Baby versus Vilde Dyr

Babyer virker måske ved første øjekast som bløde, blide og ikke mindst forsvarsløse væsener. Nu siger jeg ikke, at du skal efterprøve teorien ved bogstaveligt talt at smide din baby for ulvene, men altså. Jeg vil vove den påstand, at babyers evner sagtens kan stå mål med indtil flere af verdens absolutte top-rovdyr.

En haj kan måske nok lugte en enkelt dråbe blod i vandet flere hundrede meter væk og fornemme impulser fra hjerteslag på fisk, der svømmer tæt på den.

En baby kan fornemme duften af modermælk bag en dyne, en t-shirt, natbh og ammeindlæg. Fra den modsatte side af dobbeltsengen. Og en baby, der sover så dybt at naboens nye stepsko og basrytmer går ubemærket hen, kan fornemme når selv den mest øvede ninja lydløst lægger sig i sengen.

En tigers kløer kan flænse det meste kød.

En babys negle bliver syleskarpe igen præcis 20 minutter efter man møjsommeligt har klippet dem. De er desuden specialiserede i KUN at gå efter den tyndeste og mest sårbare hud. For eksempel på halsen, håndleddene eller decolletagen.

En krokodille har et af dyrerigets heftigste bid. Specielt i lukkemekanismen er der kræfter i kæberne.

En babys orale greb om brystet er mindst lige så stærkt. Når det gælder den nyfødtes evner til at lave vakuum og gribe fat med hårde, men dog tandløse, kæber. Og bestemt også, når baby falder i søvn med ‘lock-jaw’ og man forsøger at trææææække brystvorten fri gennem rækker af skarpe, skarpe, nye tænder.

 

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

1 års fødselsdag for barn nummer 2

[ ANNONCE ]

Hvad gør man, når barn nummer 2 meget snart har fødselsdag og man er løbet helt tør for gode gaveidéer? Man kan for eksempel klikke sig ind på barnetsverden.dk og se, hvad deres gavefinder kommer med af forslag til fødselaren. Det har jeg gjort.

Lillesøster har officielt rundet 11 måneder og dermed når vi om ganske kort tid hendes 1 års fødselsdag. Det er som om, det er kommet lidt bag på både mig og Jonas. Måske handler det også lidt om fornægtelse. Lige om lidt har jeg ikke en baby længere, men en 1-årig der bliver en 2-årig og som lige så stille bliver mere sin egen og mindre afhængig af mig. Jeg synes jo bare ikke, Lillesøster er så stor endnu. Først inden for den seneste halvanden uge har hun vist tegn til at komme ‘rigtigt’ omkring. Hun kan rulle rundt, men hun har ikke gidet bruge sine ben. Hverken til at stå eller støtte på. Nu er hun så småt begyndt at stå på knæ og hænder, men det er stadig langt fra min hands-on erfaring med næsten 1-årige. Den tæller så ret beset kun en næsten 1-årig Bean, der gik langs alting og allerhelst ville gå omkring med os i hænderne, men alligevel.

Beans 1 års dag var planlagt i månedsvis. En fest for familie og venner – fine invitationer, ønskeliste, kager. Sådan kommer det ikke helt til at blive for Lillesøster. Ikke fordi det ikke er en mærkedag. Det ér stort at blive 1 år gammel. Bean glæder sig til fest og hun vil gerne give en gave. En af hendes bamser skal overdrages til Lillesøster, ’så hun kan kravle hen til den, hvis hun bliver ked af det’ 

Vi har bestemt tænkt os at fejre hende. Det bliver bare ikke en stort anlagt fest. Den nærmeste familie. Måske et par venner. En miniature-lagkage til Lillesøster, ligesom Bean fik. En naturligvis en rigtig kage til resten af selskabet. Et par gaver, selvom jeg virkelig har svært ved at lave en liste over ting, Lillesøster decideret mangler.

Derfor takkede jeg ja til tilbuddet fra Barnets Verden om at teste deres gavefinder, og vupti. Mens jeg scrollede ned over søgeresultaterne krydsede min mentale ønskeliste en masse ting af. Gavefinderen er superenkel at bruge. Vælg alder, prisniveau og køn (det sidste er nu efter min mening lidt noget pjat, for børn er ærligt talt bare børn og hvem bestemmer, hvad der er ‘pigelegetøj’ og ‘drengelegetøj’?) og så finder den et fint udvalg med lidt af det hele til aldersgruppen.

ønsker 1 år
Lillesøsters ønskeliste indeholder nu: Enkle puslespil til min dimse-glade baby (der allerede nu har haft flere ganges success med at ramme rigtigt i puttekassen, pralede moren til barnet, der absolut ikke kravler endnu) // Fine træklodser med dyreansigter og lyde (ja, ja. Vi elsker trælegetøj herhjemme!) // Øko-fingermaling. Det bliver et svineri, men et herligt et af slagsen er jeg sikker på. // Et kamera, der kan tåle ivrige babyfingre (og som Bean helt sikkert også vil elske at lege med) // Musikinstrumenter, der kan larme, rasle og lave skønne lyde. // Sandlegesæt med isforme til mange timer på legepladserne i nabolaget.

… og hvis ikke vi allerede havde en Wheely Bug, en sansegynge, en løbecykel og et Vilac-klaver, var de helt sikkert også kommet på listen!

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Moder. Kvinde. Menneske.

Af og til får man mulighed for at gøre noget ekstra. At møde nogen, man ellers sjældent møder. At blive bekræftet i, at i det direkte møde med hinanden er vi mennesker først som sidst. Kvinder. Mødre. På tværs af landegrænser, nationaliteter, religioner og hudfarver. Sådan en mulighed havde jeg i denne uge. Egentlig havde jeg lyst til at sætte mig ved tasterne samme aften, men oplevelsen fortjente tid til at bundfælde sig og mine tanker skulle også lægge sig til rette.

I sidste uge kørte min chef og jeg en fuldt pakket kassevogn til Asylcenter Avnstrup, lidt syd for Roskilde. Vognen var lastet med alt det fine tøj og udstyr, som Struts kunder og leverandører er kommet med til os siden Mors Dag. Da vi ankom blev vi mødt af et par af lejrens sundhedsplejersker og en flok kvinder med babyer fra 10 dage til 8 måneder.

Alle var lidt afventende først – ingen af os vidste helt, hvad vi skulle gøre og sige, men langsomt blev stemningen vendt. Vi fik lov at nusse babyer og med tegn og fagter og mere eller mindre gebrokkent engelsk snakkede vi os frem til hvor gamle babyerne var – deres navne, køn, om de var lette eller urolige. Om amning, mælk der ’svømmede over’ og sjove babylyde. Vi delte ud af de medbragte sutter, ammebh’er, ammetøj og babytøj. Højstole, legetøj, barnevogne.

I løbet af de par timer, vi var på besøg, fik vi lov at kigge lidt ind i en anden verden. En verden af kvinder, mænd, børn og babyer, der er flygtet fra alt de kender og holder af for at nå i sikkerhed i det ukendte. En ny virkelighed, hvor de eksisterer på andres barmhjertighed og i et system af både hjælp og kontrol.

At blive mor – særligt for første gang – er i sig selv en kæmpe, altfavnende omvæltning i livet. Det kan være vanskeligt at navigere i alt det nye. Det var det for mig. Alle følelserne, al praktikken. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan man overkommer det og samtidig er på flugt eller opholder sig på et asylcenter. Uden vished om fremtiden. Uden muligheder for at bygge en permanent rede. Uden at kunne glæde sig ubetinget, bekymringsløst, fuldt og helt til det kommende barn eller rette al sin energi og kærlighed mod dets udvikling.

Kvinderne, vi mødte, gjorde netop dette. De elskede, nussede, beskyttede og varetog deres babyers og børns behov midt i en virkelighed, der er langt fra det, vi kender. De gjorde nøjagtig som mødre overalt i verden gør. Satte deres børn først. En havde brugt en ikke ubetydelig del af sit lillebitte budget på en sut til sin urolige, lille dreng. Vi var alle mødre i det lokale. Mødre, som glæder sig med hinanden, når vores børn er sunde og trives. Kurrer over små reflekssmil og bitte hænder og fødder, smilehuller i runde kinder og bløde lår. Smiler sammen af babyers små lyde. Ler sammen over barnets overstadige begejstring over verden. Deler erfaringer og hjælper med råd og ammeindlæg, når mælken løber over.

 photo IMG_0509_zpsrneqnz3h.jpg

Jeg fik lov at tage billeder af alle disse kvinders smukke babyer. De bedste er bestilt til fremkaldelse og bliver sendt til asylcentret. Men det, jeg ikke tog billeder af og det, som for alvor har ætset sig fast i mig i en sådan grad, at jeg hver dag siden har stoppet op et øjeblik og ladet mig fylde af taknemmelighed over mit eget held ved at leve i denne del af verden. Det er det menneskelige aspekt. Så lad mig slutte, som jeg startede.

Uanset hvem vi er, hvad vi tror på og hvor vi kommer fra, er vi mennesker. Kvinder. Mødre. Lad os aldrig glemme det.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Vaniljeprikket hyldeblomstsaft

[ ANNONCE ]

For første gang nogensinde har jeg i år kastet mig ud i hjemmelavet hyldeblomstsaft. Jeg er helt klart latemover på fremstilling af saft ud af de fine, hvide blomster, men det bliver ikke sidste gang.

Hvis du kender et træ et sted i nærheden, der stadig blomstrer, så er her en skøn opskrift på en vaniljeprikket, læskende portion hyldeblomstsaft.

Santa Maria sendte os et kit med bl.a. citronsyre som en del af deres kampagne #nomoreboringmeals, og det var åbenbart sparket, der skulle til. I søndags debuterede Lillesøster som cykelrytter, da vi alle tog afsted på en tur i nabolaget for at finde de fineste hyldeblomster. Bean syntes det var helt eventyrligt at samle blomsterne i kurven og det var så hyggeligt at lave saften med hende hjemme i køkkenet. Eneste ulempe i forhold til bær-saft, som er det, jeg plejer at lave, er ventetiden. Saften her skal trække i 3 dage inden den kan kommes på flasker og i glas.

Ca. 2 liter koncentreret saft

40 hyldeblomst-skærme
2 økologiske citroner
1 kg rørsukker
50 g citronsyre
1 vaniljestang
2 liter vand

Skyl og rens skærmene grundigt og kom dem i en stor skål sammen med citronerne skåret i skiver.

Bland citronsyren med sukkeret. Flæk vaniljestangen og findel kornene med lidt sukker inden både korn og stang kommes i skålen.

Bring vandet i kog og opløs blandingen i det kogende vand.

Hæld nu sukkerlagen over skærmene og rør godt rundt. Dæk skålen med et tætsluttende låg eller med film og stil saften køligt i 3 døgn.

Si nu saften og hæld den på rengjorte flasker.

Fortynd hyldeblomstsaften med vand eller danskvand – og med isterninger og frisk mynte, hvis det skal være ekstra fint. Jeg havde ikke nok rene flasker, så jeg fyldte også et par isterningeposer med hyldeblomstsaft. Jeg tænker at det bliver en nem måde at lave kold saftevand på senere på sommeren. Eller brug den ufortyndet til at dryppe over sukkerbrødsbunde, når du laver (lag)kager i sommertiden, for at de ikke skal blive for tørre i krummen.

Denne opskrift giver en hyldeblomstsaft, der ikke er helt så sød som dem, vi plejer at købe. Det er faktisk ret lækkert med en lidt mere ‘voksen’ smag – selvom Bean absolut også har godkendt denne version. Jeg tænker at et glas kølig hvidvin med et skvæt hyld i også kunne gøre det ud for en ret skøn sommerdrik.

hyldeblomstsaft

Skærmbillede 2016-06-23 kl. 9.12.02 PM

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Meningen med det hele

Aften. Stuegulvet er næsten ryddet for legetøj. I al fald så meget, at mine øjne kan finde ro. Køkkenfladerne er tørret af og opvaskemaskinen sørger for at der er glas og skåle til morgenmaden. Jeg har endelig placeret mig i sofaen efter en lang (lang!) dag.

Ulykkelig babygråd fra soveværelset.

Lillesøster har endnu engang vendt sig om på maven i søvne, og nu støder hun fra med hænderne og knejser med nakken i det mørke soveværelse. Forvirret, ked af det og et sted midt mellem vågen og sovende tilstand. Hendes kalden bliver til hulk inden jeg når helt hen til hende over dobbeltsengen og får hende vendt om igen. Rutinerede moderhænder lægger den store baby til rette og løfter blusen samtidig. Gråden stilner af og elskede, små hænder finder mine, mens hun hægter sig på og stiller behovet for mad og tryghed samtidig. Den lille, bløde krop bliver tung og efter en tid glider hun tilbage til søvnen. Tryg og tæt på mig. Tilknytningen og kærligheden tager form i mørket efter vores kroppe. Den omslutter og begge – omfatter også hendes søster med de bløde krøller, der sover dybt fra det hele en halv meter væk.

Og lige der slår det mig. At det her. Lige her og nu – det er meningen med det hele.

 photo DSC_0283_zpswefgknxw.jpg

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Uglet mor på slap line – kast med din baby part II

Helt og aldeles uglet og træt mor – og baby med madrester på sine strømpebukser. Jo, jo. Lillesøster og mig er meget medievante typer 😉

Nåmen, kig med når jeg snakker lidt om at tumle og lege, efter vores oplevelse med Barselsbreak i sidste uge. Du kan også læse indlægget om lidt mere gennemtænkte forklaringer på de samme tanker HER

(Lillesøsters bluse er i øvrigt hjemmestrik, og den er simpelthen så lækker, blød i ‘cool wool’. Jeg tænker at vise lidt flere detaljer om den snart)

Har du kastet med din baby i dag?

Det har jeg. Jeg tror faktisk, Lillesøster er blevet kastet lidt rundt hver dag, siden hun kunne holde sit hoved selv.

Altså. Vi griber hende igen, ikke?

Og hun elsker det. Hun hviner af fryd og klukler, når det suser i maven. Når hun er i frit fald, hænger med hovedet nedad eller bliver snurret, drejet og hvirvlet omkring. Langt, langt de fleste babyer er helt pjattede med den slags vilde tumlelege, hvor deres balancesans bliver stimuleret. Tumleriet og stimuleringen af vestibulærsansen er noget, vi bør holde ved lige hele livet, men de fleste af os (mig selv inkluderet) er alt for dårlige til at få hovedet nedad og snurre rundt.

 photo DSC_0303_zpss9gzvzdy.jpg
 photo DSC_0311_zps7yo4emuz.jpg
 photo DSC_0319_zpsmbmfd8fh.jpg
 photo DSC_0323_zpsvnvba7et.jpg

Forleden var Lillesøster og jeg inviteret i biografen. Det lyder måske ikke som noget, der hænger sammen med motorik og tumleri, men anledningen var et ‘barsels break’. bObles, LEGO og Nordisk Film er gået sammen om at afholde disse breaks. Billetprisen giver en (ret fed) goodiebag og en times viden – teoretisk og praktisk – om hvorfor det er så vigtigt at tumle og lege og kaste med sin baby. Motoriske færdigheder er ekstremt vigtige for udviklingen – både intellektuelt og socialt – så hvis du ikke allerede kaster med baby kan du altså godt se at komme igang. Lillesøster og jeg havde en fest med at hilse på alle de andre babyer – og der er altså noget helt igennem skønt ved at kigge udover en hel biografsal og se 75 tykke babyben og -numser stikke i vejret <3

Kig forbi Facebook (facebook.com/ostfronten) – der ligger nemlig en video med Lillesøster og (en træt og uglet) mor, der fortæller om oplevelsen.

Hold øje med din lokale biograf efter næste omgang barselsbreak – eller kig her og se, hvornår der er Tumletid tæt på dig. Det er altid rart med lidt ekstra input til at lege med baby, og de er virkelig gode til det hos bObles.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Gode mænd og andre vinder-typer

Jeg er blevet smidt ud af huset. Altså, på den gode måde. Jonas gav mig et par timers formiddagsfrihed til at få bund i mailbokse og ro i hovedet.

Udover at han som regel er den, der står op med Lillesøster, når hun vågner mens dagen endnu ikke er startet, og udover at han har arbejdet i døgndrift de seneste 3 uger med pasning af Lillesøster om dagen og stileretning og eksamensforberedelser til noget nær midnat hver dag, så havde han søreme også lige overskud til at give mig den gave, som børne-fri tid er. Misforstå mig ikke. Jeg elsker at være sammen med mine piger. De kan som ingen andre gøre mig lykkelig helt ned i maven, og jeg bliver så glad når jeg ser deres tilknytning og kærligheden mellem dem. Men det er altså svært at være effektiv sådan arbejdsmæssigt med de to bulderbasser om benene.

Han er en god mand. Virkelig. Så den her går ud til alle de partnere – mænd som kvinder –  der giver et pusterum og muligheden for at lade op. I stedet for at milimeterdemokrati og regnskaber med hvem, der sov længe hvornår, forstår de, hvornår en latte i stilhed, et kram og ubetinget accept er den rigtige løsning. Forældreskabet, og parforhold i det hele taget, er et samarbejde. Et hold, hvor man løfter, støtter og aflaster hinanden så alle kan yde deres bedste. Nogle perioder er det Jonas, der tager teten og holder sammen på enderne. Som nu, for eksempel. Andre gange er det mig, der har mest at give af.

Jeg elsker, at han giver mig plads og rum og ro, når det er nødvendigt. Til gengæld har jeg lært at give ham frihed og aftener ude af huset. Fordi det gør os begge til bedre mennesker. Og dermed bedre forældre og partnere. Jeg glæder mig til at Lillesøster bliver en smule mindre afhængig af mig ved sengetid. For jeg savner at spise en god middag ude i byen med ham her. Holde i hånd over desserten og drikke tilpas med vin til at vi bliver lidt fjollede.

jonas

Nåmen, de her timers fritid fik mig til at huske på et par – pinlige – hængepartier. Der er jo faktisk nogle af jer, der skal se en masse Netflix det næste halve års tid.

Normalt lader jeg en randomiseret tal-knuser trække tilfældige vindere, men der var altså et par kommentarer denne gang, der gik direkte i maven på mig: Karen, der hjemmepasser to børn i et hus på landet uden bil og langt fra alting. Du (og den store!) skal have mulighed for at koble af. Og Nadia, hvis mand har stået for hele hjemmefronten, sin egen uddannelse og deres datter, så hun har kunnet passe sin praktik med 3 timers daglig transport og bruge sine sparsomme hjemmetimer som mor i stedet for praktisk gris. I skal SÅ meget bruge sommeren på at putte og genfinde hinanden. Tjek jeres mails (også evt. spamfilteret!)

Tak fordi I ville lege med allesammen <3

 

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

En lettere udbrændt type

En kort status herfra. Jeg er flad. Flad som i ‘jeg tager lige en lille tudetur ved siden af Beans nysamlede højseng’. Lillesøsters søvn(u)vaner trækker på vekslerne og vores logistisk, finmaskede net af børnefamilie-planlægning gør at jeg konstant er bagud.

Bagud på job. Bagud med blog. Bagud i min mailboks på en sådan måde at jeg mest af alt har lyst til at sætte hænderne for øjnene hver gang jeg kommer i nærheden af den. Der er så mange mennesker, der mangler svar fra mig på alt muligt og jeg kan bare slet ikke overskue det. Bagud på søvn. Bagud på overskud.

Jeg kan lugte ferien forude. 3 ugers familietid. Jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal nå at få styr på arbejdslivet og planlagt mine tre ugers fravær inden da. Hvornår jeg skal komme til bunds i bunkerne af opgaver her, der og i alle hjørner og kroge.

Om aftenen, når pigerne endelig sover, er jeg for træt til at skrive. For træt til at strikke. For træt til at være en god og nærværende kæreste. Det eneste, jeg kan overskue er at lægge mig i sofaen med en eller anden form for snack og gense Orange County. Det er hverken produktivt eller effektivt på nogen planer.

underskud

Jeg ved, at det bliver bedre igen. At jeg får sat mig ned og får styr på rodet og dermed større overskud og overblik. Det er en af de perioder, der bare skal overstås, hvilket egentlig er noget møg, fordi det rimer dårligt med nærværet og tilstedeværelsen i nuet, som jeg ellers har øvet mig på i det sidste år.

I mellemtiden vil jeg forsøge at tage bunkerne. En af gangen. Jeg håber, I bærer over med mig indtil jeg kommer op til overfladen igen, for der er masser af indlæg i fingre og hoved. De skal bare lige nedfældes.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Babyen er et røvhul. Send mere kaffe.

Nåmen her går det…. ok. Lillesøster er et totalt røvhul disse dage. Kæmpe, kæmpe tigerspring. Sur, pjevset, hysterisk. Vil ingenting. Slet ikke sove. Ve den, der forsøger at putte hende. Også selvom hun nærmest har mere sorte rander under øjnene end jeg.

Om natten er hun mildest talt urolig. Medmindre hun kan bruge mig som menneskelig sut, selvom det ikke engang er en idiotsikker løsning. Det her tigerspring må gerne meget snart være slut. Det er hårdt for os alle sammen. Ikke mindst pigerne.

Bean hader det. Hun bliver så ulykkelig over, at hendes søster er ked af det. ‘Jamen hvorfor græder hun, mor?’

I går – mens jeg brugte uhørte 60+ minutter på at få en overtræt, hysterisk baby til at falde til ro og i søvn tegnede hun et par familieportrætter. Et solgult et, hvor vi alle smiler og hvor Bean og jeg står ved siden af hinanden. Og så et brunt et. Med en grædende baby med nedadvendte mundvige, der rækker ud efter sin mor. Moren er lidt krøllet i kanterne (men har til gengæld virkelig flotte øjenvipper!) og hun holder babyen med en tændstiksarm, mens hun forsøger at nå resten af familien med den anden. Længst væk fra moren står en pige med gule krøller og en regnbuestribet kjole, og selvom hendes arm er helt udstrakt kan den ikke helt nå. Av.

beantegner

 

Udover, at jeg er vildt imponeret over Beans tegneevner, der har taget et kvantespring i løbet af den sidste måned, og hendes skildring af følelserne hos hendes søster – så fortalte den fine tegning mig også, at vi havde brug for lidt tosomhed. Bean og mig.

Det tog vi i eftermiddags – en mini-date kun for os. Det skal der til engang imellem.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Current mood

Current mood:

Currently doing:

Hvorfor?

Der tikkede en mail fra selveste Pladsanvisningen ind i mailboksen. Og jeg var ligesom:

Så læste jeg mailen og fandt ud af, at vi har fået drømmepladsen – på det helt rigtige tidspunkt og så var jeg ligesom:

Resten af aftenen har Jonas og jeg været ligesom:

Af og til har man altså lov at være heldig (meget, meget apropos dette indlæg!)

Logistiske udfordringer

Logistik. Børnefamiliers hade-disciplin. Det nødvendige onde – planlægningen af hentning, bringning, indkøb, madlavning og hvem, der i øvrigt gør hvad af alt det andet, som kræves for at familieenheden hænger ordentligt sammen.

Barslen er et helle. Et pusterum, hvor der altid er en voksen, der ikke har andre forpligtelser end de hjemlige. Ingen deadlines, klokkestrenge eller møder. En mulighed for at lade alting flyde lidt. Vi når det nok alligevel. For slet ikke at tale om de tilfælde, hvor selv den bedste planlægning bliver sat skakmat. Hvor vi kigger tavst på hinanden og bliver enige om, hvis arbejde og dagsprogram er henholdsvis mest og mindst vigtig, og hvem der melder ‘barn syg’. Hvilket jeg i øvrigt hader. Ikke at have syge børn som sådan (selvom det naturligvis aldrig er et ønskescenarie) men at der altid ligger en snert af dårlig samvittighed i at ringe ind med den besked. Også selvom det er det eneste rigtige valg.

Hverken Jonas eller jeg har barsel længere. Den er brugt helt og aldeles op. Faktisk ophørte vi med at have barselsstatus her på matriklen med indgangen til juni. Så officielt er vi nu en familie med to udearbejdende forældre, et børnehavebarn og en baby uden et pasningstilbud.

Heldigvis for os er juni eksamensperiode på landets gymnasier, og derfor har Jonas kunne være hjemme med Lillesøster i vid udstrækning. Bevares, han har fået tilsendt en ordentlig bunke eksamensstile, som han har brugt Lillesøsters middagslure og alle sine aftener frem til midnat på at rette over de sidste uger. Der har også været nogle møder, han har deltaget i – med Lillesøster som sidekick.

De næste par uger bliver vores liv forvandlet til et nøje tilrettelagt puslespil – en balanceakt, om man vil, hvor vi er nødt til at holde et skarpt blik på den synkroniserede kalender for at få enderne til at mødes. I morgen skal Lillesøster med mig på arbejde. Hun plejer at være både sød og tålmodig, så vi satser på, at det går en time eller to. Resten må jeg indhente, når pigerne sover.

Jeg har heldigvis en god portion feriedage at tage af og ikke mindst en arbejdsplads og kollegaer, der er indforstået med, at jeg er sporadisk til stede de kommende uger.

Det er ikke holdbart i længden. Det ved vi godt. Vi krydser fingre for snarligt godt nyt om en plads til Lillesøster, men vi bliver også nødt til at have en back-up plan på den anden side af sommerferien. Der går hverdagen for alvor igang igen for os begge, når det nye skoleår starter. Nok er Lillesøster sød, og nok har vi begge cool arbejdsgivere, men der er grænser, og jeg tror ikke, nogen af os bliver populære ved konsekvent at holde ‘tag baby med på arbejde’-dag.

lillesøster

^^Den sødeste baby, jeg kender. I yndlings-outfittet pt. De gode strømpebukser fra GoBabyGo (som er en gave, men vi har både fået og investeret i flere par. De sidder SÅ godt om både fødder, lår og tykke maver), et arvet par af Beans leo-bloomers (H&M, 2012) og en merinouldbody fra Roots&Wings (som også er en gave, men også her har vi selv investeret i flere til klædeskabet). Den er så tynd, blød og lækker i kvaliteten, at det ikke bliver for hedt her i juni. Og så har den i øvrigt UV30-beskyttelse i fibrene. Helt naturligt. Mere om det en anden gang.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram