At overdrage ansvaret

Jeg faldt over nedenstående kladde fra 2016 om at stoppe på barsel. Den kunne ligeså godt være skrevet for en uge siden, og sådan er der ret mange ting, der vender tilbage full circle når man får (flere) børn. Følelserne og tankerne er absolut de samme, men trods et barn, der er noget mere heftigt end vores mellembarn var som baby, så tror jeg faktisk, at barslen for Jonas er nemmere her tredje gang.

Vores yngste datter er helt utroligt meget som den ældste. Hun vil ud og afsted. Der skal ske noget og hun er den vildeste selskabspapegøje. Det passer hendes far som fod i hose, og de to tager på daglige udflugter med indlagt tumletid og lækkerier. Remisen, biblioteket, legepladser og parker. Besøg på diverse cafeer med vores lille madøre, der får smagsprøver og særbehandling. Hvem kan også stå for en baby, der slår smut med øjnene og råber af begejstring, næsten uanset hvilken mad hun bliver tilbudt. Altså, mad. Ikke pandekager med sirup eller andre søde sager. Næh nej – det skal være krydret og varmt og smage af noget. Lige der er hun virkelig sin fars datter.

^^Et par trætte forældre og en meget vågen baby på nu 40 uger. Billedet er fra et arrangement hos Flexa i sidste uge og er et af de meget få med os tre samlet.

På bare en uge har hun fuldstændigt accepteret far som erstatning for mig – lige med undtagelse af daglurene, der stadig skal soves i vognen, hvis ikke jeg er der til at amme hende i søvn. Til gengæld lykkedes det for allerførste gang at hun puttede sig ind ved far til en opvågning i går aftes. Uden gråd og uden raseri. Bare en lille, lun hånd i hans, hovedet mod hans brystkasse og et dybt suk inden hun faldt ind i søvnen igen. Mens mit mellembarn i enormt høj grad søgte tryghed hos mig og fortsatte amningen rigtig længe, så tror jeg, at hende her hurtigere trækker sig fra ammestunden. Det er selvfølgelig stadig tryghed og nærhed, men for hende har det allermest handlet om mad, og den er ærligt talt sjovere ved bordet. Nu må vi se.

Under alle omstændigheder var det fint at tage en tur tilbage til 2016 for mig:

“Om en uge tager Jonas over. Ansvaret for E bliver i dagtimerne hans, mens jeg atter vil sætte mig bag skrivebordet hos Strut.

Han glæder sig. Jeg glæder mig på hans vegne, men jeg har ikke lyst til at give slip og give min lille baby fra mig allerede. 9 måneder er jo ingen alder, og det virker næsten naturstridigt, at jeg ikke længere skal være hendes primære omsorgsperson. Også selvom det ikke er en fremmed, der skal tage vare på hende, men hendes far – hendes dejlige, kærlige, kompentente far.

Fædre på barsel holder. Det gør det virkelig, og det er noget, jeg under alle fædre – og mødre, for den sags skyld. Far på barsel betyder nemlig også, at fædrene får en reel forståelse af barslens non-stop arbejde; praktisk og følelsesmæssigt. At have 12 uger sammen gjorde en kæmpe forskel for Beans og Jonas’ forhold, og jeg ved, at han og Lillesøster også vil få et endnu tættere forhold til hinanden over de næste måneder. Det er udelukkende positivt. Virkelig. Jeg kunne bare godt ønske mig svenske forhold, hvor barslen var endnu længere, og hvor farens del lå senere. Måske fordi jeg stadig ammer en hel del.

Jeg er eksperten på Lillesøster. Jeg har været sammen med hende stort set 24 timer i døgnet i de sidste 9 måneder. Når Jonas overtager barslen, bliver han den, der etablerer daglige rutiner og får ekspertrollen. Det er fint og det skal han også.

Havde nogen fortalt mig for 5-6 år siden, at jeg i denne grad ville blive en Mor med stort M og have et næsten fysisk behov for at være sammen med mine børn, så havde jeg ikke troet dem. Men det er jeg og det har jeg. Også selvom jeg har brug for en time eller to for mig selv af og til. Min manglende lyst til at barslen slutter handler ikke om Jonas. Det handler om mig og mit behov for at være tæt på mit lille barn. Jeg elsker det lille menneske med hele min væren og mit væsen, og jeg skal virkelig bruge den sidste uges barsel på mentalt at forberede mig på at løsrivelsesprocessen begynder.

Der er ingen, der siger, det skal være nemt, vel?

Hvordan havde I det med at starte igen efter endt barsel? Glædede I jer? Eller kunne I (også) godt have brugt mere tid i babyboblen?”

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram