Kampen om søvnen

‘Men på et tidspunkt må I vel bare lade hende skrige i en uge, og så er det klaret’

En henkastet bibemærkning om Lillesøsters sove/natammevaner, jeg ikke lige havde set komme.

Sover min 20 måneder gamle terrorist tumling igennem? Nej. Not by a longshot. Hun vågner i løbet af aftenen 1-5 gange. Hun vågner i løbet af natten et tilsvarende antal gange og det føles ærligt talt af og til som russisk roulette at gå i seng. Det er bl.a. grunden til at jeg ikke lægger mig til at sove, når jeg går i seng – forklaring findes HER. Søvn er essentielt for mennesker, store som små. Der er en grund til at systematisk søvnfrarøvelse anses som decideret torturmiddel. Faktisk kan man dø af søvnmangel, hvis det bliver grelt nok.

Vi har brug for pauser, hvor kroppen og sindet kobler af, restituerer, lader op.

Lillesøster sover ikke igennem, hvilket betyder at jeg heller ikke gør. Vi har efterhånden forsøgt os en lille håndfuld gange med at stoppe natamningen, men hver gang har resulteret i 2-3 nætter med voldsomt og langvarigt skrigen og en ulykkelig Lillesøster, der langt fra er udhvilet og klar til næste dage. Samt en udmattet mor og far og storesøster, der heller ikke får deres søvn. Og efter 2 nætter med skrig og stort set ingen sammenhængende søvn kræver det mere end almindeligt megen viljestyrke at sætte sig igennem endnu en nat. For ikke at tale om en hel uge. Havde Lillesøster vist tegn på at græde mindre på dag 2 og 3, så var det en anden snak. Det gør hun ikke. Som i. Slet ikke. Og så er det hverken fair for hende eller os at fortsætte eksperimentet.  Man lader ikke bare børn skrige i en uge. Heller ikke selvom det slet ikke er ment eller tænkt så voldsomt som det lyder, for i det scenarie samsover vi stadig og Lillesøster vil blive trøstet og ikke ligge alene i egen seng på eget værelse.

Den nuværende løsning giver mest mulig søvn for flest mulige mennesker. Sådan kan vores familie bedst fungere. Det er bedre at der er en, der er træt end fire. Som regel får Bean al sin nattesøvn og Jonas det meste af sin, fordi jeg når at stoppe Lillesøster fra at råbe op ved at tilbyde hende brystet og roen dér. Jeg indhenter som regel en time om morgenen, hvor Jonas står op med børnene, men nætter med 5 forstyrrelser på 20. måned er alligevel ikke sådan at spøge med. Lillesøster skal naturligvis ikke natamme for evigt. Så jeg forsøger at lukke mælkebaren, når der er overskud til det – og så fortsætte eller tage retræte afhængigt af resultaterne.

… til ovenstående bemærkning kunne jeg i øvrigt ikke lade være med at tænke for mig selv, at man kan tale med om den slags, når man selv har to børns søvn at forholde sig til og i øvrigt har været frarøvet sin egen så længe, at enhver chance for at få ro gribes. Heldigvis ender vores putninger som regel ikke med at nogen (læs: mig) råbegræder, og de små sejre gælder også.

New rouTEAnes

I morges tog jeg ikke mit almindelige tøj på. I stedet var det løbetøjet og et par løbesko, der kom på, da jeg skulle følge pigerne i dagpleje og børnehave. I en måneds tid har jeg for alvor kunnet mærke lysten til at løbe – lur mig om ikke det har noget med lysets tilbagevenden at gøre. Der var en gang. I mange år løb jeg regelmæssigt. Jeg har løbet maraton i København to gange. En god håndfuld halve af slagsen også. Det er over 5 år siden, jeg for alvor løb. Sådan rigtigt. Siden pigerne er kommet til er det mest af alt blevet til en lille tur hist og pist. 3-5, måske 7 km. Ikke mindst siden Lillesøsters fødsel har jeg haft svært ved at finde motivationen – og tiden!

Der er 24 timer i døgnet. Hvis man skal passe sit arbejde, sove lidt, kramme sine børn, lave mad, skifte bleer, læse bøger, lege og måske også nå at strikke, blogge, læse, tale med sin kæreste – så er den tid allerede overskredet.

Det er et spørgsmål om prioriteter. Jeg har længe prioriteret at sidde hjemme med mit strikketøj, og jeg har virkelig nydt det, lært en masse og fået stakke af lækkert baby- og børnetøj ud af min tid. Jeg nyder det stadig, og det er højt oppe på min prioritetsliste. Men det var løb også engang. Og ligesom strik så giver løb også et endorfin og oxitocin-boost for mig.

I dag blev den første dag. Målet er at begynde at løbe fast igen. 2-3 gange om ugen. I starten er jeg sådan set ligeglad med hvor langt eller hvor hurtigt det kommer til at gå. Så længe jeg kommer ud ad døren. Jeg skal have gen-indsat løb som en rutine. En ny, gammel en.

En anden rutine, der skal indføres er at skære ned på de søde sager og skærmtiden. Det er en dårlig vane. Næsten hver aften, når pigerne sover, så tænder vi for Netflix og på et eller andet tidspunkt kommer der også noget sødt på bordet. Vi er begge virkelig heldige med vores stofskifte, og derfor slipper vi afsted med det uden at den imaginære badevægt stiger. Der er en anden ro, når skærmen er slukket. Når vi læser bøger. Taler sammen.

17362747_10158344242750375_722366249815850199_n

Jeg vil forsøge at begrænse de søde sager. Tage en kop te i stedet. Der var en gang, jeg stort set aldrig drak kaffe. Så fik jeg børn. True story. Og selvom jeg elsker min daglige, pæne kop kaffe, så kan te også noget. Der er en anden form for zen og ro over en kop te. Hvid eller grøn. Urtete. Gerne med blød, rund, frugtig smag. Meget gerne i løsblade – men når det skal gå hurtigt, så er en pose altså heller ikke at kimse ad. Jeg synes faktisk, at Fredsted gør det ret godt med deres nye urteteer. Ikke mindst den lyserøde og lilla udgave falder i god jord herhjemme.

17309266_10158344242550375_3995207499884466357_n

Børn gør som man selv gør. Ikke som man siger. Jeg vil forsøge at være et godt eksempel. Vise pigerne, at det er sundt, dejligt og godt at prioritere fysisk træning som en del af sit personlige velbefindende. At sødt hører til undtagelserne, og ikke til hverdagen. Og at man sagtens kan foretage sig en masse spændende, når bare man har slukket fjernsyn, iPad og telefonen er lagt væk.

Bean var vildt imponeret. Hun syntes, jeg var dagens sejeste mor, fordi jeg skulle løbe en tur. Både tilfældige mennesker på gaden, forældre i børnehaven og pædagogerne blev oplyst om, at hendes mor altså skulle løbe en hel, lang tur (at den så var på sølle 3 km er i denne sammenhæng sagen aldeles uvedkommende!). Det gav stof til eftertanke. Og ikke mindst en ekstra motivation til at NU skal det være.

Ingen Dikkedarer og dyre lærepenge

Mit første egostrik-projekt er endelig (endelig!) helt af pindene og blevet en del af klædeskabet.

Mettes smukke Ingen Dikkedarer-sweater, der har taget strikkeland med storm, er også blevet en instant favorit hos mig. Det har taget mig en mindre evighed at blive færdig. Mest af alt fordi en – i princippet – færdig sweater lå i strikkekurven og ventede på at blive trevlet op igen. *suk* Den var blevet for kort, og det tog mig en rum tid at samle viljen til at optrevle små 10 cm og strikke dobbelt så langt.

Det er noteret i opskriften til næste gang, at jeg skal lægge minimum 10 cm til længden. Søde Mette var så solidarisk at kommentere, at hun nok var typen, der havde en kort overkrop og lange ben – men i virkeligheden handler det jo om, at jeg skulle have målt bedre efter undervejs. Lektien i (i den grad!) lært, og for et første projekt til mig selv er jeg mere end tilfreds.
skaermbillede-2017-03-18-kl-10-24-44-am

Målet var fra start noget, som jeg reelt ville få brugt, og det gør jeg allerede med sweateren. Jeg kunne sagtens finde på at strikke endnu en, men lige nu er der et par andre projekter i strikkebogen, der kommer først.

Ingen Dikkedarer er super anvendelig, og den er let at strikke. Jojo, der er lige lidt vendestrik foroven, men det kan Youtube tutorials hjælpe med – og resten er almindelig raglan, glatstrik og ribstrik. Lidt udtagninger og indtagninger. Igen. Youtube er en ven i nøden, hvis man sidder fast i teknikkerne. Opskriften koster 40 kr, og garn (afhængigt af type) kan indkøbes for omkring 500 DKK. Uld, mohair, alpakka. Det er en ret fin pris for en sweater af en lækker kvalitet. Jeg har strikket i Flora fra Drops, farve 3 og Lang Alpaca Superlight, farve 749.

skaermbillede-2017-03-18-kl-10-25-03-am

Forleden lokkede jeg søde Lise til at tage lidt billeder (ok, mange billeder – men når man er så ufotogen som mig, så kræver det mange at få et par pletskud!) af sweateren af pindene og i brug.

Febermus, skinny jeans og at være en heldig mor

Stakkels Lillesøster. Hun er snottet, har feber, er utilpas og har fået øjenbetændelse som ekstra bonus.

I nat har hun stort set ikke sovet. Hun har grædt og grædt, været urolig og haft det så skidt. Lille menneske. Jeg får straks flashback til december og for mit indre blik ser jeg, hvor dårlig hun var. Sådan er det ikke i denne omgang – hun har stadig appetit og lyst til at lege om dagen. Jeg krydser fingre for, at hun er i bedring. Mormor kommer ind i morgen og passer hende, så Jonas og jeg kan passe vores respektive jobs. Lillesøster elsker – ELSKER – sin mormor, så jeg er sikker på, at de to får en dejlig dag sammen.

I dag har jeg været sammen med mit lille, sløje menneske. Hun i skinny tumlinge-jeans, jeg i en ny sweatshirt, der kom med posten i formiddags, og som meget passende mindede mig om, at jeg er en heldig mor. Selv midt i en masse sygdomsbøvleri og logistikrod. Jeg er heldig, når pigerne råber og skriger, når jeg aldrig får søvn og når det hele er hårdt. For jeg er deres mor. Uanset hvad er jeg deres mor. Jeg har fået lov at bære dem under mit hjerte igennem to dejlige graviditeter. Jeg har oplevet to fantastiske fødsler og jeg har haft lange barsler med to mennesker, der på hver deres måde er dem, jeg elsker allermest. De udfordrer mig mere end nogen andre. De tester mine grænser i en uendelighed. De efterprøver regler og rammer – de er med til at skabe dem. Og de er begge vidunderlige, kærlige, empatiske, sjove, stædige, kløgtige og fantastiske mennesker. Det er mit privilegium at se dem vokse op og være med til at støtte og opmuntre dem på rejsen. Give dem redskaber til at få det liv, de ønsker.

Jeg er heldig.

dsc_0008
^^Små piger i jeans er så skønne. Lillesøsters jeans fra Name It er bløde og fleksible til leg og motorisk udfoldelse og de kan justeres i linningen. Sko fra Angulus. Skjorte er en ældre model fra Mango. Billede fra fødselsdagsbesøg på Arken.

{ Mums run the world } står der på min nye bluse. Det gør de. Bag kulisserne, i al fald. Og selvom denne mor har gennemført dagen på en blanding af erfaring udi søvnmangel, koffein, kys på bløde kinder og sukker, så er jeg heldig. For jeg er deres mor. 
skaermbillede-2017-03-14-kl-7-17-08-pm

33

dsc_0020

33 er kommet ret godt fra start. Jeg skød fra hoften og inviterede ret spontant og helt og alderes uformelt en flok af de bedste kvinder, jeg kender, ud til drinks lørdag aften – og med under en uges varsel, var der alligevel en håndfuld, der havde mulighed for at kigge forbi. Lesson learned. Jeg er ikke 20 længere.

Jeg blev vækket med sang og kys lørdag morgen og stod op til et velvoksent brunch-bord og fine gaver. Tegninger, perlekæder, glimmersokker og et gavekort til en middag og overnatning på hotel kun for mig. En luksus og en fuld nats søvn uden forstyrrende elementer – store som små – forude er slet ikke så skidt.

Jeg havde ønsket mig en tur til Arken for at se Gys!-udstillingen, og som forudset var begge piger vilde med det. Bean var dybt fascineret af de mange menneskefremstillinger – hyperrealisme, surrealisme og i miniature og kæmpestørrelse. Lillesøster tonsede rundt på sine buttede ben og kom med begejstrede udråb her, der og alle vegne. Ron Muecks gigantiske baby var skøn. Jeg ved godt, at mange synes, den 5 meter lange skildring af en nyfødt pige med navlestreng, hævede øjne og lidt blod er creepy, men jeg er muligvis totalt miljøskadet, for jeg syntes hun var aldeles bedårende og vanvittigt skøn. Lillesøster stoppede brat op, da hun fik øje på værket. ‘Baaaby. DOOOOOHR!’ konstaterede hun inden hun skulle videre om næste hjørne.

Jeg elsker at have pigerne med på museer. Jeg elsker deres fascination, umiddelbarhed og glæde ved kunsten. Maleri, skulptur, samtidskunst eller ældre kunst. Det hele giver input og anledning til gode snakke og skæve vinkler på livet. Det var første besøg på Arken for resten af min lille stamme, og vi kunne bestemt godt tænke os at kigge forbi en anden gang – men vi må også erkende, at Ishøj er et godt stykke væk, når man også skal forholde sig til middagslure og trætte, små ben.
dsc_0007

dsc_0025

Noget om olivengrene

I går var Bean vred på mig. Rasende, faktisk. Så gal at hun ikke ville sige endsige kysse farvel om morgenen, og jeg skulle i HVERT fald ikke hente hende fra børnehaven. Hun foretrak at blive hentet meget sent af sin far frem for af mig til sædvanlig tid. Selvom vi forklarede hende, at hun ville være en af de sidste i børnehaven. Det var hun helt med på. Alternativet var åbenbart markant værre.

Det handlede om en kjole. Som hun ikke kunne finde og som vi mente måtte være fra sommeren og dermed for lille og ikke længere i skabet. Hun rasede og forsøgte frustreret at fortælle hvilken det var. Vi forsøgte tilsvarende pædagogisk at fortælle, at en sådan kjole ikke længere eksisterede.

Det lyder banalt, men når man er knap 5, er det virkelig et stort problem. Tydeligvis.

Hun blev hentet sent (omend hun bemærkede, at hun faktisk slet ikke var den sidste i børnehaven kl lidt i fem), spiste middag sammen med underboerne og nåede derfor kun lige at se mig en time inden sengetid.

I morges fandt hun selv tøj. Bukser og en bluse. Kender man Bean, ved man, at det er den største, frodigste olivengren, der findes. Hun er barnet, der med vold og magt skal tvinges i andet end kjoler og til nød nederdele. Bukser er nogenlunde det værste hun ved, men hun ved til gengæld også, at hendes far og jeg synes at de klæder hende fantastisk godt og at hun ser både stor og sej ud med bukser på. Så. Bukser og bluse var det i dag. Jeg forstod det godt. Det var ikke nødvendigt med ord. Af og til taler handlinger tydeligere.

ke-72-kopi

Vi har haft den skønneste dag. Jeg hentede hende tidligt, fik en smuk perlekæde og vi brugte et par timer i køkkenet på at bage fødselsdagskage og boller, inden huset blev fyldt af min søster, mine forældre og Jonas og Lillesøster. (Mit mindste menneske kunne i øvrigt næsten ikke være i sin krop af glæde over at se mormor – men mere om det en anden gang) Faktisk fortalte Jonas, at olivengrenen var vokset frem allerede i går, da de kom hjem fra børnehave. Der var en ledig plads i cykelstativet både ved siden af hans og min cykel, men Bean valgte pladsen ved min.

Kjolen? Den fandt hun på en bøjle, hvor den hang inden under en anden kjole. Hun vidste nøjagtig, hvilken det var, og hun havde naturligvis ret. Den var der. Hun fik en uforbeholden undskyldning for at jeg ikke havde troet på hende.

I morgen har jeg fødselsdag. Denne aften, for 33 år siden, var mine forældre i teatret og se ‘Da jazz’en kom til byen’ – min mor med begyndende veer, men de blev og så forestillingen. Nu havde de jo billetterne, du ved. Da natten blev til tidlig morgen var de blevet forældre og min historie begyndte. I morgen vender den endnu et blad, og
 jeg ved allerede at det bliver en god dag.

Funny Girl

Lillesøster er så sjov. Jeg elsker hendes personlighed – og de små signaturer, hun har. De detaljer i hendes adfærd, der er hendes ‘ting’. Den måde hun løfter skuldrene og sænker hovedet ned mellem dem på, når hun gør noget, hun ved er fjollet eller skørt.

Den måde, hun tilter hovedet til siden på og smiler stille, når jeg fortæller hende, at hun er dejlig og at jeg elsker hende.

Når hun finder på en ny leg og skriger af grin, mens hun igen og igen løber frem og tilbage til mig.

Hvordan hun lige nu er der i sin motoriske udvikling, hvor hun går og løber som en fuld mand. Som James i 90-års fødselsdagen spurter hun rundt i hele lejligheden. Maven først og med en let vralten. Tumlinge-swag.dsc_0034

Jeg elsker hendes latter. Den bobler nede fra maven og sprutter ud gennem smilende læber og glimtende øjne.

Jeg elsker, at hun finder på, at bamser, dukker og legetøj gør noget, de ikke må. Stiller sig på hinandens hoveder. På armlæn og på dukkehusets tag. Hvordan hun vifter med fingeren af dem og belærende siger ‘ej, ej’.

Hun er viljestærk og stædig. Kærlig, empatisk og en vandfald og pludren og rigtige ord.

Hun er helt sin egen.

… det husker jeg mig selv på, når hun endnu en nat karter rundt og kræver ‘mam-mam’. Når hun står op kl lidt i seks. Og når hun kaster sig ned på jorden i et raserianfald fordi hun ikke må stå på computeren med sine buttede ben.

Kvindedag, forfejlet kommunikation og hvorfor der stadig er noget at kæmpe for

Det er Kvindernes Internationale Kampdag (og svigermors fødselsdag – tillykke til dig, Solveig!), men Handelsbanken Amager er åbenbart af den overbevisning i 2017, at det er ok at tiltale voksne kvinder som ‘piger’. At kvinder går så lidt op i økonomi at man må lokke med sko (som ALLE kvinder helt sikkert går op i) og at man kan servere ‘en let pigebuffet’ til et arrangement. Fordi. Kvinder spiser jo ikke. Hvad er i øvrigt en ‘pigebuffet’ hvis nu vi udelukker det oplagte kannibal-svar?

17200976_10154545607069926_1924099746801146736_n

Det er simpelthen ikke godt nok.

Jeg har lært en ting af det her. Jeg kommer aldrig til at blive kunde hos Handelsbanken. Jeg vælger et sted, hvor jeg bliver taget seriøst. Hvor jeg ikke bliver talt ned til. Hvor min økonomi handler om økonomi og ikke om sko-shopping.

Det er Kvindernes Internationale Kampdag, og der er masser af stemmer derude, der råber op om, at det er håbløst forældet. At vi for længst har ligestilling. Det er det ikke. Det har vi ikke. Der er ikke ligeløn – ikke i Danmark. Ikke i verden. Der er ikke lige vilkår. Det er værd at kæmpe for at alle mennesker – uanset deres køn – har samme muligheder og rettigheder. Her og i resten af verden. Fordi piger burde kunne vokse op til en fremtid, der giver dem muligheder på lige fod med drenge. Burde. Det gør de ikke.

Selv i vores del af verden – i et smørhul med fri abort, stemmeret og på papiret lige muligheder for pigebørn og drengebørn så er der stadig forskelle. Ikke mindst i måden vi italesætter kønnene på, hvilket direkte influerer måden piger og drenge leger og forstår sig selv og deres køns roller på.

Se bare på børnelitteraturen. Prinsesser left, right and centre, der skal reddes af prinser. Bean elsker at lege prinsesse og vil allerhelst lege ‘prinsesser og superhelte’ med sin far. Prinsesserne SKAL reddes. Superheltene er dem, der redder. Vi forsøger at overtale hende til at vende legen om. At prinsesserne jo også faktisk kan gøre ting selv. Redde sig selv (eller hinanden). Det synes hun ikke de kan. Sådan er det ikke i film eller bøger. Hun er ikke engang fyldt fem. Og hun har forældre, der går op i ligestilling. Forældre, der begge tager del i huslige pligter, og som viser og taler med hende om forskellige måder at leve på.

Vi leder efter bøger og legetøj med og til piger, der kan selv og vil selv. Som for eksempel denne. Pigerne må hjertens gerne være i lyserøde kjoler. Absolut. Men de må også godt tænke selv. Tage deres skæbne i deres egne hænder. Vælge til og fra. Ligesom virkelighedens kvinder. Der er brug for bedre rollemodeller. Her har alverdens legetøjsproducenter og forfattere et ansvar. Disney. Marvel. LEGO. Playmobil.

Glædelig kvindedag!

