De små glæder

Efter en uge med sygdom, et barn i angrebsmode, en pyldrende tumling og almindeligt underskud, er det hele så småt ved at lette. Jeg øver mig i at holde fast i de gode ting, når det andet er tungt. Det er en øvelse, der ikke altid lykkes, men den er meget sund alligevel tænker jeg.

dsc_0017Jeg er glad for, at jeg er ved at være mere rask nu end jeg har været den sidste uge. Jeg er stadig forkølet men har ikke længere feber. Det er fremskridt.

Jeg er glad for, at Bean elsker sin børnehave og har mange, gode veninder.

Jeg er glad for, at Lillesøsters dagpleje er verdens bedste og at de tog på skovtur med bål-pandekager og telt-middagslur i denne uge og at hun glædestrålende omtaler sin ‘BIL-le-bo’ hver gang vi går forbi.

Jeg er glad for, at Lillesøster sov roligt og trygt i sin egen seng uden opvågninger mellem 23-04.31. Også selvom det virkelig trak tænder ud at blive vækket og skulle være vågen fra halv fem om morgenen. I det hele taget er det sjældent klokken bliver meget mere end 6 før hun insisterer på, at NU er det altså morgen, men måske hænger det sammen med, at hun faktisk som regel sover i længere stræk.

Jeg er glad for, at Jonas og jeg prioriterede en brunch-date i tirsdags mens børnene var i deres respektive institutioner.

Jeg er glad for, at pigerne leger så godt sammen – og det var med ærefrygt og næsten tårer i øjnene, at vi iagttog dem lege roligt ved siden af og med i hinanden en hel time i går sidst på eftermiddagen. Med dukker og med iPad, hvor en benovet lille lod den store vise sig, hvordan man spiller Rasmus Klump. Nej, streg det. Jeg er lykkelig for deres indbyrdes forhold. Intet mindre.

Jeg er glad for, at Bean er så skøn og empatisk. Vi skal samle ind til Læger Uden Grænser på søndag (og der er plads til flere indsamlere, hvis du vil være med. Link HER) og efter jeg forklarede hende, hvad de laver, så var hun stille lidt inden hun gik ind og hentede sin sparepingvin. ‘Mor. Jeg har VILDT mange penge. De må også få nogen af mine penge.’

Jeg er glad for, at Jonas og pigerne hygger sit i legeland mens jeg er på arbejde.

Og jeg er glad for, at det er solskin og næsten sommer og weekend lige om lidt.

Fredagslykke til alle derude

Børnehaveskift – efter skiftet

I går skrev jeg om overvejelser omkring børnehaveskifte. Om hvad der var årsagerne til at vi i sidste ende traf valget om at flytte børnehave. Nu har hun gået i den nye børnehave i næsten et år. I dag skal det handle om, hvordan det går nu.

Forleden var Bean hjemme til en legeaftale hos en af sine søde veninder fra børnehaven. Jeg fik sendt nedenstående skønne billede med meldingen om, at de to legede fantastisk godt og nød hinandens selskab. Jeg bliver glad helt ned i maven ved at skrive det. ‘En af sine veninder’. Der er nemlig rigtig mange skønne små piger og drenge, hun dagligt leger med – og hun trives. Hun er glad hver dag for at komme afsted og min sociale papegøje føler aldrig mere, at hun ikke er velkommen i gruppen. Af og til har hun nærmest det modsatte problem – at der er så mange, der gerne vil lege med hende, at hun nærmest ikke har tid til at få leget alle legene.

skaermbillede-2017-05-24-kl-1-46-46-pm

Stemningen på stedet er ganske anderledes. Der er overskud og lyst. Og ja. Ligesom alle andre institutioner i hele landet er de også pressede på tid og normeringer og personaleantal. Af og til må planlagte udflugter eller gøremål aflyses på grund af sygdom eller for få personaler. Det er ikke institutionens skyld. Det er politikerne, der gang på gang strammer skruen og eroderer fundamentet for det gode børneliv i vuggestuer og børnehaver. I digress.

Bean er lykkelig for sin nye børnehave. For sine veninder, for din yndlings-Paloma og så er hun mere end spændt på at skulle rykke ned til stueplan og storegruppen til sommer. Hun savner en bestemt dreng fra den gamle børnehave – hendes første, store kærlighed – men det er også det.

Det børnehaveskifte var det bedste, vi kunne gøre for Bean, og jeg er lykkelig for, at vi traf det helt rigtige valg. Jeg skrev lidt mere om det, mens beslutningen stadig var ny lige HER

For os var det helt rigtigt – og vi burde måske nok have fulgt mavefornemmelsen lidt tidligere. Det ved vi til når det bliver Lillesøsters tur. Eller når det handler om andre sociale relationer og steder.

Børnehaveskift

At finde institutioner til sine børn er at træffe store og vigtige valg på deres vegne. Det er steder, de skal være i en hel del af deres vågne timer igennem deres tidlige barndom – de formative år, endda, for forskning indikerer, at det er de første tre leveår og stabile, trygge omsorgsrelationer her, der har stor betydning for barnets udvikling.

Det er steder, de skal være trygge, være godt tilpas – blive set, hørt, støttet og krammet og også gerne kysset, hvis du spørger mig. Tænk at være i et job eller et studie, hvor man slet ikke trives. Hvor chefen eller kollegaerne eller de fysiske rammer gør en trist eller ligefrem utilpas – eller bare slet ikke inspirerer. Hvor der ikke er tid til at lytte til hvad man siger. Så ville en del af os skifte job eller studie. Vi kan aktivt træffe valg på vores egne vegne – men vi er vores børns ambassadører, når det handler om vores børn og deres institutioner. Derfor er det så vigtigt at vælge rigtigt.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, jeg var en af de mødre, der skrev Bean op til områdets must have vuggestuer ti minutter efter fødslen, ligesom vi heller ikke planlægger at vælge andet end den lokale folkeskole (der i parantes bemærket har et rigtig godt ry) Jeg var heller ikke ude og besøge en masse steder, mens hun var spæd. I stedet fandt vi Willebo og den holdt vi fast i og ringede løbende til Pladsanvisningen. Jeg faldt fuldstændig for stedet og vi elsker det så højt endnu. Jeg forstår stadig ikke helt vores held (og Jonas telefonsælger-evner) da Lillesøster også fik plads dernede for snart et år siden.

Bean fik tilbudt plads i en børnehave et helt, helt andet sted og af helt andre, store dimensioner og børnetal end det, vi havde skrevet hende op til. Jeg fik så ondt i maven dengang, og vi endte med at vælge noget andet. Det kan du læse om HER og HER

18622402_10158677633300375_4569513577313038097_n

^^Fødselsdagsgaven fra mine og Jonas’ forældre var den skønne EGG Helmet med det skin, Bean havde forelsket sig i. Find det lige HER // Krave fra min mormors gemmer // Jakke fra MarMar (købt på udsalg sidste år. Lignende  HER og HER) // Styling: Bean

Det startede godt, og det burde og kunne have været så godt med den lille, hyggelige børnehave. 45 børn, de dejligste rammer og en skøn legeplads. Men det var slet ikke så godt. Lederen magtede ikke opgaven, børnehaven var presset på børnetal og der var desværre sket nogle uforudsete hændelser i tiden før Bean startede. Det, der især fik os til at overveje et skift allerede i slutningen af efteråret 2015, var manglen på venner og veninder – og så manglen på lederskab og evner til at skabe gode rammer for personale og børn. Det var svært og hårdt, og det var med blødende hjerte, jeg skrev om det HER

I løbet af foråret 2016 blev det klart for os, at det ikke gik og da børnehaven endda skulle lægges sammen med søsterinstitutionen, blev den endelige beslutning taget. Ved et lykketræf blev jeg tippet af denne søde dame om en ledig plads på børnehavedelen af en ret populær børnehave, der faktisk var noget tættere på vores hjem. Og vi fik pladsen. Vi må virkelig have en slags skytsengel hos Pladsanvisningen.

Det var i virkeligheden et let valg at skifte børnehave. Bean trivedes ikke som hun burde, og rammerne var ikke optimale. Men det var følelsesmæssigt svært. Hvad nu hvis hun ikke faldt til? Hvis der ikke var venner? Hvis aben flyttede med? Hvordan ville Bean tackle skiftet? Ville hun savne og sørge?

… det blev en længere omgang! Jeg skriver mere om hvordan det så er gået i morgen.

Strikket prinsessekrone i dukkestørrelse – og lidt om søde sprutter

Som nogen måske så i min Instastory sidste uge, har Bean fået et nyt sovedyr. Den sødeste lille, sartrosa blæksprutte i en rest Baby Silk Merino fra Drops, jeg havde liggende. Det egner sig glimrende til små sovedyr og er lækkert – men altså ikke et velegnet begyndergarn sådan i det hele taget. Det er nemlig ret glat, så man skal strikke virkelig jævnt for at få et pænt resultat.

Bean havde ønsket sig en nuttet, sovende sprutte fra Spruttebogen, som jeg har fået af forlaget Alvilda som anmeldereksemplar. Selve bogen indeholder baggrunden for sprutterne og hvorfor de er så gode at sove med for de allermindste (og på neonatalafdelingerne) og så er den rig på opskrifter på hæklet tilbehør til sprutterne og forslag til hvordan de kan gives hver deres personlighed udover et par basisopskrifter på hhv. en hæklet og en strikket sprutte. Men der er ikke rigtig nogen strikkede forslag, og jeg kan ikke hækle, så hermed kommer en idé til en lille strikket prinsessekrone (eller prinsekrone) til bamser, dukker og sprutter.

skaermbillede-2017-05-24-kl-10-05-41-am

Kronen kan strikkes så lang eller kort, du ønsker og den bliver til ved at gentage fire pinde. Jeg vil anbefale at strikke den i et relativt fast bomuldsgarn, så den kan stå selv.

Strikket prinsessekrone:

Slå 6 m op på pind 2,5

Første pind: 1 ret, 2 ret sammen, slå om pind, 2 ret, slå 2 gange om pind, 1 ret

Anden pind: 2 ret, 1 drejet ret, 2 ret sammen, slå om pind, 3 ret

Tredje pind: 1 ret, 2 ret sammen, slå om pind, 5 ret

Fjerde pind: luk to masker, 2 ret sammen, slå om pind, 3 ret

Gentag disse fire pinde til prinsessekronen har den ønskede længde og luk af. Sy enderne sammen og monter på sprutten (eller lad være så den kan sættes af og på hovedet af dukker og bamser)

18622489_10158676015500375_1238047169511904443_n

Pro-tip til strikkede sprutter: HUSK endelig at strikke løst, når du laver tentaklerne! Første forsøg blev alt for stramt for mig, og resulterede i en knækket pind (!) og et strikketøj, der måtte klippes af. Mine tentakler er ikke voldsomt snoede – men vælger du et bomuldsgarn i stedet for silkeblandingen, jeg strikkede i, så er det ikke så glat og vil sno sig mere.

Maraton og Mum Flu

I søndags var København fyldt med seje løbere. Jeg får altid lidt et stik i maven og kløen i benene, når de store løb er igang, for det er efterhånden mange år siden, jeg sidst løb så mange kilometer. Imidlertid havde jeg mit eget maraton igang med to mildest talt besværlige børn.

Ikke mindst min førstefødte er en håndfuld i disse dage. En stor håndfuld. Det er i bedste fald irriterende, men når man er blevet snotforkølet og borderline influenzaramt, så ville jeg hånden på hjertet hellere møde muren fra 6. kilometer. Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har prøvet det.

Hvis du spottede os på legepladsen i søndags, så ved du, hvad jeg taler om. Bean fik en nedsmeltning på vejen over noget så aldeles urimeligt som at vi ikke vendte om, så hun kunne skifte tøj. Atomreaktor-nedsmeltning. Hun råbte og skreg og det var på ingen måde muligt at trænge igennem til hende, så jeg endte med at kapitulere og trække en skrigende Bean, en undrende veninde og en utilfreds Lillesøster hjem igen. Lillesøster lod sig formilde med sit nye yndlingslegetøj – et loppefund af en dukkevogn til en flad 50’er som jeg planlægger at gøre lidt ved – men Bean blev ved med at råbe en hel time. Jonas var ude og rette årets eksamensstile, så jeg var alene på hjemmefronten. Det burde ikke have tømt mine reserver – men desværre satte episoden stemningen for resten af dagen og de sidste par dage også. Jeg skal ikke udelukke, at jeg også endte med at råbe ad hende i søndags. Det er en rædselsfuld følelse at nå dertil, hvor det rationelle og empatiske melder hus forbi.

Jeg ved ikke, hvad der foregår i hende lige nu, men det er ikke specielt rart at være fanget i malstrømmen af hendes dårlige humør og vrede udbrud. Vi forsøger at være imødekommende og forstående, men der er grænser for alting. Ikke mindst for hvad jeg vil finde mig i. Bean ved godt, når grænsen er nået. Hun er bare ikke lige nu i stand til at stoppe før hun når den, og jeg skal virkelig hanke op i mig selv for ikke at være mildt irriteret på hende hele tiden og ende i en rigtig ond spiral.

I dag har hun været glad hele dagen. Hun har heller ikke været hjemme. Hun har været på en legeaftale hele dagen og kom først hjem til sengetid. Hun har hygget sig og leget og leet… så det er åbenbart bare os, den er gal med. Jeg ved godt, at det er hjemme, hvor de er helt trygge, at børn tør at lade alle facader falde og agere helt og aldeles ud fra deres følelser, selv når de er grimme. Og givetvis bidrager vi til konflikterne fordi vi i nogle dage har oplevet hendes adfærd og dermed er lidt forudindtagede efterhånden.

Jeg gider godt at det stopper snart. Både fra hendes og vores side.

Og så gider jeg i øvrigt også godt at jeg snart bliver rask. Det er edderbroderemig op ad bakke at være syg, når man også skal forestille at være nogens mor!

skaermbillede-2017-05-23-kl-7-10-03-pm

Slip fantasien løs

[ Disclaimer: vi var inviteret til arrangementet af Toms Chokolade, der også har taget billederne. Indhold er mit eget.]

Bean elsker at tegne. Da hun blev omkring 3 år, skete der et eller andet i hende, og siden har tegneriet for alvor taget fart. Det er egentlig sjovt med hende Bean, for hun kaster sig først for alvor ud i nye evner, når hun mestrer dem. Hun nægtede at bruge løbecyklen før hun kunne suse af sted. Det samme med den rigtige cykel. Med ble. Med sut. Og med tegneriet.

Da hun først knækkede koden med tusch og farveblyanter, tog det fart. Hun er – i al beskedenhed – virkelig dygtig til at tegne. Når jeg ser på hendes jævnaldrende i børnehaven, kan jeg konstatere at detaljerne i Beans tegninger er markant flere og egentlig ‘bedre’ tegnet også. Jeg ved ikke frygteligt meget om det, men jeg vil umiddelbart vurdere, at hun har et niveau der er over hendes alder. (Ja, det er noget værre mor-pral, men fremmede siger altså også, at hun er rigtig god!) Hun kan sidde i timevis og tegne og farvelægge, og så bliver man jo også dygtig efterhånden. Øvelse og alt sådan noget. Selvom det er en stillesiddende aktivitet, så vil jeg meget hellere at hun tegner end at hun spiller spil eller ser serier og film på iPad’en. Koordinationen mellem øje og hånd, fantasi og det fysiske papir er meget mere udviklende for hjernen end at sidde foran en skærm.

_dsf0740 Jeg opfordrer hende hellere end gerne til at fatte papir og pen og tegne afsted. Det minder mig om mig selv. Jeg har også brugt utallige timer på at tegne som barn og ung. Jeg blev også ret dygtig til sidst. Og jeg husker glæden ved at lykkes med noget på papiret.

Min far er dygtig til at tegne og har brugt en del tid både med blyant og akvarelfarver i sin fritid. Han har lært mig grundreglerne og tips foruden at hjælpe med at finde tegnebøger med instruktioner og guides til mig på biblioteket.

For et par uger siden var Bean og jeg inviteret til fernisering på Statens Museum for Kunst med Toms Chokolade. Anledningen var lanceringen af deres nye, fine forsider på pålægschokoladerne. Det er historier, som er tegnet og fortalt af børn og gentegnet af studerende på DMX. Bean var meget fascineret af at børn kunne tegne og fortælle historier, som kom med på et ‘rigtigt’ produkt, og jeg synes at konceptet er så sympatisk. Det er skønt at kunne spejle sig i sine jævnaldrende – og nogle, der er lidt ældre – og se, hvad man kan opnå med øvelse og træning. Det er en god livslektion i det hele taget. Historierne bag illustrationerne står inden i pålægschokoladeæskerne og Beans yndlingshistorie er den med det blå marsvin.

Peter Madsen (I ved. Ham med Valhalla og Troldeliv-tegneserierne) holdt også tegnekursus, og Bean lyttede meget nøje og så med mens han fortalte hvordan man kommer igang med et ansigt, med at fylde papiret og med at lave skitser inden man tegner sig frem til det endelige resultat.

Hun fik lov at lave sin egen pålægschokoladeæske og historien er meget gennemtænkt. Vi tegnede indtil flere skitser inden hun bestemte sig og havde narrativet på plads. Det var ret imponerende at være vidne til koncentrationen og den alvor hun gik til opgaven med. Hjemmefra havde hun på eget initiativ tegnet en tegning til Peter Madsen. Hendes egen version af Idun med de magiske æbler. Den modtog Peter, og han kvitterede med en tegning til hende i den Valhalla-bog, vi havde taget med.

_dsf0823 _dsf0856

Efter ferniseringen gik vi en runde på museet og genså mine og Beans yndlingsværker. Jeg har tidligere arbejdet i flere år som omviser og i bookingen på SMK, så jeg kender både huset og værkerne ganske godt. Jeg elsker at dele glæden ved kunsten med Bean, og i takt med at hun bliver ældre, kan vi tale om flere og flere aspekter ved kunsten og værkerne. Udover at fortælle de mange, mange fine, sjove, uhyggelige og mærkelige historier, der er gemt i dem.

Børn er velkomne på museer. Det er de. Også selvom de kommer til at le højt, tale begejstret eller skal prøve at se, hvor højt man kan hoppe i et rum med 8 meter til loftet. Faktisk er de mere end velkomne. Især hvis deres voksne har lært dem, at man kigger med øjnene. Bean ELSKER at komme på museer – hun er også grundigt indoktrineret efterhånden – og jeg elsker at opleve hendes reaktioner og umiddelbare tilgang til værkerne. Det lærer jeg noget af. Og hun bliver inspireret til at komme videre i sin egen kreativitet.

Hvis du også har børn, der elsker at tegne og fortælle historier, så prøv at købe en af de nye pålægschokoladepakker – der er i øvrigt også mulighed for at farvelægge tegningen indeni. Fold pappet op og tegn formen over på et andet, hvidt stykke pap. Så kan dine børn lave deres egne chokoladepålægspakker og fortælle deres egne historier. Bean elsker sin pakke, og jeg synes den er så fin på bordet.

 

Tak til Toms for en dejlig, inspirerende dag – og for at stimulere og opfordre til kreativitet.

DIY: Gratis mønster til den fineste solkyse

Jeg er faldet over det fineste og ganske gratis mønster på en sød solkyse – måske et hyggeligt weekendprojekt til nogen af jer derude?

Det er næppe nogen stor nyhed, at jeg strikker. Det er relativt nyt (sådan, et par år nyt), mens jeg til gengæld har syet i rigtig mange år. Bortset fra de seneste. Jeg har en symaskine. Min mors trofaste Pfaff fra 1976, som jeg arvede, da jeg flyttede hjemmefra. Den vejer omtrent det samme som mig og er stort set udelukkende i metal – og den fungerer fuldstændig upåklageligt.

Jeg syr ikke meget længere – det dur ikke at bo i lejlighed og finde maskinen frem i aftentimerne, og i løbet af dagen er der sjovt nok enten arbejde eller børn at tage hensyn til. Det er både mere stille og mindre omfattende at finde strikketøjet frem. Dog fandt jeg maskinen frem i Bededagsferien og vupti røg der ikke mindre end tre små solkyser afsted.

Mønsteret er ganske gratis – og noget så fint – og findes blandt en masse andre virkeligt flotte mønstre, strikkeopskrifter og andet krea-tidsfordriv HER Disclaimer: husk at sætte god tid af inden du klikker dig forbi! Det kan ende med at være en farlig tidsrøver…

Jeg startede med at sy str 18-24 måneder, og den passer Bean. Hun kan faktisk også lige nøjagtig være i den str 12-18 mdr, jeg syede derefter, men her kan Lillesøster heldigvis også være med, og hun kommer snildt til at passe den næste år også. Mine børn har tilsyneladende virkeligt små hoveder? Jeg fandt resterne frem fra stoflageret og af det blomstrede Liberty-stof var der netop nok til at Lillesøsters elskede Baby kunne få sin egen kyse. Uden skygge, men ellers syet på nøjagtig samme måde som de andre. Komplet med hjemmefoldede skråbånd und alles. Jojo, dukkegarderoben vokser stille og roligt.

Når stoffet er klippet, kantebånd strøget og vliseline strøget på skyggens foer, så har det taget mig omtrent en time at få kyserne klar hver især. Inklusive tiden med at sætte knappenåle i og håndsy de sidste detaljer. Det har kostet mig ingenting i denne omgang, for det hele er klaret med rester fra skuffen. Jeg kan ikke afvise, at jeg kommer til at lave et par stykker mere, for de er både noget så fine og et hyggeligt og nemt og gennemført lækkert syprojekt. Og helt oplagte til at få ryddet ud i resterne.

dsc_0017 dsc_0018 dsc_0019 ^^ Klar til sommer og solskin. Stof med engblomster og jordbær, Liberty of London. Grafiske blomster, Stof&Stil

En update på amningen

Det er ikke engang en måned siden jeg nedskrev et stille håb om at natamningerne nu var ved at være definitivt slut. Det er de. Helt og aldeles. Det tog ikke mere end et par nætter før Lillesøster fuldt ud accepterede, at det var slut med natlig mælkebar. De første uger herefter vågnede hun noget oftere end før, men blev trøstet af et kram og at blive aet over det dunede hoved.

I løbet af den sidste uges tid – egentlig helt umærkeligt – er opvågningerne blevet færre. Både i løbet af aftenen og om natten. Hun vågner op og vil trøstes en enkelt gang i snit inden Jonas og jeg går i seng, og så vågner hun op og vil ind og putte med sin MUARH et sted mellem kl. 23 og 01. Men derfra sover hun som regel igennem til klokken nærmer sig 6. Det er nyt og skønt, og selvom det kræver en indsats at komme ud af sengen på det tidspunkt, så kan jeg ikke lade være med at glæde mig stille over at Lillesøster så småt begynder at sove bedre. Hun er også lige rundet 22 måneder, og som jeg husker fra Bean, var det omtrentligt på samme tidspunkt, hendes søvn gik fra decideret terror til noget mere humant.

Hvem ved. Måske når vi at opleve en nat, hvor hun sover helt til morgenstunden inden for en overskuelig tidshorisont? (Schyyy, Nemesis. Jeg skrev ‘måske’)

Lillesøster var ikke klar til at give slip før – men det er gået stærkt med tilvænningen herefter. Det minder bemærkelsesværdigt meget om hendes tilgang til andre livs-kunster. Hun begyndte først at krybe, da hun var over 11 måneder, men bare et par uger senere begyndte hun at kravle rigtigt. Og halvanden måned fra første krybe-tag henover stuegulvet begyndte hun at rejse sig og tage sine første, usikre skridt. Måske er hun bare typen, der holder ved det kendte indtil hun nærmest allerede er forbi næste udviklingstrin?

Hvis nogen venter i spænding på nyt om, hvorvidt hun fortsat glemmer at bede om sin eftermiddags-amning, så ja. I denne uge huskede hun det igen tirsdag, men glemte det både onsdag og torsdag. Og i morges, da jeg var igang med at tage tøj på, kom hun ud til mig i baderummet, fik øje på mælkebaren og udbrød et begejstret ‘MAM-MAM!’ – efterfulgt af et fnis og et ‘NEEEEIIIJ!’ Det var ret fint og ret mærkeligt på samme tid. Måske er det slutningen på en æra. Selvom det er fint og jeg er glad for at hun selv har fået lov at vælge fra og til, er det alligevel vemodigt.

skaermbillede-2017-05-19-kl-2-33-12-pm^^Lillesøster på vej ud i verden. Kyse, sneakers og shorts er arvesager fra Beans tid, strømpebukser er vores ubetingede yndlingsmodel fra GoBabyGo. Selvom Lillesøster ikke længere har brug for skridsikre kravle-knæ, så sidder de bare fantastisk, maveelastikken er dejlig bred og blød og det er ret praktisk med skridsikre såler, hvis man ikke lige får hjemmeskoene med fra dagplejen. Strikken er hjemmegjort og opskriften er SÅ skøn at strikke og fin i brug. Den kan virkelig ikke anbefales nok – og der er også mulighed for at strikke den med korte ærmer. Find og køb opskrift til Annas Sommercardigan hos dygtige Mette HER. Jeg har strikket i Manderin Petit fra Sandnes.

Badehygge og blåt vand

Både Bean og Lillesøster elsker at komme i bad. Elsker. I weekenden vågnede Lillesøster endda (lidt for) tidligt fra sin middagslur, fordi hun var blevet lovet et eftermiddagsbad. I al fald slog hun øjnene op, møffede ud af sin seng og stavrede ind i stuen mens hun kommanderende gentog ‘BAD’ til vi havde fattet pointen.

Da Bean blev født fik vi et af de smarte Stokke Flexibath-kar af min søster, og det bruger vi stadig. Bean er egentlig for stor efterhånden, men hun elsker det. Vi er igang med at overbevise hende om brusningens glæder, men indtil videre er hun størst fan af ‘boblebad’.

Sidste uge blev badet lidt ekstra sjovt og festligt med en af Vølves fine badebomber (som Bean har fået i gave) Bean valgte en jordklodefarvet til at dele med sin søster, fordi ‘blå er den eneste farve, hun kan sige’ – og et par stykker i den lyserøde og glimmeragtige genre til sig selv. Vi prøvede den blå, og pigerne havde en fest med at se den lille kugle snurre rundt og rundt i vandet, mens den blev mindre og vandet blev mere og mere blåt.

18485289_10158627556610375_6112151604205423146_n

Bomberne er nok egentlig tænkt til afslapning og afstressning i et rigtigt badekar, men de fungerer også virkelig fint til små mennesker. Begge piger klatrede i badekarret og nød at lege med det blå vand. Bomberne findes i forskellige varianter – også uden duft, hvis man ikke er til det – og de koster omkring 25 kr.

De lyserøde bomber er kun til Bean, men Lillesøster er heldigvis mindst ligeså lykkelig for at komme i et bad med helt almindeligt skum af en neutral baby-badesæbe.

KONKURRENCE: Vind Lacto Clear – probiotisk hudpleje til problemhud

[KONKURRENCE – sponsoreret af LactoClear. Indhold er mit eget]

Jeg er rigtig glad for mine plejeprodukter fra LactoClear. Efterhånden har jeg arbejdet mig igennem den første portion og bruger nu runde to. Jeg har ikke perfekt hud, og det får jeg (desværre) næppe nogensinde, men der er en markant forskel fra før jeg begyndte og til nu. Jeg tænker, det bliver endnu bedre, når min hud bliver mindre stresset af kronisk søvnmangel og den slags børnerelaterede ubehageligheder. Til gengæld er jeg ret heldig med mit stofskifte og virkeligt heldig med graviditeter og fødsler, og jeg tænker ikke, man kan vinde i alle aspekter.

Det er særligt cremen, jeg er fan af. Det er også den, der er den (mest) aktive af de tre produkter. I det hele taget er jeg rigtig glad for, at LactoClears probiotiske hudpleje målrettet går efter acne-bakterierne uden at ødelægge eller forstyrre resten af hudens balance. Så undgår jeg nemlig rødme, svien og tør hud.

Jeg er fan, og jeg har anbefalet serien før og skrevet meget mere om, hvad den gør og kan og hvorfor den virker (HER) For en god ordens skyld skal det siges, at jeg har modtaget produkterne i gave, men jeg håber, I ved, at jeg aldrig skriver om noget eller anbefaler noget, jeg ikke selv står inde for? Anbefalingen var i øvrigt hverken betalt eller aftalt med LactoClear. Det er konkurrencen derimod.

Denne konkurrence er måske ikke relevant for jer alle – men mon ikke de fleste kender nogen, der døjer med en eller anden form for hudproblemer? I al fald er jeg rigtig glad for at have fået muligheden for at udlodde 2 sæt LactoClear til en værdi på 750 DKK/stk. Sættet indeholder en Face Wash, en Exfoliating Cleanser og så naturligvis min favorit Active Cream.

dsc_0012KONKURRENCEN

For at deltage i konkurrencen skal du:

1 – skrive en kommentar herunder, hvor du fortæller mig hvem – hvis ikke dig selv – der skal have LactoClear-sættet. Eller bare sender en hilsen. Det er nemlig rigtig hyggeligt for mig at læse.

2- svare på, hvad der er for nogle smarte, små bakterier, LactoClear og Cell Biotec er eksperter i. (Hint: du kan finde svaret her, hvis du klikker på ‘Innovation’)

Du er mere end velkommen til at dele konkurrencen på Facebook, tagge din veninde, datter, bonusdatter, søster, bror eller hvem der kunne have interesse i at vinde. Du er også ALTID velkommen til at følge mig på Facebook (HER) og Instagram (HER), men det er ikke et krav for at deltage.

Jeg finder 2 heldige vindere på tirsdag d. 23.5. (som – apropos ingenting – er Jonas’ fødselsdag)

dsc_0016

Og så lige et par pro-tip til de travle (mødre):

Tag din Face Wash med i morgenbadet. Så er den del af plejerutinen overstået med det samme.

LactoClear Active Cream skal masseres godt ind i huden og have et øjeblik til at blive helt absorberet, så smør den på, tag tøj på og læg derefter makeup.

Hvis du også har problemhud og savner et forum at dele erfaringer og trælsheder med, så kan du overveje at melde dig ind i LactoClears lukkede Facebook-gruppe, Uren hud – viden og erfaringer. Det handler naturligvis om LactoClear, men der er frit flet til at dele erfaringer om alle mulige produkter, makeup, gode råd og at finde nogen i samme båd som dig selv. Og gruppen er lukket, så dit udvidede Facebook-netværk kan ikke kigge dig over skulderen her.

Den dag, Lillesøster glemte at blive ammet

Jeg læste med hos Cecilie forleden og blev så rørt. Både af hendes ærlighed og de ammeforløb, der har kostet blod, sved og tårer. Amning er noget af det mest naturlige – men det er også enormt sårbart, fordi der er så mange følelser koblet sammen med det og fordi det hænger sammen med at give sit nyfødte barn livgivende mad. Rigtig, rigtig mange kan amme. De fleste. Men heldigvis er der også gode alternativer til dem, der ikke kan. Dem, hvor det aldrig kommer til at fungere.

Jeg ammer. Jeg har ammet både Bean og Lillesøster længe. Bean stoppede fra den ene dag til den anden, da hun var et sted mellem 13 og 14 måneder (og før jeg sådan for alvor var klar til at give slip, men det er en helt anden snak…) Lillesøster er næsten lige stoppet med at amme om natten og som regel får hun en enkelt eller to ammetåre om eftermiddagen. Natamningerne har jeg længe været træt af – bogstaveligt talt – men det er først for en måneds tid siden, hun accepterede et kram, et kys og at blive nusset i stedet for brystet. Det var først nu, hun var klar.

Den daglige eftermiddagsamning elsker jeg. Jeg elsker nærheden og gensynet, der bliver så håndgribeligt og fysisk. At kunne sidde med et lille barn, der slet ikke er så lille længere, og få lov at nusse og holde om i den halve time, hun som regel bruger. Der er skam også mælk, antistoffer og andre nyttige sager endnu, så det er ikke kun for hyggens skyld.

skaermbillede-2016-12-18-kl-10-15-42-pm^^Ja, det har været på før, men jeg knuselsker virkelig billedet fra Frederikke Brostrup med Lillesøsters ammestund.

Jeg lader efterspørgslen være op til Lillesøster. Sådan som det har været fra første sekund. Det er hende, der beder om “mam-mam” i “d’uuhl” (red: lænestolen) I går glemte hun at spørge. Simpelthen.

Måske spørger hun igen i dag. Måske ikke. Måske om et par dage igen. I weekenden. Eller måske er hun for alvor ved at være færdig med at amme og er overgået til at kramme, nusse, kysse og ae, hvis hun har ekstra behov for nærhed, tryghed og trøst.

I hendes leg både falder og slår bamser og dukker sig. De bliver kede af det og triste – og hendes løsning er konsekvent og kærlig. De bliver krammet. Krammet og nusset til de er glade igen. Det gør mig glad. At hendes verdensforståelse er sådan – når nogen er kede af det, så bliver de mødt med omsorg og omfavnelse. Det er naturligvis fordi, det er sådan hun selv bliver mødt, men Lillesøster breder den forståelse ud til hele verden. Fremmede børn, dyr og legetøj.

I går glemte hun at bede om at blive ammet.

Hun er 22 måneder gammel, og nogle ville nok tænke, at hun for længst er for gammel til i det hele taget at have muligheden. Det synes jeg ikke, og WHO anbefaler da også amning som supplement til barnet er 2 år. Eller ældre. Jeg kan mærke, at jeg så småt er klar til at sige farvel. Et vemodigt farvel, for jeg har i endnu højere grad end med Bean (og det siger ikke så lidt!) elsket denne ammeperiode.

Som Cecilie skriver, så er mødre seje. Mødre som vælger det, der er bedst for dem selv og deres børn, er seje. Jeg har valgt at lade mine børn definere varigheden af ammetiden. Jeg kunne ikke forestille mig andet, da jeg var midt i det. Og jeg havde egentlig en afsluttende pointe, men den har jeg glemt nu. Det er måske heller ikke så vigtigt. Det vigtige er at gøre, hvad der føles rigtigt. Sådan tror jeg også, Lillesøster gør.

 

Loppelykke – et nyt skrivebord

Der var engang, jeg loppede en hel del. Jeg er ret vild med loppemarkeder og genbrug. Dels på grund af det mere bæredygtige aspekt i en cirkulær økonomi – men ærligt talt mest fordi der er muligheder for at gøre fine, unikke fund. At finde præcis det, der passer til min stil og som har det dér særlige touch.

Så var det, jeg fik to børn, og tiden til loppemarkeder blev afløst af weekender på legepladser. Det er begrænset hvor længe pigerne orker at blive slæbt med til loppis og det er sin sag at spotte de gode fund, når man samtidig skal holde øje med, at den femårige ikke pludselig er forsvundet 10 boder længere hende og den næsten-toårige ikke får splittet alt muligt ad og/eller kaster sig ud i et hysterianfald, fordi… et eller andet.

dsc_0002

I sidste weekend kiggede vi hurtigt og efter et spontant indskud forbi et lokalt loppemarked, hvor vi tidligere har fundet Beans (og nu Lillesøsters) legekøkken til en slik. Her forelskede jeg mig øjeblikkeligt i et gammelt skoleskrivebord, men Jonas og pigerne var mere interesserede i at komme videre og se det næste. En brugt Barbiedukke og en dukkepotte senere var vi næsten hjemme, da jeg alligevel besluttede mig for at vende om og se om bordet stadig var der. Lige på falderebet nåede jeg frem, og faktisk havde ejerne allerede båret det fine skrivebord ned i kælderen igen.

Vi forhandlede os frem til en pris, vi begge kunne leve med – og jeg skiftevis trillede og bar bordet hjem og op til tredje sal. Jonas er som udgangspunkt konsekvent skeptisk med mine idéer til hjemmet, men han er også endt med at være glad for det lille bord. Det vigtigste er Bean. Det er nemlig hendes skrivebord. Om et år (og lidt til) har vi en skolepige, og allerede nu bruger hun timevis på at tegne, øve bogstaver og tegne noget mere. Hun er både stolt og glad for sit nye bord og brugte næsten en time på at indrette skufferne og tale om, hvad hun kan bruge det til.

Planen er, at det skal stå på børneværelset, når vi laver om til sommer – men indtil videre bor det i et hjørne af spisestuen og bliver brugt hver eneste dag.

… nu mangler jeg bare at finde en stol, der kan passe til. Og en lampe. Og måske en fin plakat der kan hænge over bordet.
dsc_0008 dsc_0009 dsc_0010

^^Skolebord, loppefund // vase, Anne Black // brevvægt, Søstrene Grene // forstørrelsesglas, Name It // messingblyantholder, Notre Dame // velourpung/tuschetui, Marmar. Tegningen er i øvrigt en enhjørning, hvis nogen skulle være i tvivl.