Lækre og nemme karameller

Et af de største hit ved julestuen var de enkle, lækre karameller. Selv K, der ikke ellers er en karamel-elsker, var helt ombord med de søde, chewy karameller. Det bedste (bortset fra at spise dem) er, at de er SÅ nemme at lave.

dsc_0950

Du skal bruge:

350 g kondenseret mælk (resten af den kondenserede mælk kan med fordel røres sammen med kokos og overtrækkes med chokolade til lækre, hjemmelavede Bounty-kugler)

120 g smør

2 spsk honning eller mørk sirup

150 g rørsukker

Nu til ‘arbejdet’.

Alle ingredienser smeltes langsomt sammen i en gryde over relativ svag varme til sukkeret er opløst. Rør konstant ellers brænder det på.

Når sukkeret er smeltet kan du skrue op for varmen. Rør konstant i gryden i 10-15 minutter til karamelmassen har fået en mørkere farve og tykner.

Du kan vælge at tilsætte smag eller fyld til karamellerne. Lakrids, havsalt, hakkede nødder (særligt pistacienødder) eller tørret frugt i små stykker fungerer alt sammen godt. Hvis det skal være ekstra luksuriøst kan du også overtrække de færdige og udskårne karameller med chokolade, men de fungerer fint på egen hånd.

Nu til ventetiden – karamelmassen skal hældes i en firkantet form, der er foret med bagepapir, og stilles på køl i omkring 4 timer. Nu kan karamellen skæres i mundrette bidder. Opbevar på køl indtil de skal bruges.

Velbekomme!

dsc_0952

VIND: Lego-sæt til verdens længste dag

[ANNONCE]

‘I aften er det juleaften – der er længe, længe til’ – I kender godt sangen, ikke? Jeg kan tydeligt huske følelsen også. Så tæt på, at man næsten kunne smage den – og så uendeligt langt væk. Juleaftensdag er muligvis den længste dag i verden, når man er barn.

At have glædet sig og ventet en hel måned på d. 24. december. Blot for at erkende, at selve julen – den ‘rigtige’ del med and og sang og dans og træet og gaver og konfekt – den er timevis væk. Det er næsten ikke til at bære, når man er 4, 5 og 6 år gammel og har alt for megen spænding i kroppen og krudt bagi til at stene julefjernsyn hele dagen. Og ens kedelige forældre i øvrigt synes, at fjernsyn ikke er noget, der kører ad libitum.

dsc_0889

Mine forældre sørgede for at have en ’startgave’ til min søster og jeg, da vi var små. En gave, der kunne åbnes om formiddagen eller efter frokost og som kunne tage toppen af spændingen og den utålmodige venten. Noget nyt legetøj, til at få tiden til at gå, indtil vi skulle have juletøjet på, i kirke, se Disneys juleshow og spise.

Jeg synes, det er en virkelig god idé og en tradition, jeg har tænkt mig at videreføre. Lillesøster er komplet og aldeles ligeglad med gaver, og selvom det er hendes anden jul på denne side af maven, er hun ret beset ganske uden begreb om konceptet. Hun kommer til at hygge sig gevaldigt, æde sig stopmæt i kartofler og sovs og risalamande og have en fest med at stavre rundt om træet – men derudover er det mest af alt hendes storesøster, der allerede nu sitrer af jule-spænding.

K får derfor en gave først på dagen, juleaftensdag, som kan aflede opmærksomheden og give hende noget at bruge tiden på, mens vi bliver klar til gæster og forbereder den del af maden, som vi skal stå for.

Hun er så heldig, at der faktisk er hele to gaver – to skønne sæt LEGO Junior; et med superhelte og et med en isbod. Jeg tror dog, det bliver isboden, der kommer i gavesokken d. 24., og så gemmer vi superheltene til en dag engang i januar, hvor hendes far har god tid til at lege med hende. De to er nemlig selvdeklarerede supermakkere og nogenlunde lige begejstrede for mænd og kvinder i trikot med diverse overmenneskelige evner. Junior-serien er ‘rigtig’ LEGO, der bare er lidt enklere at samle. Perfekt til en 4,5-årig, der er lige lovlig stor til Duplo-klodser, men alligevel ikke helt stor nok til de komplicerede samlevejledninger med rigtig mange dimser og dutter.

Hun er i stand til at tyde og bygge efter Junior-vejledningerne uden assistance. Det kræver koncentration, men er ikke vanskeligere end at hun kan overskue det. Praktisk for os – og en sejr for hende.

dsc_0885

dsc_0888

Jeg har fået mulighed for at udlodde to sæt LEGO Junior, så to af jer også kan give jeres barn en juleaftensdags-gave og gøre ventetiden lidt kortere.

Deltag i konkurrencen ved at skrive hvilket sæt, I ønsker jer (Superhelte eller Isbod) og del gerne en af jeres juletraditioner – det er så hyggeligt at høre om andres måder at fejre jul på. Del gerne indlægget på Facebook eller direkte med nogen, I synes skal være med. Det er intet krav (det må man nemlig slet ikke kræve og jeg synes også selv, det er vanvittigt irriterende) 

Jeg finder to vindere om en lille uge.

Knæk og bræk!

Mine bedste juletraditioner

I søndags fyldte vi huset med gæster for 7. år i træk til en julestue med plads til både store og små. Igennem de 7 år er børneflokken vokset fra et par stykker til at være næsten lige så mange som de voksne. Vi har fundet en form, der virker, og indholdet lader vi gæsterne om. Folk placerer sig rundt omkring, alle hjælper alle med at fylde glas og tallerkener. Hjælper børn med at få fat i en ekstra småkage, tørrer hænder og rækker en hånd ud til tumlinge, der vakkelvornt stavrer omkring. Børn suser omkring, ler og leger på tværs af aldre. Jonas og jeg er efterhånden et ret velsmurt team, men det har taget øvelse, og de første par år susede jeg rundt for at servicere alle. Nu – to børn senere – har jeg lært at sætte mig ned, hvor og når jeg kan!

Jeg har også forliget mig med at ’snyde’ – at færdige løsninger er helt fint. Så i år var pebernødder og brunkager fra Karen Volf (bevares – de økologiske udgaver!) Særligt brunkagerne er faktisk virkelig gode. Der var lakridser på bordet i Bülows julevarianter i stedet for kun hjemmelavet konfekt og gløgg’en var Løgismoses æblegløgg tilsat en krydret rom i voksenudgaven. Til gengæld havde K og jeg bagt honninghjerter og stjerneformede peberkager, fint pyntet med glasur. Vaniljekransene blev bagt sidste uge, og det langtidshævede brød er superenkelt og kræver bare god hævetid. Jeg havde også lavet nemme og gode chokoladeovertrukne marcipankugler med appelsin og figner og nogle farligt gode karameller. Nåja. Og Bounty-kugler med resterne af kondenseret mælk fra karamel-produktionen.

Julestuen er en af mine bedste juletraditioner, og jeg er så taknemmelig og glad for, at vores venner og familie år efter år lægger vejen forbi. Det er virkelig hyggeligt og rart, når vi åbner dørene den anden søndag i advent. For mig starter julen først rigtigt her.

dsc_0944 dsc_0945 dsc_0947 dsc_0953 dsc_0956

Hvorfor du ikke skal købe ting ‘noget billigere i kinaland’. Der er faktisk forskel.

Opslag som på billedet herunder gør mig træt. Med træt på. Der er noget helt galt med tankegangen ‘billigst muligt’ i tilfælde som det her, hvis du spørger mig. (I mange tilfælde, faktisk, men det er en anden snak.) Så. Jeg beklager det sure opstød, men jeg er nødt til at sige det. Og I ved. Min blog, mine regler.

For lige at skære det ud i pap: Det har ikke noget med denne specifikke person og vedkommendes ‘fine’ kinaland-pyntesager at gøre. Selvom jeg er lodret uenig med udsagnet, så har jeg ingen personlige uoverensstemmelser med vedkommende og intet ønske om at udstille nogen. Det handler derimod om hele tendensen og om sites, som danner ramme om sælgere af (overflødige) dimser og dutter til næsten ingen penge.

wish

Hvis man ikke forstår problematikken i at købe en given dims i Kina for 7 kr, så synes jeg, det vil være en god idé at løfte blikket udover sin egen næsetip og kigge på helhedsbilledet. På konsekvenserne af at købe (for) billigt for miljø og mennesker. Nu og især i fremtiden. Jordens ressourcer er ikke uendelige. Det er ikke for at lyde frelst. Det er et faktum. Overforbrug er problematisk på sigt – vores børn, børnebørn og oldebørn kommer til at mærke konsekvenserne af vores og vores forældres og bedsteforældres forbrug.

Det handler ikke om at skære alt væk – heller ikke søde ting til børneværelset. Det handler om at tænke sig om.

Hvis noget koster 7 kr (eller 14 eller 23) at få sendt fra den anden side af jordkloden, så er det for billigt. Ærligt talt. Eksportøren tager sig betalt. Producenten gør også. Der er omkostninger ved materialer og produktion. Nogen får også en løn – den er sandsynligvis alt for lav, for det er arbejderne, der er sidste led i betalingskæden – og der er ingen garantier for, at det ikke er både børn og voksne i aldeles urimelige, usunde og måske endda farlige arbejdsforhold, der har produceret den alt for billige pyntedims.

Store, kendte brands får også produceret ting på grimme måder – men der er en accountability dér. Når forbrugerne opdager det og bliver tilstrækkeligt vrede over det, så kan man faktisk lykkes med at tvinge kæderne til at opføre sig mere ordentligt. Når det er en ‘anonym’ sælger på Aliexpress eller Wish eller lignende, så er der ingen accountability. Ingen sporbarhed.

Så er der sikkerheden. Varer, der forhandles inden for EU skal leve op til standarder. For sikkerhed. Det handler bl.a. om det, der er ‘indeni’. Hvilke kemikalier, materialer etc., som varen er fremstillet af. Hvilke forhold, den er produceret under. Er det elektronik eller andet, så er der også sikkerhedsstandarder hér. Er det plysdyr, legetøj, service til babyer og børn, så er der også regler her. Der er ingen som helst sikkerhed for, at det ‘fine’ service fra ‘kinaland’ eller den søde Miffy-lampe til spotpris overholder disse regler. Ingen. Der kan være alskens giftige sager i og lampen kan potentielt eksplodere, fordi den ikke er forsvarligt produceret. Det kan også være helt fint. Pointen er, at du kan ikke VIDE det. Man må overveje, om man ønsker at gå på kompromis med sikkerheden for at spare lidt penge på overflødige produkter.

Noget helt andet er designdelen. For er det egentlig ikke rimeligt at betale for, at nogen faktisk har brugt deres tid og energi og kreativitet på at udvikle et brand. Et look. Et bestemt produkt. Fred være med, at du selv eller din svoger er dygtige med hænderne og fremstiller noget til egen brug, der ligner et kendt designbrand. Det må man gerne. Men at profitere på andres arbejde? At kopiere og sælge til underpris? Det er noget gris.

Nej, det er ikke sikkert, at alle så har råd til alle de fede designerting. Det har jeg for eksempel ikke. Derfor vælger jeg ret nøje ud, hvad jeg gerne vil have – og så køber jeg den ægte vare. Jeg sparer op eller sælger noget andet for at få råd. Alting behøver i øvrigt ikke at være design. Der er masser af no-name genstande, der er både fine og funktionelle, og derudover er der virkelig mange fede ting at finde i genbrugser og på loppemarkeder. På den måde undgår man også at ende med at have et hjem, der til forveksling ligner 10.000 andres. Falsk design und alles.

 

PS: Kan vi i øvrigt ikke blive enige om, at der ikke er noget, der hedder ‘kinaland’? Der er et land, der hedder Kina. Og der er en verdensdel, der hedder Asien. Det er ikke det samme, og menneskene ser ret forskellige ud, selvom de overordnet set kan betegnes som asiatere. Ligesom vi ser ret forskellige ud her i Europa, når man kigger fra nord til syd og fra øst til vest. 

32 Nisserier til december

SÅ blev det skisme jul. Sådan rigtigt. Vi har så småt nisset den siden i søndags – men fra i dag, 1. december, er der ingen vej tilbage. Sidste år vekslede Bean mellem at være spændt og lettere nervøs – i år er hun all in og glæder sig helt vildt hver morgen til at se, hvad den skøre Nisse nu har fundet på.

Han har gemt LEGO i køleskabet den morgen, han ikke fik en lille gave og sat små nissefodspor i mel, der førte hen til den tomme miniature-tallerken, han har i sin lille nissebolig. Men ellers har han været sød til at lægge en lille ting i julesokken eller på hendes plads på spisebordet, når der er givet rosiner, mini-vaniljekranse eller små tegninger. Inde på Instagram kan I se den video, vi lavede i går aftes med app’en Santa Spy Cam. Det var rimelig sjovt at se hendes reaktion i morges på den lille fætter, der listede ud ad døren.

skaermbillede-2016-12-01-kl-12-26-25-pm

Jeg lagde ud med 7 idéer til nisserier og I bød ind med flere – og især Marina og Elisabeth havde virkeligt mange, virkeligt fine idéer! TAK for det. Jeg har samlet mine personlige favoritter her til inspiration for alle, og med 32 forskellige tricks, der næsten alle kan varieres, så er der masser af gode, hyggelige og overskuelige ideer til mange aldersgrupper <3

  • Farvet mælk. Nisser kan – som de fleste nok ved – have det med at putte lidt farve i mælken (evt bare en smule hældt på patentglas, så du ikke behøver farve en hel liter grøn eller blå)
  • Fodspor i sneen (eller… små fodspor i havregryn eller mel hældt ud på bordet)
  • Overskæg i nattens mørke. Denne har jeg personligt ikke prøvet endnu af frygt for at vække Bean, men nu sover hun SÅ tungt, når hun først sover, at jeg godt tror, det kan lade sig gøre at tegne overskæg på hende inden jeg selv går i seng.
  • Sko-stafet. Alle familiens sko sat på række rundt i stue eller gang.
  • Interior designer. Spisebordet flytter ind i dagligstuen – eller stolene op på bordet.
  • Binde jakker sammen. Familiens jakker holder hånd med knuder (på en morgen, hvor man har tid til at binde dem op igen!)
  • Krymmel på morgenmaden. Det her var Beans favorit sidste år. Tænk sig. Nissen havde simpelthen sat en skål havregryn klar på bordet. Og drysset sukkerkrymmel på! Helt, helt crazy.
  • Fest med dukker, dyr og bamser. Nisser huserer om natten. Det ved alle. Af og til holder de også fest med diverse bamser, dukker og plastikdyr. Enten rundt om juletræer eller ved bordet med dukkeservicet pænt dækket op.
  • Karameller eller pebernødder i støvlerne, huen eller vanterne
  • Stoleleg – alle stole bundet sammen med gavebånd
  • Gåde/opgave hvor gaven skulle ligge (fx. “Din gave er gemt af en drillenisse, og ligger nu hvor du plejer at tisse”)
  • Nissemenu: Morgenbollerne er bitte små
  • Omvendt-land: Bordet er dækket med bunden i vejret på tallerkner og glas
  • Julesok-amok: Strømper på alting (lamperne, planterne mm)
  • Alternativ pynt: Skøre ting på juletræet (piskeris, underbukser mm)
  • Sliksultne nisser: Der er taget en bid af alle stykkerne i posen med fredagsslik
  • Kolde tæer: Nissen lægger sutskoene i fryseren.
  • Hilsen fra Nissen: Nissen sender et ægte julebrev eller pakke med den rigtige post (for det er efterhånden så sjældent at børn får breve). Brevet kan fx bestå af et kort, der spiller julemusik og masser af kagekrummer eller af magisk julestjerne støv.
  • Nissens livretter: Nissen tryller aftensmaden om til æbleskiver. Dette trick er især yndet når der i køkkenet bliver kogt en fæl suppe kun bestående af vand eller gamle rester opvarmes.
  • Madpakke-nisserier: Nissen smører en rigtig decembermadpakke med mandariner, pebernødder og en mad med chokoladeknapper eller kringler. Hvis der er sne lægger drillenissen også en gulerod ved og skriver: til en snemandsnissenæse. Nissen kan også finde på at pakke alle madderne rigtigt fint ind hver for sig i gavepapir (men husker først staniol eller madpapir) (Vi smører ikke madpakker til nogen af pigerne – de har begge madordning i deres institutioner – men jeg er VILD med idéen!)
  • Road-block: Nissen spærrer døren til værelset eller til hoveddøren med bånd eller papir, der skal gennembrydes før barnet kan komme ud.
  • Pynte-nisse: Nissen giver barnet neglelak på mens det sover. Kræver dog et barn der sover meget stille! Alternativt kan drillenissen give barnet nissesokker på, det går lidt nemmere.
  • Bytte-bytte købmand: Nissen bytter rundt på (mindre) børn mens de sover eller ligger dem et sted de ikke plejer at sove, fx ved juletræet eller brændeovnen. Husk tydelige tegn på at det er nissen der har været på spil, fx pebernødder, gran og nissehue. (Virker nok bedst på børn der er over 3…)
  • Ekstra lækker morgenmad: Nissen putter julechokolader ned i havregrynene så de kommer ud når der hældes op. Hele pakken med havregryn kan også være pakket ind som en gave.
  • Sokker med udluftning: Nissen klipper tåen af et par strømper eller stømpebukser (der alligevel var hullede selvfølgelig).
  • Til julebal i Nisseland: Nissen pakker en kuffert og gør klart til at rejse til nisseland med barnet.
  • Fine bisser: Drillenissen julepynter tandbørsterne og hænger dem højt op.
  • Væltepeter: Nissen laver et højt vakkelvornet tårn af møbler og skoletasker. Rundt om det hele snørrer han kunstig gran, lyskæder eller gavebånd.
  • Tyvagtig Nisse: Nissen stjæler en masse ting og lægger overalt sedler hvor han forlanger risengrød. Alle tingene kan findes samlet.
  • Glimtende læsning: Nissen fylder oplæsningsbogen med masser af stjerner der drysser ud når bogen skal læses.
  • Costume-change: Nissen lægger nissetøj i sportstasken/gymnastiktasken i stedet for sportstøj. Gode mødre opdager det inden barnet er nået ned til fodbold/gymnastik/etc…
  • Nisse-griseri: Nissen drysser risengryn på gulvet.

… og så kan jeg i øvrigt ikke lade være med at elske det her trick ret meget: Sidste år brokkede min 5-årige sig over gaven fra nissen. Hun var så strid. Om natten havde nissen så tegnet overskæg på hende. Hun var helt i chok og brokkede sig ikke igen. Haha 🙂

Familie-planlægning og en pæn og praktisk kalender

[ANNONCE]

Logistik. Ordet alene kan fremkalde både gys og glæde, afhængigt af om man får det hele til at gå op eller halser efter planlægningen og livet generelt. Ikke mindst når man får børn (i flertal), er det om at holde styr på hverdagen.

Hvem henter og bringer? Hvem har møder, aftaler, events hvornår? Hvilke arrangementer er der i dagpleje og børnehave – og hvad med lægebesøg, tandlæge, madlavning, besøg hos familie og venner?

