100 tabte mælketænder, en forsinket tandfe og en sjov højtlæsningsbog

Tillykke med din første fødselsdag, min sidste baby. Et år med M

For et år minus en dag siden var jeg tung og træt og gået over tid og bare virkeligt klar til at føde min lille pige. Ikke mindst ovenpå et forår med en masse udfordringer og bekymringer – og efter at have arbejdet mig igennem tankerne om, hvorvidt man faktisk kan være så velsignet at få tre fantastiske fødsler. Det skrev jeg om her, og i virkeligheden burde man nok få sig en god snak med en fagperson omkring sit liv jævnligt. I al fald var det en kæmpe lettelse, der faldt over mig efter samtalen med Krista.

Vores baby nåede også at give os noget af en forskrækkelse, da hun bestemte sig for at placere sig på tværs i livmoderen ikke alt for længe før terminsdatoen, og dermed ruske op i de ellers faste planer omkring endnu en hjemmefødsel. Det nåede vi heldigvis at få styr på med jordemoder-magi og rebozo (her) og vi var også forbi og få en fin ekstra scanning og set med egne øjne, at hun blev ved med at ligge ‘rigtigt’.

Min sidste baby var den første, der nåede sin terminsdato. Og overskred den. Det var en helt ny oplevelse for os alle, og det tog noget tid og selvransagelse at være i.

Dagen før dagen malede de store piger på min store mave og sang en ‘kom nu ud, lillesøster’ sang og især K er helt overbevist om, at det gjorde udfaldet. At hun fik at høre at hun var så ønsket og at vi så gerne ville have hende ud i armene. Måske var hun bare selv klar. I al fald var det midt om natten, jeg mærkede de første veer og lagde mig ind på sofaen, mens jeg så tiden an og det lige så umærkeligt lysnede udenfor. Fik rørt en bolledej sammen, ringet til fødegangen og vækket Jonas.

Hele fødslen var sådan en fin oplevelse, og pigerne kan stadig huske, hvordan jeg stod bagved lænestolen og pustede, mens de kom hen og aede på maven. Det hele kan læses (eller genlæses) her. Jeg bliver altid lidt vemodig og nostalgisk, når pigerne fylder år, men nok aldrig mere end ved den allerførste fødselsdag.

Nogle fødselsdage markerer milepæle mere end andre, og denne – fra 0 til 1 år – er overgangen fra baby til tumling. Det er for evigt et farvel til at have en baby hos mig. Ikke fordi hun fra den ene dag til den anden skifter helt spor, men det er en umærkelig og alligevel virkelig forandring, der sker. En tid, hvor motorikken, sproget og kognitionen tager afsindigt store spring, og hver dag byder på noget nyt. Det er mageløst og bittersødt på samme tid, for selvom babytiden kan være udmattende og hård, så er det helt unikt.

Baby M – lille M – har aldrig været et nemt barn. Hun er vidunderlig og vi elsker hende alle, men nem. Det er hun ikke. Fødslen var nem. God og hurtig. Det har de alle været. Hun skreg de første tyve minutter af sit liv inden hun faldt til ro. Og så skreg hun de næste godt 6 måneder også. Skreg og skreg og skreg. Sov kun i korte stræk – medmindre hun var koblet på mig eller vi var i konstant bevægelse. Hun hadede slyngevuggen og nægtede at ligge selv og følge med.

Det har været benhårdt. Måske også mere end jeg har givet udtryk for. Der har været tidspunkter, hvor jeg har været bange for, om vores lille familie kunne holde til presset. Ikke kun for hende, men for en myriade af udfordringer, der faldt sammen.

Nu er hun et år, og siden foråret er hun begyndt at finde en form for ro. Hun smiler og griner og fjoller. Man kan være så heldig, at man får store, våde kys med en helt åben mund og varme kram oveni. Hun elsker, elsker, elsker mad og vil spise selv. Det er et kæmpe svineri, men også herligt at opleve. Alle pigerne elsker mad, men hende her nok allermest. Hun er signalstærk og viljestærk og endnu mere stædig end de andre to. Hun giver tydeligt udtryk for sine følelser. Ikke mindst den begejstring hun oplever, når hun møder dyr og andre babyer. Hun råber insisterende og højt og konstant, så længe de er inden for hendes synsfelt og interessesfære. Ikke bare højt, men rigtig højt.

Hendes udtryk for kærlighed er kontante og hårdhændede og hun aer med fuld kraft og flad hånd. Vi forsøger så godt vi kan at øve os i at være mere varsomme og nænsomme, men de to storesøstre er umådeligt overbærende og retter hende ikke. Til gengæld leger de med hende – på hver deres måde. Den store bliver en mini-mor, der passer på og agerer som hun ser mig og os gøre. Den mellemste oplever hende som en ligeværdig legekammerat, med de misforståelser og konflikter, det kan give. De følger begge stolte som hønemødre med i hendes udvikling og hepper på hende, når hun øver sig i at gå langs sofaen eller klatre op i møblerne med de små, buttede ben.

Jeg har elsket at være på barsel. Det har jeg altid gjort. Ja, det er hårdt at være på hele tiden og mangle søvn altid og aldrig få en pause. Men det er, hvad det er. Der er andre faktorer, der spiller ind, når jeg synes det hele bliver for meget. Jeg – vi – ved, at det bliver lettere. At tiden kommer tilbage på en anden måde igen og at dagene forsvinder så uendeligt, ubønhørligt hurtigt mellem fingrene på os.

I forhold til hende på syv og hende på næsten fire er et år jo ingenting. Hun er stadig bare et lille menneske, der har brug for hjælp til alting. Men hun er ikke et spædbarn. Langt fra. Og hun er næsten heller ikke en baby længere, for de små ben og balancen øves og lige om lidt står og går hun selv.

Det er med lige dele glæde og stolthed, vi fejrer hendes første år, men der er også blandet en portion vemod i glasset. Et farvel til det første år og den totale symbiose og afhængighed, der bor her.

Lille M gav mig ydmygheden igen i forhold til mit eget moderskab. Jeg skulle genlære det hele og gentænke mine egne strategier og handlemåder. Jeg har været presset som nok aldrig før – men til gengæld har hun også fuldendt vores familie og hun bragte kærligheden med sig på helt fantastiske måder. Jeg kan ikke forestille mig vores liv uden hende. Det kan ingen af os. Slet ikke de store piger, der har vokset helt utroligt meget i løbet af det sidste år.

Tillykke med din 1-års fødselsdag, min store lille pige. Min yngste datter. Min sidste baby. Tak for dig.

4 kommentarer

  • Dejligt at skrig er vendt til kys, og at I er kommet helskindet ud af det første år, til trods for den hårde start. Stort tillykke med lillen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      <3 Det tog sin tid, men det er det hele værd. Tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tillykke med lille M! Og tak for altid fine skriverier, Stine ✌🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak. Og tak <3 Det blev jeg rigtig glad for at høre

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

100 tabte mælketænder, en forsinket tandfe og en sjov højtlæsningsbog