Sorg, savn og afsavn

Jeg fløj til Solskinsøen i går for at sige et sidste farvel til min mormor. Uden mand, barn eller baby.

Det var ikke et uventet dødsfald. Ikke tragisk som i for en lille måned siden, hvor vi begravede min fætter. Min mormor fyldte 96 i sommer, og hun har levet et fuldt liv. 7 børn og evigt travle hænder. Evigt overskud til at bage, sylte, strikke, sy, hækle, slagte, engagere sig i lokalsamfundet og byde velkommen med åbne arme til svigerbørn, børnebørn og oldebørn.

Min morfar gik bort, da jeg var lille, og min mormor var alene i mange år herefter. Indtil hun mødte en ven og med ham en nyforelskelse, der glædede alle.

Til sidst var hun gammel og syg. Og hun fik fred, omgivet af mennesker hun kendte og elskede og som elskede hende. Af børn, hun havde set vokse op, trives, møde deres egen kærlighed og blive hele mennesker.

Min mor holdt en smuk tale, og selvom min mormors afslutning var et naturligt punktum på et langt liv, var dagen ikke uden tårer. Uden sorg. Den følger med, når et menneske, man holder af, ikke er mere.

Jeg har været drænet i dag. Helt og aldeles. Pigerne ligeså. Ikke mindst den yngste, der har krævet ekstra opmærksomhed og nærvær. Også i nat. Jeg var savnet igår, måtte jeg forstå.

Savn og sorg har del i kærligheden også. De er udtryk for den. Uanset om det er den voksne erkendelse af en endegyldig afsked eller det lille barns manglende forståelse for at adskillelsen er midlertidig.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg har været en god mor i dag. Jeg er sikker på, at min mormor havde klaret træthedshovedpine og husholdning mange gange bedre end mig. Det eneste jeg har haft lyst til, har været at sove. Det eneste, jeg ikke har kunnet, har været netop det.

Solen strålede fra en skyfri himmel i går. Som min barndoms somre på Bornholm, på rov i jordbærbedet eller i skyggen under et træ med vintage årgange af Anders And-blade. Hun blev sendt afsted på sin sidste rejse af alle sine børn, svigerbørn, børnebørn, oldebørn, søster, niecer og nevøer. Sin vens familie. Det er en værdig afsked. Og det vidner om et elsket menneske.

Farvel, mormor. Tak for nu.

Skærmbillede 2016-08-28 kl. 8.10.27 PM

 

En mor fødes

En vag fornemmelse af at noget er forandret. En udebleven menstruation. To streger på en plastikpind.

Hjerteblink på en skærm. Svedige hænder og et umærkeligt smil, der breder sig indefra og ud.

Fornemmelsen af bobler og sommerfugles vingeslag, der umærkeligt bliver til puf og spark.

Et lille barn, der vokser under hjertet, indtil krop, vilje og barn sammen arbejder mod forløsningen.

En fødsel er ikke kun fødslen af et barn.

En mor fødes – fuldt og helt – sammen med spædbarnet. Ligesom barnet er moderen vokset og udviklet sig mod rollen i 9 måneder, men det er først med barnet i sine arme, hun for alvor fødes.

11700808_10153038268341009_7132770157184630343_o

Urinstinkter, nedarvet fra de tidligste tiders mødre og bedstemødre, vækkes. En viden, jeg ikke vidste, jeg havde. Erfaringer, jeg ikke anede, jeg havde adgang til.

Et fællesskab af alle mødre før og efter mig – en ubrudt kæde gennem menneskehedens historie af omsorg, kærlighed, opofrelse. Glæde, sorg. Uendelig træthed, mod og kærlighed, der overskrider al forstand og alle grænser.

Mens jeg vakler mellem valg og fravalg om amning og moderskab, bliver mine tanker ved med at gravitere tilbage mod basen. Det primære. Moderen. Det er klichéer, det hele, men for mig ikke desto mindre sandt.

Moderen i mig blev født samtidig med Bean og genfødt med Lillesøster i en endnu stærkere form. Uanset at jeg kan vakle og miste troen af og til, er det kernen, der er tilbage.

Søde veninder og bløde favoritter

Hørt i sandkassen.

Bønnen: Min far siger, jeg snart skal hjem.

Blommen: Øv. Men kan du ikke bare blive her?

Bønnen: JO!

Blommen: Og hvis du savner din mor og far, så kan de jo også bare sove her

Bønnen: … tror du det går?

Blommen: Ja! Det er bare dig, der skal spørge.

 

… 4-årige er snedige, er de. Og ret skønne.

I går var vi på visit i Blommehuset og atter slog det os, hvor fantastisk godt vores store piger leger sammen. Signes blomme og min bønne har kendt hinanden altid og selvom vi ikke ses så ofte (slet ikke ofte nok, hvis du spørger mig. Og pigerne), så falder de med det samme ind i legen og de glæder sig helt vildt til at skulle ses. Vi så dem nærmest ikke i de timer, vi var på besøg. Der var så meget leg at indhente, hemmeligheder at hviske og planer at lægge. Blandt andet planer om at måtte sove hos hinanden, så man slet ikke behøvede at sige farvel.

Vi overvejer om det er tid til en overnatning hos en veninde. Bean vil SÅ gerne. Hvornår var jeres børn afsted første gang?

I dag var det et par flade piger, jeg hentede fra børnehaven og dagplejen. Heldigvis var der kommet en pakke med lidt nyt til Bean fra Zaras fine Soft Collection – selv bukserne faldt i god jord og den ene kjole måtte på med det samme. Jeg har samlet mine favoritter fra kollektionen her. Det meste passer så fint ind i min æstetik og pasformen er som regel god til min lange, smalle pige. Som i øvrigt bruger str. 6 år.

soft

1 – handmade frakke (der står, den kommer på lager igen, og så sidder jeg klar ved tasterne) // 2 – kjole med smykkebroderi // 3 – ‘karamelblusen‘ som Bean døbte den // 4 – bløde overalls – eller ‘dansebukser’ // 5 – taske // 6 – ternet kjole (som måtte på med det samme) // 7 – handmade kappe (som også skulle komme på lager igen; jvf. 1)

Du kan læse mere om de to pigers venskab HER

Bagkanter, misundelse og en date night, der er udskudt på ubestemt tid

Kender I fornemmelsen af, at ‘alle andre’ gør noget, man gerne selv vil?

Sådan havde jeg det lidt i går, hvor jeg trodsede de sidste rester af sygdom i kroppen og tog mod Indre By til en hyggelig fredagsbar med en portion blogger-kollegaer. Det var aldrig planen, at jeg skulle blive længe eller at det skulle blive efter devicen ‘vild i dag, syg i morgen’. Eftersom jeg har været syg det meste af ugen, var jeg ret tændt på en weekend med bare lidt overskud. Til gengæld havde det måske været rart at have i al fald muligheden for at kunne gøre aftenen så lang, som dagsformen orkede.

Det kan jeg ikke. Og jeg tog faktisk mig selv i at blive en smule misundelig på dem, der kan. Læs: ‘alle de andre’.

Jonas ringede 21.30 for at få mig hjem igen efter at have prøvet i en time at få en efterhånden temmeligt overtræt og hysterisk Lillesøster til at falde til ro og i søvn. Jeg hoppede på cyklen og sprintede hjem til min lille puttegris, der straks blev rolig og faldt i søvn med armene om mig og mælkebaren in action.

fredagsbar fars dreng

^^En del af fredags-crewet: Connie, Heidi, undertegnede, Signe og Nanna og noget ret frisk og lækker solbærvin fra Grands Vin

Og ja. Det er en kort periode, sådan totalt set, og ja, jeg elsker at kunne amme og at Lillesøster finder ro og tryghed hos mig. Jeg ville bare – helt egoistisk – ønske, at hun også kunne finde den tryghed ved sin far, eksempelvis. Det går fint i løbet af dagen, men aften og nat er det KUN mig, der dur.

En af konsekvenserne er, at en aften ude for mit vedkommende er med en ret tydeligt markeret bagkant. Et par timer – måske tre – kan det allerhøjst blive til. Inklusive transport. Det går nok, og det kommer igen (selvom Bean også lige skulle græde ud hos sin far over at savne moar i aftes, da hun skulle puttes. Det er sjovt nok ikke et drama, vi oplever, når det er far, der er ude om aftenen…)

En anden – og noget mere træls – konsekvens er, at en rigtig date night er udskudt på ubestemt tid. Det er 2 år (!) siden, vi sidst var ude og spise om aftenen uden børn, og det er virkelig noget, der står højt på vores ønskeliste. Men indtil Lillesøster er stoppet med at vågne op og kræve sin mor et sted mellem 2-5 gange i tidsrummet 19-22, så er babysitting ikke en reel mulighed. Det ville ikke være fair overfor nogen.

Vi lever med vores valg og vi er som udgangspunkt glade for dem. Mere end glade, for både Bean og Lillesøster er begge harmoniske, trygge børn. Det kommer bl.a. til udtryk i Lillesøsters indkøring i dagplejen. Men derfor bliver smilet alligevel en smule anstrengt, når ‘alle andre’ kan efterlade sødt sovende børn til bedsteforældres eller søskendes varetægt og selv tage ud, hånd i hånd, og nyde et tre-retters måltid et sted, hvor andre klarer opvasken.

Baby på græs // Update på dagplejestart

DSC_0698

Jeg er så imponeret over Lillesøster. Hun har altid været en dejlig baby – vidunderlig, faktisk, sådan helt objektivt – men jeg havde ærligt talt ikke turdet tro på en så gnidningsfri overgang til institutionslivet.

Dagplejen er dejlig. Mere end dejlig. Det vidste vi på forhånd. Men det er den altså. Der er ro, omsorg og overskud i overmål. Masser af tid til leg, kram og at passe Lillesøsters rutiner ind i deres dagsplaner. Har hun brug for en formiddagslur, så får hun det. De har taget Olívy til sig uden spørgsmålstegn eller indvendinger. I det hele taget kan jeg ikke rose stedet nok.

Lillesøster? Hun får også roser. Hun er så glad, veltilpas og tryg. Leger, spiser, sover – aber efter alle de større, små børn og kravler hjemmevant omkring i begge stuerne. Hun har lige luret at farvel betyder at vi går, og det bliver hun lidt træt af – men kun til yndlings-pegebogen bliver fundet frem og læst i den bløde lænestol. Hun kravler lynhurtigt hen mod os, når vi kommer for at hente hende og skal lige have et kram og et kys (og et ekstra kram) inden hun faktisk gerne vil ned igen og lege videre.

Hun er træt om eftermiddagen. Det er hårdt arbejde at lære et nyt sted at kende – også selvom det er et lille sted med bare 7-8 børn og 3 voksne. Hun er træt, men glad. Som altid. Min glade, trygge, kærlige, lille pige, som jeg elsker så højt. I en perfekt verden ville jeg ikke skulle aflevere hende i det hele taget før om et par år, men som det er, så er jeg glad for vores beslutning.

 photo DSC_0645_zpsrkbwugwj.jpg
 photo DSC_0657_zpswnlx1vqq.jpg

^^Lillesøsters hue er fra Selana og skoene er fra PomPom. Dragten er MarMar og bortset fra det øverste billede er Bean fotografen <3

I øvrigt er jeg lige nødt til at knytte et par ord til mit indtil videre bedste efterårskøb til Lillesøster. Vi har været så glade for MarMars vinterjakker og vinterdragt til Bean de sidste par år og kvaliteten har været så høj, at jeg ikke et øjeblik var i tvivl, da jeg fandt ud af, at de har lavet en termolinje. De sidste dages kølige luft sammenholdt med at Lillesøster kravler rundt i jord-højde betyder, at hun er kommet i dragten. Den holder hende lun og blød og tempereret. Jeg er vild med det quiltede geometriske mønster men især med pasformen og elastikken midt bag. På den måde undgår vi at dragten bliver for stor om livet og at der slipper kølig luft ind. Der er rib i halsen og ved ærmer og ben og lynlåsen er tilpas lang til at det er let af få en ikke altid samarbejdsvillig 1-årig i og ud af den.

Dragterne er i øvrigt også fantastisk søde i størrelse 62 og vi har dem op til str 74 inde på mit arbejde. I alle tre fine farver. Prisen er 399 kr og det er en ret fair deal. De er store i størrelsen. Lillesøster har str 1 år, og den er (som billederne viser) rigelig stor til at hun også kan bruge den til foråret igen.

Bean anbefaler: Beat Bugs

Med de sidste dages sygdomsramt mor, er skærmtiden herhjemme blevet udvidet lidt. Heldigvis er der mange gode muligheder for at sætte noget på, der er til at holde ud for både forældre og børn. Shanes Verden, eksempelvis, er en favorit i øjeblikket og vi gemmer alle de kasser, skruelåg og dimsedutter, vi kan finde til fremtidige projekter.

Men skal Bean selv bestemme, så foregår det sjoveste på Netflix. Allerhelst på iPadden, som hun slæber ind i sengen i fred for pilfingrede søstre og irriterende forældre. Oh yes. Der er vi allerede…

Bean har kun godt at sige (og synge!) om Netflix’ nye serie ‘Beat Bugs’ og hendes forældre er ret imponerede over, hvor fine fortolkningerne sangene fra Beatles’ bagkatalog er. Og at det ikke kun er de aller-allerstørste hits, der er med. For det kan godt være, de efterhånden har en del årtier på bagen, men sange og musik er stadig fantastiske. Ikke mindst frit fortolket af en 4-årig med en kun rudimentær forståelse af engelsk som fremmedsprog 😉

Hvad ser du på computeren?

Bean: ‘Beat Bugs. Det er helt vildt sjovt.’

Ok. Det ser også sjovt ud. Hvad handler Beat Bugs om?

Bean: ‘Der er en sommerfugl og jeg kan rigtig godt lide marinenhønen (red: mariehønen), men den der grønne, der bygger alle mulige ting er altså ret fjollet. Og sneglen er bare mega-mega sjov’

Synger de også nogle sange?

Bean: ‘Ja. De er vildt gode. Og jeg er rigtig dygtig til at synge dem. For jeg kan nemlig godt synge på englandsk. Ligesom på fars arbejde (red: hun har været med til engelskundervisningen med Jonas’ elever en enkelt gang og var helt vild med det)  Er vi færdige med at snakke?’

Ja, næsten. Lige en sidste ting: synes du, andre børn skal se Beat Bugs?

Bean: ‘JA. Og ved du hvad? Jeg gad rigtig godt at møde dem, men jeg ved godt, at de ikke leves i virkeligheden. De er altså kun i computeren, men det er ok.’

DSC_0573

^^Billedet er fra sommerferien på Lesbos, hvor lidt afkobling i den tempererede lejlighed også var påkrævet 

#assholeparent

Kender I det hashtag? Jeg faldt over det på Instagram en dag og fandt derefter hjemmesiden.  Jeg er kæmpe fan – det er virkelig underholdende og helt uhørt rammende for livet med børn, hvis raseriudbrud af og til trodser al logik (og rimelighed). Det er selvironisk og kærligt med et glimt i øjet. Synes jeg.

DSC_0638

^^Hårbånd fra MarMar og solbriller fra Kaibosh (begge gaver) – denimjakke fra Zara (lignende her)

Jeg er absolut en #assholeparent – i al fald ifølge Bean. Jeg henter hende eksempelvis AAAAALT for tidligt fra børnehaven. Det er jo virkelig træls med typen af forælder, der prioriterer at give barnet korte institutionsdage for at maksimere antallet af timer tilbragt i hjemmets kærlige rammer. I dag, for eksempel, hvor jeg har været (og desværre stadig er) rigtig sløj og derfor var hjemme hele formiddagen for at kunne være frisk nok til et møde over middag. På vejen hjem efter mødet – ret mør og dårligt tilpas – svingede jeg indenom Indianerstuen med en såkaldt børnebolle fra Lagkagehuset og diverse bær i tasken til eftermiddagshygge i et forsøg på at ‘fake it till you make it’ til Jonas kom hjem og kunne tage over. Det kunne jeg glemme. Ikke om hun ville med og jeg orkede ærligt talt ikke at skulle diskutere.

Så jeg lod barnet blive og cyklede videre for at hente den mindste lille dame, der til gengæld vældigt gerne ville med hjem. Det betød dog desværre, at jeg var nødt til at spænde det ikke-eksisterende overskud fast på hovedet og tage endnu en tur ud i verden en god time senere for at hente børnehavebarnet. Komplet med knaldende hovedpine, mild kvalme og let svimmelhed.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det så skidt – men heldigvis er i morgen atter en institutionsdag og jeg satser på at kunne hvile mig igennem det værste, mens pigerne bliver taget vare på af friske og raske voksne.

Over and out. Jeg vil kaste et par Panodiler i mig og ramme dynerne. God aften derude til alle jer andre #assholeparents (i øvrigt vil det være virkelig sjovt – i al fald for mig – hvis I vil dele nogle af jeres bedste assholeparent-stunder i kommentarfeltet)

Ego-strik // Dagens mor

Mens vi ventede på far i går, tog pigerne og jeg på tur i den lokale park med kameraet for at fange det tidlige efterår, nu hvor sommeren for alvor lader til at være slut.

Jeg var i min nye strikkappe, som jeg kommer til at bo i resten af efteråret og vinteren – jeg overvejede længe, om jeg skulle investere eller om jeg skulle finde en strikkeopskrift og smide noget lignende på pindene selv, for 1200 kr er også en slags penge. I af fald i mit budget. Men af og til må man gerne forkæle sig selv – ikke mindst, når man finder et stykke tøj, der i den grad føles rigtigt, så snart det kommer på. Selvom jeg ikke selv har strikket capeletten, så er det alligevel egostrik. En lille forkælelse fra mig til mig.

Bean agerede fotograf – og det gjorde hun ret godt, hvis jeg selv skal sig det. Sådan noget med fokus tager vi en anden gang. Og så er jeg virkelig ved at være træt af det her overgangshår. Jeg har været superglad for det korte look, men det er for stort et arbejde at holde ved lige, og jeg savner at kunne smide håret i en hestehale, så nu er jeg på vej mod en eller anden form for page.

DSC_0664

^^Briller – foof // Halstørklæde – H&M (og flere år gammelt) // Læderjakke – Stella Nova og Acne jeans (begge fra min yndlings Second Hand butik) // Strik – Rabens Saloner

Hvis du har mod på at kaste dig over et lignende strikkeprojekt, har jeg fundet et par (virkeligt fine) opskrifter HER, HER og HER

Tilværelsens ulidelige træthed

‘Er der noget du har brug for, inden jeg tager afsted?’ spurgte Jonas i formiddags inden han tog weekendtasken over skulderen og smuttede mod Fyn.

‘… at du ikke tager afsted‘, svarede jeg.

Det gjorde han. Til en fest, der har været planlagt længe og med en flok venner, han sjældent ser. Jeg vidste, han ville tage afsted, men jeg ville ønske, han var blevet. Han kommer hjem en gang i morgen. Jeg har ikke hørt fra ham i løbet af dagen. Det er der intet mærkeligt ved. Manden er generelt offline. Jeg har med vilje ikke ringet eller skrevet. For en sikkerheds skyld, så jeg ikke gentog mig selv. Kom hjem.

Det er en balancegang. Og en øvelse. Hvem tager ud? Hvor meget? Hvor lidt? Hvornår?

På fredag står en fredagsbar i min kalender. For første gang i et par måneder en aften ude. Jeg krydser allerede nu fingre for, at Lillesøster er ude over at vågne op hver og hver halve time hele aftenen. 15 gange blev det til i går. Hun vil have sin mor. Ingen andre. Jeg forudser, at min friaften snarere bliver et par fritimer.

Det er forventeligt og intet mysterie, at jeg som så mange mødre før mig, er mere home bound end fædrene. Fædre er fantastiske og kan næsten alt. At gro et barn, at føde og at amme. Det kan de ikke. Der er en anden frihed i fædreskabet – i en biologisk, fysisk forstand. Det udligner sig. Måske. For udlængslen er ikke nødvendigvis den samme. Behov er forskellige.

Men derfor kan jeg alligevel godt drømme om at den sociale kalender skæres ned. I al fald de aktiviteter der ligger om aftenen og kun involverer den ene af os. Det er en fortløbende samtale, en der snirkler og snor sig, udvikler sig med os. Den har været frustreret, såret og uforstående og er blevet åben og forsonende med tiden. Vi nærmer os hinanden, men jeg tror ikke, vi nogensinde bliver helt enige.

Vi har haft en god dag, pigerne og jeg. Jeg elsker at se dem med hinanden. De leger, griner og fjoller. Bean er omsorgsfuld og finder på sjove lege. Lillesøster følger med så hurtigt som hendes bløde ben og buttede hænder kan kravle. Hun soler sig i opmærksomheden og sin søsters nærvær. Men jeg er træt. Udmattet. Og jeg trænger sådan til ikke at være den eneste voksne på matriklen, hvis aftener og nætter er fragmenterede.

DSC_0612 ^^Helt urelateret, men et sigende billede af en yndlingsbeskæftigelse. Pigerne har fået ny bogreol. Den gør det så meget lettere at se hvilke bøger, man har lyst til at læse, når nu man ikke kan læse endnu. Lillesøster kan selv fiske alle sine bøger ud fra nederste ‘hylde’ – og gør det flere gange i løbet af dagen. Jeg har købt den her hvor den er på udsalg.

En lille luksus

Jonas har taget pigerne med på biblioteket i et par timer, så jeg er alene hjemme. Mon ikke de fleste med børn kan genkende følelsen af alenetid som noget eksotisk og ligefrem luksuriøst. Tid uden at skulle forholde sig til endsige opfylde andres behov.

Pointen var at jeg kunne koble lidt af inden min kærestetager afsted til en fest på Fyn og vi ser ham igen en gang i morgen. (Kæreste? Partner? Samlever? Hvad er egentlig den voksne og modne betegnelse for et parforhold på 7. år med børn, når man ikke er gift? Det virker bare så fesent at sige ‘min kæreste’ om faderen til mine børn og en mand på 37…)

I stedet har jeg tømt og fyldt opvaskemaskinen, kogt æg til frokost og lige nu kigger stativet med tørt vasketøj bebrejdende på mig.

Det må vente. Jeg øver mig i at sætte mig selv først – og i forlængelse af fornemmelserne af at være for træt og for travl, vil jeg udnytte roen til at drikke en kop kaffe og komme til bunds i mailboksen. Det plejer jeg at kunne nå om aftenen, men Lillesøster vågner 3-6 gange i løbet af en aften i øjeblikket, så min tid er fragmenteret og jeg prioriterer at nå et par pinde på mit nyeste strikkeprojekt i stedet. Det er lettere at gå til og fra end en mail eller et blogindlæg.