Herhjemme er vi bedst til at have overblikket, hvis det er analogt. Bevares, vi har en delt, digital kalender, der både popper op på telefoner, computere og iPad. Men det er den fysiske papirkalender, der konsulteres, når vi planlægger ugen og får overblikket over den kommende måned. Det er bare lettere på den måde.

dsc_0872

Der er masser af såkaldte ‘family planners’ derude. Med klistermærke-ikoner til alskens lejligheder og rigt illustrerede for et helt eller halvt år ad gangen. Det er næppe en overraskelse for faste læsere, at jeg styrer i en bred cirkel udenom dem 😉 Jeg kan meget bedre lide et roligt, enkelt udtryk – jeg får meget lettere overblikket, når der ikke er alle mulige klistermærker, farvekoder og tegninger indover.

Vissevasses nye kalender får derfor en plads på væggen om en måneds tid. Den er både enkel og fin i udtrykket og passer perfekt ind i vores indretning. Der er plads til at notere alt det, vi har brug for. Kalenderen kan vendes på to måder, og hver måned har således faktisk to sider, så du kan tilpasse kalenderen efter dit og din families behov.

dsc_0868

Den ene side er en støvet grøn og har seks kolonner, hvor familiens navne kan skrives, madplanen, træningsplanen, etc. Der er også plads til at notere komplimenter eller månedens nye vaner nederst. Det er en ret sød idé, synes jeg.

dsc_0871

 

Den anden side er en støvet rosa, og det er den, vi kommer til at tage i brug. Ikke så meget på grund af farven, selvom det er Beans favorit, men på grund af funktionaliteten. Her er det større kvadrater, der gælder for hver dag, hvor alle planer kan skrives ind. Der er også ugenumre, og her synes jeg, jeg får lige præcis det overblik, jeg ønsker mig af en kalender. Også her er plads til at skrive mål og noter for måneden. Og den kommer til at hænge på køkkendøren ned mod bagtrappen som på de nederste billeder. Det er bare et pænere billede sat sammen med diverse andre fotos, vævede kunsttæpper og teaktræ som på det øverste billede 😉

Vissevasse vægkalender 2017 måler 49×49 cm og koster 395 kr. Kalenderen er trykt i Danmark på svensk miljøvenligt papir 250 gr. MultiArt Matt. Findes bl.a. HER

[Kalenderen er modtaget som gave. Ord og holdninger er mine egne]

Pletskud

Nogle billeder bliver man glad helt ind i hjertekulen af. Ikke mindst dem, der viser mennesker, man elsker. Sådan har jeg det i al fald.

Forbindelsen mellem generationer er noget ganske særligt, og fordi jeg selv har haft så stor glæde af mit forhold til især min farmor, er det vigtigt for mig, at også mine piger får et særligt bånd til deres bedsteforældre. Også selvom vi ikke bor i umiddelbar nærhed af nogen af dem.

Det er en helt speciel glæde at se smilene i pigernes øjne, når de løber (eller kravler) deres bedster i møde. I den forgangne weekend var vi hos mine forældre for at fejre min mors udtræden af arbejdsmarkedet efter 37+ års tro tjeneste, og pigerne var en fest at have med til både reception og middag, men det allerbedste var lørdag formiddag med ro og tid til at øve sig i at gå, til at læse nye, gamle bøger, til at lege og til at kramme.

Lillesøster er lige ved og næsten at have knækket koden til at bevæge sig oprejst på to ben. Hun har længe gået med os i hænderne og langs møbler – og taget et enkelt skridt eller to selv. Men nu. Nu er de små, buttede ben ved at bevæge sig ud på længere eventyr, og hun overvejer helt tydeligt, om hun skal forsøge at gå eller i stedet sætte sig og kravle, når hun skal et sted hen.

Hun stolprede frem og tilbage mellem mormor og morfar – og blev belønnet med kram og kys og flyveture for hver runde. Og så var der dette øjeblik. Af ren glæde. Helt og aldeles hverdagsagtigt og helt og aldeles uredigeret. Sådan ser virkeligheden også ud. Jeg har talt og skrevet en masse om at rydde op og sortere i sine billeder, fordi en masse egentlig er overflødige. Det gælder ikke dette. Det her øjeblik og alt det lige dele særlige og hverdagsagtigt almindelige – det skal gemmes.

dsc_0923

Spelt-snobberi

Jeg elsker mit Østerbro. Alle de hyggelige, små specialbutikker. Caféer. Grønne åndehuller. Af og til kan jeg dog godt forstå, hvorfor vi her i speltland bliver genstand for vittigheder og almen hovedrysten.

Jeg betaler gerne 35 kr for en stor latte på en af bydelens utallige caféer. Det er måske nok mere en københavnerting snarere end det er bydelsspecifikt, men alligevel. Til gengæld blev jeg ærligt talt lidt træt i ansigtet, da jeg opdagede at den lokale blomsterpusher krævede 119 kr. For en kvist mistelten. Ikke en kæmpe gren. Bare en helt almindelig, lille dusk.

