At fejle.

Man lærer, så længe man lever. Siges det.

Jeg tror, det er sandt. I al fald lærer jeg løbende og konstant af mine erfaringer. Som for eksempel i går, hvor Lillesøster h.e.l.e. eftermiddagen var den mest pyldrede, mor-syge baby og Bean havde et gigantisk, hysterisk melt-down ved middagsbordet. Der i øvrigt endte med at jeg bar en skrigende Bean ind på sit værelse, gav hende en bamse og et kram og bad hende falde til ro, hvis hun ville spise sammen med Lillesøster og jeg.

Presset? Jo tak. Det er i sådanne situationer, ens græsenkestatus bliver noget mindre underholdende end den er i forvejen. Til gengæld har jeg efterhånden lært at trække vejret en ekstra gang, således at i det mindste en i husstanden lod stemmelejet og temperamentet blive i et normalt leje.

Det er noget, jeg har lært. Det har ikke altid været sådan, og når jeg husker tilbage, så er noget af det, jeg skammer mig allermest over, den håndfuld aftener, hvor putningen af en stædig og søvnfornægtende, grædende og overtræt Bean gik op i råb og smækken med døre. Hvor jeg – der burde være den voksne, rationelle og rummelige og trygge person – råbte en halvandenårig ind i hovedet og smækkede døren til hendes værelse bag mig.

Det gør stadig ondt. Rigtig ondt, faktisk. Hvis jeg kunne rejse tilbage og gøre det om, så havde jeg forlængst taget turen og erstattet den pressede, frustrerede mor med en, der valgte en anden løsning. En, der havde en tand ekstra overskud til at rumme sit barn. Til at opgive tremmesengen og forkrampede stillinger med rygge og arme og hænder i anstrengende positioner og i stedet kramme barnet ind til sig, til hun sov trygt.

Lillesøster nyder godt af mine dyrekøbte erfaringer fra Bean. Hun er ganske vist et andet barn og hun falder som regel i søvn på mellem 10-20 minutter. Det er en fantastisk luksus. Det er jeg mere end klar over. Men hun falder i søvn med mig liggende ved sin side, og det sidste hun gør er at kramme og kysse mig. Tænk, hvis også Bean i hele sit liv havde haft den luksus.

Jeg kan ikke gøre det om. Jeg kan kun øve mig i at blive en stadigt bedre mor. En roligere, mere rummelig mor. En anerkendende mor, der kan sætte kærlige, men faste rammer og grænser. I går aftes, efter en eftermiddag med gråd og raseri, kunne jeg ikke helt lade være med at fælde et par tårer, mens jeg puttede de to, jeg elsker allerhøjest. Over Lillesøsters privilegium og Beans lærepenge. Over min store, tapre pige, der faldt i søvn med et smil på læberne og min store hånd over hendes lille.

DSC_0736

Mine allerbedste. Zoologisk museum og egentlig helt uden for kontekst.

Minimal Monday // En begyndelse

Nogle gange bliver man så inspireret af andre, at man ender med at inspirere sig selv. Lyder det bagvendt? Så læs med her og få baggrundshistorien.

I al fald er jeg blevet inspireret til en mere minimalistisk livsstil. Ikke bare mig, forstås. Mig i betydningen ‘os’, for det omfatter hele min lille stamme. Vi har 95 m2 at leve på. 4 mennesker. To voksne og to små børn. Det burde jo være rigeligt. Også selvom fordelingsgange i flertal og mindre-end-optimal pladsudnyttelse og rumfordeling sådan rent arkitektonisk æder en del kvadratmeter.

Det er ikke et ønske om at fjerne alting og have sten og pinde som eneste underholdning for pigerne. Slet ikke. Det er derimod målet at fjerne støjen. Det overflødige. Det, der altid roder og som fylder – visuelt, mentalt og praktisk. Jeg håber, at jeg ved at fjerne det, kan nå ind til kernen. Til de ting og de funktioner, som jeg faktisk holder af. At jo mindre, der er, des mere vil det egentlige og det, der er vigtigt for mig og for os, fylde. Jeg kommer stadig til at købe nyt. Det er ikke en askese. Men jeg vil øve mig i at overveje mine køb nøjere. Forholde mig til, om de reelt er langtidsholdbare.

Det bliver en proces. Nok også en relativt lang en af slagsen. Jeg har tænkt mig at starte med skuffer og skabe og æsker og kasser med ting. Dimser, dutter og papirer. Med tøj. Faktisk har jeg allerede været igang i pigernes og mine egne skabe. For at rydde ud i tøj, de er vokset ud af og tøj, der er vokset fra sæsonen. Og for mit vedkommende tøj og sko, jeg ikke længere får brugt. Jeg har også købt nyt. Længere strømpebukser og kjoler til pigerne. Efterårstoner og klassiske styles i bløde kvaliteter og rar bomuld.

Det er særligt mit eget og Beans klædeskab, der har stået for skud. Det giver ingen mening at fylder hylder og bøjler med tøj, som enten jeg eller hun ikke længere går eller vil gå i. Derfor er der nu en masse til salg på @ostfrontens_butik, som jeg håber, kan finde nyt liv hos andre. Om ikke så længe vil jeg gå igang med legetøjet. Det kommer også til salg. Og det har jeg tænkt mig at skrive mere om – for hvor meget eller lidt legetøj er rimeligt og nødvendigt? De overvejelser er stadig igang.

DSC_0754

De små glæder er egentlig ofte de største. At plukke rabarber med Morfar er en af dem. 

[ANNONCE] Good Standing og glemsomme mænd

[ SPONSORERET INDLÆG ]

Spørger man Jonas, vil han ikke på stående fod kunne svare på, hvornår hverken jeg eller pigerne har fødselsdag. Eller hvor gammel han selv er. Det er simpelthen ikke informationer, der er lagret i hans hukommelse eller kategoriseret som vigtige. Hverken i korttidshukommelsen eller langtidshukommelsen.

Til gengæld husker han mange andre ting. Er jeg sikker på.

Anton Berg har lavet en undersøgelse, der viser, at han ikke er den eneste. Mænds hukommelse er dårligere end kvinders. Blandt andet har et studie med mere end 37.000 deltagere vist, at mænd har væsentligt sværere ved at huske både datoer, navne og planer*.

Det giver egentlig meget god mening – og bær lige over med mig, for nu bliver jeg lidt nørdet. Emnet binder nemlig på en lidt skæv måde an til mit speciale om neuroæstetik og evolutionsæstetik. På den afrikanske savanne og i klippehulerne i Sydeuropa har vores tidlige forfædre og formødre haft relativt skarpt (køns)opdelte funktioner. Mens det har været væsentligt for mænd at holde fokus i forbindelse med jagt og kamp, så har kvinder skulle holde styr på væsentligt flere ting. Samtidig. Børn, bål og hvornår hvilke urter, planter og frugter er modne og kan indsamles. Så. Min – i denne sammenhæng ganske frit fra leveren fremsatte – tese er, at mænd simpelthen ikke er neuralt hardwired til at kunne multitaske eller til at huske detaljer. Kvinder har derimod haft en evolutionær fordel ved at lære sig at huske på detaljerne – ikke mindst når er skulle samles forråd – og at kunne holde styr på flere ting samtidig.

Nåmen, for at vende tilbage til pointen. Anton Bergs undersøgelse viser, at mænd ofte simpelthen glemmer at vise, at de sætter pris på deres partner. Selvom de gør. Og selvom de gerne vil. Derfor kan man vinde et års ‘Good Standing’ og få leveret et kit til døren flere gange om året med forkælelse.

Nysgerrig? Så kig lige med på videoen her – den er faktisk ret sjov, og jeg tør vædde med, at I er flere derude, der kan genkende i al fald nogle af situationerne! Manden, der skal bestille en rejse, er 100% sket herhjemme. Mere end en gang.

*Det er dette studie, hvis du har lyst til at læse nærmere: BMC Psycology: Gender differences in subjective memory impairment in a general population: the HUNT study, Norway; http://bmcpsychology.biomedcentral.com/articles/10.1186/2050-7283-1-19

Kærtegn i natten

Forleden nat blev jeg vækket af kys og kærtegn. Af den ret insisterende slags. Ikke fra Jonas (HA! Som om. Når manden sover, så er han out cold og hører hverken stormvejr eller grædende børn) Det var Lillesøster, der var vågnet og hun var af den absolut urokkelige overbevisning, at klokken-ungefär-midt-om-natten, var det perfekte tidspunkt at uddele kærlige krammere og våde kys.

Bortset fra timingen, var det helt fantastisk hyggeligt. Hun blev ikke sur eller gal, hun ville ikke kravle ned og ud af sengen. Hun ville bare kysse, kramme og ae. Og det gjorde hun så den næste lille times tid, inden hun igen lagde sig til at sove, øjensynligt tilfreds med sig selv og fyldt op af nærhed.

Det første, hun gør hver morgen og det sidste, hun gør hver aften inden øjnene glider i, er at kramme og kysse mig. Det er noget nær det skønneste, jeg ved og jeg er helt og aldeles forelsket i hendes uforbeholdne hengivenhed for dem, hun elsker højest. Hendes søster, far og mig. De er vidt forskellige, vores to piger, men de er begge signalstærke og helt tydelige omkring deres følelser. Og der kan ikke herske nogen tvivl om, at de elsker hinanden, de to.

Hver eneste dag er fyldt med latter, omsorg, kram og kys. Med leg og med at skabe et helt særligt bånd imellem sig.

Når man får lov at få ekstra mange kys og kram midt om natten, så gør det ikke noget, at dagen derpå krævede en ekstra kop kaffe. Eller to.

Skærmbillede 2016-09-21 kl. 1.45.25 PM

“A sister is a little bit of childhood that can never be lost”

Minimal Monday

I forlængelse af gårsdagens indlæg (tak, i øvrigt, for alle kommentarer og input) kom jeg til at tænke mere over den måde, vi indretter os på. Lever på. Hvordan jeg hader rod og ting, der ikke har en plads – men aldrig rigtig kommer til bunds i problemet, fordi vi nok i virkeligheden har for mange ting.

Eksempelvis alle de mange, mange cd’er der aldrig bliver lyttet til, fordi de ligger hulter til bulter i nogle mapper og fordi anlægget står alt for højt oppe – så højt at jeg kun kan nå det, hvis jeg stiller mig på tæer på sofaens armlæn. Alle vores bøger. Som faktisk er ryddet ud i flere omgange, og akademikeren i mig elsker en fyldt bogreol. Men giver det mening, hvis vi skal tænke i pladsoptimering? Dimser, krea-grej. Tøj. Åh, det tillokkende perspektiv i at have et minimalistisk klædeskab – gode basisting, der overlever sæsonernes skifte og håbet om at undgå tøjkriser. Og børnetingene. Alt børnenes legetøj. Men kan man leve minimalistisk med (små) børn? Sådan rigtigt. Kan man eksempelvis tillade sig at rydde ud i mængderne af legetøj? Fjerne hovedparten og kun lade favoritterne være?

Jeg er ret inspireret af Amanda, der instagrammer på My Tiny Tribe – og hendes ‘minimal mondays’. I dag handlede det netop om børn.

Minimalism and kids…
I’ve said it before but I’ll say it again…and again..and again. 😉 Kids need so little.
So little to learn. So little to be content. So little to thrive.
And yet we fill drawers and baskets and bins. Dressers and closets. We buy stuff to organize their stuff and then get more stuff. I was scared when I first starting purging their toys. What would they do all day? How would they play? How would they learn to use their imagination? And yet, with every donation, with every garage sale, a weight was lifted from all of us. Not just me. Not only do they play and imagine more, but they bicker less and clean less! They also value the toys they have more and I love watching that sense of ownership and care grow and develop. Not sure where to start? I say, anywhere! Start with what’s broken or unused. Nervous to take the next step and start removing the things they occasionally use? Pack it up in a bin for a month. Just hide it away for a while and see what happens. Watch your stress levels come down. And theirs too!
Get outside. Share an experience. You’ll get to take the memory of the beauty with you and none of the burden that possessions bring.

Jeg har tænkt mig at gå igang. I det små. Rydde ud. Pakke væk. Sælge ud. Alt det, vi ikke behøver og som vi ikke bruger. Ting der fylder. Så må jeg se, hvor langt jeg når – og hvor meget det ender med at gribe om sig!

Så bliver der mere plads til os. Er planen.

DSC_0055

3 børn på 95 m2?

Kan man have (relativt) mange børn på (relativt) få kvadratmeter? Kan man overhovedet bo i byen med børn? Uden adgang til have og stationcar?

Sidste weekend havde vi tre børn. Underboens babysitter var blevet syg, så hendes datter endte med at blive puttet og sove den første del af natten hos os. Det gav lidt logistiske udfordringer, og Lillesøster endte med at blive puttet på en lille madras ved siden af dobbeltsengen, mens småpigerne sov på børneværelset. Det gik i øvrigt fint og var faktisk rigtig hyggeligt.

Det gav også lidt stof til eftertanke. For kan man (læs: vi) indrette os ud af at være 3 børn i en 3-værelses lejlighed? Det tredje barn er ganske vist hypotetisk, men ikke desto mindre er det noget, vi overvejer på sigt.

Selvfølgelig kan man godt bo fem mennesker på 95 m2. I al fald så længe 3/5 ikke er alt for store. Vi kan pladsoptimere, vi kan rykke rundt på funktioner og vi kan rydde ud i vores ejendele – minimal living, og alt det dér. For vi har jo ikke ligefrem travlt med at komme ud af byen. Vores by. Vores Østerbro, som vi elsker at bo på. I går var vi på date night i provinsen, mens mine forældre passede de sovende børn. Og selvom vi fandt et sted, som var rigtig hyggeligt, så savnede vi det udvalg og de muligheder, vi har herhjemme.

Selvfølgelig kan man bo med børn i byen. Der er fordele og ulemper ved alting. For os, lige nu, opvejer fordelene langt ulemperne. Ville det være skønt med et ekstra værelse eller to? Helt klart. En have, man kunne losse afkommet ud i, når lydniveau og aktivitetsniveau blev lige lovlig voldsomt? Skønt. Lige indtil jeg skulle luge ukrudt eller klippe hæk.

Længe leve gode parker og grønne, rekreative områder og legepladser i nærheden. Legekammerater, naboer, familie og venner. God (virkelig god!) take away og muligheder for at bruge byen på utallige måder.

IMG_1358

Hvordan lever I? Og hvordan har I regnet plusser og minusser? Hvad var den vigtigste grund til at I flyttede – eller blev boende?

At springe ulvetimen over

I går eftermiddags, midt i et kaos af en tigerbaby, bøvlet 4-årig og en mand, der hang i telefonen non-stop for at få styr på en vandskade og en mere end almindeligt bøvlet beboer, politi, låsesmed og VVS’ere, besluttede jeg at droppe ulvetimen og gøre noget helt anderledes.

Så jeg pakkede en kurv med saftevand, vådservietter, lidt snacks og et tæppe og tog baby og barn under armen og aftalte med Jonas at mødes i den lokale park. Vi trillede Bugaboo’en ned til den lokale pizzabiks, købte et par pizzaer og fortsatte videre i parken.

Pigerne havde en fest i sensommersolen, og det var mere afslappende end en middag sædvanligvis er for Jonas og jeg. Lillesøster kørte med håndholdt pizza, Bean gik mellem mad og gynger og Jonas og jeg skiftedes til at følge efter Lillesøster, når hun kravlede på jagt efter fremmedes sko, hunde og en særligt sød pige, der havde en slikkepind, som hun gerne delte med Lillesøster.

IMG_1354

IMG_1370

IMG_1368

Beans kjole er ny i klædeskabet og en instant favorit for os begge. Selvom den hverken er lyserød eller med glimmer. Kjolen er fundet hos Mango og i det blødeste 100% bomuld. 249 kr HER (Min nederdel er en klædeskabsfavorit fra Zara, der er 2-3 år gammel)

Det var en påmindelse om at det ikke behøver være så besværligt at gøre noget andet end man plejer. Vi – og måske især også mange andre småbørnsfamilier – kan have en tendens til at falde ind i nogle rutiner. På godt og ondt. For rutiner kan lette mange ting i hverdagen, når alle ved, hvad der forventes og hvad der skal ske. Men rutiner har også godt af at blive udfordret eller rusket op i. Det, der fungerer lige nu, kan måske godt optimeres – eller laves helt om – og det opdager man ofte først, når man træder uden for rammerne for en stund.

Det ambivalente moderskab

Skal man elske at være mor? Skal man elske rollen? Er den naturlig for alle – eller er det derimod naturstridigt ikke at elske forvandlingen fra selvstændigt individ til moderdyr underlagt et klynkende, ordløst væsens luner?

DSC_0460

Debatten rasede i sommer, hvor en mor vovede at stå frem og fortælle, at hun fortrød. At hun ikke ville havde fået sit barn, hvis hun havde vidst, hvordan det var. Hvis hun havde vidst – eller måske erkendt – hvor livsomvæltende og permanent en forandring det er at være en mor. Det er ikke bare en tilføjelse af et barn som accessory i ens liv. Et pænt, velopdragent barn, som man kan vise frem på belejlige tidspunkter, men som ikke er en hindring til at dyrke selvet.

Det findes ikke. Små børn kræver mandsopdækning. De kræver dig hver time af hver dag. De fylder. Fysisk, naturligvis, både med deres eget væsen og alt det udstyr, der følger med. Mentalt. Det er måske mere det. Og det er nok også det, man ikke kan forberede sig på. Forandringen der sker indeni.

Jeg blev ked af det på den mors vegne. Tænk at have valgt forkert. At ville vælge om, så hun aldrig havde fået sit barn. Også selvom hun elsker det. Og jeg blev ked af det på barnets vegne – for det er en hård viden at få med. Jeg blev faktisk også forarget. Over hende. Over at hun fortrød moderskabet. Også selvom jeg egentlig ingen ret har til at forarges over andres valg. For mig er moderskabet det ultimative. Det er en identitet, der er smeltet sammen med mit andet selv. Stine og Mor er blevet en person. Moren i mig har erfaringer, viden, tålmodighed og en grundsikkerhed på sig selv, som er smittet af på Stine og har gjort hende til en mere hel, mere groundet figur.

Sådan er det for mig. Sådan er det ikke for alle. Tydeligvis. Og i stedet for at forarges, for at pege fingre, fordømme eller shame, så klæder det kvindekønnet – og menneskeheden generelt – at udvise forståelse. At udnytte vores arts evne til empati og anerkende forskelligheden. At vores valg ikke er for alle. Og omvendt. At andres valg ikke nødvendigvis er rigtige for os. Og at vi grundlæggende ikke har ret til at sætte os til dom over dem.

Der må være tilladt at fortælle, at man ikke finder den ultimative lykke i moderskabet. Men det er også tilladt at råbe det ud fra hustagene, når man vitterlig elsker moderrollen. Det er tilladt at synes det kan være hårdt til tider og at drømme om sin nattesøvn og ego-tid, selvom man elsker sine børn og elsker at være deres mor.

Hvis du har mod på at læse en bog, der på isnende vis fortæller om et følelsesmæssigt bånd, der løber skævt, så læs bogen ‘Mor – en historie om blodet‘ af Maja Lucas. Helt og aldeles usponsoreret.

Noget om kedsomhed

Forleden, da jeg skulle putte Bean og havde kysset hende godnat og på gensyn i morgen, havde vi nedenstående ordveksling. Næsten ordret.

Bean: Hvorfor kan du ikke ligge her og sove ved siden af mig?

Mor: Åh, lille skat. Mor skal ind og lave noget arbejde (Red: LØGN! Mor skulle ind og smide sig i sofaen med strikketøj og kaffe. Og en Marsbar)

Bean: Hvorfor?

Mor: Det er sådan noget kedeligt noget, voksne skal.

Bean: Men mor. Det er ok, at det er kedeligt. Ved du hvorfor?

Mor: Nej, det ved jeg ikke?

Bean: Det er jo fordi, at når det er kedeligt, så får man en rigtig god idé!

Mor (undertrykker latter): Nåja. Det er også rigtigt. Tak for det, søde skat.

Bean (øjensynligt tilfreds med at have fundet de vises sten): Godnat mor.

bean

… jeg er helt vild med de tanker og overvejelser, der sker inde i hovedet på knap 4,5 årige Bean i øjeblikket. Det er ikke småting, hun funderer over. Løsninger på problemer, kæmpe fantasiuniverser og noget om retfærdighed og hvorvidt man kan snøre sine forældre optager utroligt hende utroligt meget. Tit kommer det til udtryk i tegninger, der bliver til små tegneserier, fordi fortællingen udvikler sig i tegneprocessen og der også liiiige skal være plads til fem sommerfugle eller en ekstra prinsesse eller at grisen faktisk også skal lave lort. (It happened)

Og så er det faktisk også ret underholdende at høre sine egne argumenter i munden på et barn. I al fald i denne sammenhæng. For det er præcis, hvad vi siger til Bean, når hun klager over at keeeeeede sig. At det er smaddergodt at kede sig, fordi hjernen får tid til at finde på noget rigtig sjovt at lave. (Og ja. Det fik jeg også at vide som barn. Lige nu virker det – Bean finder vitterligt altid på en god leg efter et par minutters keeeeeed-somhed)

God weekend derude. Jeg håber, I får tid til at kede jer. Så højt stiler jeg ikke, men jeg håber på en weekend med tid til afslapning, til ro og til overskud efter en uge i vældigt højt tempo på arbejdsfronten.

Lykken er…

… at høre sine piger læse bøger sammen og klukke af latter inde fra stuen. At snige sig ind og være vidne til et ømt kærtegn og et kram, et spontant udtryk for kærligheden.

Det var det, vi drømte om, mens vi ventede på Lillesøster. At pigerne skulle få glæde af hinanden.

De elsker hinanden. Til månen og tilbage igen. Lillesøster ved intet bedre end sin søsters opmærksomhed, og Bean har fra første øjeblik været sin søsters beskytter, hjælper og legekammerat. I takt med at Lillesøster er blevet mere mobil og mere bevidst, er deres samvær i stadig stigende grad præget af leg. En yndlingsleg for begge er fangeleg – de skiftes til at kravle efter hinanden i susende fart, mens Bean fniser højlydt og Lillesøster skriger af begejstring og latter. Og efterlader et spor af savl efter sig.

Af og til vil Bean godt være alene på sit værelse. Lege en kompliceret rolleleg i fred. Så gør hun det. Men når hun er færdig, åbner hun døren og så er Lillesøster mere end velkommen. Oh, der er næsten intet bedre end at få lov at undersøge sin storesøsters legetøj, og Bean er så sød til at inddrage Lillesøster i legen på hendes præmisser.

Der er ingen garantier for at ens børn vil kunne lide hinanden. Desto større er lykken, når man oplever hvordan båndet, kærligheden og hengivenheden vokser dag for dag. Når man stjæler sig til at dele et øjebliks ømhed mellem de to, man elsker allerhøjest.

DSC_0514

^^Flashback til det første møde <3

Champagne! Champagne for everyone! eller: Når moderskabet er en sur pligt.

Jeg kunne virkelig godt trænge til et glas champagne her til aften. Eller et hotelværelse og 8 timers uafbrudt søvn. Ha. Fat chance. Pigerne har mildest talt været en håndfuld her til eftermiddag, og det kræver sin kvinde at håndtere en 1-årig, der både skal og vil mandsopdækkes (men som ikke vil være på gulvet og heller ikke være på skødet eller i armene…) og en 4-årig, der har haft veritable livskriser, komplet med vrede tårer og divaattitude. Blandt andet over badevand, der på samme tid var for varmt og for koldt. Hvordan det så end kan lade sig gøre.

Jeg har trukket på fødselsforberedelsen igen-igen og trukket vejret heeelt ned i maven. Både da det viste sig, at den indkøbte mozzarella var dårlig og da *nogen* smed sin tallerken med tomatsauce på gulvet. Og igen, da en anden *nogen* kom dansende ind midt i putningen for at fortælle noget, hun lige var kommet i tanke om og vise en fin tegning frem. Den var fin, og jeg ville rigtig gerne se den. Bare ikke lige på det tidspunkt.

Det er skægt, som man er ekspert på moderrollen og hvordan man er en god forælder – lige indtil man faktisk er en! Jeg havde ærligt talt aldrig forestillet mig, at jeg kunne blive frustreret på grænsen til vrede over for mit eget barn. Jeg tænkte, at kærligheden måtte forhindre den slags. At vrede (selvom den ikke får et ydre udtryk) rettet mod børn var for mennesker i kategorien ‘dårlig forælder’. Jeg bliver vred. Når jeg er i underskud og når mine grænser bliver overskredet. Og jeg tyer til quick fixes som lige lovlig søde snacks og Netflix, så jeg får ro til at få maden klar – eller ryddet til side igen.

Forældreskabet er også de sure dage. Hvor underskuddet vinder og man bruger al sin energi på ikke at råbe nogen ind i hovedet, selvom de skriger af en.

Vi sluttede på en rar måde. Med en lille pige, der mumlende krammede mig med sine bløde, buttede arme, mens øjnene langsomt gled i. Og en stor pige, der valgte en godnatbog, som vi begge elsker, og som sneg et ekstra ‘jeg elsker dig, mor’ ind inden sengetid. I morgen er der endnu en dag.

champagne bean^^Billedet er fra den hyggeligste dåbsfest i lørdags, hvor Bean fik smag for (børne)champagnen

Cuddlepie

“Er der noget legetøj, du ikke er særligt vild med?”, spurgte vi forleden Bean. Hun tænkte sig lidt om, inden hun svarede. Til gengæld var hun helt sikker i sit svar. “Ja. Dukker.”

Det er sandt. Bean har aldrig nogensinde gidet dukker. Bevares. Hun kan da godt finde på at putte, made eller skifte en dukke eller bamse ved lejlighed. Men det har aldrig fanget hende. Til gengæld har vi et kæmpe lager af fine, hjemmestrikkede og syede sager til bamser og dukker. Både mor og mormor har forsøgt at få Bean med i dukkelegen…

Da Bean var på Lillesøsters alder, var hun skøn. Fuld fart på og ud i verden på sine buttede ben. Ikke et øjeblik til at sidde stille eller reflektere. Kram og kys skulle man lokke ud af hende. I dag er hun meget lettere at få lov at kysse på, men dengang havde hun slet ikke tid til kærtegn. Ikke når der var så meget at lege med og undersøge lige om hjørnet.

cuddlepie

Lillesøster er helt anderledes – også på det område. Hun er den største kælepot. Hun uddeler og opsøger massevis af kram og kys hver eneste dag. Til sig selv, til os og til bamser og dukker. Hun nusser, mader og leger klappe-kage med sine dukkebørn, og jeg aner en gryende dukkemor i hende. (Lillesøsters første, rigtige ord (bortset fra ‘a-deet?’) var endda ‘dukke’!)

Vi læser bøger med begge piger hver eneste dag, og vi elsker det allesammen. Når der er et billede med en bamse eller nogen, der krammer, i en af Lillesøsters bøger, så kopierer hun. Hun er fantastisk. Siger jeg helt objektivt.

Nej, men det synes jeg (vi) virkelig. Også når hun er en strid banan og sover elendigt. Bløde, buttede arme og hænder, der trækker ens ansigt mod sit eget og planter et vådt kys midt på næsen er ret vidunderligt. Hun er vores lille cuddlepie og hun ved det godt selv.

 

Lille barn. Hold aldrig op med at være generøs i din kærlighed. Verden har brug for det.