33 going on 22

Det er Valentins Dag, og selvom Jonas og jeg ikke tilbringer dagen sammen, så er vi i stedet sammen med resultaterne af kærligheden. Og jeg synes det er på plads med endnu en kærlighedserklæring her også. Jeg er årgang ’84 og et søndagsbarn fra marts, og det betyder, at jeg om ungefär 2 uger må vænne mig til at være 34 år og dermed officielt ‘midt i 30’erne’ frem for ‘i starten af 30’erne’. Det har jeg det såmænd fint med. Jeg har egentlig ikke været ramt af nogen alderskriser endnu, men det kan naturligvis nå at komme. Jeg er bestemt heller ikke utilfreds med, hvor jeg er i livet. Jeg arbejder på deltid, så jeg kan se mine børn...
   

Odense coming up

… når altså bare liiige denne maraton-dag er overstået. K og jeg glæder os begge til at smutte ud af hverdagen for en stund og have masser af tid sammen. Det kan godt være svært at være stor, når ens søster bliver syg og får lidt ekstra fokus. Så det er fint at kunne se frem til forkælelse og enetid. Det bliver også dejligt for E og Jonas at have lidt tid sammen – bare de to. Det har været ekstremt meget ‘mor’ i de seneste uger, og vi trænger alle til at rollerne igen bliver lidt mere ligeligt fordelt. Der er intet som udstrakt tid og nærvær til at styrke båndene mellem os alle – og i denne omgang...

At træffe sine egne valg

Fastelavn er slut for K’s vedkommende. Det var en fin oplevelse og en lektie i at holde fast i sit eget valg. Det fyldte en masse for hende. Hun glædede sig til at vise sit popcorn-kostume frem, men det var alligevel en svær beslutning i takt med at de andre (piger) fortalte om hvilke prinsesser, ballerinaer eller enhjørninge, de skulle være. Så kom hun alligevel i tvivl. Havde lyst til at være en prinsesse også. Ligesom de andre. Det er svært at skille sig ud, når man er barn. Det er vel svært i det hele taget, men man lærer at holde ved sine (livs)valg med alderen og være tro mod sig selv. I al fald i mange henseender. Vi...
   

Fredag aften på børnemodtagelsen

Jeg synes egentlig, vi har taget vores tørn med sygdom herhjemme i det forgangne halve år. Ikke desto mindre er E nu blevet syg ligesom både K er helt forbi sine skoldkopper og Jonas er blevet fri fra en ordentlig omgang influenza. Og ikke bare syg, men syg på en sådan måde, der giver os forældre ondt i hjertet og bange anelser. Alt for høj feber i for lang tid. Et alt for overfladisk åndedrag. Et barn, der er for slap og slatten til at lege, til at spise og til næsten at være vågen og kommunikere. Fredag aften ringede vi til 1813 og grundet vores forhistorie med lungebetændelse og indlæggelse sidste år, tog de det ret seriøst og vi...

Anmeldelse: Slut fred med dit viljestærke barn

[ ANMELDELSE – bog modtaget som anmeldereksemplar ] Jeg har vist lidt frem på Instagram i januar, hvor jeg har læst mig igennem familierådgiver Smilla Lynggaards ‘Slut fred med dit viljestærke barn – og dig selv’, og I var rigtig (rigtig!) mange, der efterspurgte en anmeldelse af bogen og mine tanker omkring den. De kommer her. Lidt forsinket, for det har været en rigtig svær opgave. Jeg ville nemlig rigtig gerne skrive en bragende god anmeldelse med lutter roser, for jeg kan så godt lide konceptet og tanken bag bogen. Jeg kan rigtig godt lide, i hvor høj grad den er på barnets – og i forlængelse heraf – på familiens side. At man ikke er forkert som menneske, selvom...

DIY fastelavnskostumer: Popcorn og Frida Kahlo

Det er fastelavnstid og dermed også tid til at finde på udklædning til store og små børn. De første par år syede jeg selv kostumer til K og brugte en maaaaasse tid på det. Men. Efter at have eksekveret et helt piratkostume efter udtrykkelig bestilling blot for at se det afvist og slået af et 100% polyesterkostume til en flad 5’er i genbrugsen lagde jeg kostume-design på hylden. Indtil i år, faktisk. De sidste 3-4 år har Jonas stået for indkøb af kostumer i diverse legetøjsbutikker sammen med K, og de har hygget sig med det – men i år vil K gerne være noget, som mildest talt ikke hænger på bøjlerne rundt omkring. Hun vil være et bæger popcorn....
   

… men hun har stadig bløde kinder og buttede hænder

Jeg ved ikke om det er den relative klarhed efter en lille uge med relativt god søvn, om det er sæsonernes snarlige omskiften eller lyset, der begynder at vende tilbage. Efter en lang, mørk og sygdomstung vinter synes jeg pludselig, at pigerne er blevet så store. Både min førstefødte, der om et halvt år er en skolepige, og som reflekterer, argumenterer og udviser så stor omsorg og empati for sin omverden. Som er lang og smal og som efter sigende ligner mig mere og mere – omend jeg ikke ser det selv. Jeg ser hende i stedet. Hendes træk, hendes temperament. Hendes interesser. Hun har knækket koden til at brodere og kan sidde i en hel time og nørkle med...

Øverst på strikkelisten

Jeg opererer altid med en kortere eller (som regel) længere strikkeliste. Øverst på den stod egentlig noget helt andet, men der blev akut brug for en ny Dagmars bluse efter weekendens sjov med køresyge. I al virvaret med opkast all-freakin-over, influenzamænd og skoldkoppebørn kom et par hjemmestrikkede bluser i uld nemlig ind sammen med resten af vasketøjet. De har nu en dejlig filtet kvalitet, som egentlig er ret lækker i sig selv, og en pasform, der er mere relevant til dukkerne end til E. ^^Søde, søde E i sin nu hedengangne Dagmars bluse. Jeg tror det må blive en ny i grå. Den har været brugt SÅ meget hele efteråret og vinteren. Det er jo super ærgerligt, men det er...

Om at ‘lyve’ på Instagram og en sygdomsplaget weekend

For lidt tid siden læste jeg et blogindlæg, som jeg egentlig synes var rigtig træls. Det handlede om at mange – undertegnede inklusive – vælger at dele en redigeret virkelighed på Instagram. Det er for så vidt ganske korrekt, på samme måde som vi vælger at dele en redigeret udgave af os selv og vores hjem, når klæder os på for at tage på arbejde eller til fest, og lige svinger en støvsuger inden der kommer gæster til middag. At det ikke er den fulde, hele sandhed, alle vælger at dele med alle andre på medier som Facebook og Instagram, tænker jeg egentlig er en selvfølge efterhånden. I al fald bør det ikke være en decideret overraskelse. Så vidt, så...
   

Problemet med minimalisme

… er egentlig slet ikke et problem. Snarere et vaskeægte #firstworldproblem. En slags ikke-problem, som jeg ikke desto mindre har brugt noget tid på at indlære. Siden jeg gik igang med at rydde op og rydde ud i vores ting og digitale rod sidste efterår er jeg ligeså stille blevet mere minimalistisk. Jeg bliver sandsynligvis aldrig en rigtig purist, der kan nøjes med et hjem med 200 genstande i. Jeg synes, det kan se vanvittigt smukt og inspirerende ud med rolige flader og organisk minimalisme, men vi bor to akademikere sammen, der begge har en stor samling af bøger. Vi har to børn, der har lyst til og brug for legesager og vi har mange billeder og grafik, der gerne...

En (meget!) forsinket fødselsdagsgave – miniferie i Odense

Da K fyldte fem år, var der vitterligt ikke mange ting, hun manglede. Både Jonas og jeg var lidt i vildrede med gaverne, og vi endte derfor med at give hende en personlig oplevelsesgave hver. Alenetid med henholdsvis mor og far. Med Jonas var hun en tur i Tivoli med turpas und alles. Jeg gav hende en miniferie. En overnatning et sted i Danmark sammen med mig. Det var planen, at vi skulle have været afsted i efteråret, men der afløste den enes sygdom den andens og overskuddet var ikke til det. Med andre ord er det en meget forsinket fødselsdagsgave, der snart skal afvikles. Men hey. Jeg når det, inden hun fylder 6, og det må da også tælle...

Brev fra Pladsanvisningen fortalt i GIFs

Som forældre i København, så er et brev fra Pladsanvisningen noget nær det mest neglebidende uhyggelige, man kan modtage. Det er ikke til at vide, om man er købt eller solgt. Om man har fået den plads, man ønsker eller noget i retning af det man ønsker… eller er man i stedet landet et sted, man SLET ikke har lyst til. Om ens behovsdato nogenlunde kan imødekommes (det kan den som regel absolut ikke) eller om man skal lege logistisk slangemenneske i månedsvis og finde alternative og midlertidige løsninger. Da K skulle starte i børnehave fik vi først et tilbud et sted, der dels var noget længere væk end vi havde lyst til – over 1 km fra vores hjem....