Penicillin, radiostilhed – og en VINDER

Jeg ved det godt. Jeg burde have fundet en vinder af den dér røvfuld is for 100 år siden.

Men sagen er den, at virkeligheden trådte ind med fuld hammer og satte alt andet ud ad spillet. Bean blev ringet hjem syg fra VHD onsdag, og så har vi på skift været hjemme med ‘barn syg’ torsdag og fredag og forsøgt at arbejde lidt sideløbende. Fredag regnede vi med var den sløjeste dag, hvor feberen ville toppe, men Bean blev bare endnu dårligere lørdag og ville ikke engang drikke noget. (Bye bye kæreste-weekend og Bean-pasning hos Mormor og Morfar…og drinks og middag med gode venner)

Efter 2 sekunders ventetid kom Kæreste igennem på 1813 og den flinke kvinde i røret sendte os afsted mod Bispebjerg, hvor vi var så heldige at komme til med det samme. Og hvor den virkeligt søde børnelæge ret hurtigt kunne konstatere, at Bean havde en virkeligt ond omgang mellemørebetændelse (og i øvrigt øjenbetændelse og forkølelse også – de sidste to var ingen overraskelse!)

Videre til apotek for at få børne-penicillin (der smager næsten ligeså grimt som voksen-penicillin) og så hjem og forsøge at få ubehagelig medicin i et lille, slattent menneske. Det er ingen let sag, for hun kæmper en brav kamp, det lille væsen, selv i afkræftet tilstand. Først i dag er det lykkedes at trænge igennem til hende, så hun nu med moden beslutsomhed tager sutten fra munden og spiser det ulækre stads – fordi vi har fortalt hende, at det er meget, meget vigtigt for mor og far, at hun spiser sin medicin.

Hun drikker igen. Ikke meget, men nok (håber vi). Men hun spiser ingenting. Som i: ingenting. 10 små skefulde grød på en dag. Og måske en chokoladeknap eller to. That’s it.

Jeg har været så bekymret for, om vi ender på børneafdelingen med drop. Nu er hun (7-9-13) så småt i bedring, men jeg bliver ikke rolig, før hun også begynder at tage lidt rigtig føde til sig igen. Og jeg har følt mig som verdens absolut værste mor, fordi jeg i afmagt i går råbte ‘DU SKAL – DU SKAL – DU SKAL’ til hende, mens hun grædende vred sig i Kærestes arme for at komme væk fra penicillinen. Åh, hvor jeg HADER at have et sygt barn. Jeg har intet begreb om, hvordan man formår at rumme det, hvis ens barn er alvorligt syg. Udover devisen at ‘hvis man skal så kan man’. Som også var sådan vi kom igennem kolikken på. Men fuuuuuuck, det er hårdt. Og opslidende. Og rædselsfuldt.

Så. Long story short: det er derfor, jeg ikke har annonceret en vinder endnu af det dér is. Som I er vilde med! Shit, der har været mange deltagere, og jeg ville ønske, jeg kunne dele ud til jer allesammen.

I er særligt vilde med kombinationen af sol og is; gerne tilsat strand/hav/have eller anden natur. Og I er mest tilhængere af at spise is i selskab med dem, I godt kan lide. Nåja, og så er der udenlands-isen. Mest den italienske, som bliver indtaget på sommerferier. Åhh. Og pandekage-is.

… og så er der jer, der mest er til is under dynen med jeres hjertes udkårne; gerne en kold, ruskende efterårsaften.

Hende, der vinder isen, kommer nok til at bruge hele svineriet på éen gang. For hun har tænkt sig at holde en kæmpe is-fest for sin familie og sine bedste venner. Tillykke Mille Frandsen! Jeg har smidt dig en mail. Rigtig god fornøjelse med den fine is-fest – hvis du poster billeder på Instagram eller Facebook er du mere end velkommen til at tagge Østfronten;)

… stay tuned, for der er et par påske-give aways på vej. Både til jer, der er vilde med serier, film og tv on demand. Og jer, der mangler inspiration (og fribilletter!) til kunst i verdensklasse 🙂

TUSIND tak for alle jeres mange, mange, MANGE kommentarer. Hver og en er læst. Og tak til Carte d’Or for at sponsorere præmien.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram