Girly kicks // De første sko

På mandag starter Lillesøsters karriere som institutionsbarn. I knap 13 måneder har hun været hjemme med en eller begge sine forældre. Sine primære omsorgspersoner. Hun har skullet forholde sig til tre mennesker – plus løbende gæster, naturligvis.

 photo DSC_0654_zpsqrvfxecz.jpg

Det er en god mavefornemmelse, at hun har rundet sin første fødselsdag og har lært at kravle, før hun skal afsted. Det er en rigtig god mavefornemmelse, at hun skal starte i flerbørnsdagplejen lige om hjørnet. Hvor de kender os og glæder sig til at få Lillesøster ned. Helt oprigtigt glæder sig.

Jeg er igang med at få overblik over, hvad vi skal have pakket sammen til hende. ‘Nogen’ skal på loftet og rode kasser igennem for at se, om vi har et lillebitte sæt regntøj årgang Bean et sted deroppe. Og med nogen mener jeg naturligvis Jonas. Eller mig selv, hvis vi faktisk er interesserede i at finde noget.

Olívy, vatrondeller og bleer skal også med. Lillesøster bruger ikke sut, trods Jonas’ ihærdige forsøg, og måske er det smart med noget, hun kender og er tryg ved til trøst og søvn i dagplejen. Vi er derfor igang med at gøre en af bamserne herhjemme til en sove/trøstebamse.

Sko har vi også styr på. Lillesøster går ikke endnu, men nu har jeg købt et par bløde prewalkers til hende, så hun kan få fodtøj på, når hun er på tur med dagplejen… og ih altså. Jeg havde faktisk glemt, hvor helt ekstremt sødt fodtøj i str. 19 er. Bean er efterhånden en str. 29, og selvom der stadig er 10 skostørrelser op til mine plader, så er det alligevel ikke længere så småt, at det er decideret nuttet.

 photo DSC_0650_zps4n6dwt7b.jpg
 photo DSC_0660_zpssbjrnxsw.jpg

Lillesøsters sko er fra PomPom og købt hos vores lokale sko-pusher, hvor de har et stort og godt udvalg, holdninger til de sko, de sælger, en grøn profil og ikke mindst virkelig god service. Beans nye kicks er fra New Balance, og de løber virkelig stærkt, skulle jeg hilse og sige.

Wanderlust // postkort fra Lesbos

Når jeg kigger feriebillederne igennem får jeg lyst til at tage afsted igen med det samme. Se mere, smage mere. Vi overvejer hyggelige Berlin til efteråret, og jeg drømmer om at tage min store pige med til London til foråret. Bare os to. Eller hvad med Sicilien, Toscana eller Alsace til næste sommer for hele familien?

For nu er der de sidste glimt i denne omgang fra smukke Lesbos. Vi holdt os til Nordøen omkring Eftalou og Molivos. Havde pigerne været større, havde vi lejet en bil og besøgt den forstenede skov, olivenpresserier og vandret i bjergene. For nu tog vi kortere ture til de nærliggende byer og tankede op med middagslure og ro på hjemme i lejligheden på hotellet. Lillesøster svedte i de +30 grader og hun befandt sig rigtig godt på det kølige stengulv – hvor hun i øvrigt lærte at kravle. Hun har ventet længe med at komme fremad, men så gik det også hurtigt. Fra at krybe de første små halve meter til at kravle for fuld fart er der gået en uge. Nu er hun allerede igang med at indtage hele lejligheden og så småt hive sig op i armene ved sofaer og stole.

Jeg kan kun anbefale området. Der er naturligvis en del turister, men det er stadig hyggeligt og virker autentisk på en eller anden måde midt mellem souvenirbutikker. Det gør heller ikke noget at udsigten fra terrasserne på byens caféer og restauranter er uovertruffen udover det smukke Ægæiske Hav. Havnen var vores yndlingssted – den er aktiv og levende, og de små og mellemstore fiskerbåde er et herligt view fra kaffekoppen. Det rustikke udstyr ligger indimellem borde og stole og skaber stemning og autenticitet. Der er ingen tvivl om at fisken er både frisk og lokal her.

I øvrigt er en daglig is en nødvendighed, når temperaturerne rammer 30+ grader hver dag. Bean var helt med på det koncept og smagte sig igennem alskens varianter, mens jeg mest gik i frappé-mode.

Vi havde både Bugaboo og ErgoBaby med på rejsen. Begge dele uundværlige, men især bæreselen. Både til Lillesøster, når vognen ikke var praktisk at have med, og til Bean, når benene var for trætte til at gå videre. Det er virkelig en nem måde at have børn med på, og den originale udgave kan bære op til 20 kg, så der er mange års brug i den endnu.

 photo DSC_0710_zpsqptukhp6.jpg
 photo DSC_0911_zpszuxrotyj.jpg
 photo DSC_0852_zpscz1yizqm.jpg
 photo DSC_0818_zpsoztifcna.jpg
 photo DSC_0708_zpsnrzct7gq.jpg
 photo DSC_0603_zpsxobiqvhq.jpg
 photo DSC_0594_zpsa8pqc4kl.jpg
 photo DSC_0577_zpslajsagv7.jpg
 photo DSC_0597_zpsbucyc0mw.jpg
 photo DSC_0593_zpsv2wysgpz.jpg

Skal vi snakke lidt om søvn?

Jeg er træt for tiden. Helt ind i knoglerne træt. Jeg er et a-menneske, men jeg kan næsten ikke vågne om morgenen, og selv når jeg får lov at sove længe – hvilket hånden på hjertet er de fleste dage, mens Jonas står op med Lillesøster – så føler jeg mig aldrig rigtig udhvilet.

Søvn, eller rettere manglen på samme, har fyldt u-tro-ligt meget herinde. Med Bean. Bean var babyen, der havde ekstremt svært ved at finde ro, kun sov korte, afbrudte, urolige lure og vågnede gang på gang på gang om natten. Hun var tumlingen, der nægtede at falde i søvn. Medmindre en af os sad ved hende, så hun kunne nive i den tynde hud på underarmen. I op til 90 minutter. Hver aften.

Så kom Lillesøster og emnet forsvandt ligesom fra bloggen. Bean var begyndt at sove bedre. Falde lettere i søvn. Endda selv. Det lærte hun på den hårde måde, når jeg var alene hjemme med begge piger og babyens behov for kontakt eller mad var størst. Lillesøster var sød og let at få til at sove, og i den første tid sov hun 4-5-6 timer i streg.

Det gør hun ikke længere. Naturligt nok er dagslurene taget af i takt med at hun er blevet ældre og hun sover som regel to gange i løbet af en dag. Sen morgen/tidlig formiddag og så en (efter)middagslur. Hun falder såmænd let nok i søvn. Måske hænger det sammen med, at hun altid har fået kropskontakten ved putningen. Måske er hendes temperament bare et andet. Slyngevuggen var guld værd, men den er pakket væk efter at vi for et par uger siden uden varsel kunne konstatere, at vi har et barn, der som en kat lander på alle fire, når hun falder… ahem.

Det er aftenerne og nætterne, der gør mig træt. En god aften har vi ro et par timer efter hun er blevet lagt. En dårlig er det en gang i timen, jeg skal ind til hende og klat-amme for at få hende til at sove videre. Om natten har vi haft (endnu) en periode med alt for mange opvågninger og amninger. Det betyder dels, at mine aftener her et år efter hendes ankomst stadig er fragmenterede og prægede af at jeg ikke kan slappe helt af. Det betyder også, at jeg ikke har sovet (en ordentlig nats søvn) i et år. Mere end et år. Det er længe. Så længe, at jeg begynder at overveje, om vi skal trappe alvorligt ned på aften- og natamningerne. Mest fordi vi så var to voksne om at dele opgaven. Mine trætte knogler kan bare ikke overskue overgangsperioden med natteuro og gråd og opvågninger, når nu det hele kan klares på en stille måde, så i al fald halvdelen (eller måske endda 3/4) af husstanden får deres søvn. Jeg har ikke helt bestemt mig endnu, kan jeg mærke. Men et eller andet er nødt til at forandre sig.

mor og lillesøster

11 måneder – status på Lillesøster

Hov. Det her indlæg kom aldrig længere end kladdekassen. Men nu får I altså lige et tidsbillede på Lillesøster fra en måned siden. I mellemtiden har hun lært både at krybe og kravle, og et midt i et nyt tigerspring. Heldigvis har vi vist kun 2 tilbage af dem efterhånden. Og hun (og jeg) er absolut stadig glade for ammestunderne, nu hvor vi officielt er på langstids-amme-holdet.

 photo DSC_0716_zpsriuc4mbk.jpg

Lillesøster blev 11 måneder gammel fredag. 11 måneder. Det er helt surrealistisk at jeg lige om lidt har en 1-årig og ikke længere en ‘rigtig’ baby. Jeg synes stadig, hun er lillebitte, men objektivt set er det bestemt ikke hele sandheden.

Hun er lang – nøjagtig som sin søster – og hun er i god foderstand. Jeg aner ikke, hvad hun måler og vejer, men vi kan konstatere, at hun er i str. 80 nu. Hun er pt. igang med sit hidtil mest voldsomme tigerspring. Der sker et eller andet, der er helt vildt inden i det lille, bløde hovede.

Når jeg træder et skridt tilbage, kan jeg sagtens se, hvor stor hun er ved at blive. Ikke fysisk, men mentalt. Hun er så bevidst om alt, hvad der foregår.

Hun klapper og vinker og følger med i alt, hvad vi foretager os. Hun skriger af glæde, når der bliver leget kildelege og tumlet og forventningens glæde er til at tage og føle på, når vi finder enten legetøjsposen eller overtøjet frem. Hun elsker at køre ture i Bugaboo’en og kommenterer løbende sine omgivelser med sprut, grin, kysselyde og råb.

Kravleriet? Det arbejder vi stadig på, og det er faktisk ikke mere end et par dage siden hun begyndte at støtte lidt på knæ og med hofter. Lillesøster har aldrig nogensinde bouncet med ben og fødder fra vores knæ eller fra nogen andre overflader. Nope, niks, nej. Underkroppen er blevet brugt til at vrikke, vride og sparke – men ikke at støtte eller støde fra. Hun har fundet ud af at hun kan rulle rundt, hvis der er noget, hun vil nå – og ellers kan man jo altid skubbe sig bagud med armene henover gulvet og dreje rundt om sin egen akse.

Det er så spændende at følge hendes personlige udviklingsrejse, som viser sig at være markant anderledes end Beans. Bean havde travlt med grovmotorikken, mens Lillesøsters fokus så absolut er på den fine motorik. Hun øver sig på at dimse. Fanger ærter og andre småsager med fingrene. Vender og drejer alt legetøj. Putter figurer i puttekassen. Med vilje. Det lykkes endnu ikke hver gang, men det er tydeligt, hvad hun vil. Og i modsætning til sin søster bliver hun ikke edderspændt rasende, hvis hun ikke lykkes i første forsøg. Hun prøver bare igen. Til gengæld er hun indtil nu blevet virkeligt gal og ked af det, hvis vi har forsøgt at få hende op på hænder og knæ. Dét kan vi glemme.

Hun er overordnet set mild og glad og hun er så dygtig til at aktivere sig selv. Allerhelst vil hun lege med os eller med Bean, men når noget fanger hendes interesse bliver hun totalt opslugt og det er ikke uhørt, at hun kan sidde på sin tykke blenumse i 30 minutter med legetøjsposen og systematisk tage et stykke op ad gangen og undersøge det.

Hun ELSKER at tumle. At hænge med hovedet nedad, blive kastet op i luften eller svinget rundt. Hun klukker helt nede fra maven og de smukke øjne blinker og glimter af lykke.

Hun smager på alt. Gerne. Men hun siger bestemt også til – højlydt – hvis hun vil have tomatsauce FØR hun vil have kartoffelmos. Signalstærke børn. Det er vist vores modus operandus her på Østfronten.

Hun ammer stadig en masse – til glæde for os begge.

I al beskedenhed virker Lillesøster lykkelig. Hun er tryg, glad, harmonisk (tigerspring undtaget) og har mod på verden og andre mennesker.

Wonderful Copenhagen // staycation

[ANNONCE]

Hvor godt kender man egentlig sin by?

Jeg bilder mig ind, at jeg efterhånden har et ret godt kendskab til København, men i virkeligheden er der masser af områder, hemmelige hangouts og oplevelser, jeg har til gode. Indre Østerbro kender jeg rigtig godt (for jo, der er forskel på Indre og Ydre Østerbro). Det er mit hood – her har jeg boet i godt 7 år efterhånden. På tre forskellige adresser inden for knap 1,5 kilometer.Jeg elsker den rolige stemning, de mange grønne åndehuller, de mange (mange!) lækre butikker, restauranter og caféer. Er her til tider lige lovlig homogent? Måske. Men så er en mere spraglet mangfoldighed heldigvis kun en kort cykeltur væk.

Da vi kom hjem fra Grækenland lå et anmeldereksemplar af VisseVasses nye bog, KBNHVN – Hello Copenhagen, og ventede på mig i postkassen. Perfekt at bladre igennem og slå ned i ovenpå et udenlandseventyr. Ude godt. Hjemme bedst. Bogen indeholder mange fine detaljer og historier fra byen – også nogle jeg ikke kendte i forvejen. En skøn gave til dig selv eller til en anden hovedstads-fan, du kender. Den kan købes på tilbud HER

vissevasse

Faktisk blev både Jonas og jeg inspirerede af bogen til at lege turister i vores egen by, så i sidste uge satte vi begge piger på cyklerne og kørte på oplevelse. Vi udnyttede den nye Inderhavnsbro (der i øvrigt skuffer rent arkitektonisk, hvis du spørger mig, men hitter funktionsmæssigt) til at besøge Papirøen for første gang. Der var sort af mennesker og luften var tyk af lækre dufte. Det var mere end svært at vælge, men vi endte med at gå efter de korteste køer – to sultne piger gider ikke stå bagved 20 mennesker og vente på at det ikke just hurtige personale får mad på tallerkenerne. Det er bestemt ikke vores sidste besøg derude. Jonas og Lillesøster kørte hjem for at sove middagslur og Lillesøster imponerede endnu engang ved at stor-hygge på den relativt lange cykeltur. Det er ret skønt at cykle gennem sommer-København med en pludrende og klukkende baby bag sin ryg.

Bean og jeg vendte i stedet cykelstyret mod Kongens Have for at se årets forestilling i Marionetteatret. Jeg elsker de mange muligheder for kulturelle, hyggelige oplevelser – ikke mindst når de er ganske gratis og samtidig af høj kvalitet. Marionetteatret har i øvrigt 50-års jubilæum i år, og der er to daglige forestillinger alle dage bortset fra mandag. Bean storgrinede og levede sig ind i forestillingen fra forreste række, mens jeg stod ude på sidelinjen og iagttog både hende og dukkerne på scenen. Hun talte og genfortalte om handlingen resten af dagen. På vej hjem fik vi øje på Rosenborgs smukke kobbertage, og turen hjem blev en detour forbi det kongelige skatkammer og den kongelige sommerresidens. Mit museumsglade barn så med store øjne og ærefrygt på de mange guldskatte i kælderen og lod blikket og fantasien vandre mens vi gik på visuel opdagelse i malerier, skulpturer, spejlsale, kongelige toiletter og snyde-malerier i slottet.

Tosomheden var fantastisk og det er magisk at få indblik i en 4-årigs kringlede hjerne, når hun gengiver verden som den ser ud fra hendes perspektiv. (Og I ved jo, at der er rig mulighed for at høre hendes perspektiv…)

En sommerdag i København med plads til spontanitet er noget af det bedste, jeg ved. Det er måske også derfor, vores huskiggeri er gået i stå? Jeg kan simpelthen ikke forestille mig at bo nogen andre steder end lige netop her!

Forældrefri ferie og noget om bedsteforældre

Bedsteforældre er de bedste. Jeg elskede min farmor. Min farfar lærte jeg desværre aldrig at kende – han døde før min far mødte min mor. Men farmor. Hun var fantastisk. Jeg elskede at komme på besøg, blive passet når jeg var syg og at holde årlige julefrokoster kun for os piger. Hun hørte om kærestesorger, hemmeligheder og de inderste tanker før mine forældre – hvis de overhovedet hørte om dem. Det er 7 år siden, hun gik bort, og jeg savner hende stadig. Næste år ville hun være blevet 100. Vi boede i samme by indtil jeg forlod provinsen til fordel for hovedstad og uddannelse, og det har afgjort haft betydning for det tætte forhold. Det har også altid været dejligt at besøge min mormor og morfar på Bornholm, men besøg der var ferie snarere end hverdag, og på en eller anden måde blev vi aldrig ligeså tætte.

Ingen af vores forældre bor rigtig tæt på. Derfor er det ekstra dejligt at se dem – og ikke mindst at se det forhold, de har til vores piger. Både på Jonas og min side er det ren kærlighed (og forkælelse!) Der er en anden ro og et andet overskud over bedsteforældre – mindre regler og mere rummelighed. En ekstra is eller en håndfuld friskplukkede hindbær. Lykke i barnestørrelse.

Denne weekend er Bean på sommerferie hos Mormor og Morfar – hun har glædet sig hele ugen som det lille barn, hun er. Til at tegne, læse, plukke bær i haven, hjælpe i køkkenet, ae katten Mille og i det hele taget bare være hokus pokus, helt i fokus.

Det er en luksus. For alle parter. Jeg ved, mine forældre glæder sig (selvom de også bliver trætte efter en weekend med en 4-årig speedsnakkende hvirvelvind), Bean er lykkelig for arrangementet og Jonas og jeg ser ærligt talt også frem til en rolig weekend med kun 1 barn. Det er næsten en ferie for os. Vi havde egentlig overvejet at finde en babysitter til Lillesøster og spise ude en aften, eftersom det er noget nær 2 år siden vi sidst gjorde det (!), men tigerspringsbarnet er ikke just babysitter-venlig om aftenen i disse dage, så i stedet planlægger vi take away og lækkerier fra Torvehallerne efter puttetid. Måske en trilletur med barnevognen og tid til at tale sammen uden at skulle tage stilling til hvilken sten, der er flottest og om den dér sky ikke faktisk ligner en sommerfugl og hvornår sommerfugle får babyer og hvorfor de har sådan noget glimmer på vingerne.

Bedsteforældre er fantastiske, og jeg håber, vi får mere tid til at ses i løbet af det kommende år, hvor alle 4 er på vej mod pensionen. I virkeligheden gad jeg rigtig godt at have dem tættere på geografisk, men det er vist ikke i mine eller Jonas’ forældres planer lige foreløbig.

Efter Bean blev født skulle vi alle bruge lidt tid på at finde på plads i nye roller. Jeg gik fra at være barnet til at blive moderen og til at finde ro i min nye rolle. Ro nok til at lade andre hjælpe, frem for at insistere på at kunne og skulle gøre alt selv. Det har vi lært med tiden og derfor synes jeg også kun det er skønt, at min mor har sølvpudsegrej med, når hun kommer på besøg. For helt ærligt? Hvornår får jeg lige selv pudset skåle, bestik og fade?

Jeg håber, I også har en skøn weekend i sommerlandet

 photo DSC_0722_zpsc8tvdhtz.jpg
 photo DSC_0729_zpskbk9zyeo.jpg

Fødselsdagsglimt

Det er næsten en uge siden, Lillesøster blev 1 år gammel. Måske har jeg ventet så længe med at kigge kameraet igennem fordi jeg stadig er lidt i en tilstand af fornægtelse. Tænk, at jeg har en 1-årig. (Og en 4-årig, naturligvis, men hendes alder har jeg trods alt haft snart 4 måneder til at vænne mig til) En 1-årig, der i helt vanvittigt tempo udvikler sig. Motorisk, mentalt, socialt. Det bliver mere og mere tydeligt at hun forstår hvad vi siger og reagerer på det. Hun kopierer, aber efter og gør fagter og ting, som hun ved, får os til at smile og le.

Hermed lidt glimt fra en hyggelig fødselsdag med vilde blomster, hjemmelavet lemonade (jeg kan i øvrigt IKKE anbefale at presse citroner til ca en liter saft med de bare hænder. Av.), peach melba kage (find opskriften her), frugtkopper, nybagte boller, græske delights – og et sjældent billede af os alle 4.

 photo DSC_0662_zpst1ko6iwf.jpg
 photo DSC_0612_zpscjngphvn.jpg^^ Dagens glade fødselar. Som naturligvis fik sin egen miniaturekage, men ikke var frygteligt imponeret over den. Lillesøster er mere til det salte end det søde køkken. Også det har hun åbenbart arvet fra sin far.
 photo DSC_0644_zpsqgb7z0nv.jpg
 photo DSC_0646_zpsm7oh0gle.jpg
 photo DSC_0650_zpsiilv0s7n.jpg
 photo DSC_0698_zpsstwvhb8f.jpg
 photo DSC_0668_zpsllggglqp.jpg
 photo DSC_0692_zpsic2qbbok.jpg
^^Et uhyre sjældent familieportræt og et (mislykket) forsøg på at få alle til at kigge samme sted hen! Og nej. Vi nåede ikke lige at rydde op i reolen inden vi fik gæster. Beans smukke, smukke kjole er i øvrigt købt hos Marmar og er sat ned med 50% lige nu. Hun har en str. 5.

Sommerlig peach melba lagkage

Lillesøsters fødselsdagslagkage blev ret vellykket, hvis jeg selv skal sige det, og eftersom det allersidste stykke blev spist i går, må jeg nøjes med billeder. Og en opskrift til jer, hvis der skulle sidde nogen derude med en trang til en sød sommerkage med et twist. Jeg blev inspireret af Bülows sommeredition af lakridskuglerne, som står i voksenslikskabet herhjemme sammen med de gode vingummier fra Wally og Whiz og dyre dråber på flasker. Nåmen, lakridserne har en mild og rar ferskensmag – og hvad passer bedre sammen med fersken end klassikeren hindbær?

 photo DSC_0645_zpsgyfuc4mm.jpg

Sommerlig peach melba lagkage

Lagkagebunde
Jeg plejer at bage Camilla Plums gode bunde, men hvis man ikke orker, så fungerer købte bunde også ganske fint. Det gjorde vi forleden.

Hvid chokolademousse
150 g hvid chokolade
3 bægre pasteuriserede æg
200 g rørsukker
2,5 dl fløde
En håndfuld Bülow ‘Summer’ lakridser (det er her, ferskensmagen bor)

Smelt chokoladen over vandbad. Pisk fløden let. Pisk æg og sukker meget og længe, så det er skummende og luftigt. Pisk chokoladen sammen med sukker og æg og vend fløden i.
Hak lakridserne relativt fint inden de vendes i moussen. De giver lidt bid og knas i kagen. Sæt på køl – kan fint laves dagen eller aftenen i forvejen.

Hindbærkompot
200 g hindbær
En spsk rørsukker

Kog hindbær med sukker og en lille smule vand til sukkeret et opløst.

Frosting
200 g tempereret smør
300 g flormelis
1/2 tsk vaniljekorn
Blendet hindbærkompot efter behov

Pisk smør og flormelis til en sammenhængende masse. Der skal piskes længe. Pisk blendet kompot lidt ad gangen til du opnår den rette konsistens.

Kagen samles
Væd bundene med enten en likør, kaffe, hyldeblomstsaft eller andet, du har lyst til.
Mellem alle lag lægges først chokolademousse og dernæst hindbærkompot. Pres bundene let sammen og sæt på køl.
Smør kagen op med frosting sådan som du har lyst og evner til og pynt med friske hindbær og lidt flere lakridskugler. Opbevares køligt indtil servering.

 photo DSC_0639_zpsdtabhqkk.jpg
 photo DSC_0643_zpsvkfh10di.jpg
 photo DSC_0674_zpsrbmj4zyv.jpg

Kindness of strangers // postkort fra Lesbos

Nogle gange er de mest særlige oplevelser dem, man ikke kan planlægge. De sker bare. Når man mindst venter det.

Over Molivos troner byens Kastro som et vartegn og landemærke. En gammel borg, som vi kun nåede at opleve fra ydersiden. Hvem siger, at der behøver være sammenhold mellem de åbningstider, der er angivet online og officielt og så de reelle åbningstider? Turen op til Kastro var smeltende varm op igennem stejle, smalle gader. Vi valgte tilsyneladende bagvejen gennem en labyrint af et beboelseskvarter. Vi for vild på vejen derop, for gadeskilte var ikke eksisterende, men som ofte er det de uventede oplevelser og bagvejene, der giver adgang til det særlige. Det, vi vil huske fra udflugten endte slet ikke med at blive den i øvrigt imponerende borg eller det bjergtagende view over ø, bjerge og hav. Det blev en fremmeds venlighed.

En ældre dame med curlers i håret og udtrådte klipklappere spottede vores lille, vildfarne familie, tog resolut Bean i hånden og ledte os på rette vej. Pludselig skreg Bean af smerte og det viste sig, at svedige hæle og lædersandaler i stejlt terræn havde givet hende et stort gnavesår. Den skønne dame hev min store pige op på hoften og førte os videre – men ikke før vi havde nået at hilse på en flok af hendes veninder, der sad på trappestenene i skyggen og sladrede om løst og fast. Der blev dikket bløde babykinder, sammenlignet hårpragter og leet af vores forvildelse. Hun placerede Bean på en trappesten, tog forsigtigt sandalen af og fandt et plaster frem, som hun satte på hælen af en ked Bean, mens hun nynnede en trøste-vise på græsk og aede hende over håret. Jeg havde Lillesøster i bæreselen og Jonas slæbte Bugaboo’en op af uendeligt mange stentoppede trappetrin. Vores redningskvinde bar Bean videre, mens hun græd og nussede og trøstede indtil vi var nået til de sidste trin op til borgen. Her takkede og krammede vi – glade over mødet med venlige fremmede og bekræftet i, at mennesker hjælper hinanden. Og jeg glemte helt at få et billede af vores redningskvinde, så jeg må stole på at hukommelsen holder hendes grønne curlers i det sorte hår, den grønne jerseykjole med print af hvide og røde blomster og de grå og lilla klipklapper i live.

Efter en kort amme- og gåpause med en fantastisk udsigt spiste vi på tavernaen på borgens modsatte side, hvor Bean på bare fødder faldt i ’snak’ med en jævnaldrende græsk pige med de smukkeste, brune krøller, viste sine skader frem til ‘nåhr’ og ‘ah-ah’ fra tavernaens gæster og ellers spiste løs af de krydrede kødboller. Lillesøster sad på stengulvet og klaskede hænder og legetøj ned med smut i øjnene imellem at vi fodrede hende med bidder fra bordet. Jonas og jeg fik en tiltrængt, iskold Mythos-øl, fordøjede oplevelsen – og tog en taxa tilbage til hotellet!

Resten af dagene huskede vi sokker i sandalerne.

 photo DSC_0762_zpszwcryrc7.jpg
 photo DSC_0778_zpsiiwsu4x6.jpg
 photo DSC_0796_zpsw3ukumhk.jpg

Smag på verden // postkort fra Lesbos

Når vi rejser undgår vi all-inclusive. Det har jeg fortalt om før. For mig er rejseoplevelsen også gastronomisk. Jeg vil ikke spises af med buffeter, der er tilpasset et ‘internationalt’ køkken og formodningen om sarte turistsmagsløg. Jeg vil smage på landet og regionen. På lokale råvarer og retter, der er kendetegnende for det sted, jeg besøger.

Jonas er enig, og jeg elsker at han udfordrer sig selv kulinarisk og har føjet nye madgrupper til sin menu i den tid, vi har kendt hinanden. Pigerne er madmodige. De kaster sig glade og gerne over alt, vi sætter foran dem. Måske kan de lide det. Så spiser de løs. Måske er de mindre vilde med dagens ret. Så spiser de noget andet, der er på bordet. I perioder kan de lide det hele. I perioder er der færre ting, der bliver godkendt. Jeg er grundlæggende imod ‘børnemenuer’ med generiske retter uden smag. Jeg vil meget hellere have at hele menukortet kan laves i mindre børneportioner. Det kan det heldigvis ofte, når man spørger, er min erfaring. Som regel spiser pigerne bare med, når vi er ude. Bean kan slet ikke spise en hel tallerkenfuld restaurantmad, og så er det meget lettere (og billigere) at bede om en ekstra tallerken og dele vores mad med hende.

Under en gåtur på havnen i smukke, fredede Molivos spottede Bean og jeg rækker af friskfangede blækspruttearme, der hang til tørre. ‘Kan man spise blæksprutte?’, spurgte Bean med store, nysgerrige øjne. Ja, var svaret. ‘Dét vil jeg godt smage!’, lød det begejstret.

Vi ventede med at kaste os over sprutterne til den dag, vi besøgte en lækker havnetaverna, der er kendt for sine mezedes og fiskeretter. Blæksprutterne var delikate og i mindre stykker i en krydret rødvinseddike med friske krydderurter. Bean spiste næsten egenhændigt hele tallerkenen med velbehag. Det lykkedes mig at hapse et par bidder til mig selv og Lillesøster fik også et stykke krøllet blækspruttearm at undersøge, mase mellem buttede fingre og gumle på. Jonas var også madmodig og smagte et stykke, hvorefter han kastede sig over de krydrede kødboller i stedet 😉
 photo DSC_0618_zpsrxulgp2q.jpg
 photo DSC_0900_zps753jdna1.jpg
 photo DSC_0904_zps00awisfs.jpg
 photo DSC_0887_zpsu2fe7wdz.jpg
 photo DSC_0885_zpsqpvjl2fv.jpg
 photo DSC_0883_zps94kfvk0i.jpg
 photo DSC_0907_zpsj03dezor.jpg
 photo DSC_0737_zpsq4ahibfn.jpg
 photo DSC_0641_zpsq60zhpyu.jpg

Havde vi valgt en tilgang til blæksprutterne ala ‘uh, det er lidt anderledes. Nu må vi se om du måske kan lide det, men det er også heeeelt ok, hvis du synes det smager alt for mærkeligt’, så er det ikke sikkert at Beans respons havde været så positiv.  I stedet vælger vi konsekvent indgangsvinklen ‘det ser rigtig dejligt og spændende ud. Det glæder vi os til at smage’. Bean siger selv efterhånden at hvis hun ikke kan lide noget lige nu, så kan hun måske næste gang. Ingen bliver tvunget til at spise noget, de ikke kan lide hjemme hos os. Men man smager og dufter til alting.

Når man er i Grækenland er der i øvrigt heller ingen vej uden om en god skål græsk salat. Jeg spiste det nærmest dagligt og det smager bare bedre med solmodne, søde tomater og en ordentlig blok frisk fetaost. Nåja, og så overhældt med den fantastiske olivenolie i absolut verdensklasse, Lesbos er kendt for og som produceres af øens 11 millioner oliventræer.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Denne dag, sidste år…

… havde Jonas brækket 3 tæer hver 2 steder. 6 knoglebrud i alt.

… ventede vi frokostgæster, mens vi ‘housesittede’ for mine forældre

… udgav jeg et indlæg om næsten ikke at kunne være i sin egen krop

… gik vandet lige da jeg troede, jeg skulle sove middagslur

… strikkede jeg eftermiddagen væk, mens veerne stille gik igang

 

For et år siden. Et år. I morgen bliver Lillesøster et år gammel. Et helt år er gået allerede, siden hun bestemte sig for at have fødselsdag et par uger før nogen havde regnet med. Det er verdens største kliché, men jeg begriber ikke, hvor tiden er blevet af.

Jeg synes kun lige, jeg har fået det spæde, lille menneske i armene for første gang. På den anden side kan jeg ikke huske, hvordan det føles ikke at elske hende. Ikke at kende hende. Det er som om, hun har boet i mit hjerte altid.

lillesøster

Hun er virkelig det mest vidunderlige lille menneske. Hendes baseline er mildhed og glæde. Hun er signalstærk og viljestærk, bevares, men har let til smil og latter. Hun er den mest tålmodige baby, jeg kender. Hun kan sidde i over tredive minutter og øve sig i at putte klodser i en kasse og tage dem op igen. Eller på at få låget op på pakken med vådservietter og dernæst få servietterne ud. Hun kan få yoghurt op på sin ske og skeen ind i munden. Hun elsker at læse bøger og elsker at få sunget sange. Hun klapper, vinker og hviner af fryd, når noget er dejligt. Meget er dejligt i Lillesøsters verden. Allerdejligst er hendes familie. Hun elsker sin søster til månen og tilbage. Det er gengæld. I højeste potens. Mine to pigers hjertelige latter og kærtegn visker alle dårlige nætter, alle tandfrembrud og alle 4-årige tantrums bort. Hun slår smut med sine mørke øjne og forstår når noget er sjovt. Hun pludrer og snakker og nynner med de herligste lyde. Hun lærte at krybe for 3 uger siden og at kravle for knap 2 uger siden. Nu er hun i hele lejligheden.

Hun er så rolig og glad. Tryg. Så helt og aldeles sikker på, at hun er elsket. Det er hun også. Uendeligt meget. Dette år med hende har været vidunderligt. Hvor mange gange har jeg ikke ønsket mig at kunne trykke på pauseknappen. Fastholde nuet og fastholde hende i et særligt hjertesmeltende øjeblik. Det er moderskabets dobbelthed. Det umulige ønske om at stoppe tiden og samtidig stoltheden over enhver udviklingsmæssig milepæl.

Med hende er vi alle vokset. Vokset ind i en ny familiekonstellation. Vokset tættere sammen. Vokset hver for sig. Blevet tydeligere i vores egne behov. Gjort plads til de andres. Bean har lært en ny slags kærlighed at kende. En beskyttende, stolt storesøster blev født samtidig med Lillesøster. Hun gør plads til sin søster i sit liv, i sin leg og med sin krop. Hun lader sin søster kravle indover sig, hive i håret 1000 gange og savle og bide i hænder og ben. Hun sniger sig ind om natten for at sove ved siden af Lillesøster. Samhørigheden og glæden ved samme gør Jonas og jeg uendeligt lykkelige.

Jeg vil ikke sige, at med Lillesøsters ankomst blev vi en ‘rigtig familie’, som nogen oplever, når de får det andet barn. Det var vi allerede. Måske venter vi stadig på et familiemedlem, før vi er fuldtallige. Det vil fremtiden vise. Ikke desto mindre var der noget, der forandrede sig. Samtidig med Lillesøster kom et nyt ansvar, der har ført os alle tættere sammen. Hun har været en slags kerne, som alles kærlighed kunne mødes i. Et spejl for vores følelser og et samlingspunkt. Med hende fandt jeg en ny og anderledes grundfølt ro i moderrollen. En fornemmelse af at have styr på det hele.

I morgen bliver hun 1 år gammel. Det er på samme tid både stort og småt. Jeg vakler mellem glæde over det fantastiske lille menneske, hun er igang med at blive og vemod, fordi den første fødselsdag markerer at babytiden nærmer sig sin endegyldige afslutning. Kærligheden, derimod? Den vakler ikke. Den vakler aldrig nogensinde.

 

Snailmail // postkort fra Lesbos

Er der noget bedre end at få et håndskrevet brev med posten? Nej, vel? Det er så usædvanligt efterhånden, at det er noget helt særligt. Jeg elsker det, og det er grunden til, at jeg stadig sender julekort (som dog er maskinskrevne med en personlig, kortere hilsen på), skriver postkort fra ferier og får printet vores billeder i fotobøger løbende. Selvom billedarkivet findes elektronisk. På bloggen, i iPhoto og på Instagram.

Mens Jonas og Lillesøster sov middagslur i vores lejlighed, gik Bean og jeg op i hotelbaren og skrev postkort. Vi hjalp hinanden med at huske, hvad vi havde lavet og hvad vi havde til gode at opleve, og mens Bean fortalte skrev jeg ned. Hun underskrev med sit eget navn og tegnede sommerfugle og hjerter på kortene. Når jeg selv skriver – både digitalt og især i hånden – understøtter det min hukommelse og begivenheder sætter sig bedre fast, fordi der knyttes en fysisk handling til erindringen. Det gør sig også gældende for børn, at genfortællinger af historier og begivenheder støtter deres hukommelse og udviklingen af evnen til at forstå sammenhænge og en øget bevidsthed om narrationens regler: at der er en start, en midte og en slutning i en fortælling. Derudover synes Bean lige nu, at det er meget spændende at øve bogstaver og tal, og så kan man ligeså godt gribe interessen.

Skriver I postkort og breve af og til?

 photo DSC_0672_zps3gdhpxbt.jpg
 photo DSC_0673_zpsrrkqtlrc.jpg
 photo DSC_0680_zpsmb3uiyzz.jpg
 photo DSC_0696_zps9i6pym5f.jpg
^^Min lille turist i tee fra H&M (fra sidste sommer), hjemmesyet nederdel i Libertyprint og guldsandaler med smal læst fra Arauto Rap, der er perfekte til lange, smalle børnefødder

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram