Det år, mor ødelagde julen

– eller noget om at give sig selv lov at slække. På det hele.

Det er den 22. december. Juleferien er startet for os alle og vi har igen i år planlagt en jul på den måde, vi trives bedst. En sluttet kreds af de allernærmeste, ingen rejser gennem landet og uddelegering af juleforberedelserne.

Alligevel sidder jeg med en flad fornemmelse. Mest af alt – faktisk udelukkende – over mig selv. Det var ikke den her december, jeg havde planlagt. Det var ikke sådan, det skulle være. Med en mor, der har slæbt sig igennem med et minimum af overskud og efter devisen fake it till you make it. Jeg har ikke orket at tænde computeren om aftenen eller finde strikketøjet frem.

Det var jo meningen, at der skulle være fyldt med hyggeligt nærvær og overskud. At Nissen skulle lave sjove drillerier, at der skulle bages småkager og gåes ture, skøjtes og alt muligt andet. Ikke mindst fordi jeg i år, for første og måske sidste gang, har to piger, der tager julens magi og glæde helt til sig. Helt ind i de små hjerter.

De tror virkelig. På Nissen og på julen. Næste år er K måske så stor, at der er slået små skår af den klippefaste tro på, at der bor en Nisse bag den lille, blå dør. Det er i år, hun har haft mulighed for at blive hjemme lidt længere om morgenen eller holde en tidlig eftermiddag – eller et par dage hos Mormor og Morfar. Om et år er hun en skolepige, og så er den fleksibilitet ikke længere eksisterende.

Måske er det den nostalgi, der altid sniger sig ind ved årets afslutning, der spiller mig et puds. Men faktum er, at jeg ikke har levet bare tilnærmelsesvis op til egne forventninger til mig selv. Jeg har ikke orket. I stedet er jeg gået efter nemme løsninger og lave gærder. Det må man også godt. Jeg havde bare en anden virkelighed for mit indre blik.

Spørger man pigerne, er jeg ret sikker på, de har haft en dejlig december. Det er bare mig, der har skuffet mig selv.

Jeg forsøger at give mig selv fripas. At erkende og anerkende, at jeg har haft brug for at slippe tøjlerne og sænke barren. At det faktisk har slidt mere end jeg har vidst, at manøvrere nogenlunde helskindet igennem et efterår med urimeligt megen sygdom på kryds og tværs. Jeg er blevet uendeligt meget bedre til at give slip på forventningerne end før jeg blev mor. På den måde er moderskabet så fint. Det er på en og samme tid ønsket om at gøre det bedst tænkelige for sine børn – og på samme tid accepten af, at tingene må være gode nok som de er. Fordi man ikke kan planlægge og eksekvere perfektion i alle henseender i livet med (små) børn. Jeg kan i al fald ikke.

Jeg har ikke ødelagt julen. Det ved jeg godt. Jeg har gjort det så godt, jeg kunne. Men hvor ville jeg ønske, jeg havde kunnet gøre mere i år. Jeg håber, at juleferien bliver det pusterum, vi alle trænger sådan til. At vi kan få energien tilbage sådan for alvor i løbet de kommende 10 dage. Og hvis jeg har et særligt ønske, så er det, at jeg må være så uforskammet heldig at få en chance mere næste jul for at skabe magi for de små mennesker, der betyder allermest for mig.

^^ Det bliver en slags hvid jul. Jeg forsøger at kickstarte strikkeglæden igen med et nyt, blødt projekt.