedring var, skubbede til mareridt om det værst tænkelige scenarie. Lungebetændelse kan man dø af. I værste tilfælde. Lægerne og sygeplejerskerne forsikrede os om, at behandlingen skulle have tid til at virke, at Lillesøster ville blive rask igen, men de tog også vores angst alvorligt. Havde tid til at tale. Til at give et varmt og ægte kram, da det var nødvendigt. Angsten fik lov at vokse sig stor i de dage. Den blev til en klump i halsen og en knude i maven. En kvalm fornemmelse, når man nærmede sig stuen efter at have været hjemme for natten på skift. Angsten og kærligheden, der fik min store, stærke mand til at klatre op i sengen til sin lille pige mandag, da han første gang kom ud på hospitalet, og krumme sig sammen om hende med alverdens ømhed.

Man overlever. Vi overlevede. Angsten fortrænges, når der er brug for det. Den trådte i baggrunden for styrken, når Lillesøster havde brug for omsorg og nærvær. Når Bean havde brug for at lege, at tale, at bygge med LEGO og for normalitet midt i det unormale. Som dagene gik og Lillesøster begyndte at vise tegn på bedring, blev den mindre igen. Langsomt er den svundet ind og trængt længere i baggrunden. Lidt tydeligere i omridset end før. Lidt mere håndgribelig.

Jeg ved, den aldrig forsvinder. Angsten, der er den ubetingede kærligheds følgesvend. Det er ok. Den minder mig om, hvor meget jeg elsker.