Man skal ikke græde over tabt keramik

Man skal ikke græde over spildt mælk eller tabt keramik. Heller ikke når det er håndlavet keramik fra en butik, der ikke længere eksisterer…

I sidste uge kom Bean til at ødelægge en af mine og hendes yndlingsskåle. Hun blev rasende over, at hun skulle sætte skålen tilbage igen efter hun havde spist de snacks, der var i. Demonstrativt trampede hun ud i køkkenet og knaldede skålen ned i vores stenbordplade. Det kunne jeg godt høre helt inde fra stuen.

Så blev der stille. Helt stille. I omkring 5 sekunder, hvorefter hun grådkvalt kaldte mig ud til sig. Jeg lod hende tale færdig og græde færdig med lidt indskudte sætninger og da hun var faldet til ro igen, så talte vi om, at det var et uheld og slet ikke meningen. At man skal passe på tingene, selvom man er gal og vred. Og at det var helt ok.

Mor! MOR! Den gik itu! Det var et uheld, mor! Den gik itu. *krammepause* Det var min yndlingsslikskål. (Det ved jeg godt) Mor? Leves butikken stadig (Nej, desværre, min skat). Kan du lave den, mor? (Måske. Vi kan prøve at lime den) Det var et uheld. Undskyld, undskyld, undskyld! *krammepause* Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal sige det til far. (Det vil jeg gerne hjælpe dig med)

Jeg har forsøgt så godt jeg kunne at lime skålen. Den gik i tre store stykker, så det gik nogenlunde. Man kan se, den har været revnet og den skal nok aldrig i opvaskemaskinen igen. Men den kan bruges.

Jeg tror aldrig, jeg har set Bean så oprevet over en fysisk genstand før. Det var nok heller ikke så meget skålen, som hendes handling, hun var ked af og flov over. For selvom det var et uheld, så var det jo faktisk med vilje, hun havde sat den ekstra hårdt ned. Den del var meningen. Resultatet kunne hun ikke forudse.

Næste morgen – på vej i børnehave – tog hun selv initiativ til at fortælle Jonas om hvad der var sket. Hun spurgte også ham, om han kunne lime skålen. Og at de skulle huske at være ekstra søde ved mor. Og dagen efter, da min søster hentede hende, insisterede hun på at købe blomster til mig på vejen hjem.

img_2577Mit lille, empatiske – og hidsige – barn. Min lille, store pige med så store følelser og så stor forståelse for andres. Man skal ikke græde over tabt keramik. Det er bare ting. Genstande, som man kan lægge følelser og betydning i, bevares, men tingen er ikke følelsen.

Snedige tumlinge og noget om nat-amning

Lillesøster bliver 18 måneder i dag. Halvandet år. Hun er bestemt ikke nogen baby længere, selvom vi nok til dels stadig oplever hende sådan. Hun kan så mange ting selv. Hun taler og forstår en masse.

Da Bean var 18 måneder, syntes vi, hun var kæmpestor. Men halvandet er næsten ingenting i forhold til fire og et halvt. Vi øver os allesammen. I at huske på – og agere efter – at Lillesøster er på vej til at blive et lille barn, frem for en stor baby.

Vi ammer stadig. Dag og nat. Ikke mindst i løbet af tigerspringsdagene (og nætterne!) Det er et fast eftermiddagsritual, at mælkebaren skal pakkes frem så snart jeg kommer ind ad døren derhjemme. ‘Mam-mam!’ bliver der kommanderet, og barnet hjælper med at flå tage jakke og sko af mig, så vi kan komme til sagerne hurtigst muligt. Jeg synes ærligt talt, det er en skøn stund. Det er en rar måde at genfinde hinanden og nærheden på efter en lang dag – og det holder ulvetimen lidt på afstand.

Til gengæld er jeg begyndt at aflede, hvis efterspørgslen bliver for hyppig. Hvis det bliver noget lege-amning og hun karter rundt på skødet af mig. Det er ret nyt, og det er sket af sig selv, egentlig. Måske er det min måde at indvarsle de første tegn på at skrue ned for amningen generelt.

I al fald drømmer jeg snart om at stoppe natamningen. Det er nemt at få ro, men det giver mørbankede mor-skuldre og ryg. Og det er ikke længere nødvendigt for Lillesøsters krop at få næring om natten. Det er en vane – og den skal til at laves om.

