DIY: Sovemasker til Así og Our Generation dukker

Den fineste og sidste navnefest

Tredje barn er på mange måder en lidt forsømt type. Ikke på kys og kram og bleskift og den slags – men når det kommer til opmærksom på planlægning. Derfor nåede hun at fylde år før vi holdt hendes navnefest. Det blev den dog ikke dårligere af. For hovedpersonen kunne selv deltage mere og smage det meste af menuen også.

Jeg kan se, at der er mange, der holder barnedåb inden for de første 3-4 måneder efter fødslen. Det er ekstremt imponerende, hvis du spørger mig. Det har jeg aldrig haft overskud eller energi til at planlægge så kort tid efter fødslerne. Ikke engang med første barn. Hun var også en kolikbaby der hadede at sove, så vi skulle lige selv lande i forældreskabet og finde fred med en ny, barsk virkelighed, før vi magtede at holde noget som helst socialt. Da K var et halvt år inviterede vi familie og nære venner på restaurant til tre retter for at fejre hendes navn. Med E nåede hun at runde 8 måneder før vi lejede et selskabslokale og med assistance til en del af maden og små dessert-kager fra Leckerbaer kunne fejre hende. Forrige weekend – efter hendes første fødselsdag – nåede vi langt om længe i mål med at få afholdt M’s navnefest.

Sådan en skulle hun naturligvis også have, når nu begge de store havde haft det. Der er noget fint ved at fejre sin baby. Selvom de ikke kan huske det sidenhen. Det er en kærligheds-tilkendegivelse og fremvisning af noget af det fineste, vi har. Den første fest og indlemmelsen i familie- og vennekredsen, sådan helt officielt. Inklusive en lille tale om hvor hendes navn har hjemme og om hvad hun er for et lille menneske. Hvordan hun vendte op og ned på alting og gav os et dundrende søvnunderskud og en kæmpe ydmyghed til forældrerollen – og hvordan hun fuldendte vores familie og bragte endnu mere kærlighed med sig.

Denne gang havde vi lånt Jonas’ arbejdsplads, der har nogle smukke rum. Jonas, jeg og M pyntede op, handlede og gjorde klar fredag, mens farmor trådte til som barnepige for de store. De havde haft den herligste dag med hende – vi fik nået alt vi skulle i ro og mag. Mine forældre havde bagt forskelligt til buffetten, resten stod vi for. Jeg havde lavet kager, salat og lakserilette og resten var  ‘ost og pølse’, der er dejligt nemt at anrette.

Både mine forældre og Jonas’ kom tidligere end resten af gæsterne og var en kæmpe hjælp i køkkenet med at få alting klart og anrettet – og taget væk og vasket op igen. Helt uvurderligt, faktisk. Farmor havde også været i blomstermarken om morgenen og plukket favnfulde af smukke, vilde blomster til bordene. K gav den gas med konfettien (til hendes fars store fortrydelse!), og resultatet var enkelt, men effektivt. Jeg havde lavet en myriade af små paphatte med elastikker i til alle mulige slags vilde dyr, og pigerne valgte dem fra legetøjskassen og gav alle en hat på så de kunne pynte på bordene.

De store piger og jeg lavede sammen gaveposer til alle børn med lidt sødt, en malebog og sjov til badet med en 3-pak fra Tinti. Herhjemme elsker alle børn at kunne farve badevandet eller lege med andre sager fra sortimentet – vi satser på at kunne give den badeglæde videre. De var så stolte over deres gaveposer og delte ud til alle de andre små gæster.

Udover kagerne var der særligt en anden ting, som især børnene var vilde med. Vi havde nemlig lavet vores egen slikbutik, men små slikposer, som alle kunne fylde med deres favoritter. Bland-selv-slik holder altså – den største udfordring her var at begrænse sig i forhold til udvalget, og det er ikke sidste gang, vi har et arrangement med indbygget slikbutik.


Navnefester er aldrig dem, der foregår til langt ud på natten, men det er også helt ok. Hovedpersonen og hendes søstre var helt klar til at tage hjem sidst på eftermiddagen efter en rar dag.

Denne omgang – vores sidste – navnefest var både budgetvenlig og low key, men med små og få virkemidler blev det alligevel en ramme, der så ud og føltes som jeg havde tænkt mig. Vi fandt konfetti, gaveposer og diverse pynt i Søstrene Grene og på bud i Panduro og Bahne, og indkøb til mad og drikke blev foretaget ‘on site’ i de dagligvarebutikker, der ligger lige ved siden af skolen.

Hverken Jonas eller jeg er medlemmer af folkekirken, så for os er det en selvfølgelighed, at vi ikke holder dåb. Hvis pigerne en dag ønsker at stifte nærmere bekendtskab med en eller anden religion står det dem frit for. Men det er deres eget valg og et de kan træffe på eget initiativ og et oplyst grundlag. Andre træffer andre valg for deres børn, og der er heldigvis hverken noget der er rigtigt eller forkert (altså; undtagen religiøs motiveret omskæring. Det er altid forkert)

2 kommentarer

  • Nikoline

    Kan det passe at det er blå sal på Ordrup gym? synes jeg kan genkende det, selvom jeg dog kun gik der i tre måneder:)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DIY: Sovemasker til Así og Our Generation dukker