Sjov i en skov - Fårup Sommerland

Næsten spontan ZOO-tur

Jonas har 100 eksamensstile, han skal have rettet inden tirsdag (altså, han er godt igang, men der er stadig nok at lave!), og derfor har Bean og jeg lavet planer både lørdag og søndag, så han kan have så meget tid som muligt til at få arbejdet overstået.

Lørdag formiddag havde vi egentlig tænkt at besøge Kongens Have og høre talende træer, men i sidste øjeblik fik vi mulighed for at besøge ZOO sammen med Playmobil, og den greb vi. Det er efterhånden længe siden, vi har været i haven, og jeg tror, at i dag var første gang, at Bean for alvor fik mere ud af dyrene og besøget end ‘bare’ at se på dem. Dermed blev det også noget sjovere for mig at være afsted.

Playmobil sendte os på en skattejagt rundt i hele ZOO med en pose fuld af deres egne, søde ZOO-dyr for at finde svar på spørgsmål om dyrene. Jeg lejede en trækvogn til alle vores pakkenelliker og trætte pigeben (Beans, ikke mine). Bean og jeg havde nogle skønne timer med at finde dyr, kigge på dem og ikke mindst tale om dem.

Vi snakkede om, hvem der boede alene og hvem, der boede i flokke – om hvor dejligt det var, når bavianerne nussede hinanden (og Bean mente, at nogen burde smøre creme på deres stakkels, røde numser!) – vi beundrede de smukke, lyserøde flamingoer og forsøgte forgæves at spotte løverne, der havde gemt sig for den lumre sommervarme. Vi grinede af de søde pingviner og deres krumspring i vandet og så spiste vi ikke mindst den lækreste frokost sammen med Michala og hendes familie. De to piger er ikke langt fra at være jævnaldrende, og de havde en fest med at lege kænguru-unger og danse omkring… og forsøge at undslippe tre årvågne forældre, med smut og frækhed i deres ellers så uskyldige pigeøjne! Skøre unger, altså.

Det var en træt Bean og en endnu trættere mor, der blev hentet af Jonas efter 4 timers ZOO-hygge i strålende sol og smeltende varme. Jeg måtte kapitulere og tage en lur på sofaen om eftermiddagen, mens Jonas og Bean byggede deres egen zoologiske have med LEGO-bure og Playmobil-dyr og Bean fortalte sin far om, hvad dyrene kunne og gjorde. Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker legetøj, der stimulerer børns fantasi – hjemme hos os er det i særlig grad legekøkkenet og alt det udstyr, det efterhånden rummer, LEGO Duplo og nu også Playmobil, der kan det. Det er fantastisk at opleve Bean udvikle og udforske sin verden og verdensforståelse ud fra sine personlige oplevelser og at gennemgå forskellige scenarier, konflikter og løsningsmodeller igennem sin leg. Og det er skønt når legetøjet ligefrem opfordrer til den slags leg, der både er sjov og lærerig.

Når legen så endda får en ekstra dimension med et real life besøg hos de vilde dyr, så bliver det altså ikke meget bedre 🙂

(Så blev det lige en familie-udflugts-tema-weekend her på bloggen! Det var faktisk ikke planlagt, men eftersom de sidste par weekender netop har været dedikeret til familietid, så passer det egentlig meget godt sammen)

 photo DSC_0477_zpspwnyhper.jpg
 photo DSC_0471_zpsqquhwtpz.jpg
 photo DSC_0473_zpseydazx61.jpg
 photo DSC_0470_zpsniqiopxa.jpg
 photo DSC_0480_zps92alefic.jpg
 photo DSC_0485_zpscipzqhbj.jpg
 photo DSC_0476_zpsv7bkdob1.jpg

Playmobil inviterede os i ZOO, men der var ingen krav om omtale, og alle billeder, ord og holdninger er som altid mine.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sjov i en skov - Fårup Sommerland