Syg af savn? (Og en vinder)

Kæreste var som faste læsere vil vide væk det meste af sidste uge – både i privat- og arbejdsmæssigt øjemed.

Da Bean var spæd var det en kæmpe og af og til næsten umulig opgave at være alene med hende i bare 12 timer ad gangen. I dag er det som udgangspunkt helt ok med flere dage i streg. Altså, jeg er en del på og bliver mere træt end jeg gør på en almindelig to-voksne-et-barn uge, men hun er efterhånden relativt selvkørende på mange områder. Og græder ikke 7 timer i døgnet. I den forgangne uge fik jeg imidlertid min sag for, for det var en pyldret, pjevset lille pige, jeg havde med at gøre. Eftermiddagene skulle helst tilbringes i min favn på sofaen (så det gjorde vi. Nullermændene holdt fest), og appetitten var ikke særligt imponerende. Måltider skulle i øvrigt helst indtages siddende på mit skød – alternativt ‘baby style’, hvor jeg skulle made det store barn.

Torsdag eftermiddag og aften og nat havde Bean ret høj feber. Og selvfølgelig var fredag en dag, hvor jeg havde arbejdsopgaver, der rent praktisk ikke kunne flyttes til hjemmekontoret. Thank God for Morfar, der hoppede på et tog for at hjælpe med pasningen. (Der var dog absolut intet i vejen fredag morgen, dag, eftermiddag eller fremadrettet, så de havde bare hygget herhjemme. Bl.a. med støvsugning, som barnet normalt hader. Mystisk altså.)

Kæreste kom hjem fredag eftermiddag, og Bean blev lykkelig! Intet mindre. Jeg overvejer faktisk, om det kan lade sig gøre for et lille menneske at blive syg (eller som minimum super-pjevset) af savn. Bean er for lille til at være bevidst om, at hun savner og at tale om det. For lille til at forstå tidsbegreber, der strækker sig over længere end lige om lidt og at forstå, hvornår far kommer hjem igen – at han kommer hjem i det hele taget. Men hun er bestemt ikke for lille til at savne ham.

Og for nu at tale om noget helt andet, så har jeg læst alle jeres mange gode råd, og selvom der var nogle, der direkte gik på sikkerhed (hep, CODAN Kids – vi tænker os om, gør vi!), så handlede de fleste om samvær og nærvær. Der var flere af jer, der var inde på at være tilstede i nuet, droppe forventnings- og præstationsræset og ikke mindst at stole på sin egen mavefornemmelse. Jeg elskede også rådene om at synge og læse med sine børn – og jeg elsker både at synge og læse med Bean, men jeg elsker endnu mere at opleve hende digte nye sange selv og ‘læse’ sine bøger for bamserne.

Men. Desværre må jeg kun finde en vinder, og random.org valgte Christine, der kom med dette råd (så hvis du hedder Christine må du meget gerne tjekke din mail!):

Mit bedste råd må være, at sige fra. Jeg synes, man får alt for mange – mere eller mindre gode – råd, når man står med sådan et nyt menneske i sine arme for første gang. Men stol på dig selv, og sig fra, når du ikke har brug for at høre mere. Det lærte jeg, og det hjalp mig rigtig meget!

Håber, jeg er heldig at vinde – mit lille menneske kunne virkelig godt tænke sig en tur i Legoland!

Tusind tak til alle jer, der deltog – og til CODAN Kids for at sponsorere billetterne til LEGOland.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram