Leg og læring: Vandleg for store og små

[ANNONCE]

Jeg elsker legetøj, der udvikler og stimulerer børns fantasi. Som indbyder til rollelege og som indeholder læring. Herhjemme har vi nogle favoritter på det område. Legekøkken og legemad har været favoritter længe, ligesom bObles’ tumlemøbler til det grovmotoriske og balanceøvelser (og vanskelige junglestier med vande fyldt af farlige vandslanger, krokodiller og piratfisk). Lego der øver finmotorikken og indbyder til leg efter evner og udviklingstrin. Men en af min barndoms favoritter var Playmobil, og det glæder mig, at begge pigerne lader til at dele min entusiasme.

For et par uger siden blev Bean inviteret med i Den Blå Planet af Playmobil sammen med denne unge dame og hendes mor. Anledningen var Playmobils nye Akvarium-serie, og den er simpelthen så fin. Det er noget af det bedste Playmobil vi har (og der er efterhånden en del herhjemme, der er klikket hjem fra denne hjemmeside, der altid har gode priser. Og lige nu desuden 15% på det store akvarium)

16507263_10154450245341849_998730950_n

Photo credit: @plummum

Bean var så heldig at få akvariet med hjem, og vi har leget med det lige siden. Der er bare noget særligt ved vandleg, ikke? Og ja. Det kan godt være noget griseri, men vi har som regel et håndklæde under, så de værste ‘vandskader’ undgås.

Lillesøster smider alle – mennesker som dyr – i bassinet og fisker dem op igen, tørrer dem, og giver dem noget at spise inden de atter ryger i. Beans leg er naturligt nok noget mere kompleks. Jeg på min side er imponeret over alle de mange detaljer, der er i sættet, og der er grobund for mange snakke om havdyr. Vi har talt om søløver vs sæler, hvorfor blæksprutter gemmer sig i klippehuler og hvorfor koralrevsfisk er så flotte. Jeg kunne ikke modstå fristelsen til at købe akvariebutikken og den er virkelig også fin. Jeg elsker især detaljerne med de små ‘klappe-bassiner’. Både akvarium og butik indgår fint i legen med hele Beans zoologiske have, som efterhånden rummer en hel del dyr.

dsc_0012 dsc_0013 dsc_0015

Vinterferie og andre illusioner

Jeg tog to dage fri i denne uge for at kunne holde mini-vinterferie med hele familien. Det skulle være et par hyggelige dage, hvor vi alle havde tid og overskud til sjov og leg. Små kreaprojekter, dukkeleg, tumleri og fjol. Rare måltider og gode snakke.

Gæt igen.

Lillesøster har brugt hele uge 7 på at råbe, skrigegræde og råbe noget mere hver eneste gang, hun ikke har haft opmærksomheden 100% på sig. Eller hvis bamsen drillede. Eller legetøjsbilen kørte på en forkert måde. Eller maden blev serveret 1 sekund for sent. Derudover har hun været 4 gange så længe som normalt om at falde i søvn om aftenen og har bøvlet rundt.

Det er ikke hyggeligt.

Det er heller ikke hyggeligt med en stor pige, der har haft temper tantrums, så man skulle tro hun stadig var i sin groveste three-nager fase.

Fredag delte vi sol og vind og tog på skift hver vores barn med ud hele dagen. Ingen af os kunne overskue en hel dag med de to piger sammen. Vi har på biblioteket, på Remisen, ude og købe fødselsdagsgave til morfar. Bare ud og trille en tur. Da pigerne endelig var gået omkuld om aftenen var det to kvæstede voksne, der sad tilbage i sofaen og stirrede ud i luften med tomme blikke.

I dag er Jonas taget til Fyn for at møde et par studiekammerater, drikke et par øl og sladre om kvinder, børn og hvad nu ellers mænd taler om. Jeg har været græsenke og jeg havde egentlig tænkt at vi skulle have en hyggelig dag. Det har været med tungen lige i munden at jonglere to uligevægtige børn, en knaldende hovedpine af at høre på alt brokkeriet og samtidig være en ordentlig mor. Vi har gået tur, sunget sange og danset fjollet. Svinet med fingermaling og grinet af fjollede kattevideoer på youtube. Så alt i alt er det gået ok. Det burde bare ikke være så udmattende.

Jeg krydser fingre for at i morgen bliver bedre. Under alle omstændigheder er der rørt pandekagedej sammen som står klar i køleskabet til morgenmad. Det kan ikke gå helt galt, når man starter dagen med pandekager.

 

Vel?

wp_000784

… jeg faldt lige over det her gamle billede af Bean fra 2014. Det beskriver meget godt, hvordan jeg har det lige nu.

Skumfidus eksperimentet

Hele torsdag formiddag har Bean, Jonas og jeg tilbragt på Institut for Psykologi. For snart 5 år siden deltog vi i et spændende forsøg om det førsproglige barns tilknytning og omsorgsrelationer – og ved både 2 og 3 år har vi været til opfølgende besøg. Data fra det oprindelige forsøg er i dag ved at blive udrullet i samarbejde med sundhedsplejen i Københavns Kommune for at støtte og hjælpe mødre (og fædre) med efterfødselsreaktioner.

Dagens besøg var 5-års opfølgningen, og Bean klarede tre timer i stiv arm. Øvelser, historiefortælling, kognitiv problemløsning, fri leg. Hun elsker det og hun havde en fest. Forinden havde Jonas og jeg svaret på alenlange spørgeskemaer.

Sidste test var skumfidus-udfordringen. I ved. Den her:

Bean fik stillet en skumfidus foran sig, fik at vide at hvis hun ventede fik hun to – og så sad hun ellers i 15 minutter alene i et rum med en skumfidus. Og ventede. Og ventede. Lavede ansigter i spejlet, sang hjemmelavede sange om skumfiduser og sanglege til at fordrive tiden.

På et tidspunkt var samtlige voksne nødt til at kvæle latteren, da hun utålmodigt råbte ud igennem døren: “Er du klar eller er du doven?”

Hun fik sine to skumfiduser for en imponerende indsats. Hun rørte ikke engang ved lokkemaden – men det er også omkring 5-års alderen børn lærer behovsudsættelse.

Det er en umådeligt træt pige, vi har haft fornøjelsen af resten af dagen, men det er altid en fornøjelse at deltage i forsøgene. Dels for at bidrage til videnskaben, dels fordi Bean har en fest – og dels fordi vi altid lærer noget nyt om vores skønne pige.

Fortidens synder

Jeg har virkelig været i tvivl om dette indlæg. Er det for meget? For tæt på? Er det relevant? Det har ligget som kladde et godt stykke tid og været planlagt til udgivelse flere gange. Nu kommer det. Jeg tror nemlig, at det giver mening at være ærlig omkring, at der er udfordringer i alle forhold. At glansbilleder er forbeholdt de sociale medier og virkeligheden er meget mere kompleks. Alles liv har rod i hjørnerne og støv bagest på reolerne. Sådan er det også herhjemme. Så nu deler jeg en del af vores forhold, og hvordan vi har forholdt et af de issues, vi arbejder med herhjemme. Mens dette bliver udgivet, er vi i øvrigt på romantisk date med tre retter og babysittere hjemme. Så helt galt er det ikke 😉

Når man bliver kærester i løbet af tyverne (eller trediverne), så er der nødvendigvis noget bagage. Noget, man tager med i forholdet på den ene eller anden måde. En del er positivt. Ting, jeg har lært om mig selv og mine grænser. At være tydeligere omkring mine behov. At nægte at være ‘mor’ for en kæreste. At holde af fraværet af skænderier, uden at bekymre mig om, hvorvidt fraværet af drama er det samme som fraværet af passion.

Jonas har også bagage med. Sådan er det. Det var blandt andet vores bagage, der betød, at vi ret hurtigt blev klar over, at vi passede sammen. At vi ville hinanden. Uden spil. Uden drama. Bare ganske enkelt at gå ind i forholdet fuldt og helt. Der har aldrig været grund til at mistænke hinanden for urent trav, og den bagage er der heldigvis heller ingen af os, der tager med.

Til gengæld er der et spøgelse fra Jonas’ fortid, der dukker op med jævne mellemrum og som det har taget os mange år at finde ud af at leve med på en ordentlig måde. Han har tidligere oplevet jalousi i et forhold. Jalousien fra dengang har forstærket hans frihedstrang nu. Frihed til at ses med venner, tage på teltture, bare tage ud. Særligt i den første tid med et barn gav det anledning til spændinger mellem os. For hvad var rimeligt og urimeligt – hvor mange gange om ugen, om måneden, om året er det fair at overlade barn og ansvar til den anden? Hvor meget skal man prioritere sin familie og hvor meget skal man have lov at leve sine egne drømme ud?

Når jeg af og til ligeud har sagt nej eller bare bedt ham blive hjemme, har det ofte udløst en helt irrationel modvilje hos Jonas. På min side er jeg blevet enormt ked af og frustreret over at han ikke i højere grad har prioriteret os – sin lille familie – frem for at skulle ud flere gange om ugen. Flere weekender hvert år med flere forskellige vennegrupper.

I takt med at flere og flere i vennekredsen har fået barn og børn og faste jobs, og i takt med at vi alle er vokset ind i familierollen, er turene ud blevet færre og har fundet et leje, vi begge kan leve med. Jeg skal ikke lyve. Det har krævet tårer og jeg har i den grad følt mig og Bean valgt fra i de første år.

I nogle perioder er der stadig for mange arrangementer. Det er sandsynligvis et emne, der vil blive ved med at dukke op i vores forhold. Heldigvis kender vi efterhånden hinanden godt nok til at vide, hvilke ord og vendinger, vi skal udelade af samtalen. Heldigvis forstår Jonas også mit standpunkt og mit behov for at han vælger os til.

Det lyder forkert. Han er ikke i byen. Af og til er han ude med venner. Han er væk fra hjemmet en del aftener hver uge. Det meste af tiden sidder han et sted og arbejder, fordi han så er mere effektiv. Det foregår altid efter pigernes sengetid. I det regnestykke er der så til gengæld en anden, der er nødt til at være hjemme. Mig. Et tilbagevendende tema er, at hans frihed er på min regning. Han har en udlængsel, som er helt forskellig fra mit sindelag, og hvis jeg udtrykker, at jeg vil have en aften ude, så er han altid absolut med på den. Som for eksempel i lørdags, hvor jeg smuttede fra putning og oprydning og havde en dejlig dameaften med masser af bobler og snak til kl midt om natten. Men hvad nu, hvis jeg ikke vil ud – men bare have os begge hjemme? Det er stadig en øvelse ikke at føle sig fravalgt, når der er lidt underskud på kontoen. Og det kan være en udfordring at finde tiden til bare at tale, at være i hinandens selskab. Jeg ved, han elsker os og mig, og at han bliver et bedre menneske, når han også får tid selv eller med venner. En bedre kæreste. En bedre far.

Jeg har fået veto-retten til at være hende, der dikterer aftenens hjemkomst-tidspunkt af og til. Fordi min i øvrigt søde, ansvarlige og voksne mand af en kæreste simpelthen ikke kan finde ud af at tage tidligt hjem af sig selv. Hans spøgelse dukker op i skyggen af hver eneste gang, jeg har bedt om at det ikke bliver for sent, og han føler sig kontrolleret, så nu har vi det sort på hvidt. At jeg har lov at sætte hælene i, når jeg har behov for det.

dsc_0017

Alle forhold har bagage. Det er en balanceøvelse at få lagt den på rette hylde. Vi øver os. For vi har planer om at leve sammen resten af livet. (Og ja. Jonas har godkendt indlægget!)

Vinterferie uden Bean

Det er næppe en overraskelse for faste læsere herinde, at vores førstefødte har et ret højt lydniveau. Udover at hun taler, synger, råber non-stop, så gør hun det også i en volumen, der får et almindeligt fragtfly til at lyde som en Tesla.

Vi forsøger løbende at italesætte det og beder hende jævnligt om at huske at bruge indendørs-stemmen. At vi står lige ved siden af. At man ikke skal råbe, men tale sammen. Hun hører fint. (Vi har fået det tjekket!) Hun taler bare VIRKELIG højt.

skaermbillede-2016-12-12-kl-8-57-32-pmPhoto credit: Frederikke Brostrup

I går morges, mens jeg lå og sov lørdagens damemiddag og bobler ud af kroppen, fulgte Jonas og Lillesøster hende til Hovedbanen, hvor hun skulle mødes med sin kusine og faster og sammen køre hele vejen til det vestligste Jylland for at holde et par dages vinterferie hos farmor og farfar. Det er første gang, de prøver det, og hun kunne næsten ikke være i sin krop af ren spænding og glæde. Jeg er så vild med at begge hold bedsteforældre ønsker og kan have deres børnebørn på miniferier. Både voksne og børn nyder tiden sammen, og vi forældre nyder at have lidt mere ro og tid på hænderne end normalt.

Det var virkelig bemærkelsesværdigt, hvor stille huset var i går. Bevares, Lillesøster kan også lave lyd. Men ikke hele tiden. Og slet ikke lige så højt endnu. Der var også helt roligt. Ingen tornadoer susede omkring og krævede konstant opmærksomhed og at nogen skulle lege med hende. I stedet dimsede Lillesøster med Beans nye Playmobil-sæt i flere timer i løbet af dagen. Tullede rundt med sin ‘baby’. Sov en lang middagslur, som Jonas og jeg udnyttede til at se vores nyeste serie-crush på Netflix (Blacklist, hvis nogen skulle spørge. Den fungerer virkelig godt)

Der er en helt anden ro med kun et barn i huset. Det er skønt og vi nyder det og tanker op på noget så sjældent som stilhed… men i går aftes savnede jeg nu alligevel min store, skægge, skønne Bean. Hun kommer hjem igen i morgen. Jeg glæder mig til at se hende.

Life hack: bedre nattesøvn til snottede børn

Vi har løbende snottede børn herhjemme. Hoste og forkølelser er ligesom fast inventar i vinterhalvåret med to institutionsbørn, selvom de sjældent er decideret syge. Det er særligt sovetid, der er træls med hoste og snot. Når man ligger ned, stopper det hele til – og lige dér er jeg virkelig glad for, at Lillesøster aldrig har brugt sut. Det er bare noget nemmere at falde i søvn, når man ikke skal forsøge at sutte og trække vejret gennem en snotnæse samtidig.

Mon ikke de fleste kender til at hæve sengens hovedgærde, når børne-næserne er stoppet til? Det har vi i al fald altid gjort, og hidtil med en eller flere store ordbøger eller leksika under sengebenene. Det er bare altid lidt bøvlet, og hvis man kommer til at rykke rundt på sengen, så skrider bøgerne og man risikerer, at de bliver ødelagt i ryggene.

I sidste uge shoppede jeg en ny autostol til Bean (en model, som vi har fået anbefalet af mange og som er til en god pris lige her), og da jeg i samme ombæring klikkede rundt i udsalgskategorien som man jeg jo gør, faldt jeg over de her. Sådan nogen har jeg været på udkig efter længe, og de blev klikket hjem med det samme. Ikke mindst fordi udsalgsprisen var ret fin. Nu har vi prøvet dem af, og de fungerer virkelig godt. De er nemme at bruge, de bliver hvor de skal, og man kan sagtens rykke på sengen uden at de ryger af eller skubbes skævt under benene.

Derudover har jeg Milks ‘Snotty Grotty’ på lager til forkølelse. Det kan godt være, at det er ren placebo-effekt, men jeg synes altså, at pigerne trækker vejret lidt lettere, når jeg har sprayet med den inden sengetid. Så. 5 minutter før de skal i seng, sprayer jeg et par gange i modsat retning af sengene. Snotty Grotty indeholder bl.a. kamferolie, der åbner op for næse og lunger, eukalyptusolie, der har antiinflammatoriske egenskaber og også virker mod hoste og astma og kamille, der beroliger og lindrer. Jeg bruger den også selv af og til i vores soveværelse, og jeg oplever, det virker på mig også.

space-blocks
Jeg har (surprice!) valgt de monokrome nuancer, men svenske Spacebabies ‘Baby Bed Blocks’ findes også i en mere farverig udgave lige her, hvis man er mere til spræl på kulørerne. De er i øvrigt endnu billigere end de sorte, hvide og grå.

Stop madspild: Kartoffelsuppe med alt godt fra køleskabet

Nu hvor vinteren endelig er kommet, er det faktisk med lidt blandede følelser for mig. Jeg er SÅ klar til de første forårstegn – til lidt mere lys og luft og de første, grønne spirer. Men. Snedækkede overflader er nu også både pæne og hyggelige, og så kalder de på lun, mættende comfort food.

I går eftermiddags orkede jeg ikke at handle med pigerne på slæb, så det blev til en omgang ‘tøm køleskabet’. Det er også så bæredygtigt. Faktisk blev suppen virkelig vellykket. Lillesøster var i al fald mere end tilfreds og spiste omkring 4 portioner. Det var også både nemt og hurtigt, og sådan noget mad kan vi vel alle bruge inspiration til af og til.

img_2820Til en nem, hurtig og lækker omgang kartoffelsuppe skal du bruge:

Kartofler (mængden afhænger af hvor mange I er. Jeg brugte resterne af dem, vi havde. Ca 500 g)
Et lille løg
Et fed hvidløg
8 dl vand
Æblecidereddike (eller lignende)
Rapsolie (eller lignende)
Urtesalt og friskkværnet peber
Lidt parmaskinke
Lidt gorgonzola
Brød (vi hev et halvt op fra fryseren og tøede det op i ovnen samtidig med at parmaskinken blev bagt herligt sprød)

Hak løg og hvidløg og sauter i en gryde i lidt olie. Skræl kartofler og skær i skiver. Kom i gryden til løgene sammen med vandet.

Kog i 15-20 minutter eller indtil kartoflerne er møre.

I mellemtiden ristes parmaskinken på bagepapir i ovnen ved ca 170 grader til den er sprød. Tag ud og læg på køkkenrulle. (Vi tøede brødet op samtidig)

Når kartoflerne er møre blendes de til en cremet suppe. Smag til med eddike, olie, salt og peber.

Server rygende varm med lidt gorgonzola smuldret i og drys med sprøde stykker parmaskinke. Spis godt brød – til eller en salat/kogt korn eller lignende.

Velbekomme!

Søstre

Der er ingen garantier, når det gælder børn. Ingen garanti for hvordan en fødsel kommer til at forløbe. Om man får strækmærker eller bækkenløsning. Om babyen eller barnet vil sove. Om amningen lykkes.

Det fortsætter hele livet, tror jeg. Det gør sig også gældende med søskende. Der er ingen garantier for at de gider hinanden (selvom de fleste gør).

Derfor er jeg uendeligt taknemmelig for det forhold, mine to døtre har. Fra første øjeblik, Bean så sin Lillesøster, blev hendes beskytter-instinkt vakt og det er vokset til en kærlighed og omsorg uden ende i løbet af de sidste 18 måneder. Fra hun som nybagt storesøster forstod og uden tøven accepterede at en andens behov var større med ordene: “Bare gå ind til Lillesøster, mor. Hun græder. Jeg kan godt selv sove.” til den selvfølgelighed hvormed hun lader sin søster indgå i sin hverdag, sit liv og sin leg. Når hun sætter sig spontant og læser med hende. Når vi voksne har travlt med at nå at få maden klar eller skal ud ad døren og Lillesøster vil have opmærksomhed – så er det Bean, der uden opfordring giver hende den. Fordi hun har lyst.

Når hun indbyder til leg og fjollerier og husker at hendes søster er meget mindre end hende selv. Når hun lader sig indfange og kilde og blidt minder sin søster om, at vi kysser – ikke bider.

Lillesøster har elsket Bean, siden hun fik øje på hende. Ingen kommer i nærheden af hendes søster. Hun er uden sammenligning det sjoveste, dejligste menneske i Lillesøsters univers. Undtagen, når hun er sulten eller bliver ked af det. Så er det stadig mor (og far), der er bedst. Hun følger i sin søsters fodspor dagen lang. Efterligner hendes lege og forsøger at gentage hendes ord. Ingen får Lillesøster til at le mere hjerteligt end Bean.

De vil hinanden og de søger hinanden. Uanset om det er til vild tumleleg eller en stille læsestund. Som dette øjeblik, jeg stjal mig til forleden. En mandag morgen med voksne, der ikke rigtig har tid, fordi der også skal laves morgenmad og gøres klar til dagen og ugen. En stor, der hjælper en lille op i sengen med yndlingsbogen og finder ro og hygge sammen. Et lille univers kun for de to. Nåja, og moren med kameraet i hånden…

skaermbillede-2017-02-08-kl-12-40-12-pm

Jeg elsker at se dem sammen. Og jeg elsker at de har hinanden. Nu og for altid.

Når manglende kommunikation er en god ting

Normalt er det ikke en god ting, når man ikke kommunikerer. Langt fra. Man kan nærmest ikke undgå at falde over artikler i aviser, blade og tidsskrifter, der handler om hvor vigtig kommunikation er. Essentiel, faktisk.

Well. Hvis jeg havde haft en åben kommunikationslinje til Jonas i går eller i dag, så havde jeg bedt ham pakke sit outdoorgrej og komme hjem fra herreturen i skoven i en vis fart.

Det havde jeg ikke – det har man som regel ikke, når han er på weekend med herrene – og dermed har han sin weekend i fred. Eller, så fredeligt det nu kan blive med en hel flok mænd, der finder tilbage til naturen.

I mellemtiden er jeg græsenke. Big time. Det er ikke nyt med en solo-weekend med pigerne. Det har vi gjort mange gange før, og det plejer at gå fint (selvom jeg klart foretrækker at være to voksne på matriklen). Når Lillesøster maxer ud på eftermiddags-skrigeri og samtidig mildest talt sover uroligt, så er det markant sværere at holde kadencen. Efter en uge uden noget der bare minder om ordentlig søvn, var jeg allerede i underskud, da weekenden blev skudt igang.

Lillesøster har grædt det meste af eftermiddagen efter bare 40 minutters urolig middagslur. Det har jeg også. I al fald indeni. Det er drænende at forsøge at holde masken, og det er ikke med den reneste samvittighed, jeg må indrømme, at jeg har hævet stemmen mere end en enkelt gang i løbet af dagen. Jeg har sagt undskyld til begge piger og kysset dem lidt ekstra. Store K har været mere end sød. Underholdt sig selv, hjulpet hvor hun kunne – helt uopfordret – og hendes sidste ord inden sengetid var, at jeg var den allerbedste mor. Min store, empatiske pige.

Om nogen fortjener hun en hyggelig eftermiddag i morgen med sine søde veninder – det under jeg hende virkelig, og hun glæder sig sådan til den tur, hun skal på.

Jonas kommer hjem i morgen. Opladet efter en weekend blandt venner. Jeg hænger i med negle og kløer indtil da – og alt det koffein og sukker, jeg kan få fat i.

dsc_0933

Om lidt bliver det bedre. Pigerne er puttet og jeg krydser fingre for i al fald en lille times ro. Næste weekend er det min tur til at tanke op på voksent selskab med en flok ualmindeligt dejlige kvinder. Og jeg elsker pigerne. Uanset hvad. Uagtet hvor hårdt det kan være. Uanset hvor nerve-opslidende en hel dag med gråd er. Alt det viskes væk af et par bløde arme om nakken. Et vådt kys. Et smil.

Størst af alt er kærligheden.

 

 

Næststørst er søvn.

Ingen Dikkedarer // Ego-strik

Jeg har – langt om længe – kastet mig over et ego-strikkeprojekt. Det har været lang tid undervejs. Dels fordi jeg skulle føle mig klar selv. Jeg skulle føle, at jeg var dygtig nok – for voksenstrik tager tid (og koster penge!), og så er det for dumt at strikke noget, man aldrig bliver helt glad for eller får brugt, fordi man ikke er tilfreds med resultatet. Dels fordi jeg manglede den rigtige opskrift. Det lyder fjollet, for der er masser og masser af virkelig flotte strikkerier til kvinder derude. Men den skulle matche min garderobe, min stil, min æstetik. Det viste sig at være sværere end som så.

Siden jeg så Mettes ‘Ingen Dikkedarer’ sweater for første gang på Instagram, vidste jeg, at det skulle være den. En enkel stil – nem at bruge til det, jeg går med hver dag. Lækkert look. Det var i sommer. Så gik der et halvt år med at tage tilløb, strikke udenom, strikke babystrik, barselsgaver, ting til pigerne. Opskriften blev købt. Så var der bare tilbage at vælge garn. Nåja, og placere et større projekt i strikkekalenderen. Det har også taget tid. (Prokrastinator-type, I know!)

 

skaermbillede-2017-02-01-kl-7-52-36-pm

Nu er jeg igang. Og jeg er allerede fan. Det kommer til at tage tid – eller, sådan føles det, når er vant til at strikke i størrelse 1-2 år. Jeg skal nok tage flere billeder, når jeg engang er færdig.

Jeg synes, der er så mange smukke udgaver i farver rundt omkring i Instagram-strikkeland – men jeg har holdt mig til mine comfort zone med gråtoner. Så får jeg afløb for farvet strik til pigerne (hvor jeg også er gået igang med et par cardigans til pigerne… på samme tid)

Hvad skal vi lave i vinterferien? Anbefaling af Experimentarium

[ANNONCE – for en god ordens skyld: vi var inviteret på besøg af Experimentarium, men indlægget her er fuldt af vores egne meninger og helt oprigtige anbefalinger]

Uge 7 nærmer sig med lynets hast, og for en hel masse betyder det vinterferie. Og selvom jeg er stor fortaler for tøffe-tid og at bare hygge hjemme, så er det også rart med lidt planer.

Experimentarium er næsten lige genåbnet på deres gamle adresse i Hellerup, og Bean og jeg var så heldige at være inviteret ud og lege med det hele for et par uger siden. Vi tilbragte hele dagen med at undersøge og lege på de to etager, og det var en m.e.g.e.t. vred pige, jeg med vold og magt slæbte med mig ud, da dagen var slut og Experimentarium lukkede. “Men MOAR – jeg har jo SLET IKKE LEGET FÆRDIG!” fik jeg at vide. Højlydt. Flere gange. Faktisk var hun så utilfreds med at vi efter 4 timers konstant leg skulle hjem, at hun ikke engang ville sige pænt tak for i dag til vores værter. Så er det altså helt galt.

Jeg lovede højt og helligt, at vi nok skulle komme igen. Og det mener jeg også. For det var virkelig en sjov tur for os begge, og jeg ved at Jonas også vil elske at lege løs med lys, vand, luft og mange, mange andre ting.

Lillesøster er for lille til at forstå konceptet helt, men sanseindtryk er det masser af – og det er spænding nok for hende. Om ikke andet er der også masser af trapper at stavre op og ned ad i den smukke kobberspiral, der fører en op gennem etagerne. Der er også masser af ting for de større børn. En del af oplevelserne er faktisk meget velegnede til skolealderen.

dsc_0002
dsc_0015

^^Beans fantastiske kjole er en model, vi har haft adskillige af fra Mads Nørgaard. Selvom den ikke er lyserød er den absolut godkendt. Ikke mindst fordi den har gulddetajler, leoprint og er perfekt at danse i. Den er fundet på udsalg HER (kjolen er udsolgt, men der er en matchende nederdel, der også er virkelig, virkelig fin!)

dsc_0008

… der er naturligvis stadig mulighed for at lave sæbebobler! Præcis som jeg husker fra min barndoms besøg. Se alt du kan opleve og planlæg dit besøg HER

Mom fail – NAILED IT!

Kender I fornemmelsen af at det bare kører? At alting er på skinner, man når alt man skal og mere til?

Sådan en morgen havde jeg.

Jonas skulle tidligt afsted, så jeg havde ansvaret for at få begge piger i tøjet, fodret og klar til aflevering og nå på arbejde i tide. Det er der som sådan ikke noget i. Det har jeg gjort masser af gange og det gør forældre over hele landet og hele verden hver eneste dag.

Men i morges, du. Der kørte det bare. Jeg havde overskud til at løse konflikter om dagens påklædning og om hvilket legetøj hvilket barn måtte have, med humor og pædagogik.

Vi nåede at spise, rydde af, rede senge, lege og rydde op. Få tøj på, få sko på, få tøj på Lillesøster igen (dejligt med selvhjulpne børn. Mindre dejligt når de tager hue og trøje af fem gange i træk), komme ud af døren i god ro og orden og helt uden at skulle skynde på nogen.

Aflevere Lillesøster i dagplejen med kys og kram og cykle i børnehave.

Være i gang med af aflevere Bean og have fin tid til at nå på arbejde.

… kun for at opdage, at det er tur-dag og vi har glemt både rygsæk og drikkedunk.

Kæmpe krise og ulykkeligt barn. Efterlade ulykkeligt og skuffet barn i børnehaven, løbe ned ad trapperne, kaste sig på cyklen og sprinte hjem i tour-tempo.

Løbe op ad trapperne, finde rygsæk og grave drikkedunk frem fra gemmerne. Sprinte ned ad trapperne, kaste sig tilbage på cyklen og svedende lyn-cykle tilbage til børnehaven.

Tage trapperne to trin ad gangen og rød i hovedet kaste sig ind ad døren og aflevere taske og drikkedunk præcis i tide til at børnene er klar til at tage på dagens udflugt.

Tjekke uret og konstatere, at jeg har mindre end 3 minutter til at komme på arbejde. Flyve ned ad trapperne, bande over alle røde lys og træde ind på kontoret 5 over.

Morgenens ro og overskud totalt skudt ned.

Nåmen, vi prøver bare igen i morgen, ikke?