Bevares, den var omviklet med et pænt stofbånd, men jeg tvivler stærkt på at det var jomfruer, der på ryggen af enhjørninge havde plukket den ved fuldmåne og med stjernestøv i håret. Og jeg støtter som regel meget gerne de lokale erhvervsdrivende. Men 119 kr. Dér blev jeg alligevel for nærig, og så er det heldigt at SuperBrugsen forhandler præcis den samme slags og mængde mistelten for noget mere budgetvenlige 35 kr. Det pæne bånd kan jeg heldigvis selv vikle om, og nu har vi en mistelten hængende i stuen (og en anledning til at lære børnene at en Oluuuuuf ikke kun er en snemand!)

dsc_0889

Østfrontens guide til gode fotobøger

Jeg elsker at tage billeder – men jeg har (næsten) ingen glæde af dem, når de bare ligger i iPhoto-biblioteket eller diverse skyer. Det kan du læse om her og her. Derfor er jeg rigtig glad for vores fotobøger. Jeg har lavet en for hvert år af pigernes liv, og de bliver jævnligt fundet frem og kigget igennem. Det er så hyggeligt at genfortælle historier og genopfriske minder for store og små. Jeg er faktisk lidt bagud. Jeg mangler stadig bogen for K’s 3-4 år og lille E’s første 0-12 måneder. Men jeg kan ikke få dem lavet, før jeg har frigjort mere plads på min computer, så det må vente til jeg har ryddet endnu mere op i bibliotek og digital hukommelse.

Jeg har også lavet fotobøger for vores familieferier, og de er også virkeligt skønne at kigge igennem. K fortæller om olivenkrukker og olivenolie, om blæksprutter og ømme hæle med blister, når vi kigger bogen fra sommerens tur til Lesbos igennem. Lillesøster kommenterer mest på, når der er billeder af os (vi går under den samlede betegnelse ‘Bahr’) eller hende selv (‘Baaaby’), men hun elsker at læse med os, og fotobøger er ingen undtagelse.

Jeg har efterhånden lavet nogen stykker, så hermed mine bedste tip til en vellykket fotobog. Jeg har prøvet lidt forskellige udbydere, men den jeg altid vender tilbage til er Pixum. Jeg synes det er let at arbejde med, resultaterne bliver fine og de er superhurtige til at lave og sende produkterne. Jeg vil anbefale at downloade softwaren og arbejde offline med bogen indtil du er klar til at uploade og bestille. Det er meget lettere og hurtigere og mere brugervenligt end at skulle gøre det ‘live’. Det kræver så lidt frirum på computeren, men det er kun en god anledning til at rydde op i det digitale rod 😉

God kvalitet

Billederne skal være af en ordentlig kvalitet. Ellers bliver de ikke gode på print. Sådan er det bare. Jeg bruger næsten kun de billeder, jeg har taget med mit spejlreflekskamera, men efterhånden som telefonens kvalitet stiger, så sniger der sig også nogle af de fotos med. (I øvrigt kan jeg anbefale Kiipapp til fremkaldelse af enkeltbilleder og tryk – det er så nemt og enkelt at gøre via telefonen, og de bliver supergode. De har dog desværre ikke muligheden for at lave bøger)

dsc_0881

Begrænsningens kunst

Det er svært. Det ved jeg alt for godt. Men kunsten er at vælge cremen af cremen. De bedste billeder. Dem, du holder allermest af og som fortæller de bedste historier. En fotobog med 250 billeder er voldsom (og dyr!), så vælg i stedet for eksempel 100 billeder fra årets gang, hvis du laver en årsbog – eller måske 50/75 fra ferien. Helt ærligt. Hvor ofte kigger du de andre igennem? Samme grundtanke, som når man rydder op i sine billeder generelt. Vælg det bedste. Ikke 5, der er næsten ens.

… medmindre det er en miniserie, hvor det giver noget til helheden at se småbitte forskelle på eksemp

dsc_0883

Variation i udtrykket

Forsøg at variere udtrykket, når du sammensætter bogen. Samme ‘regel’ som når du tager billeder generelt og i særdeleshed fra for eksempel særlige begivenheder eller ferier. For eksempel. Zoom ind på detaljen. Find det smukke eller interessante panorama. Fokuser på portrættet og lad baggrunden blive sløret. Tag overbliksbilleder, der viser omgivelserne. Landskaber, bymiljøer, natur, mennesker. Tilsammen giver de en fin variation, der er interessant at kigge på og fortæller en god historie. Det kræver øvelse, men det bliver rigtig godt, når den sidder i skabet. 

dsc_0884

Less is more

Vælg en neutral baggrund til billederne – sort, hvid eller en anden neutral farve. Så får motiverne opmærksomheden frem for en hidsig farve eller mønstre bagved. Du kan også vælge at lave små captions til hvert billede, men det er smag og behag. (Bogen her i indlægget er faktisk et dårligt eksempel, og jeg ved ikke helt, hvor det gik galt i bestillingen. For jeg havde valgt helt sort baggrund, ligesom jeg plejer)

God fornøjelse med fotobøgerne derude. Jeg håber, I kunne bruge det – sig endelig til, hvis jeg har glemt noget eller skal uddybe noget <3

Små glæder og hverdagslykke

‘Jeg er SÅ spændt til i morgen’, bekendtgjorde min store K i går aftes.