Ugen har været travl. God, men travl. Bean var med mig på CIFF Kids i onsdags og havde en fest. Vi fejrede min nieces 6 års fødselsdag og skolestart. Bilen – den trofaste sølvræv af en Peugeot 406’er fra 1996 (!) – opgav ævret efter knap 7 gode år i vores varetægt. Lillesøster har haft sin første ‘rigtige’ uge som dagplejebarn og klarer det til UG med kryds og stjerne. Hun er tryg og tilpas. Spiser og sover og kravler glad omkring blandt de andre børn fra hun kommer og til hun bliver hentet. Det er en god følelse, selvom det stadig er mærkeligt at aflevere hende.

Jeg faldt over både fine, praktiske og smarte sager på årets modemesse, som jeg glæder mig til at dele med jer. Men først er der en kop kaffe at drikke og et par (eller 40!) mails at få svaret på. Her er lidt stille på bloggen i øjeblikket. Jeg har masser på hjerte, men tiden og overskuddet er virkelig ikke med mig i øjeblikket. Kig med på Instagram (@ostfronten) – der plejer jeg at være lidt mere på.

lately

Kaffe. Altid kaffe. Altid med skummende, varm mælk og et drys økologisk rørsukker // Fashion week essentials – i al fald når man har sit 4-årige sidekick med og skal til event med Wheat i anledning af deres fine samarbejde med Disney! // Snurk-sengetøjet har fået nye motiver. Bean elskede den glitrende havfrue næsten ligeså meget som hun elsker sit prinsessesæt. Det findes bl.a. HER // Matcha latte love. Min nyeste craving. Sundt. Enkelt. Lækkert. Bean er også fan. 

Ambassadør i uld – Roots & Wings Merino

[ANNONCE]

Siden jeg sidste efterår blev præsenteret for det dansk/new zealandske brand Roots & Wings har jeg været aldeles solgt til deres fantastiske sortiment af den blødeste, økologiske merinould, og jeg har selv (ja, selv!) investeret i flere ting til pigerne.

Jeg har vitterlig ikke oplevet nogle uldprodukter, der tåler sammenligning. Lillesøster har levet det meste af forårssæsonen i sine bodyer og er hoppet i dem igen her hvor sommeren lader til at være forbi. Bean elsker sine bløde trøjer, der bare sidder rigtig godt. De er tilpas lette i kvaliteten til at have under kjoler, når det er køligt. Uden at det går ud over bevægelsesfriheden. Om ikke så længe skal den lette bomuldsnatkjole pakkes væk, og så skal min dyne-fornægtende store pige sove i et sæt med leggings og bluse. Faktisk er det allerede blevet en favorit hos Bean til hyggeweekender og tøffetid. Det siger ikke så lidt, når vi ellers kæmper en brav kamp for at få barnet til at gå i andet end kjoler og – til nød – nederdele.

DSC_0625 DSC_0630 DSC_0636Derfor har jeg overhovedet ingen skrupler haft over at takke JA til at blive ambassadør for brandet. Det betyder, at jeg får noget tøj. Og at jeg skal fortælle jer om det. Det vil jeg gerne. Det er lidt samme følelse som med Olívy. Det er produkter, som jeg og vi er blevet introduceret for på grund af bloggen, men som jeg helt oprigtigt ville anbefale under alle omstændigheder! Til jer og til mine bedste veninder.

Roots & Wings koster penge. Det gør det. En body koster omkring 350 kr. Til gengæld får man en vare, der er helt igennem ordentlig. Ordentligt produceret – for både får, miljø og mennesker – og rigtig gedigen kvalitet. (Det er netop af denne grund at jeg ikke kunne drømme om at købe billige ting og tøj på eksempelvis Aliexpress eller Wish, produceret i Kina under ukendte forhold. Jeg har ikke lyst til at støtte en produktion, der hverken passer på miljø eller mennesker – eller kan give nogen en bare tilnærmelsesvis ordentlig løn for deres arbejde – men det er et emne til et andet blogindlæg) Merinoen har en fleksibilitet i materialet, der sikrer en relativt lang levetid. Lillesøster har brugt sine bodyer i str. 6-12 i et godt 7 måneder, og eftersom børns vækstrate efter det første år stagnerer en smule, så bør hun kunne bruge str. 1 stort set det næste år. I det perspektiv er prisen ikke så dyr, synes jeg.

Jeg er igang med at få styr på pigernes efterårs- og vintergarderobe. Jeg starter indefra med bløde, lune uldsager, der er tilpas tynde til at sikre bevægelsesfriheden og som sikrer en god kernetemperatur. Det er alfa og omega for at komme så forkølelses-frie som muligt gennem det kommende halve år. Et par bodyer til Lillesøster. En bluse og et par leggings til Bean. Mere er der ikke behov for, er min erfaring. Hellere lidt, men (rigtig) godt. (Find hele sortimentet HER)

Når det er på plads, vil jeg fylde op med både neutrale grå og med brændte, varmer nuancer. Jeg har allerede shoppet garn til masser af efterårs- og vinterprojekter. Mørke karrytoner, petroleum, rustrød, bordeaux og flaskegrøn er altid på min ønskeliste når efteråret nærmer sig. Der er noget magisk over årstidernes skiften. En kølig note i luften, klar blå himmel, lunt strik og simremad. Og så ikke et ord om mørke, grå dage og slud. Lige nu vil jeg bare glæde mig til den kommende sæson.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

At leve. At elske. At dø.

Der er noget grundlæggende forkert ved at forældre begraver deres børn. Helt ind i marv og ben forkert. Uanset at børnene er blevet voksne selv. Det er naturstridigt. Det er den omvendte rækkefølge. Det er den ultimative frygt, som følger med moderskabet – lige bagved den altfavnende kærlighed.

I weekenden begravede vi min fætter. Alt for tidligt. Han var kun lige fyldt 48. Det var en smuk ceremoni. Præsten holdt en god tale – og havde tydeligvis lyttet efter hans forældre og brødre, da de har talt sammen forinden – for han fik det meste med. Jeg havde Lillesøster med, for Jonas og Bean var på weekendtur i skoven. Heldigvis passede det med at hun skulle sove i kirketiden, men hun vågnede op før vi var færdige og var med til resten. Fascineret af musik og sang – og ovenud begejstret for de pegebøger med dyr, som vi lånte i kirken.

På en eller anden måde var det også en bittersød note, at hendes glade, lille stemme fulgte kisten ud. At livet leves stadigvæk. Og med det glæden også.

Det var et uventet dødsfald. Måske en konsekvens af ikke at passe ordentligt på sig selv. En påmindelse til alle tilstedeværende – alle i det hele taget – om at leve og elske, så meget og så længe vi kan. At være noget for hinanden. Det er slående som kontrasten – livet – altid tegnes tydeligst op i dødens skygge. Sjældent sætter man pris på selv de mindste ting, som når man bliver konfronteret med, at duften af nyfalden regn eller fornemmelsen af en blød barnehånd på sine kinder er midlertidigt. Flygtigt.

Jeg gik igang med et strikkeprojekt, da vi kom hjem igen, Lillesøster og jeg. En lillebitte trøje til en lillebitte dreng, der endnu ikke kender til andet hjem end det, der er under hans mors hjerte. En kærlighedsgerning og en meget konkret påmindelse om at livet fortsætter. Trods alt.

Skærmbillede 2016-08-08 kl. 7.11.16 PM

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram