Perspektiver

Her first is my last – min sidste baby

Med september har vi for alvor lagt sommeren bag os. Den sommer, hvor vores familie blev fuldtallig. Som sæsonerne skifter, forandrer livet sig – uigenkaldeligt og umærkeligt på samme tid.

Lille M er vokset fra størrelse 56 og ud af de småbitte bleer. Det er ikke uden vemod, jeg pakker de mindste babystørrelser væk. Snuser ind og kærtegner de første klæder mit sidste barn havde på. Det er sidste gang, jeg har haft en baby, der er så lille. Hun er 12 uger i dag.

En helt almindelig dag og alligevel en milepæl. De første tre måneder er altid et særligt rum med en baby. Alt er nyt og alle skal lære at være i den nye familie. Barnet er spædt og lille og helt og aldeles afhængigt af mig.

Nu begynder hun at række ud og være bevidst om de muligheder arme og hænder rummer. Om lidt kan hun ting selv og kan vælge til og fra. Det er en dobbelt følelse af stolthed og sørgmodighed at følge den udvikling, der går så stærkt.

Hun er min sidste baby og lige om lidt er hun slet ikke en baby længere. Hver eneste af hendes første er også min sidste. Sidste gang jeg får det første smil. Det første bad. Der er allerede så mange første gange der er bag os og fra nu af kommer det kun til at gå hurtigere.

Der er udfordringer og glæder ved alle stadier af livet med børn, og nogle kommer jeg ikke til at savne. Men selvom det bliver rart at få mere personlig frihed igen på et tidspunkt, så vil jeg for altid savne at holde et lillebitte, rynket og nyt menneske, der har hele verden foran sig.

Tillykke med det kvarte år, min elskede yngste

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Perspektiver