‘Nåhr – hvad er du spændt på?’ spurgte jeg – med en klar forventning om, at det var de adventsgaver, vi havde med hjem fra Mormor og Morfar, der var i barnets tanker.

‘På at vi skal tænde al-vente-lyset!’, svarede hun.

Jeg glemmer af og til, hvor fantastisk ukomplicerede børns hjerner kan være. Hvor umiddelbar glæden er – og hvordan noget tilsyneladende hverdagsagtigt kan være næsten magisk. Vi har næsten aldrig tændte stearinlys herhjemme, så for K er levende lys noget helt særligt. Vi har talt om, hvordan julen starter med første søndag i advent, og dén har hun ventet længe på!

Det var lysende, lykkelige øjne, der så på at jeg tændte kalenderlyset i morges (vi tyvstarter, fordi der er ret lang vej fra starten af lyset og ned til 1-tallet!) og det blev ikke mindre magisk af at hun opdagede, at Nissen havde ryddet en hylde i reolen og var flyttet ind. (Og bedt ‘naboerne’ i dukkehuset om at rydde op hos sig og fjerne de prinsesser og superhelte, der var flyttet ureglementeret ind og bredte sig over alle etager.)

Adventsgaven, der ventede ved spisebordet var naturligvis også spændende. Den fine og hyggelige klistermærkebog, Mormor har givet hende, er blevet leget med hele formiddagen – men gaven var ikke det vigtigste. Det, tror jeg, er værd at holde fast i. Ikke mindst i den kommende tid, hvor det vrimler med glimrende gaver allevegne. Hvor det er let at komme til at forveksle størrelse og mængde med kærlighed. Du kan i øvrigt læse mere om min holdning til gaver i det hele taget her

dsc_0933

 

Børn fødes ikke til at være grådige eller forvente bunker af gaver eller legetøj. Det er noget, vi lærer dem. Eller – lader være at lære dem. Forleden havde jeg forvildet mig i en Bilka med Jonas for at finde en CD (manden nægter at webshoppe, og det er ikke mange steder, der sælger musik i fysisk form længere), og jeg blev nærmest dårligt tilpas af stedet. Forbrugerisme og materielle goder i en overvældende og kvalmefremkaldende mængde. Tilbud på tilbud og en lokken om mere og mere og mere. Jeg fik lyst til at vende om med det samme og købe absolut ingenting, men nu havde vi en mission og en sjælden chance for lidt tosomhed.

Mens Jonas kiggede efter musik, drev jeg ind i legetøjsafdelingen og række efter række af legetøj. Over halvdelen i kategorien ‘absolut overflødigt’ – ting og tilbehør og ‘årets julehit, der kun bruger 8 AA-batterier’, og som med stor sandsynlighed vil have en kort popularitetsperiode hos de fleste børn. Andet med længere potentialer. Gode tilbud på en del. Et kæmpe Playmobil-prinsesseslot, LEGO-sæt, livagtige dukkebørn. Og jo. Mine børn – og særligt K – ville da ELSKE at få gaverne. Jeg ville hygge mig med at bygge med hende og min indre samler ville elske et komplet univers af et eller andet. Men. Det er jo absolut unødvendigt. Helt og aldeles. Hverken jeg eller pigerne bliver lykkeligere af ekstra gaver. Flere ting. Ikke et ondt ord om at gøre et kup på julegaverne. Slet ikke. Men mere at overveje hvor meget og hvad der reelt er brug for.

Pigerne får julegaver – naturligvis – og der bliver nok også nogle i lege-genren. Men. At være omgivet af (alt for) meget skubbede til min overbevisning om, at less is more.  Glæden ved det enkle, som i den grad hører barndommen til, skal have lov at være. Jeg elsker at forventningen om et tændt lys overskygger tanken om gaver. Og jeg elsker helt ind i min inderste kerne, at de bedste lege er dem, der slet ikke behøver legetøj. Som i går aftes, hvor lyden af barnelatter – hvinende, klukkende og overgiven – genlød gennem huset, mens mine to yndlingsmennesker improviserede en fangeleg. Lige dér. Der bor lykken.