Jeg forsøger lige så stille – men hun er snedig, min tumling.

I går aftes, hvor hun kaldte på ‘Mam-mam’ fra soveværelset udspillede denne scene sig:

Lille E: ‘Mam-mam? Mmm?’

Mor: ‘Vi skal sove. Mam-mam er pist væk’ (red: når noget er slut/væk)

Lille E (hænder søger i mørket og finder deres mål som en varmesøgende missil) ‘Mam-mam! Dér!’

Mor: ‘Ja, det har du ret i…’ (overgiver sig og kvæler en latter over en snedig mælke-holiker)

skaermbillede-2016-12-18-kl-10-15-42-pm^^Photo credit: Frederikke Brostrup

… til gengæld lykkedes samme strategi uden problemer kl midt-om-natten, så vi arbejder videre. Lige så stille. Og helst uden for megen skrig og skrål undervejs.

Græsenkens TV-guide

Over den kommende halvanden måned har jeg en del græsenke-tid i udsigt. Dels bruger Jonas en masse hverdagsaftner på biblioteket med at rette opgaver og lave forberedelse og bestyrelsesarbejde og generelt indhente den arbejdspukkel, han og jeg begge fik i december. Dels er der en række forskellige herre-weekender i februar.

Det frigiver fjernbetjeningen til mig, og jeg har samlet mine bedste bud på god underholdning i fjernsynet. Måske du kan blive inspireret – og du er mere end velkommen til også at inspirere mig! Og i og med, jeg ikke har et eneste billede af mig selv, der ser fjernsyn, så bliver det et throwback til den græske sommervarme og en anden, der kobler af med lidt skærmtid.

DSC_0573

Ingen januar uden Årgang 0. Jeg har fulgt med fra start, og jeg synes det er så hyggeligt at komme med inden for hos familierne. (Sendes på TV2)

DR3 har fulgt 10 mennesker over 11 uger, mens de forsøger at klare sig i den norske natur. Alene i Vildmarken er klippet sammen af de medvirkendes egne optagelser igennem ugerne, og selvom jeg kunne have ønsket mig formatet lidt anderledes – eksempelvis at man over et afsnit fulgte 3-4 personer i stedet for alle 10 – så er det rigtig interresant at se, hvad det gør ved mennesker at være (selvvalgt) isolerede i et barsk miljø. (Sendes på DR3 – kan ses HER)

Det var flow-tv delen. Som regel er det svært for mig at følge med i tv-udsendelser, fordi jeg aldrig ved, hvornår der er bud efter mig på børneværelset. Derfor er jeg svært glad for Netflix og muligheden for at pause og/eller helt genoptage et afsnit eller en film, når der er tid til det.

Jeg elsker (stadig!) Call the Midwife, og jeg har genset hele serien og er netop nu ved at se den nyeste sæson endnu en gang. Det er bare så godt! BBC-drama når det er bedst. (Findes på Netflix)

Der ligger desværre stadig kun den første sæson af Outlander på Netflix (IND i kampen, altså!), men den har jeg også set et par gange. Uij, det er godt fjernsyn. Og en virkelig, virkelig pæn mand. Og dame, for den sags skyld.

I den historiske boldgade er også The Crown, hvor hovedrolleindehaverinden netop har vundet en Golden Globe for sin indsats. Den er absolut seværdig og rigtig godt produceret. Det er historien om den unge dronning Elisabeth, der får kronen i en tidlig alder og hendes proces mod at blive dronning og finde sin egen vej. (Findes på Netflix)

Når Jonas er hjemme, så er der dømt Sherlock. Serien ligger på Netflix, og der kommer i øjeblikket et nyt afsnit hver uge. Den er vanvittigt god, spændende og ekstremt velspillet – og jeg elsker, elsker, elsker Benedict Cumberbatch. Hvis du endnu ikke har set med, så start fra første sæson og lad dig indfange af universet.

Skal det være let underholdning med et strejf af nostalgi, så er de fire nye afsnit af Gilmore Girls et kig værd. Det fungerer bedst, hvis du i forvejen kender (og elsker) serien. De ligger også på Netflix.

Freestyle strik. Hospitalsblusen, der endelig blev færdig

Mens lille E var indlagt på hospitalet, nåede jeg at strikke en hel del. Det sidste, jeg gik igang med, var ‘Maries Romper’. Troede jeg. For undervejs blev den til en bluse i stedet, og det krævede mere freestyle-strik end jeg tidligere har kastet mig ud i. Resultatet er jeg faktisk blevet rigtig glad for, selvom der naturligvis er rum til forbedring og forfinelse af modellen!

Da vi kom hjem fra børneafdelingen, lagde jeg blusen til side. Dels fordi jeg havde lavet en afslutning på bolen, som i teorien var ret flot, men som aldrig kom til at fungere optimalt. Det dér med at trævle op og starte forfra er bare en virkelig demotiverende proces. Jeg har så stor respekt for jer derude, der udvikler strikkeopskrifter. Det er et arbejde af den anden verden – og der er virkelig en god grund til, at de koster penge!

Optrævling og udsigt til ærmestrik – min hadedisciplin – var dog ikke hele årsagen. Jeg havde også brug for at få blusen lidt på afstand, fordi den var så nært forbundet med hele sygdomsperioden og hospitalet. Nu er den imidlertid færdig og klar til brug. Matchet med et par glimmerbloomers med flæsenumse fra MarMar, som jeg simpelthen ikke kunne holde udsalgs-fingrene fra!

Jeg har lavet ombukskanter forneden og som afslutning på ærmerne. Jeg synes, det giver en rigtig fin kant og et mere elegant udtryk end ribkanter. Desuden giver ombukskanten en god, fast afslutning, så det ikke ‘flaner’. Ombukskant er heldigvis virkelig nemt at lave:

Strik til arbejdet har ønsket længde, strik en omgang vrang, strik derefter ungefär 6 omgange afhængigt af om arbejdet er til baby, barn eller voksen (gå evt. en pindstørrelse ned) og luk løst af. Buk om og sy ombukket fast med usynlige sting indefra. Voila.

dsc_1069 dsc_1070 dsc_1075

Freestylingen var som sådan simpel nok, men har krævet lidt tænkearbejde undervejs for at finde ud af, hvordan jeg skulle ende med et resultat som det, jeg havde i tankerne. Jeg fortsatte egentlig bare mønstergentagelsen i romperen til blusen havde den længde, jeg ønskede – og det samme med ærmerne. Her er dog lukket 1 maske af på hver side af mærkemasken for hver 8. omgang indtil der var 41 masker tilbage på pinden.

Jeg har strikket i Tusindfryds Engleuld i en restfarve fra et gammelt parti – og den er simpelthen så smuk, men helt umulig for mig at gengive på billeder. Til Lillesøsters størrelser er der gået lidt over 2 nøgler garn, 1 tråd på pind 3,5. Opskriften, jeg har taget udgangspunkt i, findes HER

Alternativ behandling til børn

Jeg holder svært meget af videnskab og evidens og falsificerbare beviser på dette og hint. På fakta, der kan efterprøves og den slags umoderne sager.

Når det er sagt, så tager Bean og jeg en tur forbi en alternativ behandler i eftermiddag. En autoriseret en af slagsen og en vi har fået personligt anbefalet, bevares, men alligevel.

ke-72-kopi

Vi vil se, om ikke vi kan gøre et eller andet ved hendes hoste. Den er efterhånden ulidelig for os alle sammen, og dræner naturligt nok barnet (og os) for energi, når hun aften efter aften og nat efter nat hoster. Når dagens leg bliver afbrudt af hosteanfald, som påvirker både humør og appetit. Når vi målrettet øver os i at hoste på en måde, der giver mindst mulig risiko for at resultere i opkast (!)

Jeg er ret spændt på, om vi overhovedet vil kunne registrere en forskel, eller om det er penge ud af vinduet. Vi skal til zoneterapeut – og jeg vil meget gerne høre fra jer, hvis I har erfaringer med den slags? Jeg har også booket en tid hos vores gode, praktiserende læge – hvis nu det ikke kan løses uden en eller anden slags medicinering.

Chunky lace og noget om at slippe farveforskrækkelsen

‘Mor? Jeg ønsker mig en lyserød bluse‘, sagde store K efter jul.

Ingen større overraskelser her, eftersom lyserød er den absolutte yndlingsfarve. Og har været det i en rum tid efterhånden. Af og til må man (læs: jeg) overgive sig til farveglæden, og K er efterhånden så stor, at det kun er naturligt og rimeligt, at hun har en smule indflydelse på sin egen garderobe.

Jeg holder ellers mest af at strikke inden for gråtoneskalaen, der er god året rundt og for douche nuancer til forår og sommer og varme, brændte farver som okker, petroleum og karry til vinterhalvåret. Men en lyserød bluse var ønsket, og sådan blev det. Jeg shoppede candyflosskulører hos den lokale garnpusher til en Chunky Lace-bluse strikket på tykke pinde. Opskriften havde ligget klar længe. Jeg manglede bare lidt tid (altid tiden!) og at finde ud af til hvem, den skulle strikkes.

Jeg strikkede på pind 6, fordi jeg synes ‘blonderne’ tager sig finest ud her frem for på pind 7 – uanset hvad man vælger, går det virkelig hurtigt med de tykkelser! Jeg slog garn op 28. december og med diverse afbrydelser og manglende strikketid og et par andre projekter, der også lige skulle gøres færdige tog det vel omkring halvanden uge at blive helt færdig.

Bean elsker blusen, og den har allerede været flittigt i brug. Pasformen er casual, garnet er blødt, farven er absolut godkendt – og den er let at få af og på. Mønsterets ind- og udtagninger er simple. Efter første omgang sad det nogenlunde i fingrene på mig, men det er selvfølgelig forskelligt, hvordan man har det med mønstre! Blusen er mere ornamenteret end jeg plejer, men der er et eller andet ved den, jeg virkelig godt kan lide.

dsc_1077 dsc_1078 dsc_1079 dsc_1080

Jeg har brugt 5,5 nøgle Sandness Babyull i farve 4402, strikket på to tråde, til blusen i str 6 år til min langlemmede, knap-5-årige. Find opskriften HER

DBA-fund: den fineste dukkeseng til Lillesøster

Lillesøster har vist sig at være en lille dukke-dame. Hun putter, nusser, mader, krammer og kysser den enlige dukke, vi har på matriklen. Derfor var hendes julegave fra Jonas og jeg også i dukkegenren. Hun manglede nemlig en lille, fin seng til sit dukkebarn (så hun ikke dagligt skulle frustreres over at hun ikke kunne mase babyen ned i en alt for lille lift)

Jeg kiggede først på et par webshops efter en fin dukkeseng i træ i den rette størrelse – men jeg opgav ærligt talt hurtigt projektet, for ikke om jeg giver over 500 kr for en lille træseng. Det er jeg simpelthen for nærig til. Jeg gider på den anden side heller ikke have et billigt plastikskræmsel, der giver ondt i øjnene og ikke kan holde til at blive prøvet af den 18 måneder gamle dukkemor. Dernæst kiggede jeg forbi DBA, hvilket jeg i øvrigt gør jævnligt og altid, når jeg mangler et eller andet særligt til husets indretning.

dsc_1063

En geografisk afgrænsning og en hurtig søgning senere gav lige præcis den type seng, jeg var ude efter – endda i den helt rigtige størrelse. Lav og robust, så den kan holde til en af og til lidt hårdhændet halvanden-årig. Hjemmelavet og gammel – man kan næsten se timers leg aftegnet hvor malingen er skallet af og omhuen, den er bygget med. Jeg kunne have slebet og malet den om. Jeg overvejede det også, men faktisk synes jeg rigtig godt om den almueblå og afskallingerne.

Bean fandt en lille metalkuffert i dukkestørrelse, som blev hendes gave til Lillesøster. Den passer lige til en ekstra strikket kyse til babyen (ud fra denne opskrift og nedjusteret i størrelse, så den passede til dukken. Lillesøster har en matchende kyse og begge er strikket fra samme garnnøgle) og kufferten er nem at gå omkring med på vakkelvorne tumlingeben. Det er ret bedårende, når hun med kufferten i hånden vinker og siger ‘hej-hej’ og går på udflugt ud af stuen (og uden for vores synsvinkel). Sengetøjet har jeg syet af stofrester og en rest grove kniplinger, arvet fra min mormors sykasse for mange år siden. Kufferten er fundet hos Astas.

dsc_1064

dsc_1062

Nu står den i stuen og pynter – klar til leg og nem at rydde til side hver aften, når legen er slut og alle husets børn skal i seng.

I øvrigt sælger jeg selv ud af lidt legetøj på DBA, fordi vi skal lave lidt om på pigernes værelse, så det bliver mere funktionelt – kig forbi hvis du mangler et (virkelig velholdt) børneklaver, et designer fly eller det fineste diorama med Alice i Eventyrland.

Hvis du også er på jagt efter en fin dukkeseng, så synes jeg, der er rigtig gode bud her, her og her

Lange, mørke januardage. Grå himmel. Grå følelser. Underskud på underskud. Hoste, gråd og vrede stemmer. Pigernes. Min.

Jeg venter på lyset. På glæden. På overskuddet. På at jeg ikke skal kæmpe hele tiden – hver dag, hver time, hver nat.

Følelsen af utilstrækkelighed tager til for hver dag, der går uden et afbræk – uden tegn på, at noget snart skubber sig. At tigerspringstågerne letter. Opvågningerne bliver færre. At konfliktniveauet falder.

Det er udmattende at forsøge at være to skridt foran hele tiden. At afværge sammensmeltninger, afbøde fald og potentielle ulykker og forsøge at dele sol og vind bare nogenlunde lige.

Langtrukne aftenputninger med urolige børn giver farver. Røde øjne, mørke rande, regnbueglimtende tårer i øjenkrogene.

Og så trækker buttede arme éen ind til et blødt kys. Og så siger et barn noget helt vidunderligt. Det barn, der har kæmpet imod med negle og kløer, råbt og skreget, smækket med døre og grædt rasende tårer over livets uretfærdighed en hel, lang dag.

‘Jeg havde den bedste drøm. Jeg drømte, at dig og mor aldrig kunne dø. Og jeg blev aldrig voksen, for så kunne jeg altid lege med Lillesøster.’

Ord, der retter fokus tilbage mod kærligheden. Samhørigheden. Får skuldrene til at sænke sig. Kroppen og hjertet til at huske på alt det, der gør moderskabet til den mest livsomvæltende, kærlighedsfulde og meningsfulde opgave, jeg nogensinde har fået. Lige nu er det gråt og mørkt. Men midvinteren er bag os og lyset, varmen og foråret er på vej. Jeg kan ikke mærke det endnu, men jeg ved det kommer. Indtil da holder jeg fast med alt hvad jeg har i glimtene af lykke. Holder ud. Til foråret kommer.

ke-59-kopi

Er børn uvelkomne?

Jeg læste denne artikel  i morges om hvordan børn marginaliseres fra dele af (voksen)samfundet og udelukkes eller er uvelkomne på museer, på restauranter eller i andre dele af vores samfund, der ikke direkte er indrettet til dem. Liv Navntoft Henningsen skriver blandt andet:

Børn har fået en mere fremtrædende plads i familien, men i store dele af det offentlige rum skal de hverken ses eller høres. Når de bevæger sig uden for hjemmet eller institutionsverdenen, foregår det i børnevenlige miljøer som Lalandia eller Zoo. De opfattes ikke som civiliserede nok til de voksnes virkelighed. Det er en skam – for dem og for os

Jeg bliver ærgerlig på hendes vegne over, at hun oplever verden uden for hjemmet sådan. Jeg er enig med hende langt hen ad vejen i, at vi bør gentænke samfundets indretning, således at det ikke er i den periode i livet, hvor man har små børn, at man partout skal gøre karriere og arbejde fuldtid samtidig. At vi skal have en decideret familie(venlig) politik i Danmark. At der skal være bedre forhold for de mindste, ikke mindst fordi det gavner hele samfundet på sigt. På fødegangen, i daginstitutionerne, i uddannelsessektoren. At der var ekstra 3 måneders øremærket barsel til fædre, fordi alle studier viser, at det er gavnligt for forholdet mellem barn og far og for familiedynamikken, at far også barsler. At forældre ikke behøver stresse over hvem der må melde ‘barn syg’ igen-igen, fordi der – som i Sverige – er en offentlig, skattefinancieret forsikring, der giver kompensation til arbejdsgiveren og dermed langt bedre samvittighed til den, der må blive væk. Måske man så kunne undgå forældre, der af nød sender deres små børn afsted i dagpleje eller børnehave på en Panodil for at kunne nå bare et par timers arbejde. At der var lovgiven mulighed for deltidsarbejde før børnene når skolealderen, så de ikke skal have fuldtids-uger uden for hjemmet.

Jeg er derimod ikke enig med skribenten i, at børn er uvelkomne i voksenlivet. Tværtimod. Naturligvis er der oplevelser, der er for de voksne. For mig giver det ingen mening at tage mine børn med på gourmetrestaurant før de er store nok til at kunne have ro om og nyde måltidet i de timer, det tager at spise sig igennem 5-9 retter. Til gengæld har vi de sidste godt 4 år jævnligt frekventeret caféer og restauranter med vores børn. Om det er fordi spisestederne på Indre Østerbro generelt er børne-tolerante, det skal jeg ikke kunne sige. Vi har aldrig nogensinde oplevet løftede øjenbryn eller suk fra andre – hverken i vores lille del af verden, eller når vi har været andre steder herhjemme eller i udlandet. Vi gør en dyd ud af at vores børn skal lære at opføre sig ordentligt og tage hensyn til andre, når vi er ude (og hjemme, for den sags skyld) og den fire-årige er som regel en fornøjelse at have med. Den halvandenårige er stadig ved at lære reglerne, men kan heldigvis også pacificeres ret nemt med tilbuddet om ‘mam-mam’ og mælkebar eller med det legetøj og tegnegrej, vi altid har med. Hvis ikke, så går vi hjem igen. Konsekvens-pædagogik og hensyn til fællesskabet i skøn samhørighed, I ved.

Vi elsker at komme på museer. Også dem, der ikke har særlige børneudstillinger eller børneområder. Pigerne var begge omkring 14 dage gamle, da de fik deres debut som museumsgængere, og det er stadig noget af det, K elsker allermest. Man må gerne tale og le på et kunstmuseum. Man må gerne diskutere, debattere og kommentere kunstværkerne. Fra et uddannet ekspertstandpunkt og fra et vidunderligt udgangspunkt af barnlig uskyld og undren. Det er ikke bare noget, jeg siger, fordi vi gør sådan. Jeg er uddannet kunsthistoriker og har arbejdet på bl.a. Statens Museum for Kunst og jeg har et bredt netværk af kunsthistoriker-venner og bekendte rundt omkring på mange kunstinstitutioner. De er enige med mig. Kunst skal opleves. Af og til i andægtig stilhed. Af og til med højlydt begejstring eller forundring. Med latter og med beundring. Og man må gerne sige ADR – hvor ULÆKKERT! til kunstværker, der har ‘kunstnerens urin’ som en del af sin materialesammensætning.

946234_10152966685220375_1631043415_n^^Berlin, restaurantbesøg, sommeren 2013

Pigerne kender begge frasen ’se med øjnene’ – man rører ikke ved malerierne. Man kigger. Naturligvis. Det er slet ikke svært at forstå.

Skal børn med til alting? Nej. Det synes jeg ikke. Hvorfor skulle de med til en langtrukken voksenfest som et bryllup, hvis de ikke er tænkt ind i begivenheden som udgangspunkt? Hvor sengetider bliver overskredet, man skal være stille og hele tiden vente på at de voksne taler og taler og taler færdig. Beruselse og børn er også en virkelig dårlig kombination i mine øjne. Den, der inviterer og betaler gildet, har også ret til at bestemme festens format. Vielse og reception er ret lette at invitere de små med i, men selve festen og middagen, kan jeg sagtens forstå, man vil have for sig selv. Hvis jeg nogensinde skal giftes, skal der heller ikke børn med til festen.

Jeg nægter at lade mig begrænse af firkantede forestillinger om børnevenlighed eller børne-egnethed. Jeg ved med samme sikkerhed, som at alle mennesker engang skal dø, at jeg aldrig sætter mine ben i Lalandia eller skal på all-inclusive charterferie indhegnet i et resort med børneguider i bamse-heldragter. Det er så langt fra mine behov, som det næsten kan komme. Jeg vil opsøge oplevelser, som jeg også selv får glæde af. Museer. Ballet. Spisesteder og rejser, som giver noget for både mig og mine børn. Storbyferier med indlagte legeplads-pauser. Kulturrejser med halvdagprogram og tid til at bade i pool eller hav. Det behøver ikke være enten-eller.

Når vi – Jonas og jeg – agerer hensigtsmæssigt i forhold til vores børns alder og temperament, så passer vi ligeså fint ind i det omgivende samfund som alle andre. I stedet for at tænke samfundet som opdelt mellem børn og voksne, så bør vi måske snarere se det som en helhed med plads til mange forskellige behov. Jeg tror på, at der er plads til alle, når vi hjælper hinanden med at skabe rum og tolerance.

Nemme børn?

Lige siden Bean var helt lillebitte, har jeg orienteret mig mod Vidunderlige Uger, og det har stort set altid stemt med tidspunkterne og stemt spot on med de tegn på udviklingsspring, som også er beskrevet i bogen. Lillesøster følger også de såkaldte tigerspring.

Som regel har hun reageret markant mindre voldsomt end sin storesøster, men alligevel har vi mærket forskel på ‘normal baby’ og ‘tigerbaby’. Lige i øjeblikket er hun midt i stormvejret i det sidste af de udviklingsspring, der omfattes af bogen (der efterhånden har flere løse sider og æselører, der hvor den har været læst ofte). Det her tigerspring er uden sammenligning det vildeste, hun endnu har præsteret. Vi snakker snarere forhistorisk sabeltandstiger med torn i tåen, end de nærmest nuttede eksemplarer, typer som Putin aer ude i den vilde, russiske natur. Springet er lidt forskudt i forhold til hvornår, det ‘burde’ have været, fordi hun var syg og indlagt i samme periode. Nu er det så igang for fulde hammer, og NØJ hvor er vi trætte af det.

Brok hele dagen og skrigeri hele natten i hele den forgangne uge plus det løse. Ærligt talt er hun smadderirriterende lige nu, og var det ikke fordi, hun OGSÅ er uhyggeligt nuttet og blød, så var hun forlængst sat billigt til salg. Man tilgiver meget, når man hver morgen bliver vækket med dusinvis små, fine kys.

ke-67-kopiDet er også anstrengende for Lillesøster. Det ved vi godt. Jeg havde bare virkelig håbet på en ‘nem’ periode ovenpå en rigtig hård og drænende december. Vi kunne alle have brugt bare en uge eller to uden hoste og sygdom og uden alt for mange konflikter og med bare lidt mere søvn.

Jeg ved ikke, om jeg tror på, at nogen børn er decideret ‘nemme’. Nogle er helt klart nemmere end andre, men der er udfordringer for alle forældre. Beans første halve år handlede om ren overlevelse for os voksne, mens Lillesøster 90% af tiden var mild og blid. Bean havde til gengæld absolut ikke skyggen af ‘terrible two’s’, mens Lillesøster lader til at lægge i støbeskeen til en… ahem… skøn, gryende selvstændighedsfase.

Pointen? Den har jeg glemt. Til gengæld kan jeg huske at Jonas og jeg kiggede udmattede på hinanden over aftensmaden i går, og kunne konstatere at den weekend, der burde have ladet os op til den kommende arbejdsuge, snarere havde efterladt os drænede og endnu trættere end før.

Det er en fase. Det er en fase. Det er en fase. Men kan den ikke godt snart slutte?

First snow

Der er noget magisk og eventyrligt over den første sne – ikke mindst, når man er barn. Bean kunne næsten ikke vente med at komme ud ad døren i morges, da hun opdagede de hvide fortove, og jeg kan ikke fortænke hende, for det er længe siden, vi sidst har haft sne her på Østerbro.

Da dagslyset var tændt og Jonas stået op, tog vi alle vores varmeste tøj på og fandt kælkene frem. Lillesøster synes det hele var lidt mærkeligt, men var frisk på at følge vores eksempel, så vi trak pigerne ned til den lokale mini-park hvor der er et par små kælkebakker. Der var ikke meget sne, men lige præcis nok til at le helt nede fra maven over en kælketur, der endte med at vælte mig bagover.

Præcis nok til at det var magisk og eventyrligt og herligt. Præcis nok, til at Bean kunne trække Lillesøster, der kvitterede med jubel og latter.

Vi drog hjemad efter en lille time til lune, nybagte boller og fornemmelsen af – for første gang i en uge – at have haft tid nok sammen.

Sneen var næsten allerede tøet og smeltet væk igen i eftermiddags, da Bean og jeg cyklede hjem fra en hyggelig nytårskur hos venner. Sne er et flygtigt fænomen, og så meget desto mere noget, der skal udnyttes, når den er her. Jeg er så glad for, at vi nåede det. Vi trængte alle fire til noget ukompliceret, nemt og rart oven på en uge, der har føltes noget længere end de 5 dage, kalenderen fortæller, den har varet.

dsc_1101 dsc_1102 dsc_1114

^^Nogen var fra start af mere begejstrede for konceptet end andre. Lillesøster blev dog omvendt, da hendes søster trak hende omkring i kælken. Beans flyverdragt er fra sidste år og fra MarMar (lige nu er der udsalg på den fine, grå version hos MarMar selv) Lillesøsters flyverdragt er en arvesag fra Beans tid. Den er fra Danefæ. De lune luffer i uldfilt er fra Engel og findes HER

Økologiske søpapegøjer og en hyggelig børneserie

Kender I serien ‘Søpapegøjernes Ø’ (eller ‘Puffin Rock’ som den hedder på originalsproget?)

Begge piger er helt vilde med den – og det er egentlig noget af en bedrift, når der er over 3 års aldersforskel. Fortælletempoet er dejligt roligt, farverne rare og figurerne søde. Tegneserien handler om søpapegøje-søskendeparret Oona og Baba som er storesøster og lillebror. De tuller rundt på deres fredelige ø og udforsker den, mens mor og far er ude og finde mad. De to har venner på tværs af dyreracer og løser hverdagsproblemer og konflikter på en fin måde. Oona lærer også sin lillebror om hvordan man er en rigtig søpapegøje, og netop den del – at lære fra sig – tror jeg, K relaterer rigtig meget til.

Serien minder faktisk om noget, der kunne være produceret på DRs B&U-afdeling – ment absolut som ros! Jeg synes DR igennem tiden har lavet og laver virkelig godt børnefjernsyn. Ramasjang er en fantastisk kanal.

soepapegoejer^^Søpapegøjebody og søpapegøje-sweater på udsalg HER (jeg viser blusen på Bean, når den kommer hjem) // Sort bluse med peplum og prikket kjole på udsalg HER (Bean har modtaget disse i gave, og hun (og jeg) er så glad for dem. De er bløde, fine og i rigtig god kvalitet)

Lille E er generelt vild med ALT med dyr, og hun kommenterer ivrigt på dem, der dukker op på skærmen. Af samme grund er pauseskærmen med glidende dyrebilleder faktisk hendes yndlingsfjernsyn… ‘Pip-pip’, ‘haps-haps’ (red: krabber) eller ‘uIJ-uIJ’ (red: sæler) og ‘Uh-uhhh’ (red: ugler) fortæller hun løbende, som historierne folder sig ud. K holder af de små fortællinger og ikke mindst af temasangen, som hun nynner og synger på alle tidspunkter af døgnet i øjeblikket. Den er ret fin. Og markant mere til at holde ud end diverse upbeat og uptempo versioner fra amerikansk børnetv.

Serien vises på DRs Ramasjang, men når der skal binge-watches eller mor og far skal sove liiiidt længere, så findes den heldigvis også på Netflix. K kan selv stå op, gå ind i stuen og sætte sig til rette med iPad og et varmt tæppe i sofaen, mens vi vågner op i soveværelset ved siden af. (Jaja, vi er skrækkelige forældre – men hvis du har læst om vores søvnvaner, så ved du, at vi tager AL den søvn, vi kan få!)

Derfor er jeg ikke i tvivl om, at K bliver ret vild med den lækre, økologiske sweater, jeg netop har klikket hjem til hende. Vi blev introduceret for islandske Iglo & Indi sidste år, og jeg er blevet ret vild med både kvalitet, udtryk og ikke mindst at det er ordentligt produceret! Jeg har fundet Iglo & Indi søpapegøje-sweateren på tilbud HER hvor der også er en body til de små – og meget andet af brandets fine print. Bl.a. med pandaer.