Oprydning i projekt-skuffen

Minimalisme-serien har været lagt lidt på hylden siden Lillesøster blev syg. Herhjemme har der heller ikke været det store overskud til at fortsætte oprydningen. Hverken under sygdom eller efter nytår, hvor det hele har været lidt op ad bakke med børn, der har krævet lidt ekstra på skift.

Nu er der ligesom kommet lyst og luft og overskud igen. Måske det hænger sammen med foråret, men jeg har i den grad fået blod på tanden til alle mulige projekter – små som store – og til at rydde ud, gøre plads og optimere. Det har bl.a. resulteret i lidt til salg-opslag på dba.dk og lidt løftede øjenbryn og undertrykt sukken fra Jonas, der egentlig synes det er meget godt, som det er. Bortset fra det projekt, der bliver årets mest omfattende – dér var han 100% ombord uden at jeg havde forventet det. Meget mere om det senere.

Jeg har i den forgangne uge fået ryddet op i et par af mine krea-kasser. Nogle af dem, hvor halvfærdige projekter lægger sig for at hensygne i al ubemærkethed og hvor stabler og ruller af silkebånd tilsyneladende formerer sig som kaniner. Dem er der blevet luget grundigt ud i og langt de fleste ufærdige projekter blev smidt ud. Jeg kiggede alle igennem, vurderede om de stadig var relevante og om jeg ville være tilfreds med resultatet ud fra det, der allerede var lavet – og bortset fra et enkelt røg de i skraldespanden.

Det ene, særlige projekt, der var tilbage, var en kjole i det smukkeste, fjerlette Liberty-stof. Stoffet blev købt for 5 år siden, mens Jonas og jeg var på kærestetur i London et par måneder inden vi skulle være forældre for første gang. Intentionen var at sy en helt bestemt kjole til Bean, og mønsteret blev fundet og stoffet klippet ud for 4 år siden. Jeg kom aldrig videre. Måske lidt af ærefrygt, fordi det på en måde var et vigtigt projekt, der skulle blive rigtig godt. Jeg er relativt god til at sy, men ingen ekspert – og så er jeg perfektionist nok til at jeg ikke gider give pigerne tøj på, der ikke er blevet af en ordentlig kvalitet.

Nu er Bean selvsagt alt for stor til den kjole i størrelse 2 år, der lå klar som dele. Heldigvis har Lillesøster lige den rigtige størrelse og alder, og derfor blev symaskinen fundet frem. Det er min mors Pfaff fra 1976. Den er i metal, vejer nogenlunde det samme som en mindre lastbil og kører aldeles upåklageligt. En enkelt plade i trykfoden er blevet slidt op og udskiftet og en lille skrue i undertrådsspolen rustet og udskiftet – men derudover er der intet at bemærke. Det er altså kram!

Mønsteret på kjolen er fra en japansk sybog, og derfor på japansk – men instruktionerne er også tegnede, og de er lette at følge, når man har prøvet at sy før. Der er tænkt over alle detaljer, og noget er rent feinschmeckeri. Det er både lidt bøvlet og tidskrævende, men på den anden side. Når stoffet har ventet i 5 år, så kan jeg også bruge tiden på at gøre det ordentligt, og der er bare noget utroligt lækkert og gennemført over et bærestykke helt uden synlige sømme. Kjolen har taget måske 4 timer at sy – inkl. håndriede dele og strygning undervejs. Jeg er glad for resultatet og for at projektet endelig blev lukket. Lillesøster øjnede, hvad jeg havde gang i og insisterede på at kjolen skulle afprøves til dans inden de sidste sømme blev lagt op. Hun er fan.

dsc_0013 dsc_0014 dsc_0015

… og jeg har fået blod på tanden til at kaste mig ud i lidt mere syning igen. Måske noget til Bean. Jeg har i al fald luret lidt i mine japanske bøger for at se, om noget frister over evne. Vi får se. Til gengæld ved jeg med sikkerhed, at jeg hellere giver lidt flere penge for stof af en god kvalitet. Det bliver jeg gladere for i længden, og Liberty er både smukt og ualmindeligt lækkert. Vævningen er desuden mere holdbar end almindelig bomuldspoplin for 34 kr/mtr. Jersey gider jeg til gengæld ikke. Jeg har aldrig fået det til at blive ordentligt, og jeg gider ærligt talt ikke bøvle mere med noget, der ender med at ligne et hot mess.

33 going on 20

På lørdag er jeg officielt tættere på midten end på starten af 30’erne. Det gør mig nu ikke det store. Derimod er der noget andet, jeg tumler lidt med omkring den dér fødselsdag. Og det er ærligt talt træls.

For første gang længe falder dagen på en lørdag. Jeg har ikke en lille baby eller en mand der er på studietur. Ergo burde der være vidt åbent for festlige planer. Jeg har da også haft indtil flere forskellige scenarier i støbeskeen. Men. Så bliver jeg pludselig 20 år igen og holder igen den fødselsdag hvor alle aflyste i løbet af dagen. Det var ikke sjovt. Overhovedet.

Hver gang jeg inviterer til noget som helst, og nogen melder afbud – uanset hvor god eller dårlig grund de måtte have – så kan den 20-årige i mig ikke lade være med at tænke, at det er fordi de ikke kan lide mig. Rationelt er det noget pjat. Og relationelt også, for i dag har jeg dejlige venner fra mange forskellige cirkler. Vi ses måske ikke så ofte, som vi har lyst, men vi ses.

Jeg er endnu ikke fast besluttet på hvad jeg ender med. Måske bliver det bare en solo-aften i biografen. Måske drinks et sted med en flok flotte kvinder. Måske bliver jeg hjemme med Jonas og mit ultimative bland-selv mix.

Jeg ved dog, at jeg bliver vækket med sang og gaver, og jeg har ønsket mig en udflugt for hele familien ud i kunstland. Det er så længe siden, vi har gjort det. Resten af dagen finder jeg ud af i løbet af ugen. Jeg ville ønske at hende den 20-årige vidste, hvad fremtiden ville bringe af dejlige, varige, ærlige og ægte venskaber. Det ville måske gøre det nemmere at blive 33.

… noget helt andet er til gengæld ønskerne. For selvom jeg ikke længere sætter krydser fra ende til anden i et (legetøjs)katalog, og selvom jeg forsøger at skrue ned for ophobningen af genstande, så er der stadig ting, jeg ønsker mig.

birthday-wishes

Makeup-pensler. Dem jeg har synger i den grad på sidste vers.

En smuk tekande i keramik eller stentøj. Sådan en gad jeg godt eje. I det hele taget er jeg virkelig glad for de materialer.

Undertrøjer. Jeg har en tilbage, og den er snart også slidt op. Sorte, nude, grå. Anything goes.

Fine sokker kan jeg også altid bruge. Det er bare lidt sjovere med glimmerfødder. Selv på en mandag.

Nye briller er også på listen. De nuværende er efterhånden hevet vinde og skæve af Lillesøster og så er jeg også virkelig træt af at de glider ned ad næseroden.

Jeg ønsker mig også gavekort til fotobøger. De er smukke og vi elsker dem, men det er også lidt af en udskrivning med 100 siders billeder. Dette sted laver virkelig pæne bøger og jeg går og venter på min første bestilling derfra lige nu.

Jeg elsker friske blomster, men der går for længe mellem mine blomsterindkøb. Jeg ønsker mig et abonnement på en casual buket af og til. Måske bare en gang om måneden. Fx her eller her Så kunne jeg jo passende ønske mig en pæn blomster-klippe-saks også. Ikke mindst til billeder til Instagram.

Af de store – utopiske – ønsker er en ny sofa. Denne måtte fx meget gerne flytte ind herhjemme… Jeg er SÅ træt af at se på den udtjente model, vi købte på den blå avis for nogle år siden. Den er slidt ned og jeg trænger til noget lettere og lækrere både at sidde i og se på.

Og en ring. Sådan en gad jeg også godt at have. Men sådan éen er der kun en rigtig giver af.

En stor Vera og en stor pige

Det er snart et år siden, jeg har strikket Vera sidst. Det er simpelthen sådan en sød cardigan og det går ret stærkt på pind 4… men øj, hvor kan jeg meget bedre lide at strikke rundt til en bluse end frem og tilbage på en cardigan. Ikke mindst, når nu denne Vera var til Bean. Den sidste jeg strikkede var en 1-års fødselsdagsgave. Der er lidt forskel! Bean havde selv valgt det garn. Lyserødt, naturligvis. Jeg har strikket i Cotton Merino, så det bare er nødvendigt med en enkelt tråd. Opskriften på Vera er fra Finest, og den går fra 3-6 mdr og op til 4-5 år. Bean bliver 5 om et lille øjeblik, men hun er 116 cm lang allerede, så hun er vokset fra opskriften. I længden, især. Heldigvis var Vera nem at opskalere – jeg fortsatte simpelthen bare raglanudtagningerne indtil de passede til ærmegab og så blev den også en smule bredere. Resten af cardiganen blev strikket efter opskrift – bortset fra knaphuller og frontens rib, der blev strikket op efter gefühl, og så naturligvis også ekstra længde på krop og ærmer. Bean har ageret gine mere end en gang, for at jeg var sikker på pasform og længde. (Klog af skade. Der er nemlig et andet strikkeri, som blev lige lovlig kort og derfor er flyttet fra ‘færdig’ til ‘igangværende’ bunken. Øv. Det skal jeg nok fortælle om, når jeg er færdig med at være sur på mig selv)

Alle ender er nu hæftet og de allersidste knapper indkøbt og isyet (vi havde forregnet os og købt 2 for lidt). Den har allerede været på og skulle med i børnehave før de sidste knapper var sat i. Det kan man vist kalde en succes. Jeg synes den er så fin og enkel med den enkle mønsterbort – perfekt til børnehaven.

dsc_0009 dsc_0011

Så altså en stor Vera til min store pige, der for første gang har været på veninde-sleepover denne weekend. Bønnen og Blommen skruede helt op for energiniveau og har haft en fest sammen. Hun strøg ud ad døren uden så meget som et farvel lørdag og det var meget modvilligt hun blev hentet hjem igen i dag. Vi har haft en meget træt, stor pige her til eftermiddag og aften. Sådan er det, når man tøsesnakker til halv ti om aftenen og leger for fuld skrald. Det er lige som det skal være, men tænk engang, at vi nu har et barn, der er så stor at hun ikke bare har og elsker legeaftaler på kryds og tværs – men som uden at blinke med øjnene sover hos veninder. Og som stornyder det. Det er både skønt og vemodigt for alvor at mærke, at hun er igang med at løsrive sig og at hun med jævne mellemrum foretrækker andres og jævnaldrendes selskab frem for os.

En æske med minder (og tip til Kiip foto-app)

Siden Lillesøsters indlæggelse lige før jul har jeg haft planer om at samle en lille æske minder. Noget, hun kan kigge på, tale om med os og senere læse om, hvis hun får lyst eller brug for det. Nu nærmer jeg mig endelig noget, der minder om at afslutte det lille projekt. Det er som bekendt sådan, at man ikke kan alting på éen gang – for mit vedkommende, kan jeg ikke både strikke, blogge, læse og lave fotoprojekter på samme aften, og i de sidste måneder har stort set alle aftener været dedikerede til strikkeri. Nu har jeg imidlertid lyst og overskud til at få lukket et par løse ender rundt omkring. Et af dem er Lillesøsters minde-æske eller huske-æske.

I den lille æske ligger bl.a. en af de små sprøjter, vi brugte til at lokke bare lidt vand og saftevand i hende. En maske er der også. En lille håndholdt løsning til at stimulere lungerne og få det sidste af lungebetændelsen løsnet og hostet væk – mens vi var indlagt var det med CPAP. Nu har jeg også langt om længe fået fremkaldt de bedste og mest rammende billeder, jeg tog, mens vi var indlagt. Jeg har brugt app’en Kiip, der er Fujifilms app, fordi det er så nemt og enkelt at gøre over telefonen. Alle billeder fra indlæggelsen er taget med min telefon, og derfor var det den oplagte løsning. Der er også et kvadratisk format i app’en, der passer perfekt til Instagram-billeder. Jeg har efterhånden brugt den et par gange og jeg er ret tilfreds med resultatet, så hvis andre derude mangler en app til at få fremkaldt nogle af de gode fotos, der ofte gemmer sig i kamerarullen er tippet hermed givet videre.

Derudover skal jeg have skrevet et brev ud fra noget af det, jeg tænkte, følte og skrev dengang, som skal lægges i en kuvert og i æsken. Det er mest til en fremtidig Lillesøster. Og så er æsken færdig.

skaermbillede-2017-03-02-kl-8-19-27-pm

Fotobøger laver jeg i øvrigt som regel på en anden måde, fordi jeg har brug for en større skærm til at kunne redigere og justere resultatet. Det har jeg skrevet om før HER men ellers har jeg lidt lyst til at kaste mig over bøgerne HER også på denne utroligt stilsikre kvindes anbefaling (hun er i øvrigt værd at følge både på blog og Instagram for både lækkert baby- og børnespam og et smukt univers på den anden side af havet)