For allersidste gang

Jeg faldt over disse ord forleden. De rummer så meget sandhed – og det rammer præcis ned i mine egne tanker omkring moderskabet og det at have børn i det hele taget. Dobbeltheden. At glæde sig og se frem til næste udviklingstrin – hvornår går hun? Taler? Hopper? Spiser selv? Går ud med sin tallerken og siger ‘tak for mad’ uden opfordring. Cykler uden støtte. En forventningens glæde, der kommer af stoltheden over ens børn og de evner, karaktertræk og humor, de udvikler. Over at se deres personligheder folde sig ud. En forventningens glæde, der modsvarer en vag og konstant fornemmelse af, at det går alt for stærkt. At alt dette – de fine kinder, smilehuller i bløde hænder, dunet hår, at blive mødt med åbne, varme smil og løbet eller kravlet i møde af et barn, hvis højdepunkt på dagen er gensynet med dig.

Eftermiddagsstunder med amning. Måltider, hvor halvdelen af tiden bruges på at få tumlingen til at sætte sig ned på numsen igen, i stedet for at kravle henover bordet. Bleskifter. Børn, der allerhelst vil falde i søvn tæt op ad os. Rolige åndedrag og hænder, der i søvne søger os. Uforbeholden kærlighed og absolut ærlighed. Ønsket om at lege – hele tiden lege – med os. Fortælle os alt. Have os som deres center og omdrejningspunkt. Ligesom de er vores.

Det får en ende. Der er en allersidste gang for det hele. Beans allersidste amning anede jeg ikke, var netop det. Hun var færdig fra den ene dag til den anden, og jeg sad tilbage med følelsen af at have forspildt chancen for at lagre den i mine permanente minder. Vi forsøger at være der til det hele. At være så meget til stede som overhovedet muligt. Men vi går alligevel glip af en masse. Der er allerede så mange øjeblikke, der er forsvundet. Ting, jeg har glemt. I aften vil jeg kramme lidt mere. Synge en ekstra sang. Læse en ekstra bog. Fordi ingen ved, hvornår jeg kommer til at gøre det for allersidste gang.

the-last-time-poem

Julebordet // hør, arvesølv og mørkt træ

Der er noget særligt ved et smukt dækket bord. Det når vi som regel ikke til daglig – og det er heller ikke altid oplagt med små børn og nystrøgne duge… Slet ikke i øjeblikket, hvor lille E hellere vil lege Houdini og undslippe sin højstol for at kravle henover bordet.

Juleaften, derimod. Dér hører sig et smukt bord til en ganske særlig middag. Med præcis en måned til juleaften drømmer jeg i år om at dække op med hør, arvesølv og mørkt træ. Jeg bliver inspireret til at forny julebordet hvert år – og i år bliver tredje jul, jeg skal fejre med mine allernærmeste i mit eget hjem – men jeg forsøger at holde fast i noget også. Der er jo ingen pointe i at købe ind til noget, der kun bliver brugt et enkelt år. Det er ikke særlig bæredygtigt eller minimalistisk 😉

Jeg har forelsket mig fuldstændig i de smukke grå, stenvaskede hørkvaliteter fra LinenMe – og jeg elsker den fortælling, der er i deres produkter og produktion. Den hør, der bruges til LinenMe’s produkter er dyrket omkring Østersøen og produceres i Lithauen – et land, der har meget gamle traditioner i at dyrke hør og væve det kvalitetsmæssigt bedste hørstof. Fremstillingsteknikker er blevet givet videre fra generation til generation, og det er således en del af en europæisk kulturel tradition, man bliver en del af. Hørprodukterne er både smukke, naturlige – og stærke og holdbare. De skal kunne bruges igen og igen. De stenvaskede servietter er perfekte statister i mit forsøg på at finde frem til en base, der kan bruges i årevis. De er neutrale, enkle, klassiske, i god kvalitet og matcher det meste.  Og så har jeg faktisk ikke (længere) nogen stofservietter. Dem, jeg havde, var selvsyede af en tvivlsom stofkvalitet og holdt hverken facon eller lækkerhed særligt længe.

Det smukke, mørke anretterbræt er både moderne og klassisk i sit udtryk. Og jeg glæder mig til at bruge det til alt fra dekorationer til tapasanretninger. Sølvbestikket er arvegods (og ja. Det trænger til en pudsning!) og jeg elsker det. Det bliver fundet frem fra tid til anden og jeg ved godt, det er virkelig gammeldags, men jeg elsker, at min oldemors bestik er hos mig – og bliver brugt. Og at jeg har både knive og gafler, suppeskeer, teskeer, kagegafler og en saltske og lille saltkar i krystalglas. Smukke, brugbare genstande, der trækker spor tilbage i min personlige familiehistorie og på en eller anden måde forbinder fortid og nutid. Gad vide, hvem af pigerne, der vil arve det en dag.

dsc_0869

Hørservietter fra LinenMe – arvesølv – anretterfad i mørkt træ fra Louise Roe

Har du særlige dække-traditioner til julebordet? Eller genopfinder du det år efter år?